Energiklagenævnets afgørelse om tilladelse til etablering af Rødsand II havvindmøllepark

Vedrørende visuelle effekter anførte klager:

• Opstillingen i flere buer gav et rodet indtryk fra land, og et netværk som Nysted Havvindmøllepark burde genovervejes.
• Etableringen af en park af så store dimensioner nær Hyllekrog ville ødelægge områdets landskabelige oplevelsesværdier. Der burde indarbejdes en henstilling om retningsbestemt lys, der kun kunne ses over det vandrette plan og over 150 meter.
• Rødsand var ikke det eneste egnede område, og en yderligere udbygning ved Rødsand (udover Rødsand II) var ikke anbefalet i rapporten "Fremtidens Havvindmølleplaceringer – 2025" på grund af naturbeskyttelsesinteresser.

Energistyrelsens bemærkninger

Energistyrelsen fremhævede, at havvindmølleparken var vigtig for Danmarks opfyldelse af internationale mål for vedvarende energi og klima. En annullering af projektet ville forsinke opfyldelsen af disse mål med op til 5 år. Styrelsen havde foretaget en screening af Rødsand-området i 2004 og en VVM-vurdering i 2006-2007, som begge havde været i offentlig høring. Energistyrelsen havde foretaget en samlet vurdering af alle arealinteresser og hensyn og konkluderede, at parken ikke kunne placeres andetsteds uden betydelige negative konsekvenser for andre hensyn.

Vedrørende et reduceret antal møller anførte Energistyrelsen, at analyserne tog udgangspunkt i en 200 MW park (ca. 90 møller), og at en mindre park stadig ville være synlig og påvirke miljøet, men uden samme positive effekt på vedvarende energiproduktion.

For fuglebeskyttelse og placering konkluderede VVM-vurderingen, at effekterne for fugle ville være af mindre omfang og betydning, bortset fra kumulative effekter for havlitter, som dog ikke ville have væsentlig betydning for trækrute-bestanden. Forundersøgelserne byggede på viden fra Nysted Havvindmølleparks miljøovervågningsprogram. En placering syd for Nysted Havvindmøllepark ville virke som en større barriere for øst-vest trækkende fugle. Energistyrelsen havde derfor indsat et vilkår om et miljøovervågningsprogram i etableringstilladelsen.

Vedrørende sejladssikkerhed og visuelle aspekter anførte Energistyrelsen, at en placering syd for den eksisterende park ikke var mulig på grund af den tætte nærhed til TANG Ruten (T-ruten), hvilket ville skabe en uacceptabelt høj risiko for kollision med skibstrafik. De visuelle aspekter vejede samlet set mindre tungt end sejladssikkerhed og naturbeskyttelseshensyn.

E.ON's synspunkter

E.ON tilsluttede sig Energistyrelsens bemærkninger og anførte, at etableringstilladelsen var meddelt i medfør af Elforsyningsloven § 16 og Elforsyningsloven § 17. Elforsyningsloven § 16 gav Energistyrelsen et vidt skøn, som omfattede alle dele af tilladelsen, herunder miljø- og naturforhold samt sejladssikkerhed. Elforsyningsloven § 17 forudsatte en VVM-vurdering, som var udført i juni 2007. E.ON argumenterede for, at Energistyrelsens afgørelse kun kunne tilsidesættes, hvis der var inddraget ulovlige eller usaglige hensyn, hvilket ikke var tilfældet. Energiklagenævnet burde være tilbageholdende med at efterprøve afgørelsens hensigtsmæssighed, da Energistyrelsen besad den nødvendige sagkundskab.

E.ON anførte endvidere, at rapporten "Fremtidens Havvindmølleplaceringer – 2025" alene var fremadrettet og ikke tilsigtede at ændre allerede planlagte placeringer. Regionsplanen for det tidligere Storstrøms Amt var ikke bindende for Energistyrelsen eller Energiklagenævnet, da den kun gjaldt på land.

