Klage over Energitilsynets afgørelse om prisregulering for 2002 vedrørende elindkøb fra nærtstående selskab

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 31. oktober 2005.

Afvisning af formelle påstande

Nævnet afviste klagernes principale og subsidiære påstande om, at der ikke kunne træffes en materiel afgørelse, og at sagen skulle hjemvises. Nævnet fandt sig kompetent til at vurdere sagen på det foreliggende skriftlige grundlag og så ingen problemer i Energitilsynets opdeling af sagen.

Vurdering af prisforhøjelsen

Energiklagenævnet tilsluttede sig ikke klagernes fortolkning af, at en overtrædelse af Elforsyningsloven § 46, stk. 4 kræver en subjektiv hensigt om omgåelse. Vurderingen er objektiv og baseres på, om der er inddraget hensyn, som ikke varetager forsyningspligtselskabets formål om at sikre lave elpriser for forbrugerne.

Nævnet fandt, at klagernes accept af prisforhøjelsen som en "gengældelse" for tidligere imødekommenhed var en kulancebetonet handling, der lå uden for selskabernes formål. En sådan disposition varetager ikke forbrugernes interesser og er i strid med kravet om markedsbestemte vilkår. Meromkostningen kunne derfor ikke indregnes i priserne.

Vurdering af porteføljeforvaltningsaftalen

Vedrørende prisen for porteføljeforvaltning lagde nævnet vægt på, at klagerne ikke havde dokumenteret at have afsøgt markedet. Da aftalen var indgået med en nærtstående part til en pris markant over Energitilsynets referencepris, påhvilede det klagerne at dokumentere, at prisen var markedskonform. Denne bevisbyrde blev ikke løftet.

Nævnet fandt ikke klagernes påstande om merydelser tilstrækkeligt dokumenteret til at retfærdiggøre den høje pris. Derfor blev det anset for en overtrædelse af loven at betale mere end referenceprisen på 5,00 DKK/MWh.

Konklusion

Energiklagenævnet konkluderede, at meromkostningerne fra både prisforhøjelsen og den del af forvaltningshonoraret, der oversteg 5,00 DKK/MWh, ikke kunne indregnes i forsyningspligtpriserne for 2002. Afgørelsen blev truffet med henvisning til, at dispositionerne var i strid med kravet om markedsvilkår og dermed ikke kunne anses som nødvendige omkostninger, der kunne pålægges forbrugerne, jf. Elforsyningsloven § 69, stk. 1 og Elforsyningsloven § 72, stk. 2.

Energitilsynets oprindelige afgørelse

Energitilsynet traf afgørelse om, hvilke elindkøbsomkostninger der kunne indgå i prisgodkendelsen for de seks forsyningspligtige selskaber med tilknytning til Nordjysk Elhandel A/S for 2002. Tilsynet konkluderede, at:

• Prisforhøjelse på fastprisaftale: Klagerne's accept i august 2002 af en prisforhøjelse på fastprisaftalen af april 2002 med Nordjysk Elhandel A/S var ikke i overensstemmelse med almindelig markedsadfærd. Formålet med fastprisaftaler er at sikre sig mod prisstigninger, og klagerne dokumenterede ikke indsigelse. Det blev anført, at prisforhøjelsen delvist var motiveret af et ønske om at forhøje kapitalgrundlaget i Nordjysk Elhandel A/S. Energitilsynet mente, at der ikke lå kommercielle hensyn til grund for accepten, og at tidligere tab dækket af Nordjysk Elhandel A/S var sagen uvedkommende. Meromkostningerne kunne derfor ikke indregnes som nødvendige omkostninger i priserne, jf. Elforsyningsloven § 69 og Elforsyningsloven § 77, stk. 4.

• Porteføljeforvaltningshonorar: Aftalerne om porteføljeforvaltningshonorarer var heller ikke indgået på markedsbestemte vilkår. Honorarerne på [...] DKK/MWh blev vurderet til at være væsentligt højere end markedsprisen på ikke over 5,00 DKK/MWh for tilsvarende ydelser mellem uafhængige parter. Klagerne havde ikke afsøgt markedet for alternative leverandører, hvilket var forudsat i Elforsyningsloven og tidligere afgørelser fra Energitilsynet. Meromkostningerne kunne derfor ikke indregnes som nødvendige omkostninger.

