Afslag på grundbetaling og inddragelse af betalingsrettigheder som følge af arealkrav

Klageren anførte, at vedkommende rådede over 3 ha, men nævnet konstaterede, at der i Fællesskemaet kun var ansøgt om støtte til 1,24 ha. Myndighederne lagde vægt på, at det er ansøgers ansvar at indsende en korrekt ansøgning og holde sig orienteret om gældende støttebetingelser.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelser. Nævnet vurderede sagen med udgangspunkt i Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1, og fandt ikke grundlag for at ændre afslagene.

Nævnet lagde vægt på følgende:

• Klagerens ansøgte areal på 1,24 ha var markant under grænsen i Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 17, stk. 1.
• Der var ingen dokumentation for, at klageren opfyldte undtagelsesbestemmelsen om kvægpræmier.
• Inddragelsen af betalingsrettighederne var en direkte konsekvens af, at rettighederne ikke var blevet udnyttet i 2015, jf. de EU-retlige regler i Forordning (EU) nr. 1307/2013.

Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages yderligere administrativt, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Landbrugeren klagede over afgørelserne og anførte, at mark 1b var støtteberettiget, da den indgik i en hønsegård, hvor varierende plantehøjde var vigtig for dyrevelfærden. Klageren mente, at hønsene havde afgræsset arealet tilstrækkeligt og bestred antallet af inddragede betalingsrettigheder. Landbrugsstyrelsen fastholdt, at mark 1b skulle betragtes som en selvstændig mark på grund af afgrødeforskellen og den fysiske adskillelse, og at dyrevelfærdskrav ikke var en støttebetingelse under grundbetalingsordningen.