Beskatning af rejsegodtgørelse og partshøring – Ligningsloven § 9, stk. 5

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at kravene til begrundelse i Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1 og Forvaltningsloven kapitel 6 var opfyldt. Dette blev begrundet med, at SKAT havde henvist til, at arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol med betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse.

For så vidt angår partshøringspligten, bemærkede Landsskatteretten, at klagerens skattesag var afledt af en kontrolrapport, og at oplysningerne i rapporten var til ugunst for klageren, og han kunne ikke forventes at være bekendt med dem. Derfor skulle der have været foretaget partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19 forinden afgørelsen af 10. september 2008 blev truffet. Retten anerkendte, at der forelå en væsentlig formalitetsmangel, som potentielt kunne påvirke afgørelsens materielle resultat.

Imidlertid blev det fastslået, at der var truffet en materiel korrekt afgørelse. Dette skyldtes, at de fremlagte ugesedler ikke opfyldte kravene til indhold i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, herunder manglende angivelse af rejsens start- og sluttidspunkt samt bilag for befordringsgodtgørelse. Arbejdsgiveren havde derfor ikke kunnet kontrollere antallet af erhvervsmæssige rejsedage og kilometer. Landsskatteretten henviste til Højesterets dom af 21. marts 2007, SKM 2007, 247 HR, som fastslår, at udbetaling af skattefri godtgørelse forudsætter arbejdsgiverkontrol af rejsedage, herunder start- og sluttidspunkt.

Da klageren ikke havde kunnet påvirke afgørelsen, selv hvis partshøringsreglen var blevet iagttaget, og da han heller ikke efterfølgende havde kunnet dokumentere betingelserne for skattefri godtgørelse, fandt Landsskatteretten, at sagsbehandlingsfejlen ikke havde påvirket sagens udfald. Dette var i overensstemmelse med Højesterets dom af 17. oktober 2006, TfS 2006, 924 H.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatteankenævnets afgørelse.

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse og lagde vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde haft mulighed for at foretage løbende kontrol med udbetalingerne, og at dokumentationen var mangelfuld. Nævnet fremhævede, at ugesedlerne ikke angav rejsens erhvervsmæssige formål, start- og sluttidspunkt, og at der stort set kun var regnet med hele døgn. Nævnet godkendte dog et ligningsmæssigt fradrag på 79.234 kr. i henhold til Ligningsloven § 9a, stk. 7, efter fradrag af bundfradraget på 5.100 kr. jf. Ligningsloven § 9, stk. 1.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af manglende partshøring og manglende begrundelse. Klageren henviste til Forvaltningsloven § 19, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1 vedrørende partshøring, idet SKAT ikke havde oplyst klageren om indholdet af de kontrolrapporter, der lå til grund for sagen. Klageren anførte, at forslaget til ændring af skatteansættelsen var utilstrækkeligt og ikke gav et tilstrækkeligt billede af sagen.

Endvidere argumenterede klageren for, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende begrundelse i strid med Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Klageren mente, at SKAT burde have konkretiseret, hvorfor den fremlagte dokumentation ikke var behørig. I tredje række fastholdt klageren, at den udbetalte rejsegodtgørelse de facto opfyldte betingelserne for at være skattefri i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5 sammenholdt med Ligningsloven § 9a, med henvisning til fremlagte ugesedler, lønsedler og brobizzer-udskrifter som dokumentation for arbejdsgiverens kontrolmulighed.