Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Sagen omhandler en borger, der modtager førtidspension efter de regler, der var gældende før 2003. Klageren, der er født i 1958, blev tilkendt mellemste førtidspension efter et trafikuheld i 1996. Efter et fornyet trafikuheld i 2019 mistede klageren angiveligt sin resterende arbejdsevne, som hun hidtil havde udnyttet i en stilling på 10,5 timer om ugen.
I september 2020 søgte klageren om at få forhøjet sin førtidspension til højeste sats. Bopælskommune traf afgørelse om afslag på forhøjelse, idet højeste førtidspension efter den dagældende lovgivning kun kunne tilkendes personer mellem 18 og 60 år. Da klageren på ansøgningstidspunktet var fyldt 61 år, vurderede kommunen, at hun ikke faldt inden for målgruppen. Denne afgørelse blev senere stadfæstet af Ankestyrelsen.
Sagen vedrører desuden et forløb, hvor klageren modtog vejledning fra kommunen angående sin ret til sygedagpenge efter uheldet i 2019. En medarbejder oplyste klageren om, at hun ikke opfyldte timekravet for at modtage sygedagpenge baseret på hendes daværende arbejdstid. Klageren mener, at hendes handicap og den deraf følgende nedsatte arbejdsevne var årsagen til, at hun ikke kunne opnå rettighederne.
Klageren har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet med påstand om, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af både handicap og alder. Hendes argumenter er opsummeret herunder:
| Tema | Klagers argumentation |
|---|---|
| Alder | Afslaget på pensionsforhøjelse er udelukkende baseret på alder, hvilket forhindrer en konkret vurdering. |
| Handicap (Pension) | Reglerne for den gamle førtidspensionsordning stiller hende dårligere end borgere på den nye ordning eller i fleksjob. |
| Handicap (Vejledning) | Hendes nedsatte arbejdsevne (handicap) medførte, at hun ikke kunne få sygedagpenge, hvilket hun ser som diskriminerende. |
Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse om at afvise behandlingen af klagens forskellige dele med følgende begrundelser:
Nævnet vurderer, at denne del af klagen reelt vedrører anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning end Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige myndigheder eller den lovgivning, som Folketinget har vedtaget. Da klagen over afslag på pension vedrører fortolkning af pensionslovgivningen, afvises den efter Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2.
For så vidt angår aldersdiskrimination konstaterer nævnet, at Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1 implementerer EU's beskæftigelsesdirektiv. Da førtidspension betragtes som en social sikringsordning, falder den uden for direktivets og dermed lovens anvendelsesområde. Nævnet har derfor ikke kompetence til at behandle denne del af klagen jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1.
Nævnet finder det åbenbart, at klageren ikke kan gives medhold i klagen over kommunens vejledning. Der er ikke fremlagt faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5. Sagen afvises derfor i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2.
Konklusion: Samtlige klagepunkter blev enten afvist på grund af manglende kompetence eller som åbenbart grundløse.
Når kommunen får en ansøgning om omsorgstandpleje, kan kommunen på baggrund af oplysningerne i ansøgningen være forpligtet til at vejlede ansøgeren om andre relevante tandplejetilbud som fx specialtandpleje.


Sagen omhandler en kvinde født i Brasilien, som har boet i Danmark siden 1996. Hun er gift med en dansk mand og har to børn i landet. Efter en bilulykke i 2002 fik hun stillet diagnosen generaliseret myofascielt smertesyndrom, hvilket medførte, at hun måtte lukke sin frisørsalon. Hun har efterfølgende søgt om førtidspension, en sag der har været under behandling hos kommunen over en længere årrække.
Klager har i flere perioder mellem 2008 og 2012 været udrejst af Danmark, primært til Brasilien. Som følge af disse udrejser blev hun tre gange slettet i CPR-registeret. Klager anfører, at hun under sagsbehandlingen fik oplyst, at hun aldrig ville kunne få førtidspension, fordi hendes ophold i Brasilien blev modregnet i hendes optjeningstid. Hun føler desuden, at sletningen af hendes adresse i CPR-registeret skete for at skade hendes pensionssag.
Patientens funktionsnedsættelser som følge af KOL og afhængighedssyndrom var ikke nedsat i en sådan grad, at han ikke kunne få behandling hos en privat tandlæge. Patienten formåede selv at tage kontakt ved behov og tog toget til klinikken uden ledsager.
Ankestyrelsen ville omgøre 48 procent af kommunernes sager om dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis sagerne i handicapsagsbarometret var blevet påklaget.
I løbet af sagsbehandlingen har der været uenighed om klagers medvirken til arbejdsevneafklaring:
Klager mener, at kommunens ageren udgør chikane og forskelsbehandling baseret på hendes etniske oprindelse. Hun påpeger, at lægelige vurderinger entydigt viser, at hun ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Indklagede kommune afviser påstandene om diskrimination og anfører, at de tidsmæssige forsinkelser i sagen skyldes klagers hyppige udrejser samt hendes manglende villighed til at deltage i de nødvendige afklaringstilbud, som er en forudsætning for at kunne træffe afgørelse om førtidspension.

Sagen omhandler en kvinde, der oprindeligt er født i Sydafrika, men som i 1979 flyttede til Danmark og senere opnåede da...
Læs mere
Sagen omhandler en 61-årig kvinde, der var ansat som sagsbehandler i en kommunal sygedagpengeafdeling. Klageren havde en...
Læs mere