Klagerne's anbringender

Klagerne påklagede Energitilsynets afgørelse og fremsatte flere påstande:

• Kompetence og sagsopdeling: Klagerne mente, at energimyndighederne ikke havde kompetence til at foretage den nødvendige bevisbedømmelse, og at Energitilsynets opdeling af sagen i en ”begrundelsessag” og en ”afgørelsessag” var uhjemlet og i strid med princippet i Retsplejeloven § 253 og Forvaltningsloven § 24.

• Fortolkning af elforsyningsloven: Klagerne anførte, at Energitilsynet fortolkede Elforsyningsloven § 46, stk. 4 forkert ved at sidestille markedsbestemte vilkår med gennemsnitlige vilkår eller referencepriser. De hævdede, at det afgørende var, om vilkårene var fastsat ud fra ikke-kommercielle hensyn, og at en overtrædelse kun forelå, hvis hensigten var omgåelse af lovens prisbestemmelser. En dårlig aftale på ét område kunne opvejes af en god aftale på et andet, og en samlet effektivitetsvurdering efter Elforsyningsloven § 72, stk. 1 burde finde sted.

• Prisforhøjelse på fastprisaftale: Klagerne argumenterede, at accepten af prisforhøjelsen ikke var båret af ikke-kommercielle hensyn, men var en gengældelse for, at Nordjysk Elhandel A/S tidligere havde båret store tab (i alt 21,5 mio. kr.) på vegne af klagerne. De mente, at dette netto ikke medførte et tab for elforbrugerne. Desuden hævdede de, at de muligvis var retligt forpligtede til at acceptere prisforhøjelsen i henhold til aftalens hardship-bestemmelse, især i lyset af forudgående viden om manglende afdækning af valuta- og områderisiko.

• Pris på porteføljeforvaltning: Klagerne bestred, at prisen var fastsat ud fra ikke-kommercielle hensyn. De anførte, at Nordjysk Elhandel A/S leverede væsentligt flere ydelser end en standardaftale om porteføljeforvaltning, herunder møder, analyser fra Hydro, koordineringsopgaver og kampagnestøtte med faste tilbudspriser. De mente derfor, at Energitilsynets referencepris ikke var sammenlignelig. Klagerne hævdede også at have afsøgt markedet og at der ikke var hjemmel i loven til at pålægge en handlepligt i form af et krav om afsøgningsaktiviteter.

• Processuelle spørgsmål: Klagerne mente, at Energitilsynet havde tilsidesat det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, bar bevisbyrden for de omstridte forhold, og at der ikke var grundlag for processuel skadevirkning.

Energitilsynets bemærkninger til klagen

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og afviste klagernes anbringender. Tilsynet anførte, at det havde kompetence til bevisbedømmelse, og at sagsopdelingen var sædvanlig praksis. Vedrørende prisforhøjelsen på fastprisaftalen fastholdt tilsynet, at en fastprisaftale overfører risiko, og at materialisering af denne risiko ikke er en gyldig grund til prisforhøjelse på markedsbestemte vilkår. Tidligere kulance eller hardship-bestemmelser kunne ikke begrunde accepten. Tilsynet understregede, at Elforsyningsloven § 46 er en objektiv bestemmelse, hvor hensigt er irrelevant, og at gennemsigtighed er afgørende. Vedrørende porteføljeforvaltningshonoraret fastholdt tilsynet, at de ydelser, der var omfattet af aftalen, ikke afveg fra standardydelser, og at prisen på [...] DKK/MWh var markant højere end markedsprisen på 5,00 DKK/MWh. Klagerne havde ikke dokumenteret at have afsøgt markedet. Tilsynet afviste også, at det havde tilsidesat undersøgelsesprincippet, og fastholdt, at klagerne som professionelle virksomheder havde bevisbyrden for, at aftaler var indgået på markedsbestemte vilkår, især når markedet ikke var afsøgt.