Afskrivningsgrundlag og fradragskonto i K/S - Spørgsmål om brugte anparter

Retten fandt, at der ikke var tale om køb af "brugte anparter". Det blev lagt til grund, at [virksomhed2] A/S, som udbyder af ejendomsprojekter, alene havde erhvervet ejendommen med det formål at videresælge anparterne til investorer. Klageren havde erhvervet sine anparter i henhold til et tegningsprospekt, og [virksomhed2] A/S havde udført arbejde svarende til det sædvanlige i formidlingssager. Der blev henvist til Højesterets dom af 8. september 2009 (SKM2009.562.HR).

Landsskatteretten fastslog, at den af investorerne og [virksomhed2] A/S angivne anskaffelsessum på 85.611.075 kr. for K/S [virksomhed1] ikke kunne lægges til grund ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for ejendommen, da anskaffelsessummen måtte anses for at indeholde et honorar til [virksomhed2] A/S. Udbyderhonorarer kan efter praksis ikke tillægges afskrivningsgrundlaget, da de betragtes som etableringsomkostninger. Dette følger af Højesterets domme af 25. november 2008 (SKM2008.967.HR) og 8. september 2009 (SKM2009.562.HR).

Afskrivningsgrundlaget for ejendommen skal opgøres ved, at anskaffelses- og salgssummer for bygninger og installationer mv. omregnes til kontantværdi, jf. Afskrivningsloven § 45, stk. 1. Kun udgifter, der kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet af de afskrivningsberettigede aktiver, kan indgå i afskrivningsgrundlaget, jf. SKM2008.967.HR. Etableringsudgifter, herunder udbyderhonorarer, kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre de er omfattet af Ligningsloven § 8j, stk. 1 eller Ligningsloven § 8j, stk. 3.

Vedrørende reduktionen af klagerens fradragskonto bemærkede Landsskatteretten, at de omtvistede udgifter (honorar til udbyderen og projektomkostninger), selvom de regnskabsmæssigt var aktiveret, ikke var godtgjort at modsvares af et aktiv for selskabet. Da udgifterne ikke var fradrags- eller afskrivningsberettigede, og måtte anses for at skulle afholdes af det præsterede ansvarlige indskud, skulle de fragå ved opgørelsen af klagerens fradragskonto. Dette var i overensstemmelse med retningslinjerne fra det nu ophævede TS-cirkulære 1990-1 af 1/11 1990, punkt 1, litra k, og Vestre Landsrets dom af 16. december 2009 (SKM2010.44.VLR). Det forhold, at klageren regnskabsmæssigt havde behandlet udgifterne, så de ikke påvirkede hans kapitalkonto, kunne ikke føre til et andet resultat.

Klageren havde selvangivet afskrivninger baseret på et afskrivningsgrundlag, der inkluderede disse omkostninger. Landsskatteretten havde dog ved en tidligere kendelse af 29. maj 2009 for indkomstårene 2000-2006 fastslået, at udbyderhonorar og projektomkostninger på 609.704 kr. ikke kunne godkendes tillagt anskaffelsessummen, og opgjorde afskrivningsgrundlaget til 38.454.027 kr. Landsskatteretten fandt i den forbindelse, at der ikke forelå brugte anparter.

For indkomstårene 2007 og 2008 havde SKAT foretaget ændringer i det selvangivne straksfradrag, tilgangen til afskrivningsgrundlaget (som følge af tilbygning og arkitektudgifter) og fradragskontoen. SKATs talmæssige opgørelser var som følger:

Talmæssig opgørelse af straksfradrag

2007:

2008:

Talmæssig opgørelse vedr. opfølgning, oprindelig bygning/afskrivningsgrundlag

2007:

Talmæssig opgørelse af tilgang på afskrivningsgrundlag

2007:

2008:

Talmæssig opgørelse af fradragskonto

Fradragskonto-korrigeret i henhold til Landsskatterettens kendelse af 29. maj 2009:

2007:

2008:

Skatteankenævnet havde ikke godkendt samtlige projektomkostninger tillagt afskrivningsgrundlaget og havde reguleret fradragskontoen i overensstemmelse hermed. Nævnet henholdt sig til Landsskatterettens tidligere kendelser og bemærkede, at udbyderhonorar og projektomkostninger ikke kunne medregnes i afskrivningsgrundlaget. De henviste til, at udgifterne påvirkede kommanditisternes kapitalkonti, jf. Vestre Landsrets dom af 16. december 2009, SKM 2010.44.VLR.

Klagerens repræsentant påstod, at udgifterne til projektomkostninger og udbyderhonorar skulle indgå i afskrivningsgrundlaget, og at fradragskontoen skulle korrigeres. Repræsentanten argumenterede for, at der var tale om køb af "brugte anparter", hvilket skulle behandles anderledes end en ren formidlingssituation. Der blev henvist til SKM2008.390.SKAT og Landsskatterettens kendelse SKM 2008.984.LSR. Repræsentanten mente, at Højesterets dom i SKM2009.562.HR ikke var retningsgivende for sager om reelt salg af brugte anparter. Endvidere gjorde repræsentanten gældende, at de ikke-fradragsberettigede udgifter ikke skulle fragå fradragskontoen, da de ikke havde belastet kommanditisternes kapitalkonto, og henviste til TfS 2005.885V.