Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen
Generaladvokat
Safjan
Sagen omhandler en tvist mellem GV, en fransk statsborger, og den luxembourgske pensionsmyndighed, Caisse nationale d’assurance pension (CNAP), vedrørende et afslag på efterladtepension. GV og hendes afdøde partner, der begge boede i Frankrig, men arbejdede som grænsearbejdere i Luxembourg, havde indgået en lovreguleret samlivskontrakt (PACS) i Frankrig. Partneren afgik ved døden som følge af en arbejdsulykke i Luxembourg.
CNAP afviste GVs ansøgning om efterladtepension med henvisning til luxembourgsk lovgivning. Ifølge denne lovgivning skulle et partnerskab, der var gyldigt indgået og registreret i en anden medlemsstat (Frankrig), for at kunne gøres gældende over for tredjemand, være opført i det luxembourgske civilregister. Da dette ikke var sket i partnerens levetid, anså CNAP ikke partnerskabet for anerkendt i forbindelse med sociale ydelser.
Den forelæggende luxembourgske domstol rejste tvivl om, hvorvidt et sådant krav udgjorde en indirekte forskelsbehandling i strid med EU-retten, idet denne formalitet især rammer vandrende arbejdstagere. Domstolen skulle derfor vurdere foreneligheden af den nationale registreringspligt med princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed og ligebehandling.
Det centrale spørgsmål var, om artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 er til hinder for en national lovgivning, der stiller krav om, at et partnerskab, der er gyldigt indgået i en anden medlemsstat, skal være opført i værtsstatens register for at berettige til en social ydelse (efterladtepension), når et partnerskab indgået i værtsstaten registreres automatisk.
Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed og artikel 7 i forordning nr. 492/2011 om ligebehandling er til hinder for en værtsmedlemsstats lovgivning, der stiller krav om forudgående opførelse i det nationale register som betingelse for udbetaling af efterladtepension til den efterlevende partner i et udenlandsk registreret partnerskab.
Domstolen fandt, at den luxembourgske lovgivning medførte indirekte forskelsbehandling:
Da dette krav særligt påvirker arbejdstagere fra andre medlemsstater, herunder grænsearbejdere, udgør det indirekte forskelsbehandling, som skal være objektivt begrundet og proportional.
Domstolen anerkendte, at det er et legitimt formål for en medlemsstat at kontrollere, at den efterladtepension kun udbetales til en berettiget person, og at partnerskabet kan gøres gældende over for tredjemand. Imidlertid fandt Domstolen, at det luxembourgske krav var uforholdsmæssigt:
Kulturministeren har nu modtaget en lang række anbefalinger til, hvordan foreningslivet kan blive fri for bøvl og bureaukrati.

Sagen omhandler Aldegonda van den Booren mod Rijksdienst voor Pensioenen (RVP) vedrørende anvendelsen af belgiske antikumulationsregler på en efterladtepension.
Aldegonda van den Booren modtog en belgisk efterladtepension og en nederlandsk alderdomspension (AOW). Efter en forhøjelse af den nederlandske alderdomspension besluttede RVP at nedsætte hendes belgiske efterladtepension.
Arbeidshof te Antwerpen forelagde herefter to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:
Bedre beskyttelse mod kræftfremkaldende stoffer. Bekæmpelse af social dumping. Styrket konkurrenceevne. Hjælp til arbejdstagere, der mister deres job. Det er de prioriteter på beskæftigelsesområdet, som regeringen har kæmpet for og leveret på under det danske EU-formandskab.
En ny dom fra EU-Domstolen om afledt opholdsret til tredjelandsstatsborgere, der er forældre til mindreårige unionsborgere, medfører foreløbig berostillelse af visse familiesammenføringssager.
RVP argumenterede for, at nedsættelsen var i overensstemmelse med belgisk lovgivning og EU-retten, mens Aldegonda van den Booren anførte, at nedsættelsen var i strid med EU-retten og hindrede den frie bevægelighed for personer.
Domstolen afviste den belgiske regerings indvending om, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kunne antages til realitetsbehandling, idet den fandt, at forelæggelsesafgørelsen indeholdt tilstrækkelige oplysninger til at besvare de stillede spørgsmål.
Domstolen bemærkede, at selvom den ikke kan tage stilling til foreneligheden af nationale retsregler med EU-retten, kan den give fortolkningsbidrag. De to præjudicielle spørgsmål blev behandlet samlet og forstået som, om forordning nr. 1408/71 og primær EU-ret er til hinder for en national lovgivning, der nedsætter en efterladtepension på grund af en forhøjelse af en alderdomspension fra en anden medlemsstat.
Domstolen fandt, at den belgiske efterladtepension og den nederlandske alderdomspension ikke var ydelser af samme art, og at forordning nr. 1408/71 derfor ikke var til hinder for anvendelsen af en national antikumulationsregel, forudsat at begrænsningerne i forordningen overholdes. Nedsættelsen af den belgiske efterladtepension måtte højst svare til beløbet for den nederlandske alderdomspension.
Domstolen præciserede, at artikel 45 TEUF er udtryk for et grundlæggende princip om fri bevægelighed, og at EU-retten er til hinder for nationale foranstaltninger, der kan gøre det vanskeligere for EU-borgere at udøve deres grundlæggende friheder. Det er den nationale rets opgave at vurdere, om den nationale lovgivning er forenelig med EU-retten, herunder om den bringer den pågældende person i en ringere situation, og om en sådan situation kan begrundes i objektive hensyn og står i rimeligt forhold til det tilsigtede formål.

Sagen vedrører appeller fra Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union mod tre domme afsagt af Den Europæiske...
Læs mere
Domstolen behandlede en sag anlagt af Simone Gardella mod Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) vedrørende ...
Læs mere