Polsk arbejdstager anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark og nægtet fradrag

Sagen omhandlede en polsk statsborger, der arbejdede i Danmark og var folkeregistreret på en c/o-adresse. Han havde familie, bolig og en mindre virksomhed i Polen. Klageren mente, at hans skattemæssige hjemsted var i Polen og krævede derfor befordringsfradrag for rejser mellem Danmark og Polen, fradrag for rejseudgifter samt ret til at anvende sin ægtefælles uudnyttede personfradrag under grænsegængerreglerne.

Skattestyrelsen og efterfølgende Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Afgørelsen blev truffet på baggrund af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Selvom klagerens personlige interesser var i Polen, var hans økonomiske interesser utvetydigt i Danmark grundet en langvarig fuldtidsansættelse med en væsentlig højere indkomst end fra hans polske virksomhed. Da midtpunktet for livsinteresser var delt, blev afgørelsen truffet ud fra, hvor han sædvanligvis opholdt sig. Da han tilbragte langt de fleste dage om året i Danmark, blev hans skattemæssige hjemsted fastslået til at være Danmark.

Konsekvensen var, at hans sædvanlige bopæl i skattemæssig forstand var i Danmark, og han blev nægtet fradrag for befordring og rejser til Polen, jf. Ligningsloven § 9 C og Ligningsloven § 9 A. Han kunne heller ikke anvende grænsegængerreglerne. Endvidere blev han beskattet i Danmark af overskuddet fra sin polske virksomhed i henhold til globalindkomstprincippet i Statsskatteloven § 4.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på alle punkter.

Skattepligt og skattemæssigt hjemsted

Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde en bolig til rådighed i Danmark, uanset at det var en c/o-adresse. Da han også havde bolig i Polen, skulle hans skattemæssige hjemsted afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

• Midtpunkt for livsinteresser (Artikel 4, stk. 2, litra a): Retten konkluderede, at klagerens økonomiske interesser var stærkest i Danmark (fast fuldtidsarbejde med høj indkomst), mens hans personlige interesser var stærkest i Polen (familie og ejendom). Da interesserne var delt, kunne hjemstedet ikke afgøres efter dette kriterium.

• Sædvanligt ophold (Artikel 4, stk. 2, litra b): Retten anvendte herefter kriteriet om, hvor klageren sædvanligvis opholdt sig. Baseret på arbejdsgiveroplysninger, antal arbejdsdage (212 i 2018 og 216 i 2019) og klagerens egen kalender, opholdt han sig betydeligt flere dage i Danmark end i Polen. For 2018 var der tale om 289 dage i Danmark mod 87 i Polen (inkl. rejsedage i begge lande).

På denne baggrund blev klageren anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Konsekvensen var, at han ikke kunne anvende grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven § 5 C og dermed ikke overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag.

Beskatning af udenlandsk virksomhed

Da klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, var han skattepligtig af sin globalindkomst, jf. Statsskatteloven § 4. Overskuddet fra hans enkeltmandsvirksomhed i Polen skulle derfor beskattes i Danmark. For 2018 blev overskuddet fastsat på baggrund af polske skatteoplysninger. For 2019 fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse på 16.000 kr. var berettiget, da klageren ikke havde fremlagt et regnskab opgjort efter danske regler, jf. Skattekontrolloven § 74.

Fradrag for befordring

Landsskatteretten fastslog, at klagerens "sædvanlige bopæl" i relation til Ligningsloven § 9 C var i Danmark. Vurderingen var baseret på de samme forhold som afgørelsen om skattemæssigt hjemsted, primært hans stærke økonomiske og erhvervsmæssige tilknytning samt antallet af opholdsdage i Danmark. Rejserne mellem Danmark og Polen blev derfor anset for private og ikke-fradragsberettigede. Klageren havde heller ikke dokumenteret, at rejserne var arbejdsrelaterede i forhold til hans polske virksomhed.

Fradrag for rejseudgifter

Betingelserne for fradrag for rejseudgifter efter Ligningsloven § 9 A var ikke opfyldt. For det første var klagerens sædvanlige bopæl i Danmark, hvorfor han ikke var på rejse, når han arbejdede her. For det andet var hans arbejdssted i Danmark ikke midlertidigt, da han havde en tidsubegrænset fastansættelse. Klageren havde ikke dokumenteret, at han blev udsendt til skiftende, midlertidige arbejdssteder.