Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Sagen omhandler en klage fra Alaska A/S over Energistyrelsens afgørelse af 20. marts 2012. Energistyrelsen pålagde virksomheden at lovliggøre markedsføringen af klimaanlægget Heatmax (model MSR17-12 HRN), da kontrolmålinger viste, at anlægget ikke levede op til kravene for energimærke A.
Energistyrelsen havde udført to kontrolmålinger, som begge viste en COP-værdi (Coefficient of Performance) under den krævede grænse for energimærke A, selv efter fratrækning af den tilladte tolerance. Påbuddet blev udstedt med henvisning til den nye Lov om energimærkning af energirelaterede produkter § 14, stk. 1, som trådte i kraft i juli 2011. Energistyrelsen vejledte om, at afgørelsen kunne påklages til Energiklagenævnet.
Alaska A/S klagede over påbuddet og var uenig i Energistyrelsens tolkning af teststandarder og resultater. Virksomheden anførte desuden, at produktet ikke havde været markedsført efter den nye lovs ikrafttrædelse, da der havde været salgsstop siden december 2010.
Energiklagenævnet havde tidligere, den 4. juli 2011, afvist en lignende klage fra virksomheden vedrørende samme produkt. Dengang var afvisningen begrundet i, at den dagældende Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende klimaanlæg til husholdningsbrug ikke gav klageadgang til nævnet.
Energiklagenævnet afviste at behandle klagen, da nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til sagen. Selvom Energistyrelsen havde givet klagevejledning til Energiklagenævnet, kunne dette ikke ændre på den manglende klageadgang.
Afgørelsens kerne var at fastslå, hvilket regelsæt der fandt anvendelse. Sagen var kompliceret af, at ny lovgivning var trådt i kraft mellem den oprindelige kontrol og den påklagede afgørelse.
Nævnet konstaterede en modstrid mellem to regelsæt:
Energiklagenævnet løste denne konflikt ved at anvende det forvaltningsretlige princip om, at en lov har forrang for en bekendtgørelse (lex superior). Derfor var det bestemmelsen i loven, der var afgørende. Konklusionen var, at den ældre Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende klimaanlæg til husholdningsbrug fortsat var gældende for det specifikke klimaanlæg.
Da bekendtgørelsens § 17 udtrykkeligt fastslår, at Energistyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, havde Energiklagenævnet ikke hjemmel til at behandle klagen, som derfor blev afvist.
Ankenævnet på EnergiområdetEnergiankenævnet har afvist at behandle en klage om en mulig misvisende motivationstarif med henvisning til manglende juridisk kompetence.
Alaska A/S, en importør af klimaanlæg (varmepumper), indbragte en klage over Energistyrelsens afgørelse af 16. december 2010 til Energiklagenævnet. Klagen omhandlede Energistyrelsens kontrol af energimærkningen på klimaanlæg af typen Heatmax MSR17 – 12 HRN 1, som klager havde fremsendt teknisk dokumentation for at være i energiklasse A.
Energistyrelsen havde den 8. november 2010 informeret klager om en testrapport, der indikerede, at anlægget ikke overholdt energimærkningsbestemmelserne vedrørende COP-værdien. Klager blev opfordret til at korrigere energimærkningen inden for fire uger. Som reaktion fremsendte klager en ny testrapport den 10. november 2010. Efter yderligere korrespondance traf Energistyrelsen den påklagede afgørelse den 16. december 2010, hvor styrelsen ikke kunne godkende den fremsendte dokumentation.
Klagenævnet afviser samtlige klagepunkter fra Green Power Denmark og stadfæster Forsyningstilsynets benchmarkingmetode for 2020.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Klager udtrykte uenighed med afgørelsen den 20. december 2010. Energistyrelsen meddelte den 22. december 2010, at de betragtede sagen som afsluttet. Efter klagerens forespørgsel den 12. januar 2011 oplyste Energistyrelsen den 13. januar 2011 fejlagtigt, at afgørelsen kunne indbringes for Energiklagenævnet. Klager indbragte herefter sagen for nævnet den 17. januar 2011.
Energiklagenævnet anmodede Energistyrelsen om sagens akter og en redegørelse for retsgrundlaget. Sagen blev gentagne gange sat i bero efter anmodning fra klager, der ønskede yderligere tests og gennemgang med Energistyrelsen. Dette forsinkede nævnets behandling af sagen betydeligt.
Energiklagenævnet anmodede gentagne gange om en redegørelse for retsgrundlaget for Energistyrelsens afgørelse. Det fremgik af sagens akter, at Energistyrelsen havde henvist til Bekendtgørelse om energimærkning og oplysningspligt vedrørende klimaanlæg til husholdningsbrug § 17, som fastslår, at afgørelser truffet af styrelsen i henhold til bekendtgørelsen ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Energistyrelsen erkendte den 7. juni 2011, at brevet af 16. december 2010 fejlagtigt var blevet behandlet som en afgørelse, og at deres oplysning om klagemulighed til Energiklagenævnet var ukorrekt. Energiklagenævnets kompetence er reguleret af Lov om fremme af besparelser i energiforbruget § 20, som angiver, at nævnet behandler klager over afgørelser truffet af klima- og energiministeren eller transportministeren efter loven og regler udstedt i medfør heraf. Dog kan visse afgørelser, som tilsynsmyndighedens afgørelser om berigtigelse af ukorrekte oplysninger i energimærkning, afgøres endeligt i første instans.
Sagen omhandler en klage over energimærkning af en ejendom, hvor klager oprindeligt indgav en klage til Energistyrelsen ...
Læs mereSagen omhandler en klage fra en energikonsulent over Energistyrelsens afgørelse af 17. december 2007. Energistyrelsen ha...
Læs mere