Afvisning af klage over påbud om energimærkning af klimaanlæg på grund af manglende klageadgang

Sagen omhandler en klage fra Alaska A/S over Energistyrelsens afgørelse af 20. marts 2012. Energistyrelsen pålagde virksomheden at lovliggøre markedsføringen af klimaanlægget Heatmax (model MSR17-12 HRN), da kontrolmålinger viste, at anlægget ikke levede op til kravene for energimærke A.

Energistyrelsens påbud

Energistyrelsen havde udført to kontrolmålinger, som begge viste en COP-værdi (Coefficient of Performance) under den krævede grænse for energimærke A, selv efter fratrækning af den tilladte tolerance. Påbuddet blev udstedt med henvisning til den nye Lov om energimærkning af energirelaterede produkter § 14, stk. 1, som trådte i kraft i juli 2011. Energistyrelsen vejledte om, at afgørelsen kunne påklages til Energiklagenævnet.

Klagens indhold og tidligere afgørelse

Alaska A/S klagede over påbuddet og var uenig i Energistyrelsens tolkning af teststandarder og resultater. Virksomheden anførte desuden, at produktet ikke havde været markedsført efter den nye lovs ikrafttrædelse, da der havde været salgsstop siden december 2010.

Energiklagenævnet havde tidligere, den 4. juli 2011, afvist en lignende klage fra virksomheden vedrørende samme produkt. Dengang var afvisningen begrundet i, at den dagældende Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende klimaanlæg til husholdningsbrug ikke gav klageadgang til nævnet.

Energiklagenævnet afviste at behandle klagen, da nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til sagen. Selvom Energistyrelsen havde givet klagevejledning til Energiklagenævnet, kunne dette ikke ændre på den manglende klageadgang.

Retsgrundlaget for afgørelsen

Afgørelsens kerne var at fastslå, hvilket regelsæt der fandt anvendelse. Sagen var kompliceret af, at ny lovgivning var trådt i kraft mellem den oprindelige kontrol og den påklagede afgørelse.

Nævnet konstaterede en modstrid mellem to regelsæt:

• Den nye lov: Lov om energimærkning af energirelaterede produkter § 26, stk. 4 fastslog, at ældre bekendtgørelser (som den for klimaanlæg) forbliver i kraft, indtil de aktivt erstattes.
• Den nye bekendtgørelse: Bekendtgørelse om energimærkning af energirelaterede produkter § 18, stk. 3 syntes at gøre den nye bekendtgørelse gældende for produkter, der var omfattet af de ældre regler.

Nævnets juridiske vurdering

Energiklagenævnet løste denne konflikt ved at anvende det forvaltningsretlige princip om, at en lov har forrang for en bekendtgørelse (lex superior). Derfor var det bestemmelsen i loven, der var afgørende. Konklusionen var, at den ældre Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende klimaanlæg til husholdningsbrug fortsat var gældende for det specifikke klimaanlæg.

Da bekendtgørelsens § 17 udtrykkeligt fastslår, at Energistyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, havde Energiklagenævnet ikke hjemmel til at behandle klagen, som derfor blev afvist.