Vedrørende antallet af møller og opstillingsmønsteret anførte E.ON, at den energipolitiske aftale forudsatte en effekt på 200 MW, hvilket krævede 90 møller. Tilladelsen til 90 møller var ikke i strid med Elforsyningsloven § 16 og var forudsat i Elforsyningsloven § 56 e. Opstillingsmønsteret i radialbuer var valgt for at mindske den visuelle påvirkning og begrænse kumulative effekter. For lysafmærkning henviste E.ON til, at Energiklagenævnet ikke havde kompetence vedrørende krav fra Farvandsvæsenet, Statens Luftfartsvæsen og Flyvertaktisk Kommando.

E.ON advarede om, at en indskrænkning af området eller antallet af møller, der påvirkede parkens layout eller økonomi væsentligt, ville medføre, at projektet ikke kunne realiseres, og E.ON kunne trække sig ud. Dette ville forhindre Danmark i at opfylde sine internationale forpligtelser.

Retsgrundlaget

Elforsyningslovens § 1 fastslår lovens formål om at sikre elforsyning i overensstemmelse med hensyn til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse, samt at fremme bæredygtig energianvendelse og vedvarende energikilder. Tilladelse til etablering af elproduktionsanlæg, der udnytter vind, er reguleret af Elforsyningslovens § 16 og Elforsyningslovens § 17. Elforsyningslovens § 16 kræver forudgående tilladelse fra klima- og energiministeren for etablering af sådanne anlæg på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. Tilladelser meddeles ansøgere med fornøden teknisk og finansiel kapacitet, og der kan stilles vilkår for konstruktion, drift, nedtagning og miljømæssige forhold. Elforsyningslovens § 17 implementerer Rådets direktiv 85/337/EØF (VVM-direktivet) og Direktiv 97/11/EF og fastslår, at tilladelse til anlæg, der antages at påvirke miljøet væsentligt, kun kan meddeles på baggrund af en VVM-vurdering og efter offentlig høring. Kravene til VVM-vurderingen er fastsat i Bekendtgørelse om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) af elproduktionsanlæg på havet § 2af_elproduktionsanlæg_på_havet§_2) og Bekendtgørelse om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) af elproduktionsanlæg på havet § 3af_elproduktionsanlæg_på_havet§_3), herunder krav til beskrivelse af projektet, alternativer, miljøpåvirkninger og afhjælpende foranstaltninger (Bilag 2). Adgangen til at klage over miljømæssige forhold er reguleret i Elforsyningslovens § 89 a.

Energiklagenævnet stadfæstede Energistyrelsens afgørelse af 6. maj 2008 om tilladelse til etablering af elproduktionsanlægget Rødsand II med internt ledningsnet.

Klageberettigelse

Nævnet fastslog, at klager, som en landsdækkende natur- og miljøorganisation med hovedformål om beskyttelse af natur og miljø, var klageberettiget i henhold til Elforsyningslovens § 89 a, stk. 2. Energistyrelsens afgørelse var omfattet af Elforsyningslovens § 17, da den krævede en VVM-vurdering.

Vurdering af Energistyrelsens afgørelse

Energiklagenævnet fandt, at Energistyrelsens tilladelse af 6. maj 2008 opfyldte kravene i Elforsyningslovens § 16 og Elforsyningslovens § 17. Den udarbejdede VVM-vurdering opfyldte de indholdsmæssige krav i elforsyningsloven og Bekendtgørelse om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) af elproduktionsanlæg på havetaf_elproduktionsanlæg_på_havet§_2), og nævnet fandt, at VVM-vurderingen rettelig kunne genanvendes som baggrund for den nye tilladelse. Nævnet bemærkede, at VVM-direktivet, Elforsyningslovens § 17 og bekendtgørelse nr. 815 alene stiller krav til beslutningsgrundlaget og ikke normerer, under hvilke betingelser en tilladelse kan meddeles.

Selvom hverken Elforsyningslovens § 16 eller Elforsyningslovens § 17 indeholder specifikke krav til valg af placering, fandt Energiklagenævnet, at hensyn til miljø i bred forstand, herunder fauna, flora, klima og landskab, samt sejladssikkerhed, skulle inddrages i vurderingen af placeringen i henhold til Elforsyningslovens § 1 og Bekendtgørelse om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) af elproduktionsanlæg på havetaf_elproduktionsanlæg_på_havet§_3). Energiklagenævnet vurderede, at Energistyrelsen var tillagt et vidt skøn i denne henseende og havde inddraget saglige hensyn uden usaglige elementer.

