Energiklagenævnets afgørelse stadfæster Energistyrelsens afgørelse om energimærkning af sommerhus

Sagen omhandler en klage fra et certificeret energimærkningsfirma (herefter benævnt klager) over Energistyrelsens afgørelse af 21. januar 2014. Energistyrelsen havde fundet, at klager ikke havde fulgt retningslinjerne for udarbejdelse af energimærkninger af bygninger, specifikt vedrørende varmetabsberegning og krav om uvildighed. Energistyrelsen påbød klager at udarbejde en berigtiget energimærkning og gav en udtalelse som sanktion på grund af væsentlige fejl.

Sagens baggrund og forløb

Sagen vedrører energimærkning af et nyopført sommerhus fra 2012. Sommerhusejeren kontaktede i juli 2012 klager for at få udført energimærkning. Klager modtog tegninger og en varmetabsberegning, men vurderede, at beregningen var utilstrækkelig og krævede yderligere betaling for at udføre en ny. Dette førte til uenighed mellem parterne.

Sommerhusejeren indgik herefter aftale med et andet energimærkningsfirma, der indberettede en energimærkning den 5. september 2012, som viste, at sommerhuset levede op til energikravene. Klager indberettede dog selv en energimærkning den 10. september 2012, der konkluderede, at sommerhuset ikke levede op til kravene, med henvisning til uoverensstemmelser i den oprindelige varmetabsberegning.

Sommerhusejeren indgav den 19. november 2012 en klage til Energistyrelsen over klager. Energistyrelsen iværksatte en sagsbehandling, der inkluderede en besigtigelse af ejendommen af en teknisk revisor.

Energistyrelsens afgørelse

Den 21. januar 2014 traf Energistyrelsen afgørelse, hvor de fandt, at klager ikke havde fulgt retningslinjerne i "Håndbog for Energikonsulenter 2012". Styrelsen pålagde klager at udarbejde en ny energimærkningsrapport og gav en udtalelse. Energistyrelsen oplyste klager, at der ikke var klageadgang over afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39, stk. 4.

Klagers synspunkter

Klager indbragte sagen for Energiklagenævnet og anførte flere klagepunkter:

• Klageberettigelse: Klager bestred Energistyrelsens vejledning om manglende klageadgang og henviste til Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39.
• Klageprocedure: Klager mente, at Energistyrelsen burde have afvist sommerhusejerens klage, da den ikke var indgivet til klager først, som foreskrevet i Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 37.
• Øvrige punkter:
  • Sommerhusejeren var ikke den registrerede ejer ifølge BBR.
  • Klager blev ikke varskoet om den tekniske revision.
  • Energistyrelsen partshørte et andet energimærkningsfirma uden at orientere klager.
  • Det andet firmas energimærke var fejlbehæftet.
  • Energistyrelsen underkendte den tekniske revisors rapport uden at udføre en ny revision.
  • Energistyrelsens påstand om klagers manglende kendskab til forskel på BBR-areal og opvarmet areal var faktuelt forkert.
  • Energistyrelsens afgørelse om uvildighed var misvisende, da klager ikke havde udført rådgivning på den specifikke byggesag.
  • SEEB's uklare svar og håndbogens manglende entydighed burde være formildende omstændigheder.

Energistyrelsens udtalelse

Energistyrelsen fastholdt, at klager ikke var klageberettiget over afgørelsen om udtalelse, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39, stk. 1, nr. 1 og Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 37, stk. 4, men anerkendte, at firmaer kan klage over en påtale, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39, stk. 1, nr. 2 og Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 40, stk. 2. De erkendte, at den sædvanlige klageprocedure ikke var overholdt, men mente, at de var berettiget til at behandle klagen alligevel. Energistyrelsen fastholdt desuden, at det ikke er tilladt for certificerede energimærkningsfirmaer først at udarbejde en varmetabsramme og derefter energimærkningen, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 33.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 21. januar 2014.

Klageberettigelse og klagefrist

Nævnet fandt, at klager var klageberettiget over Energistyrelsens afgørelse af klagesagen, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39, stk. 1, nr. 1. Dette skyldes, at klager var part i sagen ved Energistyrelsen som første instans, og at den nuværende bekendtgørelse ikke begrænser klageadgangen, i modsætning til tidligere versioner. Energistyrelsens udtalelse efter Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 40, stk. 2 kan dog ikke påklages direkte, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39, stk. 1, men kan inddrages, hvis der senere gives en påtale, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39, stk. 2. Klagen blev anset for rettidigt indgivet, da klagefristen på 4 uger, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 39, stk. 3 og Lov om fremme af energibesparelser i bygninger § 29, stk. 3, var suspenderet på grund af Energistyrelsens fejlagtige klagevejledning.

Klageprocedure

Energiklagenævnet var enig med klager i, at den formelle klageprocedure i Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 37, stk. 1 ikke var overholdt (klagen skulle først have været indgivet til firmaet). Dog fandt nævnet, at Energistyrelsen havde opfyldt formålet med reglen ved at orientere og partshøre klager inden for klagefristen, hvorved en tvist blev konstateret.

Øvrige klagepunkter

• Ejerforhold: Nævnet lagde til grund, at [XXX] handlede som partsrepræsentant for ejeren.
• Teknisk revision: Der er ikke krav om, at parterne skal være til stede ved teknisk revisors besigtigelse, men de bør underrettes om, at den finder sted.
• Partshøring af andet firma: Energistyrelsens fejl var uden betydning for afgørelsen.
• Arealberegning og teknisk revisors rapport: Nævnet fandt, at Energistyrelsen kunne korrigere den tekniske revisors rapport internt og ikke behøvede en ny. Nævnet bekræftede, at hemsen skulle medregnes i det opvarmede areal, hvilket resulterede i et opvarmet areal på ca. 103 m² mod BBR's 82 m².
• Uvildighed: Nævnet tilsluttede sig Energistyrelsens vurdering af, at klager ikke havde handlet i overensstemmelse med kravet om uvildighed, jf. Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 33, ved at tilbyde at udarbejde en varmetabsberegning og derefter energimærke huset.
• SEEB's svar: Nævnet tilsluttede sig Energistyrelsens afgørelse om ikke at kritisere klager for forslaget om en ny varmetabsramme, da SEEB's svar var uklart.

Samlet set stadfæstede Energiklagenævnet Energistyrelsens afgørelse af 21. januar 2014, truffet efter Bekendtgørelse om energimærkning af bygninger § 37, stk. 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om fremme af energibesparelser i bygninger § 29, stk. 1.