Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en kvindelig medarbejder fra Letland, der siden 2013 havde arbejdet på en dansk minkfarm. Ansættelsesforholdet var i de senere år opdelt mellem en direkte ansættelse hos minkfarmen (indklagede 1) og efterfølgende tidsbegrænsede ansættelser gennem et entreprenørselskab (indklagede 2), der leverede arbejdskraft til farmen.
Klageren udførte i hele perioden det samme arbejde på minkfarmens adresse og boede ligeledes i en bolig tilknyttet farmen. Den 17. april 2017, kort efter udløbet af en tidsbegrænset kontrakt, deltog klageren i et møde på farmen, hvor hun oplyste ejeren om, at hun var gravid med termin i september samme år. Under samtalen blev der rejst bekymring for klagerens og fosterets sikkerhed i forbindelse med arbejdet, herunder risikoen for smitte med toxoplasmose.
Klageren gjorde gældende, at hun blev nægtet fortsat ansættelse udelukkende på grund af sin graviditet. Hun påpegede, at hun havde de nødvendige kvalifikationer, og at hendes læge havde vurderet, at arbejdet ikke var farligt, så længe hun ikke arbejdede med svin. Hun mente desuden, at indklagede 1 reelt fungerede som hendes arbejdsgiver, uanset de formelle kontrakter med indklagede 2.
Indklagede 1 og 2 anførte følgende modargumenter:
| Part | Rolle i sagen | Hovedargument |
|---|---|---|
| Klager |
| Tidligere medarbejder |
| Nægtet forlængelse grundet graviditet |
| Indklagede 1 | Minkfarm | Sundhedshensyn til fosteret og manglende arbejdsgiveransvar |
| Indklagede 2 | Entreprenørselskab | Tidsbegrænset kontrakt udløbet naturligt |
Ligebehandlingsnævnet fandt, at de indklagede havde handlet i strid med Ligebehandlingsloven § 2.
Nævnet lagde til grund, at klagerens graviditet var den direkte årsag til, at hendes ansættelse ikke blev fornyet efter mødet den 17. april 2017. Dette blev betragtet som et ulovligt afslag på ansættelse i medfør af Ligebehandlingsloven § 2.
Selvom indklagede 2 formelt var klagerens seneste arbejdsgiver, vurderede nævnet, at indklagede 1 i praksis havde udøvet de sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser over for klageren. Derfor blev begge parter fundet ansvarlige.
De indklagede blev pålagt at betale en godtgørelse in solidum. Ved fastsættelsen af beløbet blev der lagt vægt på sagens omstændigheder og nævnets faste praksis for afslag på ansættelse.
| Type | Beløb | Lovhjemmel |
|---|---|---|
| Godtgørelse | 25.000 kr. | Ligebehandlingsloven § 14 |
Nævnet anvendte princippet om delt bevisbyrde i Ligebehandlingsloven § 16a, og fandt ikke, at de indklagede havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Sundhedshensynet kunne ikke begrunde en automatisk udelukkelse fra ansættelse uden en mere konkret individuel vurdering af arbejdets karakter og klagerens immunitet over for toxoplasmose.

En arbejdsgiver må ikke nægte at tage kvindelige lærlinge, fordi de er kvinder. Det slår Ligebehandlingsnævnet fast i afgørelse.


Sagen omhandler en uddannet sociolog, der i juni 2014 søgte en tidsbegrænset stilling som pædagogisk medarbejder i en børnehave. Stillingen var normeret til 32 timer om ugen med en varighed på fem måneder fra august til december 2014.
Efter en jobsamtale den 19. juni 2014 modtog klageren en e-mail fra institutionens leder den 27. juni 2014. I mailen blev det tilkendegivet, at man håbede, at klageren kunne påbegynde arbejdet den 1. august. Efter modtagelsen af denne besked oplyste klageren institutionen om, at hun var gravid og ville have termin i slutningen af året. Dette indebar, at hun ville gå på barselsorlov før udløbet af den tidsbegrænsede ansættelse.
Efter denne oplysning opstod der uenighed om, hvorvidt ansættelsesforholdet overhovedet var etableret. Indklagede valgte at lade ansættelsen falde bort med henvisning til, at klageren ikke kunne dække den fulde periode, som stillingen krævede.
Fra 1. oktober 2024 træder nye regler i kraft, der skal sikre, at gravide maksimalt arbejder én nattevagt om ugen. Det sker på baggrund af anbefaling fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Nyt studie viser øget risiko for abort blandt gravide kvinder i jobs med høje følelsesmæssige krav eller risiko for fysisk vold på arbejdspladsen.
Indklagede har lagt vægt på, at børnehaven er placeret i et socialt belastet område med mange tosprogede børn og familier med komplekse udfordringer. Institutionen argumenterede for, at:
Klageren gjorde gældende, at e-mailen udgjorde et bindende ansættelsestilbud, og at tilbagetrækningen heraf udelukkende skyldtes hendes graviditet. Indklagede anførte derimod, at e-mailen blot var en invitation til endnu en samtalerunde, og at afvisningen skyldtes saglige hensyn til børnenes tarv og behovet for fuld tidsmæssig dækning i de fem måneder, hvilket også havde ført til afvisning af en mandlig kandidat i en lignende situation.

En kvindelig agent, der varetog salgsaktiviteter i Norge for en dansk brillevirksomhed, indbragte en klage efter at have...
Læs mere
Sagen omhandler en kvindelig fysioterapeut, der siden 2009 havde indgået en aftale om leje af praksisret og anvendelse a...
Læs mereÆndring af minkloven: Udvidet kompensation, statslig overtagelse af aktiver og nye sagsbehandlingsregler