Østre Landsret omstøder løsladelse: Fortsat varetægtsfængsling grundet påvirkningsrisiko og bandetilknytning i sag om indbrudsforsøg med børn

Proportionalitetsvurdering

Landsretten fandt, at fortsat varetægtsfængsling ikke stod i strid med proportionalitetsprincippet i Retsplejeloven § 762, stk. 3.

Efter de tiltaltes forstraffe og bandetilknytning, sammenholdt med den foreliggende tiltale for indbrudsforsøg sammen med tre børn, hvoraf de to er under 15 år, findes varetægtsfængsling frem til dom ikke i strid med proportionalitetsprincippet.

Dertil bemærkede Landsretten, at anklagen for indbrudsforsøg med børn involverede forhold, hvor Straffeloven § 81, nr. 9 og 10, indeholder særlige strafskærpelsesregler. Dette understøttede, at en fortsat fængsling frem til dom var proportional.

Østre Landsret ændrede derfor byrettens kendelse, således at T1 og T2 skulle fængsles, indtil der er afsagt dom i sagen, jf. Retsplejeloven § 767, stk. 2.

Anklagemyndigheden anmodede retten om at afhøre Vidne 1 og Vidne 2 indenretligt på nuværende tidspunkt, uden at sigtede blev underrettet om retsmødet. Dette blev begrundet med Retsplejeloven § 747, stk. 1 og Retsplejeloven § 748, stk. 1, subsidiært Retsplejeloven § 848, stk. 1. Begrundelsen var, at vidnerne havde underskrevet politirapporter, men at en indenretlig afhøring var nødvendig af hensyn til efterforskningen og for at sikre beviser, da der var risiko for, at vidnerne ikke ville afgive troværdige forklaringer under domsforhandlingen, især i sager med tilknytning til rockerklubber.

Endvidere anmodede anklagemyndigheden om varetægtsfængsling af sigtede i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 (risiko for vanskeliggørelse af efterforskningen og påvirkning af medgerningsmænd) og Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2 (retshåndhævelse).

Forsvarerens Indsigelser

Den beskikkede forsvarer protesterede mod anmodningerne. Vedrørende vidneafhøringen anførte forsvareren, at vidnerne allerede havde afgivet underskrevne forklaringer til politiet, og at der ikke forelå ekstraordinære forhold, der berettigede en indenretlig afhøring uden sigtedes underretning. Forsvareren fremhævede princippet om direkte bevisførelse.

Vedrørende varetægtsfængslingen anførte forsvareren, at der ikke var begrundet mistanke om overtrædelse af Straffeloven § 244 eller Straffeloven § 123, og at beviserne var sikret, hvorfor der ikke var grundlag for at antage, at sigtede ville påvirke efterforskningen. Betingelserne for varetægtsfængsling i Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 og Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2 var derfor ikke opfyldt.

Kæremål

Efter rettens kendelse kærede forsvareren afgørelsen til landsretten med påstand om løsladelse og anmodede om opsættende virkning. Anklageren protesterede mod opsættende virkning, da forklaringerne kunne udelukkes fra sagens bevisførelse, hvis kendelsen blev ændret af landsretten. Retten bestemte, at kæremålet ikke blev tillagt opsættende virkning.