Ligebehandlingsnævnets afvisning af sag om afskedigelse af gravid tandlæge grundet behov for vidneforklaringer

Sagen omhandler en kvindelig tandlæge, der blev afskediget fra sin stilling på en tandlægeklinik kort tid efter, at hun var blevet gravid. Klageren tiltrådte stillingen i oktober 2015 og blev gravid i januar 2019, efter tidligere at have gennemgået en spontan abort i september 2018.

Forløbet op til afskedigelsen

Den 20. marts 2019 kontaktede ejeren af klinikken sin advokat med henblik på en påtænkt opsigelse af klageren. Som begrundelse herfor blev det anført, at klageren ikke fulgte klinikkens koncept vedrørende uddelegering af arbejdsopgaver, samt at der var samarbejdsvanskeligheder med klinikassistenterne.

Den 26. marts 2019 blev klageren indkaldt til en MUS-samtale, hvor hun fik overleveret et udkast til en fratrædelsesaftale. Samme eftermiddag sendte klageren en e-mail til klinikejeren, hvori hun formelt orienterede om sin graviditet. Da klageren den 29. marts 2019 meddelte, at hun ikke ønskede at indgå fratrædelsesaftalen, modtog hun en skriftlig opsigelse.

Parternes argumenter og påstande

Klageren gjorde gældende, at afskedigelsen var i strid med Ligebehandlingsloven § 9. Hun anførte, at graviditeten var alment kendt på klinikken, da hun havde fortalt det til flere kollegaer, og at klinikejeren derfor måtte have haft kendskab til det på opsigelsestidspunktet. Hun påpegede desuden, at hun aldrig havde modtaget formelle påtaler for sit arbejde eller samarbejdsevner.

Indklagede bestred dette og anførte, at:

• Beslutningen om afskedigelse blev truffet, før man fik kendskab til graviditeten.
• Årsagen var faglige forhold vedrørende manglende uddelegering og adfærd.
• Ejeren kun var på klinikken 15 timer om ugen og derfor ikke havde kendskab til personalets private drøftelser om graviditeten.