Skattefrihed for fritidsejendom afvist på grund af manglende bevis for faktisk beboelse

Landsskatteretten stadfæstede i det væsentlige Skatteankenævnets afgørelse. Retten fandt, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at ejendommen havde tjent som bolig i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1, eller som privat benyttet fritidsbolig efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2. Fortjenesten var derfor skattepligtig. Dog blev der godkendt fradrag for dokumenterede salgsomkostninger, hvilket reducerede den skattepligtige avance.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at fortjeneste ved salg af fast ejendom som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 1, stk. 1. En fortjeneste kan dog være skattefri, hvis ejendommen har tjent som bolig for ejeren, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1 (parcelhusreglen), eller hvis en sommerhusejendom har været benyttet til private formål, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2.

Retten påpegede, at bevisbyrden for, at en ejendom har tjent til bolig, påhviler ejeren. Selvom retten anerkendte klagerens intention om at anvende ejendommen til helårsbolig, fandt den ikke, at klageren havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen rent faktisk havde tjent som bolig.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Det meget lave forbrug af el og vand i ejendommen.
• At klageren efter salget flyttede tilbage til den adresse, hun angiveligt var flyttet fra på grund af samlivsproblemer.
• Den korte ejertid.
• Den korte afstand mellem klagerens hidtidige bopæl og den solgte ejendom.

På baggrund af disse omstændigheder fandt retten, at klageren hverken havde sandsynliggjort, at ejendommen havde tjent som bolig i henhold til § 8, stk. 1, eller at den havde været anvendt til private formål som en fritidsbolig i henhold til § 8, stk. 2. Fortjenesten var derfor skattepligtig.

Retten godkendte dog fradrag for dokumenterede salgsomkostninger på 31.700 kr. og nedsatte den skattepligtige avance til 235.300 kr. Sagen blev genoptaget i henhold til Skatteforvaltningsloven § 46 efter anmodning fra klageren.

Klageren påstod, at avancen skulle være skattefri, idet ejendommen de facto havde tjent som bolig for ham og/eller hans husstand i en del af ejerperioden. Klageren forklarede, at flytningen til ejerlejligheden var reel, og at årsagen til, at resten af familien ikke flyttede folkeregisteradresse, var for at bevare bådpladsen. Klageren henviste til, at man fortrinsvis brugte lejligheden til at sove i, mens andre daglige funktioner foregik i klagerens virksomhed på havnen. Klageren fremlagde erklæringer fra ansatte, naboer og havnefogeden samt dokumentation for, at klagerens mor ikke længere modtog boligydelse i perioden.