Konkret vurdering af sagens hensyn

Efter en samlet afvejning og konkret vurdering fandt Energiklagenævnet ikke grundlag for at ændre Energistyrelsens resultat. Nævnet lagde vægt på, at VVM-vurderingen konkluderede, at de kumulative og vedvarende effekter på miljø og dyreliv (fisk, havpattedyr, fugle) generelt var ubetydelige. Specifikt for fugle var de samlede vedvarende effekter af habitattab og fortrængning vurderet til at være ubetydelige for både den nationale bestand og trækrute-bestanden. Antallet af fortrængte havlitter ville ikke have væsentlig betydning for trækrute-bestanden.

Nævnet bemærkede endvidere, at havvindmølleparken, hvis etablering var besluttet ved den energipolitiske aftale af 29. marts 2004, ikke kunne placeres et andet sted uden væsentlig påvirkning af andre hensyn. En mindre park ville stadig medføre gener uden at have de samme positive effekter i relation til vedvarende energikilder. Det blev også noteret, at tilladelsen af 6. maj 2008 indeholdt et vilkår om, at E.ON for egen regning skulle udarbejde og gennemføre et miljøovervågningsprogram for løbende at overvåge opfyldelsen af VVM-vurderingens forudsætninger.

På baggrund af VVM-vurderingens konklusioner vedrørende fuglelivet fandt Energiklagenævnet, at placeringen af havvindmølleparken – trods opgrænsningen til fuglebeskyttelses- og habitatområder – ikke var i strid med Danmarks forpligtelser efter EU's fugledirektiv eller Habitatdirektivet.

Vedrørende opstillingsmønsteret i cirkelradialbuer, som VVM-vurderingen og visualiseringsrapporten anbefalede for at begrænse kumulative visuelle effekter, fandt nævnet ingen anledning til bemærkninger. For anvendelsen af retningsbestemt lys bemærkede Energiklagenævnet, at det ikke havde kompetence til at tage stilling til vilkår fastsat af Farvandsvæsenet, Statens Luftfartsvæsen og Flyvertaktisk Kommando, da disse var uden for nævnets område.

Energiklagenævnet stadfæstede herefter Energistyrelsens afgørelse af 6. maj 2008 i henhold til Elforsyningslovens § 89.

• Placering og inddragelse: Møllerne placeres tæt på beboelse (1,2 km), og klagerne følte sig ikke tilstrækkeligt inddraget i planlægningen fra starten.
• VVM-redegørelsens nøjagtighed: Klagerne mente, at VVM-redegørelsen indeholdt faktuelle fejl vedrørende øens beboelsesstatus, idet den fejlagtigt angav øen som affolket og kun anvendt som fritidsområde, selvom der er syv helårsboliger og tolv ferieboliger.
• Miljøhensyn: Der blev udtrykt bekymring for placeringen tæt på et internationalt fredningsområde (Natura 2000) og behovet for at tage hensyn til fredning af marsvin.
• Gener fra møllerne: Klagerne frygtede ulemper som støj, skyggekast og lyspåvirkninger fra flashlys/glimt. De henviste til en rapport fra Aalborg Universitet, der indikerede, at støjberegninger for store vindmøller var sat for lavt i VVM-redegørelser, og at afstanden til beboelse burde øges med ca. 30 procent.

Energistyrelsens udtalelse

Energistyrelsen fastholdt, at projektet havde gennemgået alle lovpligtige faser af VVM-proceduren, og at høringen var annonceret bredt. Styrelsen bemærkede, at reglerne for støj er mere restriktive for rekreative områder end for bebyggelse i det åbne land, og at projektet ifølge VVM-redegørelsens beregninger ville ligge under den tilladte grænse for støjfølsom arealanvendelse. Klassificeringen af husene på øen var derfor uden betydning for tilladelsen. Vedrørende skyggekast fremgik det af VVM-redegørelsen, at beboelserne i det værst tænkelige scenarie ville blive berørt 5-10 timer om året i reel tid.