Landsret ophæver dom til psykiatrisk behandling trods tidligere forlængelse af længstetid

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en idømt foranstaltning, dom til psykiatrisk behandling, skulle opretholdes, og om D’s ophold på et botilbud skulle medregnes i den fastsatte længstetid for ophold i institution. D blev i 2013 idømt behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, efter at være fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1 (vold mod embedsmand) og Straffeloven § 123 (trusler).

Strid om Længstetid for Institutionsophold

Retten i Herning havde i marts 2019 opretholdt foranstaltningen og forlænget længstetiden for ophold i institution med 1 år. Retten afviste D’s påstand om, at hans ophold på bostedet Bostedet1, som var et tilbud efter Serviceloven § 108, skulle tælle med i den oprindeligt fastsatte længstetid på 1 år. Retten lagde vægt på, at Bostedet1 ikke udgjorde en psykiatrisk institution, selvom D var underlagt betydelige begrænsninger i sin bevægelsesfrihed via koordinationsplaner udarbejdet af den behandlingsansvarlige overlæge.

D kærede afgørelsen til Vestre Landsret og påstod primært, at foranstaltningen skulle ophæves, subsidiært at længstetiden ikke skulle forlænges. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens kendelse.

Nye Behandlingsvurderinger

Efter byrettens afgørelse forelå nye udtalelser fra retspsykiatrien og Kriminalforsorgen. Overlæge X3 vurderede i december 2019, at der ikke var medicinsk behandlingsmæssigt hensyn til at opretholde foranstaltningen, og at risikoen for recidiv var lav, forudsat D fik kommunal bostøtte. D har diagnosen Aspergers syndrom, hvilket kræver pædagogisk støtte, men ikke medicinsk behandling.

Kriminalforsorgen tilsluttede sig overlægens vurdering og anbefalede ligeledes, at foranstaltningen blev ophævet, da der ikke længere blev vurderet at være forhøjet recidivrisiko. D, som i mellemtiden var flyttet fra Bostedet1 til egen lejlighed, fastholdt, at han ikke ønskede statslig indblanding i form af bostøtte, men samarbejdede med sin kontaktperson fra psykiatrien.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse om, at D’s ophold på Bostedet1 ikke kunne medregnes i længstetiden for ophold i institution, men traf ny afgørelse om selve foranstaltningens opretholdelse.

Medregning af Ophold i Institution

Landsretten tilsluttede sig Retten i Hernings begrundelse og fastslog, at D’s ophold på bostedet Bostedet1 ikke udgjorde et ”ophold i institution”, der var omfattet af den maksimale længstetid fastsat efter Straffeloven § 69 a, stk. 1. Den institution, der var omfattet af dommen af 21. november 2013, var udelukkende en psykiatrisk afdeling. Landsretten tillagde det ikke betydning, at D kun var bosat på Bostedet1 som et alternativ til indlæggelse på psykiatrisk afdeling.