Nægtelse af omgørelse vedrørende udbetalte kørselsgodtgørelser

Sagen omhandlede en anmodning om omgørelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 29 vedrørende kørselsgodtgørelser på 50.227 kr., som [virksomhed1] A/S havde tilskrevet [person1]s mellemregningskonto i 2001. [person1] var bestyrelsesmedlem og den eneste, der udførte opgaver i selskabet, men modtog ingen løn eller bestyrelseshonorar på grund af selskabets dårlige økonomi. Kørselsgodtgørelsen blev tilskrevet med henblik på senere udbetaling, og [person1] anså den for skattefri.

Skattemyndighederne fandt, at kørselsgodtgørelsen var skattepligtig, da [person1] ikke oppebar løn fra selskabet. Denne afgørelse blev senere stadfæstet af Højesteret i en 3-2 dom af 22. juni 2009, som fastslog, at ingen del af godtgørelsen kunne udbetales skattefrit.

SKAT afviste anmodningen om omgørelse, idet betingelsen i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 3 om, at forholdet skal være lagt klart frem, ikke var opfyldt. Det fremgik hverken af [person1]s selvangivelse, selskabets indberetninger eller regnskab, at der var udbetalt kørselsgodtgørelser til [person1]. Skattemyndigheden blev først opmærksom på forholdet i forbindelse med en revision og en nærmere gennemgang af selskabets biludgifter.

Klageren, [virksomhed1] A/S, påstod, at omgørelse skulle tillades, da alle lovens betingelser var opfyldt. Det blev anført, at dispositionen ikke var båret af skattebesparende hensyn, men af hensyn til at dække [person1]s omkostninger. Desuden var de skattemæssige virkninger utilsigtede og væsentlige, da [person1] ikke ville have opkrævet godtgørelsen, hvis han havde vidst, den var skattepligtig, især da den aldrig blev udbetalt. Klageren argumenterede også for, at forholdet var lagt klart frem, da der ikke var forsøgt at skjule dispositionen, og at et lovligt regnskab var fremlagt. Endelig blev det anført, at de privatretlige virkninger af omgørelsen var enkle og overskuelige, og at alle berørte parter tiltrådte anmodningen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte omgørelse af udbetalte kørselsgodtgørelser. Begrundelsen var, at to af betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1 ikke var opfyldt:

• Betingelse 1 (ikke overvejende skattebåret hensyn): Landsskatteretten fandt, at aftalen om udbetaling af kørselsgodtgørelse til [person1] i overvejende grad var båret af skattebesparende hensyn. Dette skyldtes, at [person1] opnåede en skattefri udbetaling, som ellers ville have været skattepligtig for ham.
• Betingelse 3 (klar fremvisning): Det fremgik hverken af selskabets regnskab eller af selvangivelserne, at selskabet havde udbetalt kørselsgodtgørelse til [person1]. Dette betød, at forholdet ikke uden nærmere undersøgelse havde stået klart for SKAT. Derfor var betingelsen om, at dispositionen skulle have været lagt klart frem for myndighederne, ikke opfyldt.

På baggrund af disse manglende betingelser blev SKATs afgørelse stadfæstet.