Fortolkning af energiafgiftsdirektivet: Afgift på internt forbrug ved uundgåelig produktion af økonomisk værdifulde ikke-energiprodukter

Denne præjudicielle sag omhandler fortolkningen af Rådets direktiv 2003/96/EF (Energiafgiftsdirektivet), specifikt artikel 21, stk. 3, som regulerer, hvornår internt forbrug af selvfremstillede energiprodukter på en virksomheds område ikke udgør en afgiftsudløsende begivenhed for punktafgift. Sagen blev forelagt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) i forbindelse med en tvist mellem Repsol Petróleo SA og den spanske statsforvaltning.

Repsol, et selskab i olie- og gassektoren, driver virksomhed inden for raffinering af råolie, hvor de fremstiller energiprodukter (mineralolier). I denne proces forbruges en del af de fremstillede mineralolier internt til produktionsformål. Denne raffineringsproces resulterer imidlertid uundgåeligt i biprodukter, der ikke er energiprodukter, såsom svovl og kuldioxid, som Repsol nyttiggør økonomisk (f.eks. ved salg eller genanvendelse).

Tvisten i Hovedsagen

De spanske afgiftsmyndigheder traf afgørelse om at pålægge punktafgift for mineralolier på den del af Repsols interne forbrug, der bidrog til fremstillingen af disse ikke-energiprodukter i skatteårene 2007 og 2008. Myndighederne mente, at fritagelsen i henhold til national lovgivning, der implementerede EU-direktivet, kun gjaldt forbrug relateret direkte til fremstillingen af energiprodukter.

Repsol anfægtede denne beskatning med henvisning til, at de ikke-energetiske biprodukter var uundgåelige restprodukter af en primært energifokuseret produktionsproces, ofte dikteret af miljølovgivning (f.eks. svovlfjernelse), og derfor burde hele det interne forbrug være undtaget i henhold til direktivets artikel 21, stk. 3.

Det centrale spørgsmål for Domstolen var, om undtagelsen fra punktafgiftspligt i direktivet gælder for eget forbrug, når dette forbrug, ud over at fremstille energiprodukter, uundgåeligt og residuelt frembringer økonomisk værdifulde ikke-energiprodukter.

Domstolen fastslog, at artikel 21, stk. 3, første punktum, i direktiv 2003/96/EF skal fortolkes strengt, da den udgør en undtagelse fra den harmoniserede beskatningsordning.

Kriteriet om Streng Fortolkning og Formålet med Forbruget

Domstolen understregede, at undtagelsen kun gælder for den andel af energiprodukter, der forbruges med henblik på fremstilling af andre energiprodukter, som er bestemt til at blive anvendt som motorbrændstof eller brændsel til opvarmning (præmis 25). I tilfælde af at der sideløbende produceres flere produkter, skal der sondres mellem de forbrugte andele af energiprodukter alt efter deres anvendelse (præmis 28).

• Kun forbruget, der har til formål at fremstille energiprodukter, er fritaget.
• Forbruget, der har til formål at fremstille ikke-energiprodukter, eller energiprodukter, der ikke er bestemt til at blive anvendt som motorbrændstof eller brændsel til opvarmning, er ikke omfattet af undtagelsen.