Afskedigelse af social- og sundhedsassistent med PTSD var i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en social- og sundhedsassistent, der blev afskediget fra sin stilling i en regional psykiatri efter et længerevarende sygeforløb. Klageren havde været ansat siden 2002 og arbejdede fra 2010 på et lukket psykiatrisk afsnit, hvor hun i februar 2012 blev udsat for en voldsom hændelse med trusler fra en psykotisk patient.

Efter hændelsen udviklede klageren symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og depression, hvilket førte til en langtidssygemelding i september 2013. I forløbet blev der udarbejdet speciallægeerklæringer og mulighedserklæringer, som pegede på, at klageren havde behov for omplacering til et mindre belastende miljø og en gradvis optrapning i arbejdstid.

Forsøg på arbejdsfastholdelse og omplacering

I februar 2014 blev klageren midlertidigt omplaceret til et åbent modtagerafsnit. Her arbejdede hun på nedsat tid, startende med få timer om ugen og med en plan om at nå fuld tid. Under dette forløb var der følgende observationer:

• Klageren varetog plejeopgaverne tilfredsstillende i det nye afsnit.
• Hun havde dog fortsat begrænsninger, herunder svært ved at håndtere alarmsituationer og kognitive udfordringer.
• Arbejdstiden nåede aldrig over 20 timer om ugen.

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at hun led af et handicap i form af PTSD, og at regionen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse ved at insistere på, at hun skulle vende tilbage til sin oprindelige stilling på det lukkede afsnit. Hun mente, at en permanent omplacering eller deltidsansættelse var mulige løsninger.

Regionen argumenterede derimod for, at klageren ikke var handicappet i lovens forstand på opsigelsestidspunktet, og at de ikke havde kendskab til en varig begrænsning. De fremførte, at de havde strakt sig vidt med skånehensyn, men at klageren ikke var kompetent eller disponibel til at varetage de væsentligste funktioner, da hun ikke kunne indgå i alarmberedskabet, som var centralt for alle stillinger i psykiatrien.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af klageren var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets vurdering af handicap og kendskab

Nævnet fastslog indledningsvist, at klagerens PTSD og depression udgjorde et handicap i lovens forstand. Vurderingen byggede på, at sygdommen medførte en langvarig begrænsning i hendes evne til at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre. Nævnet fandt det desuden godtgjort, at regionen vidste eller burde have vidst, at der var tale om et handicap, navnlig på baggrund af speciallægeerklæringer og orienteringen fra Arbejdsskadestyrelsen om anerkendelse af en arbejdsskade.