Statsstøtte og punktafgifter: Afgrænsningen af Rådets og Kommissionens kompetencer

Sagen omhandler Europa-Kommissionens beslutning om, at visse punktafgiftsfritagelser for mineralolie anvendt til produktion af aluminiumoxid i Frankrig, Irland og Italien udgjorde ulovlig statsstøtte. Kommissionen pålagde de pågældende medlemsstater at tilbagesøge den ulovlige støtte.

De berørte medlemsstater og virksomheder anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af Kommissionens beslutning. Retten annullerede beslutningen, idet den fandt, at Kommissionen havde tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om EU-retsakters gyldighed, da Rådet tidligere havde godkendt de pågældende fritagelser.

Kommissionen appellerede Rettens dom til Domstolen.

Parternes argumenter:

• Kommissionen argumenterede for, at Retten havde begået en retlig fejl ved at påkende et anbringende af egen drift, nemlig at de omtvistede fritagelser ikke kunne tilregnes medlemsstaterne.
• Medlemsstaterne og virksomhederne argumenterede for, at Retten korrekt havde annulleret Kommissionens beslutning, da den var i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om formodningen om EU-retsakters gyldighed.

Afgørelse

Domstolen ophævede Rettens dom, da Retten havde påkendt et anbringende om tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF (nu artikel 107, stk. 1, TEUF) af egen drift, hvilket er en retlig fejl. Retten havde fastslået, at de omtvistede fritagelser kunne tilregnes Unionen og ikke medlemsstaterne, og derfor ikke udgjorde statsstøtte. Domstolen fandt, at Retten derved havde overskredet sin kompetence, da ingen af sagsøgerne for Retten havde gjort et sådant anbringende gældende.

Domstolen fandt desuden, at Rettens begrundelse om, at Kommissionen havde tilsidesat de respektive kompetencer hos Rådet og Kommissionen vedrørende harmonisering af punktafgifter og statsstøtte, var fejlagtig. En beslutning fra Rådet om at tillade fritagelser for punktafgifter kunne ikke forhindre Kommissionen i at udøve sine beføjelser til at undersøge, om fritagelsen udgjorde statsstøtte.

Sagen blev hjemvist til Retten, da den ikke var moden til påkendelse, idet Retten kun havde undersøgt en del af de talrige anbringender, som parterne havde fremsat. Afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat.

Retlige Principper

• Kompetencefordeling mellem Rådet og Kommissionen: Domstolen understregede, at Rådets beføjelse til at harmonisere punktafgifter ikke må gribe ind i Kommissionens beføjelse til at kontrollere statsstøtte.
• Statsstøttebegrebets objektive karakter: Begrebet statsstøtte er objektivt og afhænger ikke af institutionernes adfærd eller bemærkninger.
• Domstolens pligt til at respektere parternes dispositionsprincip: Domstolen kan ikke af egen drift påkende anbringender om overtrædelse af traktaterne, medmindre sagsøgeren har gjort det gældende.
• Formodningen om EU-retsakters gyldighed: EU-retsakter nyder en formodning om gyldighed, men dette forhindrer ikke Kommissionen i at undersøge, om en foranstaltning udgør statsstøtte.
• Retssikkerhedsprincippet: Retssikkerhedsprincippet kan begrænse tilbagesøgning af uforenelig støtte, men forhindrer ikke en konstatering af, at der foreligger statsstøtte.