Godtgørelse ved udløb af tidsbegrænset afløserkontrakt: Domstolen finder ingen forskelsbehandling sammenlignet med fastansattes opsigelse på objektivt grundlag (Direktiv 1999/70/EF)

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Tribunal Superior de Justicia de Galicia (Spanien) vedrørende fortolkningen af princippet om ikke-diskrimination, som er fastsat i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse (bilag til direktiv 1999/70/EF).

Den spanske tvist opstod mellem Grupo Norte Facility SA og Angel Manuel Moreira Gómez, der var ansat på en tidsbegrænset afløserkontrakt i overensstemmelse med spansk lovgivning, indgået for at dække en stilling, hvis indehaver var gået på deltidspension. Kontrakten udløb, da den afløste arbejdstager gik på fuld pension, hvilket var en forudbestemt dato.

Ved kontraktens udløb modtog Moreira Gómez en godtgørelse svarende til 12 dages løn pr. ansættelsesår (jf. spansk lovs art. 49, stk. 1, litra c)). Spørgsmålet var, om dette udgjorde en ulovlig forskelsbehandling, da fastansatte eller tidsbegrænsede ansatte, hvis kontrakter opsiges af uforudsete 'objektive grunde' (f.eks. økonomiske eller tekniske), modtager en højere godtgørelse på 20 dages løn pr. ansættelsesår (jf. art. 52/53).

Den forelæggende ret ønskede primært at vide, om ophør af en tidsbegrænset kontrakt på grund af indtræden af en bestemt begivenhed (pensionering) er en sammenlignelig situation med opsigelse af en fast kontrakt af uforudsete objektive grunde, og om en eventuel forskelsbehandling kunne begrundes i objektive forhold i rammeaftalens forstand.

Domstolens Konklusion og Begrundelse

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at § 4, stk. 1, i rammeaftalen ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en lavere godtgørelse ved udløbet af en tidsbegrænset afløserkontrakt, hvis udløb er forudsigeligt, end den godtgørelse, der tildeles fastansatte i tilfælde af opsigelse af en objektiv grund.

Domstolen anerkendte, at godtgørelse ved ansættelseskontraktens ophør falder ind under begrebet »ansættelsesvilkår« i rammeaftalens forstand. Forskelsbehandling er dog tilladt, hvis den er begrundet i »objektive forhold«.

Domstolen konkluderede, at de to situationer ikke er sammenlignelige i relation til formålet med godtgørelsen, og at forskellen derfor var objektivt begrundet: