Afvisning af klage over forlænget høringsperiode i Tønder Kommune

På baggrund heraf kunne Energiklagenævnet ikke behandle klagen, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1 og Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 31, stk. 1.

Afgørelsens endelighed

Afgørelsen er truffet i henhold til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 31, stk. 1, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 2 og Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 32. Søgsmål ved domstolene skal være anlagt inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 4.

Bjerringbro Kommunes afgørelse

Bjerringbro Kommune godkendte projektforslaget med henvisning til Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, stk. 4. Kommunen begrundede godkendelsen med et øget varmebehov (fra 31 MW til forventet 38 MW over 20 år), hensyn til forsyningssikkerhed, miljø (CO2-neutrale træpiller) og driftsøkonomi. Selvom den samfundsøkonomiske analyse viste en merudgift på 27-39,1 mio. kr. sammenlignet med naturgasbaseret kraftvarme og kedler, vurderede kommunen, at resultatet var næsten jævnbyrdigt, hvis der blev taget udgangspunkt i markedsprisen på naturgas.

Klagerens argumenter

Naturgas Midt-Nord I/S fastholdt, at klagen var rettidig, da den var indgivet til Energiklagenævnet inden for fristen, og henviste til Forvaltningsloven § 7, stk. 2 om visitationspligt samt Varmeforsyningsloven § 26, som ikke specificerer, hvor klagen skal indgives.

Klager gjorde gældende, at kommunen havde begået en væsentlig formel mangel ved ikke at høre Naturgas Midt-Nord I/S over alle sagens oplysninger, især de uddybende bemærkninger om det øgede varmebehov, hvilket var i strid med Forvaltningsloven § 19, stk. 1 og Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 23.

Materielt anførte klager, at projektet ikke var samfundsøkonomisk fordelagtigt, hvilket var et ufravigeligt krav ifølge Varmeforsyningsloven § 1 og Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 6 og Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 24, stk. 1. Klager kritiserede, at der ikke var foretaget en sammenligning med et naturgasbaseret kraftvarmeanlæg som relevant reference, og at miljø- og driftsøkonomiske hensyn allerede var indregnet i de samfundsøkonomiske beregninger og derfor ikke skulle tillægges yderligere selvstændig vægt. Endvidere bestred klager, at der forelå et reelt øget varmebehov, da den eksisterende kapacitet på 47,5 MW var tilstrækkelig til at dække det forventede fremtidige behov på 38 MW.

Bjerringbro Kommunes og Varmeværkets bemærkninger

Kommunen og varmeværket fastholdt, at klagen skulle afvises som for sent indgivet, da den ikke var sendt til kommunen først. De anførte, at den indledende høring var tilstrækkelig, og at de efterfølgende oplysninger ikke var af væsentlig ny karakter, der krævede fornyet høring efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

De argumenterede for, at godkendelsen var i overensstemmelse med Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 15, stk. 4, da etableringen var nødvendiggjort af et øget varmebehov i forhold til varmegrundlaget i 1992. De fremhævede, at den samlede installerede effekt ikke fuldt ud kunne udnyttes på grund af reservekrav og den markedsorienterede drift af kraftvarmeanlægget. De betonede, at Energistyrelsens vejledning i samfundsøkonomiske analyser tillader at inddrage kvalitative faktorer som forsyningssikkerhed og miljø, som ikke fuldt ud prissættes i de rene beregninger. De afviste et naturgasbaseret kraftvarmeanlæg som relevant alternativ på grund af ændrede driftsforhold efter liberaliseringen af elmarkedet.