Tømrermester fik delvist medhold i sag om udeholdt omsætning og fradrag

Sagen omhandler en selvstændig tømrermester, hvis indkomst blev skønsmæssigt forhøjet af SKAT. Forhøjelsen skyldtes dels en formodning om udeholdt omsætning og dels nægtelse af fradrag for visse udgifter, som blev anset for private.

Kernen i sagen var et byggeprojekt, hvor klageren havde købt materialer for ca. 29.000 kr. gennem sin virksomhed, men ikke havde faktureret noget arbejde i den pågældende periode. SKAT skønnede på baggrund af materialekøbet og en normal arbejdsuge, at der var udført arbejde svarende til en omsætning på 44.505 kr. Klageren anførte, at han ikke havde udført arbejdet, men blot hjulpet en ven med at købe materialer med rabat, og at han i perioden havde arbejdet på sin egen private ejendom. Derudover nægtede SKAT fradrag for indkøb af værktøj for 1.707 kr. og andre materialeudgifter for 4.277 kr., som ikke var specificeret på salgsfakturaer.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs skønsmæssige forhøjelse vedrørende den udeholdte omsætning. Retten lagde vægt på, at klageren oprindeligt havde bogført materialekøbet som en driftsudgift, hvilket skabte en formodning for en tilknyttet erhvervsmæssig indtægt. Klagerens forklaring og en erklæring fra vennen var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte denne formodning. Til gengæld gav Landsskatteretten klageren medhold i, at udgifterne til værktøj og de øvrige materialer var fradragsberettigede driftsomkostninger, da de efter en gennemgang af bilagene blev anset for at have den nødvendige erhvervsmæssige tilknytning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf en delt afgørelse i sagen. Forhøjelsen vedrørende udeholdt omsætning blev stadfæstet, mens klageren fik medhold i sine påstande om fradrag for værktøj og andre erhvervsmæssige udgifter.

Udeholdt omsætning

Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde foretaget en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst. Retten lagde afgørende vægt på, at klageren oprindeligt havde fratrukket udgifterne til materialer leveret til Y1-vej i sit virksomhedsregnskab. Dette blev anset som en tilkendegivelse af, at udgifterne var erhvervsmæssige, hvilket skaber en formodning for, at der også må være en tilsvarende omsætning, jf. principperne i Statsskatteloven § 4.

Klagerens efterfølgende forklaring om, at han blot havde hjulpet en ven med at opnå rabat, og en erklæring fra vennen, blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation til at afkræfte denne formodning. Da klageren ikke har pligt til at føre regnskab, men skal kunne dokumentere sine indtægtsforhold jf. Skattekontrolloven § 1, fandt retten, at bevisbyrden ikke var løftet.

Retten tiltrådte SKATs beregning af den udeholdte omsætning på 44.505 kr., baseret på et skøn over medgået arbejdstid. Forhøjelsen på dette punkt blev derfor stadfæstet.