Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Sagen omhandler spørgsmålet, hvorvidt klageren skal anses for selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager i relation til indtægter fra to virksomheder, [virksomhed1] og [virksomhed2], samt hvorvidt klagerens øvrige virksomhed, [virksomhed3], kan anses for erhvervsmæssigt drevet med ret til fradrag for driftsomkostninger. SKAT havde oprindeligt anset klageren for selvstændig erhvervsdrivende, men forhøjet indkomsten ved at nedsætte fradrag for driftsomkostninger, herunder fiskeudstyr, rejseudgifter og telefonudgifter, grundet manglende dokumentation og tvivl om erhvervsmæssig begrundelse.
Skatteankenævnet ændrede SKATs afgørelse og anså klageren for lønmodtager i forhold til både [virksomhed1] og [virksomhed2]. Dette medførte, at indtægterne herfra blev beskattet som lønindkomst i henhold til Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1. Som følge heraf udviste klagerens resterende virksomhed, [virksomhed3], et betydeligt underskud, hvilket førte til, at den blev klassificeret som hobbyvirksomhed. Konsekvensen heraf var, at underskuddet ikke kunne fradrages i anden indkomst jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og ikke kunne fremføres jf. Ligningsloven § 15. Skatteankenævnet foreslog en samlet yderligere forhøjelse på 524.275 kr.
SKATs sagscenter Persons udtalelse støttede klassifikationen som lønmodtager for arbejdet hos [virksomhed1] ApS, med henvisning til kontraktens bestemmelser om løbende arbejdsydelse, fastsat arbejdstid, opsigelsesvarsel og fast månedlig løn. SKAT henviste til Højesterets afgørelse U 2009.2487 H som udtryk for gældende praksis for sondringen mellem lønmodtager og selvstændig.
Klagerens repræsentant påstod, at klageren skulle beskattes som selvangivet, anset for selvstændig erhvervsdrivende for alle aktiviteter, og at alle afholdte udgifter var dokumenteret erhvervsmæssige og fradragsberettigede.
Efter at indtægterne fra [virksomhed1] og [virksomhed2] blev omklassificeret til lønindkomst, fremkom følgende resultat for klagerens virksomhed [virksomhed3] for 2006:
| Post | Beløb (kr.) |
|---|
| Honorarer indland (ekskl. [virksomhed1]) | 18.380 |
| Honorarer udland (ekskl. [virksomhed2]) | 7.371 |
| I alt indtægter ekskl. honorarer fra [virksomhed1] og [virksomhed2] | 25.751 |
| Udgifter i alt | 232.789 |
| Afskrivninger | 3.600 |
| Samlede udgifter | 236.389 |
| Underskud ekskl. honorarer fra [virksomhed1] og [virksomhed2] | -210.638 |
Virksomheden udviste herefter et underskud på 210.638 kr. i 2006.
Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse. Ved sondringen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende tog Landsskatteretten udgangspunkt i pkt. 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven.
Landsskatteretten fandt det mest nærliggende at anse klageren for lønmodtager i forhold til bladene [virksomhed1] og [virksomhed2]. Dette blev begrundet med:
Som følge af denne klassifikation blev indtægterne fra [virksomhed1] og [virksomhed2] på i alt 376.320 kr. beskattet som lønindkomst i henhold til Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1.
Når disse indtægter blev trukket ud af regnskabet for klagerens virksomhed [virksomhed3], udviste virksomheden et underskud på 210.638 kr. Landsskatteretten vurderede, at klagerens virksomhed herefter måtte betragtes som hobbyvirksomhed. Konsekvensen heraf var, at underskuddet ikke kunne fratrækkes i anden indkomst jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og heller ikke kunne fremføres til modregning jf. Ligningsloven § 15.
Vedrørende de fratrukne driftsudgifter fandt Landsskatteretten, på baggrund af SKATs redegørelse for vurderingen af klagerens bilag, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn over fordelingen af udgifterne. Det blev bemærket, at vurderingen af bilagene kun er af betydning, hvor virksomheden anses for erhvervsmæssig eller giver et positivt resultat. Fradrag for driftsomkostninger kræver, at udgifterne er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og private udgifter kan ikke fradrages jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2.
Skatteministeriet”Der er absolut plads til forbedringer,” melder skatteminister Rasmus Stoklund. I 2023 betalte borgere med en uforudsigelig indkomst fire gange så meget i restskat som borgere med en almindelig indkomst.
Skatteministeriet
Sagen omhandler en klager, der som cand.mag. og psykoterapeut drev virksomhed som forfatter, familierådgiver og foredragsholder. For indkomståret 2007 havde klageren selvangivet et underskud på 26.426 kr. baseret på en omsætning på 9.179 kr. og driftsomkostninger på 35.605 kr.
Skatteankenævnet afviste, at der var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. I stedet blev indtægterne på 9.179 kr. anset for at være honorarindtægter (B-indkomst). Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at fradrage de afholdte udgifter, da de ikke kunne henføres direkte til de specifikke honorarindtægter. Dette er i overensstemmelse med princippet om kildebegrænset fradragsret for udgifter relateret til hobbyvirksomhed, jf. Statsskatteloven § 4.
Klagerens repræsentant argumenterede for, at udgifterne var en del af virksomhedens drift og burde anerkendes, da indtægterne også blev medregnet. Det blev fremhævet, at det var vanskeligt at koble hver enkelt udgift til en specifik indtægt.
Skatteministeriet udgiver for sjette gang Skatteøkonomisk Redegørelse, der giver overblik over centrale dele af skattepolitikken i Danmark.
Finansiel Stabilitet lander et markant overskud på 830 mio. kr. i første halvår 2023, understøttet af det stigende renteniveau og positive værdipapirafkast.
Sagen omhandlede, hvorvidt klageren skulle anses som lønmodtager i [virksomhed1] A/S eller som selvstændig erhvervsdrive...
Læs mereSagen omhandlede kvalifikationen af indkomst fra modelvirksomhed i indkomståret 2007 og den deraf følgende fradragsret f...
Læs mere