Pilot beskattet af rejsegodtgørelse og nægtet fradrag for rejseudgifter – fast arbejdssted og bopæl

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod principalt, at piloten var berettiget til fradrag for rejseudgifter og ikke skattepligtig af godtgørelserne. Argumenterne var:

• Piloten havde sædvanlig bopæl i Danmark under ansættelsen i international trafik.
• Arbejdsstederne var om bord på selskabets fly (mobile arbejdssteder) eller midlertidige, og piloten kunne ikke vende tilbage til sit hjem inden for 24 timer efter endt arbejdsdag, jf. Ligningsloven § 9 A og Ligningsloven § 9 A, stk. 5.
• Det fratrukne differencefradrag var i overensstemmelse med arbejdsgiverens udbetalte skattefri godtgørelse.

Subsidiært påstod repræsentanten, at lønindkomsten fra [virksomhed1] A/S for perioden juli 2007 til marts 2008 skulle tages ud af den danske skattepligtige indkomstopgørelse. Dette blev begrundet med, at hvis piloten blev anset for at have bopæl i Norge, skulle han anses for hjemmehørende i Norge i medfør af Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, og Norge ville have beskatningsretten til lønindkomsten i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra a. Repræsentanten fremhævede, at rejsebegrebet i ligningsloven er objektiviseret, og at begrebet 'sædvanlig bopæl' i Ligningsloven § 9 A bør fortolkes i overensstemmelse med bopælsbegrebet i dobbeltbeskatningsoverenskomster (midtpunkt for livsinteresser).

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelser, hvilket betød, at piloten ikke var berettiget til fradrag for rejseudgifter, og at udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser var skattepligtige.

Landsskatteretten lagde til grund, at lufthavnen i [by1], Norge, måtte anses for et fast arbejdssted for klageren. Dette blev begrundet med ansættelseskontraktens bestemmelser om arbejdssted og tjenestested, samt med henvisning til Højesterets domme SKM2007.557.HR og SKM2007.559.HR. Konsekvensen heraf var, at klageren først ansås for at være på rejse, når lufthavnen blev forladt, og dermed var betingelserne for fradrag for rejseudgifter efter Ligningsloven § 9 A ikke opfyldt.

Vedrørende den subsidiære påstand om beskatningsret fandt Landsskatteretten, at klageren i den omhandlede periode havde bopæl i både Danmark og Norge, idet han bevarede sin bolig i Danmark og havde en lejebolig i Norge. I henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1 var klageren fuldt skattepligtig til Danmark.

Landsskatteretten fastslog endvidere, at klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4. Dette blev begrundet med, at klageren bevarede sin bolig i Danmark, hvor han boede med sin ægtefælle og senere fik et barn. Som følge heraf havde Danmark beskatningsretten til klagerens indkomst som pilot i international trafik for [virksomhed1] A/S, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra a.

Derfor blev hverken den principale eller den subsidiære påstand taget til følge.

SKAT argumenterede for, at klageren ikke var berettiget til fradrag for rejseudgifter, da ansættelsesstedet hos [virksomhed1] ApS ikke kunne anses for midlertidigt. Ifølge praksis anses et arbejdssted for midlertidigt, hvis ansættelsen varer under 12 måneder. Da klageren var ansat fra november 2005 til april 2008, blev han anset for fastansat og ikke midlertidigt ansat. SKAT henviste til bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om kort ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at han ikke skulle betale det krævede beløb, som var opkrævet for rejseomkostninger. Han oplyste, at han kun havde modtaget månedlige lønudbetalinger, som var beregnet af arbejdsgiveren til at ligge inden for frikortgrænsen. Klageren hævdede, at han ikke havde modtaget information hverken fra arbejdsgiveren eller SKAT om yderligere skatteforpligtelser efter at have forladt Danmark. Han henviste til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Litauen.