Afslag på omgørelse af udbetalt befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaver

Sagen omhandler en klager, der er hovedanpartshaver i et selskab, som er eneejer af et andet selskab. Klageren modtog i indkomstårene 2012-2014 skattefri befordringsgodtgørelse på i alt 136.820 kr. fra selskabet, mens den udbetalte løn i samme periode varierede mellem 0 kr. og 10.000 kr. SKAT forhøjede klagerens indkomst med den udbetalte befordringsgodtgørelse, da SKAT vurderede, at der ikke var udbetalt tilstrækkelig løn til at berettige skattefri befordringsgodtgørelse af den angivne størrelse.

Klagerens repræsentant anmodede om omgørelse efter Skatteforvaltningsloven § 29, således at den udbetalte befordringsgodtgørelse skulle anses for aldrig at være udbetalt. Anmodningen byggede på argumenter om selskabets konsolideringsbehov og en konflikt mellem tidspunktet for udbetaling af befordringsgodtgørelse og løn, samt at klageren ikke var bekendt med praksis om sammenhæng mellem løn og skattefri godtgørelse. Det blev anført, at udbetalingen ikke var båret af skattebesparende hensyn, men af dækning af reelt afholdte udgifter, og at beskatningen havde utilsigtede væsentlige skattemæssige virkninger.

SKATs afgørelse

SKAT afviste anmodningen om omgørelse med henvisning til, at betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 ikke var opfyldt. SKAT vurderede, at udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse uden tilstrækkelig løn var foretaget for at spare eller udskyde skat. SKAT henviste til SKM2007.248.HR, hvor Højesteret fastslog, at undladelse af at udbetale løn var båret af hensynet til at udskyde beskatning. Endvidere fandt SKAT ikke, at der var tale om utilsigtede skattemæssige virkninger, da betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt. SKAT lagde vægt på, at selskabet ikke fremstod som nødlidende, og at konsolideringshensyn ikke var tilstrækkelige til at opfylde betingelserne for omgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at afvise omgørelse efter Skatteforvaltningsloven § 29. Retten fandt, at betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 ikke var opfyldt.

Landsskatteretten lagde vægt på, at beslutningen om at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse i indkomstårene 2012-2014, uden at klageren samtidig modtog løn fra selskabet, måtte anses for at have haft til formål at spare skatter. Dette blev understøttet af praksis, herunder SKM2012.463.VLR og SKM2017.591.LSR, som fastslår, at skattefri befordringsgodtgørelse ikke kan godkendes, hvis der alene udbetales en symbolsk løn eller ingen løn. Retten henviste desuden til Højesterets dom i SKM2007.248.HR, der fastslog, at undladelse af at udbetale løn var båret af hensynet til at udskyde beskatning. Konsolideringsgrunde, som anført af klageren, kunne ikke føre til et andet resultat.

Da betingelserne for omgørelse, særligt de skattebesparende hensyn og de utilsigtede skattemæssige virkninger, ikke blev anset for opfyldt, kunne anmodningen om omgørelse ikke imødekommes.