Krav om særskilt registrering af udenlandsk partnerskab for tildeling af efterladtepension i værtsland strider mod arbejdskraftens frie bevægelighed (C-731/21)

Domstolen anerkendte, at det er et legitimt formål for en medlemsstat at kontrollere, at den efterladtepension kun udbetales til en berettiget person, og at partnerskabet kan gøres gældende over for tredjemand. Imidlertid fandt Domstolen, at det luxembourgske krav var uforholdsmæssigt:

• Et officielt dokument udstedt af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor partnerskabet er indgået, anses som tilstrækkelig dokumentation i henhold til Domstolens praksis, medmindre der er tvivl om dokumentets rigtighed.
• Da opførelsen af udenlandske partnerskaber i det luxembourgske register ikke er obligatorisk (kun en mulighed), kan ordningen ikke anses for at være et konsekvent og systematisk middel til at opnå kontrolmålet.
• Et afslag udelukkende på grund af manglende registrering går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde kontrolformålet, især da myndighederne kan foretage kontrol via informationsudveksling med den anden medlemsstats myndigheder.

RVP argumenterede for, at nedsættelsen var i overensstemmelse med belgisk lovgivning og EU-retten, mens Aldegonda van den Booren anførte, at nedsættelsen var i strid med EU-retten og hindrede den frie bevægelighed for personer.

Formalitet

Domstolen afviste den belgiske regerings indvending om, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kunne antages til realitetsbehandling, idet den fandt, at forelæggelsesafgørelsen indeholdt tilstrækkelige oplysninger til at besvare de stillede spørgsmål.

Realiteten

Domstolen bemærkede, at selvom den ikke kan tage stilling til foreneligheden af nationale retsregler med EU-retten, kan den give fortolkningsbidrag. De to præjudicielle spørgsmål blev behandlet samlet og forstået som, om forordning nr. 1408/71 og primær EU-ret er til hinder for en national lovgivning, der nedsætter en efterladtepension på grund af en forhøjelse af en alderdomspension fra en anden medlemsstat.

Domstolen fandt, at den belgiske efterladtepension og den nederlandske alderdomspension ikke var ydelser af samme art, og at forordning nr. 1408/71 derfor ikke var til hinder for anvendelsen af en national antikumulationsregel, forudsat at begrænsningerne i forordningen overholdes. Nedsættelsen af den belgiske efterladtepension måtte højst svare til beløbet for den nederlandske alderdomspension.

Domstolen præciserede, at artikel 45 TEUF er udtryk for et grundlæggende princip om fri bevægelighed, og at EU-retten er til hinder for nationale foranstaltninger, der kan gøre det vanskeligere for EU-borgere at udøve deres grundlæggende friheder. Det er den nationale rets opgave at vurdere, om den nationale lovgivning er forenelig med EU-retten, herunder om den bringer den pågældende person i en ringere situation, og om en sådan situation kan begrundes i objektive hensyn og står i rimeligt forhold til det tilsigtede formål.