Kvalificering af sygeforsikringsselskaber: Obligatorisk slovakisk sygesikring er ikke »økonomisk aktivitet« i statsstøttereglerne

Denne sag omhandler en appel fra Europa-Kommissionen og Den Slovakiske Republik mod Den Europæiske Unions Rets dom. Retten annullerede en kommissionsafgørelse, der fastslog, at de statsejede slovakiske sygeforsikringsselskaber, Spoločná zdravotná poisťovňa (SZP) og Všeobecná zdravotná poisťovňa (VšZP), ikke udgjorde »virksomheder« i henhold til statsstøttereglerne (artikel 107, stk. 1 TEUF).

Baggrunden er den slovakiske obligatoriske sygeforsikringsordning. Siden 2005 er ordningen blevet forvaltet af både statsejede selskaber (SZP/VšZP) og private selskaber (Dôvera og Union), der alle var oprettet som privatretlige aktieselskaber med mulighed for at efterstræbe overskud.

Privataktøren Dôvera klagede over, at statsstøtte var blevet tildelt de statsejede selskaber. Kommissionen afviste klagen i 2014, da den fandt, at selskabernes aktivitet ikke var af økonomisk karakter, idet ordningen var domineret af sociale og solidariske træk og var underlagt streng statslig kontrol.

Retten annullerede Kommissionens afgørelse. Retten mente, at muligheden for at generere og udlodde overskud samt tilstedeværelsen af konkurrence (om kvalitet og udbud af supplerende ydelser) var tilstrækkelig til at kvalificere aktiviteten som økonomisk. Appellen til Domstolen fra Kommissionen og Slovakiet rejste spørgsmålet, om Retten havde begået en retlig fejl ved at overvurdere betydningen af disse sekundære økonomiske elementer i en ellers stærkt reguleret social sikringsordning.

Domstolens annullering af Rettens dom

Domstolen (Store Afdeling) tog Kommissionens og Den Slovakiske Republiks appeller til følge og ophævede Rettens dom (T-216/15). Domstolen fastslog, at Retten begik en retlig fejl ved at tillægge de elementer af overskudsmulighed og subsidiær konkurrence en urimelig stor betydning i sin helhedsbedømmelse af den slovakiske obligatoriske sygeforsikringsordning.

Retten havde korrekt anerkendt ordningens primære solidariske og sociale karakter, herunder:

• Obligatorisk deltagelse for alle bosiddende.
• Bidrag fastsat ved lov i forhold til indkomst, uafhængigt af individuel risiko.
• Ensartede lovbestemte minimumsydelser for alle forsikrede.
• En mekanisme for risikoudligning mellem selskaberne.

Domstolen konkluderede, at de økonomiske træk var sekundære og ikke kunne tilsidesætte ordningens grundlæggende sociale formål og solidaritetsprincipper:

Muligheden for at efterstræbe overskud synes nøje reguleret af loven og kan i modsætning til Rettens betragtninger... ikke anses for et forhold, der kan afkræfte den sociale og solidariske karakter, der følger af selve karakteren af de pågældende aktiviteter. (Præmis 40)