Afvisning af klage over honorar for energimærkning og anmodning om fratagelse af autorisation

Afvisning af honorarklage

Klager frafaldt samtlige punkter i Energistyrelsens afgørelse, som klager ikke havde fået medhold i, bortset fra honoraret for det udførte arbejde. Energiklagenævnet fastslog, at honorarklager kan indbringes for Energistyrelsen, men at Energistyrelsen er sidste klageinstans for dette punkt. Energistyrelsens afgørelser vedrørende honorarer kan således ikke påklages til Energiklagenævnet eller anden administrativ myndighed, jf. Bekendtgørelse om gebyrer og honorarer for ydelser efter lov om fremme af energibesparelser i bygninger § 19. Den fejlagtige klagevejledning fra Energistyrelsen ændrede ikke på Energiklagenævnets manglende kompetence.

Afvisning af anmodning om fratagelse af autorisation

Energiklagenævnet er ikke kompetent myndighed til at træffe afgørelse om fratagelse af retten til autorisation for energimærkningsfirmaer. Dette klagepunkt blev derfor også afvist.

Endelig afgørelse

Energiklagenævnets afgørelse om afvisning er truffet i medfør af Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 6, stk. 1 og er endelig og kan ikke påklages, jf. Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 1, stk. 4.

Energistyrelsen genoptog sagen og importerede det korrekte energimærke (nr. [XXX]) i indberetningsprogrammet Energy10. En teknisk revisor havde tidligere besigtiget ejendommen og fundet afvigelser, herunder at energikonsulenten havde beregnet energiklasse C, mens revisor beregnede D. Der var uenighed om linjetab ved døre/vinduer, fundamentets type og isolering, samt hulmurens isolering, hvor Factum2 havde angivet en boreprøve, som ikke kunne dokumenteres. Teknisk revisor kunne ikke vurdere varmeanlæg og tæthed, da disse var renoveret/udskiftet efter energimærkningen.

Energistyrelsen fandt i sin afgørelse af 3. september 2019, at energikonsulenten overordnet havde fulgt reglerne, men at der var mindre afvigelser. Styrelsen vurderede, at Factum2 havde beregnet den korrekte energiklasse D, og at linjetabet ved vinduer og døre var korrekt registreret efter berigtigelse. For varmeanlæg og tæthed fandt styrelsen ingen fejl, da teknisk revisor ikke kunne kontrollere forholdene. Vedrørende fundamentet vurderede styrelsen, at Factum2's registrering af letklinkefundament var en mindre væsentlig fejl, da bygningen er fra 1964, og letklinker først blev almindeligt i 1970'erne. Angående hulmuren fandt styrelsen det en fejl, at boreprøven ikke kunne dokumenteres, men vurderede, at Factum2's beregnede U-værdi var tilnærmelsesvis korrekt. Punkterede ruder og gulvskader skulle ikke indgå i energimærkningen, da energikonsulenten kun skal registrere oplysninger i henhold til gældende retningslinjer, ikke skader. Energistyrelsen beklagede sagsbehandlingsfejlen og den lange sagsbehandlingstid.

Klageren fastholdt, at Factum2 ikke havde dokumenteret boreprøven, og at oplysningerne derfor ikke kunne anvendes. Klageren mente, at energimærkningsfirmaet var ansvarligt for at fremskaffe korrekt dokumentation og henviste til, at oplysninger om ejendommen var tilgængelige i kommunens arkiv, selvom det ikke var digitaliseret på tidspunktet for energimærkningen. Klageren anførte desuden, at punkterede vinduer og skrukke gulve burde have indflydelse på energimærkningen. Energistyrelsen og Factum2 fastholdt deres vurderinger, idet de henviste til gældende retningslinjer for energimærkning, herunder Håndbog for energikonsulenter (HB2016) kapitel 4.3, stk. 4 og Håndbog for energikonsulenter (HB2016) kapitel 4.4, stk. 8, som angiver, at en faglig vurdering kan foretages, hvis dokumentation mangler, og at oplysninger efter energimærkningens indberetning ikke kan inddrages.