Momspligt ved grænseoverskridende montageopgaver: Arbejdsudleje eller ydelser vedrørende fast ejendom?

• Selskabet bibeholdt den overordnede ledelse ved alle projekter, og det danske selskab havde ingen ledelsesbeføjelser over selskabets medarbejdere.
• Selskabet afhjalp selv eventuelle mangler ved det udførte arbejde med egne medarbejdere, jf. AB92 §§ 31 og 32, hvilket er typisk for entrepriseforhold.
• Selskabet udførte flisearbejder efter ordre med egne fastansatte medarbejdere, som udelukkende arbejdede for selskabet.
• Selskabet stillede størstedelen af arbejdsredskaber og materiel til rådighed.
• Selskabet bestemte altid selv, hvilke og hvor mange arbejdstagere der skulle arbejde ved projekterne.
• Mundtlige aftaler var kutyme i Tyskland ved byggeprojekter, hvor den tyske VOB (svarende til AB92) gjaldt.
• Betingelserne for arbejdsudleje var ikke opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten gav selskabet medhold i, at den påførte moms ikke var fejlagtigt faktureret. Retten fandt, at de leverede ydelser skulle karakteriseres som ydelser vedrørende fast ejendom (underentreprise) og ikke som levering af arbejdskraft.

Begrundelse

Landsskatteretten vurderede, om ydelserne skulle karakteriseres som levering af arbejdskraft, jf. Momsloven § 15, stk. 2, eller som ydelser vedrørende fast ejendom, jf. Momsloven § 17. I tilfælde af levering af arbejdskraft ville aftageren være betalingspligtig efter Momsloven § 46, stk. 1.

Retten lagde vægt på følgende momenter i sin vurdering:

• Ansvar og risiko for arbejdsresultatet: Selvom vederlaget var beregnet efter medgået tid, havde selskabet selv afhjulpet eventuelle mangler ved det udførte arbejde. Dette indikerede, at selskabet havde et ikke ubetydeligt ansvar for arbejdsresultatet.
• Ledelsesret: Der var ingen indikationer på, at selskabet ikke selv havde den daglige ledelsesret og instruktionsbeføjelse over for sine medarbejdere. Selskabet bestemte selv antallet og kvalifikationerne af de arbejdstagere, der skulle udføre arbejdet.
• Arbejdssted: Der var intet i sagen, der tydede på, at arbejdet blev udført på et sted, som det danske selskab disponerede over eller havde ansvaret for.
• Arbejdsredskaber og materiel: Der var ingen indikationer på, at selskabet ikke selv havde stillet størstedelen af arbejdsredskaber og materiel til rådighed.

På baggrund af disse forhold, og idet det danske selskab var enig i, at der forelå ydelser vedrørende fast ejendom, fandt Landsskatteretten, at der ikke var tale om levering af arbejdskraft. Selskabet var derfor berettiget til at påføre moms på fakturaerne. SKATs afgørelse blev ændret.

SKATs argumentation

SKAT anså ydelserne for arbejdsudleje og lagde vægt på følgende momenter:

• Selskabet er et vikarbureau, og den manglende ledelsesret over underleverandørerne adskiller sig ikke fra den manglende ledelsesret over egne udlejede ansatte.
• Konsulentaftalerne indeholdt bestemmelser om særskilt aftale for hver opgave, løbende orientering og tilstrækkelig information fra selskabet, hvilket indikerede overordnet instruktionsbeføjelse.
• Vederlaget var en fast timeløn, og afregning skete efter timer, uden materialer, hvilket talte for arbejdsudleje.
• De fremlagte bilag dokumenterede ikke, at de tyske virksomheder arbejdede for egen regning og risiko, da underleverandørerne blot fremsendte kreditnotaer ved klager, og selskabet bar det reelle ansvar.
• Ingen indberetninger var foretaget til § 7E-registret (Skattekontrolloven § 7e) eller RUT-registret (Lov om udstationering af lønmodtagere § 5a).

Selskabets argumentation

Selskabet gjorde gældende, at der var tale om entrepriseaftaler, og at momsfradraget var korrekt. Hovedargumenterne var:

• Entrepriseforhold: Opgaverne blev prisfastsat som time- eller slumakkorder, hvor den tyske leverandør bar risikoen for tidsforbrug. Fremlagte fakturaer og timesedler viste, at der var anvendt flere timer end faktureret, hvilket dokumenterede fastprisaftaler. Kunderne bekræftede, at fejl blev udbedret for leverandørens egen regning.
• Ledelsesret og risiko: De tyske leverandører havde egen formand, der styrede arbejdet, og selskabet blandede sig ikke i den daglige udførelse. Leverandørerne bar risikoen for utilfredsstillende arbejde, dokumenteret ved kreditnotaer og ubetalte regninger.
• Arbejdsredskaber: De udenlandske leverandører medbragte eget værktøj og materiel, i overensstemmelse med kontrakten.
• Omvendt betalingspligt: Selskabet argumenterede subsidiært, at kravet om obligatorisk anvendelse af omvendt betalingspligt, selvom en udenlandsk virksomhed havde dansk momsnummer, først blev lovfæstet fra 1. januar 2009 (Momsbekendtgørelse nr. 1206 af 2. december 2008, der indførte § 40a, stk. 2 i momsbekendtgørelse nr. 633 af 16. juni 2006). Før denne dato var det ikke obligatorisk, og parterne var i god tro.
• Regulering af fejlagtig moms: Selskabet mente, at SKAT burde have anvendt momslovens reguleringsbestemmelser i Momsloven § 52, stk. 7, som tager udgangspunkt i, at fejl primært rettes mellem handelsparterne, for at sikre momsens neutralitet. SKATs fremgangsmåde med at nægte fradrag hos køber uden at forsøge berigtigelse medførte risiko for dobbeltmomsning.

Gennemførelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig