Landsskatteretten: Afskrivningsgrundlag og fradragskonto i K/S - Projektomkostninger og udbyderhonorar

Sagen omhandler klagerens andel af afskrivninger og opgørelsen af fradragskontoen i kommanditselskabet K/S [virksomhed1] for indkomstårene 2005, 2006 og 2007. Klageren, som kommanditist, havde selvangivet højere beløb for afskrivninger og fradragskonto end det, Skatteankenævnet godkendte. K/S [virksomhed1] er et ejendomsinvesteringsprojekt, der har købt en erhvervsejendom i England.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt samtlige projektomkostninger og udbyderhonorarer som en del af ejendommens afskrivningsgrundlag, hvilket medførte en regulering af klagerens andel af afskrivninger og fradragskontoen. Skatteankenævnet henviste til, at kun omkostninger direkte relateret til købet af ejendommen kan indgå i afskrivningsgrundlaget, jf. Afskrivningsloven § 45 og Højesterets dom af 25. november 2008 (SKM2008.967.HR). Udbyderhonoraret blev anset for en etableringsudgift, der ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget, jf. også Højesterets dom af 8. september 2009 (SKM2009.562.HR).

Klageren påstod, at projektomkostninger og udbyderhonorar skulle indgå i afskrivningsgrundlaget, og at fradragskontoen skulle korrigeres i overensstemmelse hermed. Klageren argumenterede for, at der var tale om køb af "brugte anparter", hvilket ifølge SKATs meddelelse SKM2008.390.SKAT og Landsskatterettens kendelse SKM2008.984.LSR skulle medføre, at etableringsomkostninger ikke skulle reducere afskrivningsgrundlaget. Klageren anførte desuden, at de ikke-afskrivningsberettigede udgifter ikke havde belastet kommanditisternes kapitalkonto og derfor ikke skulle fragå fradragskontoen, med henvisning til TS-cirkulære nr. 1, af 11. januar 1990, pkt. 1, litra k og Vestre Landsrets dom TfS 2005.885V.

De konkrete justeringer af fradragskontoen for klagerens 16 andele var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse vedrørende opgørelsen af afskrivningsgrundlaget og fradragskontoen for K/S [virksomhed1].

Landsskatteretten bemærkede, at afskrivningsgrundlaget for en ejendom skal opgøres i henhold til Afskrivningsloven § 45, stk. 1, hvor kun omkostninger, der kan henføres til erhvervelsen af et bestemt aktiv, indgår. Dette inkluderer sædvanlige handelsomkostninger som advokatsalær, mæglersalær og tinglysningsafgift, jf. praksis som SKM2007.773.HR, SKM2007.775.HR, SKM2005.450.VLR, og SKM2008.967.HR.

Landsskatteretten fandt, at de påklagede omkostninger, primært udbyderhonorar og projektomkostninger, var kommanditselskabet uvedkommende og ikke kunne tillægges afskrivningsgrundlaget eller fradrages i indkomsten. Det blev fastslået, at udbyderhonorarer efter praksis anses for etableringsomkostninger og ikke kan indgå i afskrivningsgrundlaget, jf. bl.a. SKM2008.967.HR, SKM2006.649.VLR, SKM2006.310.VLR, og SKM2008.16.VLR.

Vedrørende klagerens argument om køb af "brugte anparter" fandt Landsskatteretten, at dette ikke var tilfældet. Det blev lagt til grund, at [virksomhed2] A/S, som udbyder, alene havde erhvervet ejendommen med det formål at videresælge anparterne til investorer. Købesummen blev anset for at indeholde et honorar til [virksomhed2] A/S for strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet, hvilket ikke kan tillægges den afskrivningsberettigede anskaffelsessum. Der blev henvist til SKM2009.562.HR og SKM2009.576.LSR.

Angående reduktionen af fradragskontoen bemærkede Landsskatteretten, at de omtvistede udgifter, selvom de regnskabsmæssigt var aktiveret, ikke modsvarer et aktiv for selskabet og ikke er fradrags- eller afskrivningsberettigede. Disse udgifter blev anset for omfattet af det nu ophævede TS-cirkulære 1990-1 af 1/11 1990, pkt. 1, litra k. Da udgifterne skulle afholdes af det præsterede ansvarlige indskud, som er klagerens maksimale hæftelse, skulle klagerens andel af udgifterne fragå ved opgørelsen af hans fradragskonto. Det forhold, at udgifterne regnskabsmæssigt ikke påvirkede kapitalkontoen, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2010.44.VLR.

Landsskatteretten stadfæstede derfor skatteankenævnets afgørelse for alle indkomstår.