Energiklagenævnet ophæver afgørelse om lagringspligt og hjemviser sag grundet manglende hensyntagen til overgangsaftale trods konkurs

• Det fremgår af Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 13, stk. 3, 1. pkt., at der i lagringspligtens opdeling justeres for overgangsaftaler, der er indgået mellem den centrale lagerenhed og enkelte lagringspligtige virksomheder.
• Det følger af Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 13, stk. 3, 2. pkt., at der ved fastsættelse af lagringspligten skal justeres for den lagerdækning, som den centrale lagerenhed "modtager" fra disse virksomheder efter disse overgangsaftaler.
• Da Be-Mi a.m.b.a. under konkurs havde erklæret, at boet ikke indtræder i aftalen, lagde Energistyrelsen til grund, at FDO ikke ville modtage lagerdækning i overensstemmelse med aftalen. Styrelsen vurderede, at lagerdækningen medtages ved, at Be-Mi a.m.b.a. faktisk holder beredskabslagre for FDO, ikke ved aftalens eksistens.
• Energistyrelsen henviste til Konkursloven § 55, stk. 1, Konkursloven § 56, stk. 1, Konkursloven § 58, stk. 1 og Konkursloven § 59 for at underbygge, at FDO ikke havde et retligt krav på, at aftalen opfyldes ved erlæggelse af ydelsen (in natura), når konkursboet ikke indtræder i aftalen.

Energiklagenævnet ophævede Energistyrelsens afgørelse af 2. juni 2015 og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Nævnets begrundelse for afgørelsen

Nævnet fastslog, at hovedreglen for lagringspligt er en fordeling på 70 % dækket af den centrale lagerenhed (FDO) og 30 % dækket af den lagringspligtige virksomhed, jf. Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 16, stk. 1. Dog skal Energistyrelsen i henhold til Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 13, stk. 3, 1. pkt. justere for overgangsaftaler indgået mellem FDO og en lagringspligtig virksomhed. Ved denne justering modregnes lagerdækning, som FDO modtager fra virksomhederne efter overgangsaftalerne, i lagerdækningen efter Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 16, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 13, stk. 3, sidste pkt..

Nævnet bemærkede, at forarbejderne til Olieberedskabsloven (§ 9, stk. 1) understøtter, at FDO som central lagerenhed fortsat skal dække virksomhedernes lagringspligt på 70 %, og at ændringer i størrelsen af denne andel skal drøftes med FDO, som skal være indforstået hermed.

Energiklagenævnet fandt ud fra en ordlydsfortolkning af Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 13, stk. 3, 1. pkt., at Energistyrelsen ved fastsættelsen af lagringspligten skulle have taget hensyn til overgangsaftalen. Nævnet understregede, at bekendtgørelsen ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser, der lægger op til fravigelse af denne pligt, og at en fravigelse ville medføre en mere bebyrdende afgørelse for FDO, hvilket kræver udtrykkelig hjemmel. Endelig fandt nævnet, at den omstændighed, at der var indtrådt konkurs, ikke kunne føre til et andet resultat.

Afgørelse

Energiklagenævnet ophævede Energistyrelsens afgørelse af 2. juni 2015 og hjemviste sagen til fornyet behandling, hvor der skal tages højde for den indgåede overgangsaftale i henhold til Bekendtgørelse om lagringspligt m.v. for olie § 13, stk. 3, 1. pkt.. Afgørelsen blev truffet i henhold til Olieberedskabsloven § 21, stk. 1.

FDO klagede til Energiklagenævnet og gjorde principalt gældende, at Energistyrelsens afgørelse skulle ændres til en godkendelse, subsidiært at den skulle ophæves og hjemvises. FDO anførte, at Energistyrelsen ikke havde hjemmel til at træffe en skønsmæssig afgørelse baseret på hensigtsmæssighedsbetragtninger. De argumenterede, at Energistyrelsens godkendelsesbeføjelse under Olieberedskabslovens § 5, stk. 5 – i sammenhæng med tilsynsbeføjelsen i Olieberedskabslovens § 17 – alene var begrænset til en retlig vurdering af, om vedtægtsændringen var i strid med lovgivning eller udpegningsvilkår. FDO fremhævede, at udpegningsvilkårenes pkt. C.10 fastslog, at FDO skulle ledes af de lagringspligtige virksomheder, og at Energistyrelsens indgreb i ledelsesmæssige forhold var en overtagelse af generalforsamlingens kompetence. De påpegede desuden, at Energistyrelsen tidligere havde godkendt en lignende vedtægtsændring fra 6 til 5-7 bestyrelsesmedlemmer.

Energistyrelsen fastholdt, at de havde hjemmel til at træffe afgørelsen ud fra saglige hensyn, herunder lovens formål om, at FDO ikke må have fortjeneste som målsætning og skal handle i almenhedens interesse, jf. Olieberedskabslovens § 5, stk. 2, samt udpegningsvilkårenes pkt. C.13 om en selvstændig profil udadtil. De mente, at en begrænsning af bestyrelsespladserne i forhold til antallet af lagringspligtige selskaber sikrede, at bestyrelsens interesse ikke var sammenfaldende med de lagringspligtige selskabers samlede interesse. Energistyrelsen afviste, at afslaget var et ekspropriativt indgreb, da det var en naturlig konsekvens af FDO's frivillige valg om at påtage sig opgaven som central lagerenhed.