Manglende fradrag for tab på finansielle kontrakter grundet manglende erhvervsmæssig tilknytning

Efter Kursgevinstloven § 29 skal gevinst og tab på finansielle kontrakter som udgangspunkt medregnes til den skattepligtige indkomst. For personer begrænses fradrag for tab af reglen i Kursgevinstloven § 32, hvorefter tabet kun kan anvendes til modregning i tilsvarende gevinster. Denne begrænsning gælder dog ikke tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Klageren, der driver en landbrugsvirksomhed, havde ultimo 2006 erhvervsmæssige lån på i alt 53,8 mio. kr., heraf lån i EUR på i alt 2,0 mio. EUR, og ultimo 2007 erhvervsmæssige lån på i alt 64,3 mio. kr., heraf lån i EUR på i alt 2,9 mio. EUR.

Klageren havde i 2006 indgået 79 terminsaftaler i forskellige valutapar (EUR/USD, EUR/NOK, EUR/NZD, EUR/SEK, EUR/JPY, USD/CAD) med tekniske hovedstole på op til 750.000 EUR (efter samling af aftaler op til 2.250.000 EUR) og op til 500.000 USD. I 2007 var der indgået 7 terminsaftaler, primært i EUR/USD og EUR/NOK, med tekniske hovedstole på 750.000 EUR.

For ingen af de indgåede aftaler, hvoraf nogle overlappede hinanden, var der godtgjort en sådan konkret sammenhæng til virksomhedens lån i form af afdækning heraf, som kræves for fradrag efter Kursgevinstloven § 32. Landsskatteretten fandt, at uanset om terminsaftalerne eller enkelte heraf ikke i sig selv oversteg størrelsen af virksomhedens lån, herunder EUR-lånene, kunne de ikke anses for at have tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Ved afgørelsen lagde Landsskatteretten vægt på følgende:

• Indholdet af de indgåede aftaler af 14. december 2005 og 25. september 2007 med banken om handel med finansielle instrumenter. Disse aftaler indikerede ikke, at handlerne skulle indgå som en del af virksomhedens gældspleje.
• Manglende beløbsmæssig, tidsmæssig og for nogle aftalers vedkommende, valutamæssig sammenhæng mellem kontrakterne og virksomhedens lån.

På baggrund heraf tiltrådte Landsskatteretten Skatteankenævnets afgørelse og stadfæstede nægtelsen af fradrag for tab på finansielle kontrakter i indkomstårene 2006 og 2007.

Klageren fastholdt, at både valutaswappen og de indgåede valutaterminsforretninger var erhvervsmæssige. Argumentet var, at de var indgået for at afdække/sikre virksomhedens finansielle grundlag og holde låneomkostningerne lave. Klageren mente, at en valutaswap i praksis har samme funktion som et valutalån, og at det afgørende var forholdene på indgåelsestidspunktet, hvor det bagvedliggende lån var placeret i virksomhedsordningen. Klageren påpegede også, at valutaterminsforretningerne var indgået for at afdække kursrisikoen på valutaswappen. Subsidiært argumenterede klageren for, at opgørelsen af "tidligere indkomstårs skattepligtige nettogevinster" i Kursgevinstloven § 32, stk. 2 skulle foretages for hvert enkelt indkomstår og ikke som en samlet sum over tid, hvilket ville give mulighed for fradrag for tab i 2010 svarende til gevinsten beskattet i 2009.

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren ikke drev handel med finansielle produkter, men landbrugsvirksomhed, og at der var enighed om den beløbsmæssige opgørelse af gevinster og tab. Retten henviste til Kursgevinstloven § 32, stk. 1 og dens forarbejder, der fastslår, at fradrag for tab på finansielle kontrakter med tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed kun gælder for kontrakter, der afdækker/sikrer virksomhedens indtægter/udgifter eller finansielle grundlag. Retten fandt, at valutaswappen ikke havde risikoafdækning til formål, men snarere udnyttelse af rente- og valutaforskelle, og derfor ikke havde tilknytning til klagerens virksomhed. Da valutaswappen ikke var erhvervsmæssig, blev de valutaterminskontrakter, der skulle afdække den, heller ikke anset for erhvervsmæssige. Landsskatteretten godkendte derfor ikke de selvangivne fradrag i virksomheden for 2009 og 2010. Den subsidiære påstand om fradrag i 2010 blev afvist, da der i 2008 var ikke-beskattede nettogevinster, der forhindrede dette.