Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til orangeri og haveanlæg inden for strandbeskyttelseslinjen

Klagernes hovedpunkter

Klagerne anfører, at afgørelsen hviler på et forkert faktuelt grundlag. De gør gældende, at betonmuren er en nødvendig kystsikring godkendt af kommunen, og at opfyldningen bag muren er essentiel for konstruktionens stabilitet. Desuden henvises der til indrettelseshensyn og brugshævd, da de mener blot at have retableret tidligere forhold. Endelig påberåbes myndighedspassivitet og brud på lighedsgrundsætningen under henvisning til lignende forhold i lokalområdet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og påbud om fysisk lovliggørelse.

Manglende status som lovlig have

Nævnet fandt, at arealet ikke kan anses som en lovligt etableret have efter Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 4. Ved gennemgang af historiske luftfotos blev det fastslået, at arealet ikke kontinuerligt har været undergivet vedligeholdelse og kultivering siden 1968. Da arealet ikke er en lovlig have, kan undtagelsesbestemmelserne i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 vedrørende mindre anlæg som terrasser og drivhuse ikke finde anvendelse.

Vurdering af dispensationsmuligheder

Forholdene er herefter vurderet efter den restriktive hovedregel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Nævnet vurderede, at der ikke foreligger "særlige tilfælde", da:

• Hensynet til at friholde kystlandskabet for yderligere bebyggelse vejer tungere end ejerens private interesser.
• Det ansøgte fremstår markant i det åbne kystlandskab.
• En dispensation ville skabe uheldig præcedensvirkning i strid med strandbeskyttelseslinjens formål.

Administrative og forvaltningsretlige forhold

Nævnet afviste klagernes indsigelser om myndighedspassivitet. Selvom sagen havde en vis varighed, skyldtes det delvist afventning af en kommunal afgørelse om kystsikring, hvilket ikke gav klager grund til at tro, at forholdene var accepteret. For så vidt angår lighedsgrundsætningen, præciserede nævnet, at ulovlige forhold på andre ejendomme ikke kan begrunde en ret til dispensation.

"Beskyttelsesinteressen for strandbeskyttelseslinjen er tungtvejende, og der er ikke gået så lang tid fra direktoratet blev opmærksom på forholdene, at dette kan medføre dispensation ud fra myndighedspassivitet."

Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, og sagsbehandlingen blev fundet i orden i forhold til Forvaltningsloven § 19.

Klagepunkter

• Klager anførte, at hendes mor var i god tro ved opførelsen.
• Klager anførte, at Naturstyrelsen havde angivet forkert størrelse på udhuset.
• Klager henviste til andre sager, hvor der var meddelt dispensation.