Dom for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og hærværk ved ulovlig ændring af beskyttet moseområde

Personundersøgelser

Kriminalforsorgen udarbejdede personundersøgelser af begge tiltalte i medfør af [Retsplejeloven § 808]. Begge blev vurderet egnede til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og tilsyn, da de var motiverede for samarbejde og havde stabile sociale og økonomiske forhold.

Rettens Begrundelse og Afgørelse

Retten fastslog, at det er ubestridt, at det pågældende område tilhører Kommune 1 og er et beskyttet moseområde i henhold til [Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 2]. Ejere af ejendomme har pligt til at undersøge skel og overholde dem.

Områdets Naturværdi og Skade

Baseret på naturregistreringer fra 2018 og 2019 samt vidneforklaringer fra Vidne 1 og Vidne 4, blev det lagt til grund, at området havde en særlig naturinteresse med sjældne naturtyper som hængesæk og Top-Star tuer. Disse naturtyper tager 30-100 år at udvikle. Retten fandt, at et stort område af hængesækken forsvandt, og områdets karakter ændredes på i alt 1.800 m², hvilket skete mellem 2021 og 2022. Dette forvoldte betydelig skade på moseområdet og dets vilde planter, og det vil tage op mod 100 år at reetablere dele af området.

Tiltalte 1's Ansvar

Retten tilsidesatte Tiltalte 1's forklaring om, at han alene fjernede pil og siv. Det blev lagt til grund, at han fjernede en stor del af hængesækken m.v. Han forklarede, at ændringerne skete for at genskabe udsigten, som den var ved købet, men retten fandt, at han måtte indse, at ejendommen steg i værdi herved. Ændringen af arealet på 1.800 m² blev anset for at være så drastisk, at den var foretaget med forsæt. Tiltalte 1 blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af [Naturbeskyttelsesloven § 89, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 2, nr. 2] og [Straffeloven § 291, stk. 2] (hærværk af betydeligt omfang), da den betydelige ødelæggelse af naturen delvist skete på Kommune 1's ejendom.

Tiltalte 2's Ansvar

Tiltalte 2 ejer ejendommen, hvor ændringerne er foretaget. Selvom hun forklarede, at hendes mand stod for det udvendige, og at hun ikke var fuldt ud bekendt med omfanget af ændringerne, fandt retten, at hun som ejer og beboer havde en pligt til at sætte sig ind i ejendommens skel og eventuelle særlige naturinteresser. Retten tilsidesatte hendes forklaring om, at hendes mand handlede uden hendes viden og accept, da hun havde en væsentlig interesse i at få søadgang og udsigt. Tiltalte 2 blev derfor også fundet skyldig i overtrædelse af [Naturbeskyttelsesloven § 89, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 2, nr. 2] og [Straffeloven § 291, stk. 2].

Strafudmåling

Straffen for begge de tiltalte blev fastsat til fængsel i 4 måneder. Retten lagde vægt på det ødelagte areal af beskyttet natur, at handlingerne skete alene i de tiltaltes egne interesser, og den lange tid det vil tage at genoprette naturtilstanden. Dommen blev afsagt efter stemmeflertallet, og straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis de tiltalte overholder følgende betingelser i henhold til [Straffeloven § 62] og [Straffeloven § 63, jf. § 56, stk. 1]:

• Tiltalte 1 og Tiltalte 2:
  • Må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.
  • Skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 100 timer.
  • Skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

De tiltalte skal in solidum betale sagens omkostninger.

• Forhold 1 (Juni 2016): Udlægning af ca. 650 ton granitsten på stranden.
• Forhold 2 (Dec 2017): Gravearbejde, fjernelse af sand og beplantning fra klitten (klitfredet areal), samt udlægning af yderligere granitsten og beton på skrænten og stranden.

De Tiltaltes Roller og Argumenter

De tiltalte, der inkluderede foreningens formand, medlemmer og administrator af foreningskontoen, nægtede sig skyldige. De tiltalte henviste til, at handlingerne var nødvendige for at redde deres ejendomme, og påberåbte sig derfor straffrihed efter Straffeloven § 14 om nødret samt Grundloven § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed.

Endvidere gjorde forsvaret gældende, at de danske myndigheder havde tilsidesat deres handlepligt i henhold til Natura 2000-planen og habitatdirektivet, og at kystsikringen skulle anses som legitime naturbeskyttelsesforanstaltninger, der sikrede Natura 2000-området som helhed.

Retten i Hjørring fandt, at Foreningen Tiltalte5 udgjorde et selvstændigt strafsubjekt i henhold til Straffelovens kapitel 5, og fandt alle tiltalte skyldige.