Bedrageri ved skrothandel og salg af værktøj – Dom stadfæstet af Østre Landsret

Sagen omhandlede tiltalte, der stod anklaget for tre tilfælde af bedrageri begået i foråret og sommeren 2017. Tiltalen vedrørte udnyttelse af annoncer for opkøb af jernskrot og salg af værktøj, hvor tiltalte ifølge anklagemyndigheden handlede uden evne eller vilje til at betale eller levere varen. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om straf for overtrædelse af Straffeloven § 279.

Anklagepunkter

Tiltalen omfattede følgende tre forhold:

• Forhold 1 & 2 (Skrothandel): Tiltalte havde i marts/april 2017 aftalt opkøb af skrot (herunder en gravemaskine, batterier, traktorer og en mejetærsker) fra Forurettede1 (20.000 kr.) og Forurettede2 (12.000 kr.). Tiltalte afhentede skrottet, men betalte aldrig de aftalte beløb.
• Forhold 3 (Varesalg): Tiltalte modtog 300 kr. via bankoverførsel fra Forurettede3 i august 2017 for en Makita skruemaskine annonceret online, men undlod at fremsende varen.

Forsvarets argumenter

Tiltalte nægtede sig skyldig. Vedrørende skrothandlerne hævdede han, at aftalerne var mundtlige, og at udbetalingen til de forurettede skulle fratrækkes tiltaltes udgifter til opskæring og miljøbehandling af skrottet, hvilket gjorde, at der ikke var et overskud at udbetale (forhold 1). I forhold 2 hævdede tiltalte, at betaling delvist skulle ske i dieselolie.

Tiltalte bestred erstatningspligten og størrelsen af kravene. Tiltalte var tidligere straffet i 2016 for overtrædelse af Straffeloven § 303 og Straffeloven § 290, stk. 1.

Retten i Holbæk fandt tiltalte skyldig i alle tre forhold i det rejste omfang, dog således at vægten og dermed den præcise pris for gravemaskinen (forhold 1) ikke kunne bevises, men det blev bevist, at tiltalte ikke havde evne eller vilje til at betale det aftalte beløb. Retten lagde afgørende vægt på de forurettedes detaljerede og troværdige forklaringer, understøttet af vejesedler og SMS-korrespondance, mens tiltaltes forklaring blev anset for modstridende og utroværdig.

Østre Landsrets Stadfæstelse

Tiltalte ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen. Efter bevisførelsen i landsretten, hvor de oprindelige vidneforklaringer blev dokumenteret i medfør af Retsplejeloven § 923, stadfæstede Landsretten byrettens dom.

Landsretten fandt, at tiltaltes forklaringer om mundtlige aftaler om fradrag og betaling i dieselolie var udokumenterede og ikke kunne føre til frifindelse. Tiltalte blev fundet skyldig i bedrageri i overensstemmelse med .