Klage over fastsættelse af indtægtsramme for 2011 for elnetselskab på baggrund af geografiske vilkår og en specifik driftsomkostning

Vurdering af driftsomkostning fra 2002

Energiklagenævnet konstaterede, at klager ikke havde anmeldt den pågældende driftsomkostning som ekstraordinær inden for den frist, Energitilsynet havde fastsat.

I henhold til Indtægtsrammebekendtgørelsen § 27, stk. 3, giver for sent indsendte oplysninger ikke anledning til en genberegning af den allerede udmeldte benchmarking. En eventuel justering skal i stedet ske i det efterfølgende reguleringsår. Nævnet fandt derfor, at Energitilsynet havde handlet korrekt ved at inkludere omkostningen i beregningsgrundlaget for 2011 og henvise en eventuel korrektion til det næste reguleringsår.

Benchmarkingmetoder og klagepunkter

Energitilsynet anvendte to primære benchmarkingmetoder:

• Netvolumenmodellen: Sammenligning af selskabernes enhedsomkostninger ved de enkelte netkomponenter for at fastsætte et historisk effektiviseringspotentiale. Benchmarkingen skete i forhold til gennemsnittet af de 20 pct. mest effektive transmissionsselskaber og transformerforeninger og de 10 pct. mest effektive distributionsselskaber.
• Fremtidig produktivitetsvækst: Estimering af fremtidigt effektiviseringspotentiale baseret på den gennemsnitlige produktivitetsvækst i den markedsmæssige økonomi som helhed (beregnet til 0,62 pct. årligt i perioden 1993-2007).

Klagerne anførte en række synspunkter og bemærkninger:

• Hjemmelsgrundlag for generel reduktion: Dansk Energi bestred, at Energitilsynet havde hjemmel til at pålægge alle elnetselskaber en generel indtægtsrammereduktion. De henviste til, at Elforsyningsloven § 70, stk. 9 indebærer, at effektiviseringskrav skal udmeldes under hensyntagen til den enkelte virksomheds effektiviseringspotentiale, og at forarbejderne til loven forudsætter benchmarking mod 'best practice' (de bedste selskaber).
• Inddragelse af fremtidig produktivitetsudvikling: Klagerne mente, at Energitilsynet ikke havde hjemmel til at inddrage den forventede fremtidige produktivitetsudvikling i den markedsmæssige økonomi som helhed. De argumenterede for, at lovens benchmarkingmodel alene bygger på 'best practice' inden for branchen, og at Energitilsynets metode var usaglig og ikke opfyldte det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip.
• Effektiviseringsperiode: Energitilsynets nedsættelse af perioden for indhentelse af historisk effektiviseringspotentiale fra 18 år til 5 år for distributionsselskaber og 7 år for transmissionsselskaber blev anset for at være i strid med proportionalitetsprincippet og urimelig. Klagerne mente, at det ikke var dokumenteret, at selskaberne kunne opnå så store effektiviseringsgevinster inden for den angivne tidsramme.
• Benchmarkfraktil: Skærpelsen af benchmarkfraktilen (fra 25 pct. til henholdsvis 10 pct. og 20 pct.) blev også kritiseret for at være i strid med proportionalitetsprincippet og urimelig. Klagerne bestred, at datarobustheden var forbedret tilstrækkeligt til at retfærdiggøre en sådan skærpelse.
• Fordobling af effektiviseringskrav: Den samlede fordobling af effektiviseringskravet i forhold til tidligere år (fra 2,8 pct. til 5,4 pct. af påvirkelige omkostninger) blev ligeledes anset for uproportional og urimelig.
• Ekstraordinære omkostninger (NV Net A/S): NV Net A/S klagede over, at Energitilsynet afviste at korrigere for selskabets ekstraordinære omkostninger til investering i 150 kV luftledninger, da disse ikke var anmeldt rettidigt. Selskabet mente, at Energitilsynet allerede havde kendskab til omkostningerne.
• Fordyrende rammevilkår (NOE Net A/S m.fl.): De fem selskaber fra Vestjylland anførte, at deres geografiske område var karakteriseret ved lav kundetæthed, høj decentral elproduktion (vindmøller), korrosivt miljø fra Vesterhavet og voldsom vindpåvirkning. De mente, at disse fordyrende rammevilkår burde medføre en korrektion i effektiviseringskravene, hvilket Energitilsynet havde afvist.