Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en social- og sundhedsassistent, der blev afskediget fra sin stilling i en regional psykiatri efter et længerevarende sygeforløb. Klageren havde været ansat siden 2002 og arbejdede fra 2010 på et lukket psykiatrisk afsnit, hvor hun i februar 2012 blev udsat for en voldsom hændelse med trusler fra en psykotisk patient.
Efter hændelsen udviklede klageren symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og depression, hvilket førte til en langtidssygemelding i september 2013. I forløbet blev der udarbejdet speciallægeerklæringer og mulighedserklæringer, som pegede på, at klageren havde behov for omplacering til et mindre belastende miljø og en gradvis optrapning i arbejdstid.
I februar 2014 blev klageren midlertidigt omplaceret til et åbent modtagerafsnit. Her arbejdede hun på nedsat tid, startende med få timer om ugen og med en plan om at nå fuld tid. Under dette forløb var der følgende observationer:
Klageren gjorde gældende, at hun led af et handicap i form af PTSD, og at regionen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse ved at insistere på, at hun skulle vende tilbage til sin oprindelige stilling på det lukkede afsnit. Hun mente, at en permanent omplacering eller deltidsansættelse var mulige løsninger.
Regionen argumenterede derimod for, at klageren ikke var handicappet i lovens forstand på opsigelsestidspunktet, og at de ikke havde kendskab til en varig begrænsning. De fremførte, at de havde strakt sig vidt med skånehensyn, men at klageren ikke var kompetent eller disponibel til at varetage de væsentligste funktioner, da hun ikke kunne indgå i alarmberedskabet, som var centralt for alle stillinger i psykiatrien.
Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af klageren var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.
Nævnet fastslog indledningsvist, at klagerens PTSD og depression udgjorde et handicap i lovens forstand. Vurderingen byggede på, at sygdommen medførte en langvarig begrænsning i hendes evne til at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Nævnet fandt det desuden godtgjort, at regionen vidste eller burde have vidst, at der var tale om et handicap, navnlig på baggrund af speciallægeerklæringer og orienteringen fra Arbejdsskadestyrelsen om anerkendelse af en arbejdsskade.
Nævnet vurderede, at regionen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a. Begrundelsen var:
Da klageren varetog sine opgaver på det åbne afsnit tilfredsstillende under de aftalte skånevilkår, burde regionen have afsøgt alle muligheder for fastholdelse, før de skred til opsigelse.
| Kategori | Beløb | Begrundelse |
|---|---|---|
| Godtgørelse | 335.000 kr. | Svarende til ca. 9 måneders løn, fastsat ud fra ansættelsestidens længde og sagens omstændigheder |
Regionen blev pålagt at betale beløbet med procesrente fra klagens modtagelse i nævnet jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 12, stk. 1.

Psykiatrien i Region A får ikke kritik for udredningen. Patienten var tidligere udredt for ADHD, som dengang var blevet afkræftet. Det blev vurderet usandsynligt, at patienten ville udvikle ADHD senere i livet.

Sagen omhandler en kvindelig virksomhedskonsulent, der blev afskediget fra sin stilling i en kommune efter et længere sygdomsforløb som følge af en trafikulykke. Klageren var i november 2012 involveret i en ulykke, der medførte et åbent lårbensbrud og efterfølgende komplikationer med infektioner og kroniske smerter. Udover de fysiske skader udviklede klageren posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), angst og depression.
Efter ulykken forsøgte klageren i flere omgange at vende tilbage til arbejdet via virksomhedspraktik og gradvis genoptrapning af arbejdstiden. Der blev udarbejdet flere planer i samarbejde med klagerens bopælskommune, som blandt andet omfattede:
Søger du handicaptillæg fra i dag 1. juli 2025 eller senere, skal din dokumentation opfylde nogle nye minimumskrav, som betyder, at du som minimum skal vedlægge journaler enten fra hospital, ambulant klinik, speciallæge eller egen læge, når du søger.
Patientens funktionsnedsættelser som følge af KOL og afhængighedssyndrom var ikke nedsat i en sådan grad, at han ikke kunne få behandling hos en privat tandlæge. Patienten formåede selv at tage kontakt ved behov og tog toget til klinikken uden ledsager.
I begyndelsen af 2014 opstod der uenighed mellem klageren og hendes leder om hastigheden af genoptrapningen. Lederen udtrykte i marts 2014 utålmodighed over forløbet og varslede en tjenstlig samtale, da hun vurderede, at klageren ikke havde overskud til nye opgaver og ikke deltog tilstrækkeligt i teammøder. Klageren anførte omvendt, at hun følte sig presset af ledelsen, og at hendes behov for et roligt arbejdsmiljø (eksempelvis et enekontor frem for et storrumskontor) ikke blev imødekommet.
I marts 2014 blev klageren indlagt på en psykiatrisk afdeling som følge af en forværring af hendes tilstand. En speciallægeerklæring fra april 2014 vurderede, at klageren fortsat var uarbejdsdygtig på kort sigt, men at hun på længere sigt ville kunne genoptage arbejdet, eventuelt med varige skånebehov.
Kommunen valgte herefter at afskedige klageren med henvisning til, at hendes langvarige fravær og usikkerheden om hendes arbejdsevne var uforenelig med driften af afdelingen. Kommunen mente ikke, at klageren var omfattet af handicapbegrebet, da prognosen pegede på fuld arbejdsdygtighed på lang sigt, og de anførte, at de allerede havde strakt sig vidt for at tilpasse arbejdet.

En socialpædagog blev i 2012 ansat i en kommune på en institution for udviklingshæmmede. Forud for denne ansættelse havd...
Læs mere
Sagen omhandler en medarbejder ansat som postsorterer på nathold, der blev opsagt som følge af et omfattende og hyppigt ...
Læs mere