Godtgørelse til gravid dyrlæge efter manglende forlængelse af aftale om forhøjet ugentlig arbejdstid

Sagen omhandler en kvindelig dyrlæge, der var ansat i en dyreklinik med et oprindeligt timetal på 21,5 timer ugentligt. Gennem et tillæg til ansættelseskontrakten blev hendes arbejdstid i en tidsbegrænset periode fra oktober 2017 til marts 2018 forhøjet til 30 timer ugentligt. I november 2017 oplyste hun klinikkens indehaver om sin graviditet med forventet termin i juli 2018.

Forløbet omkring arbejdstidsændringen

I januar 2018 meddelte indehaveren, at dyrlægens arbejdstid ville overgå til 22 timer ugentligt, når den midlertidige aftale udløb den 1. april 2018. Kort efter, i februar 2018, opslog klinikken en stilling som barselsvikar på Facebook. Stillingsopslaget søgte en dyrlæge til 30 timer ugentligt under barselsperioden, men med en opstart på én dag om ugen fra 1. april 2018 for at sikre en indkøringsperiode.

Parternes argumenter og påstande

Klageren gjorde gældende, at hun blev udsat for mindre gunstig behandling i strid med Ligebehandlingsloven § 9. Hendes hovedpunkter var:

• At klinikken søgte en vikar til de samme 8 timer, som hun blev sat ned i tid.
• At hun var blevet stillet i udsigt, at de 30 timer ville blive permanente.
• At reduktionen i tid var en væsentlig vilkårsændring begrundet i hendes graviditet.

Indklagede afviste påstanden og argumenterede for:

• At den økonomiske situation i klinikken var forværret med driftsunderskud i slutningen af 2017 og starten af 2018.
• At stillingsopslaget blev trukket tilbage kort efter, da regnskabstallene blev kendt, og der blev aldrig ansat en vikar.
• At aftalen om forhøjet tid var tidsbegrænset og udløb automatisk uden sammenhæng med graviditeten.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at dyrlægen var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i strid med Ligebehandlingsloven § 9.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at klinikken den 4. februar 2018 annoncerede efter en barselsvikar, hvor vikariatet skulle dække klinikkens behov for dyrlægearbejde i 30 timer ugentligt. Dette skete samtidig med, at klageren fik besked om, at hun ikke kunne fortsætte på de 30 timer, men skulle ned på 22 timer.

Da klageren var gravid på dette tidspunkt, fandt nævnet, at hun var blevet udsat for mindre gunstig behandling. Dette udløste den omvendte bevisbyrde efter . Nævnet vurderede, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at beslutningen var uden sammenhæng med graviditeten. Nævnet præciserede, at lovligheden skal vurderes på tidspunktet for hændelsen, og derfor kunne de efterfølgende økonomiske oplysninger ikke ændre på, at det oprindelige fravalg af klageren var i strid med loven.