Afslag på lovliggørende dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocent i Ryvangskvarteret

Sagen omhandler en klage over Københavns Kommunes afslag på at give en lovliggørende dispensation til et nybygget tofamiliehus på en ejendom i Hellerup. Byggeriet overskred den tilladte bebyggelsesprocent, som er fastsat i områdets lokalplan.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 251, Ryvangskvarteret, som i § 5, stk. 2, fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 40. Det opførte byggeri resulterede i en bebyggelsesprocent på 43,2, hvilket svarer til en overskridelse på 33,6 m².

Kommunens afgørelse

Københavns Kommune afslog den 22. februar 2024 at dispensere fra lokalplanen. Kommunen begrundede afslaget med, at overskridelsen ikke var ubetydelig, og at der ikke var særlige forhold, der kunne retfærdiggøre en dispensation for et nybyggeri. Derudover lagde kommunen vægt på hensynet til retshåndhævelse og ønsket om at undgå en uheldig præcedensvirkning i området.

Klagerens synspunkter

Ejendommens ejere klagede til Planklagenævnet med flere anbringender:

• Manglende partshøring: Klagerne mente, at kommunen havde tilsidesat deres ret til partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19, da de ikke personligt var blevet hørt.
• Proportionalitet og værdispild: Klagerne anførte, at et krav om fysisk lovliggørelse ville være i strid med proportionalitetsprincippet og medføre et betydeligt værdispild.
• Usaglige hensyn: Klagerne mente, at kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på usaglige og usammenhængende hensyn.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen og stadfæstede dermed Københavns Kommunes afgørelse. Nævnet vurderede de retlige spørgsmål i sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af partshøring

Planklagenævnet afviste klagepunktet om manglende partshøring. Nævnet lagde vægt på, at ansøgningen om dispensation var indsendt af en landinspektør med fuldmagt fra klagerne. Landinspektøren fungerede dermed som klagernes partsrepræsentant, og kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klagerne direkte.

Vurdering af proportionalitet og værdispild

Nævnet fandt ikke, at kommunens afslag var i strid med proportionalitetsprincippet. Hensynet til at håndhæve lokalplanens bestemmelser og undgå præcedens vejede tungere end det potentielle værdispild, en fysisk lovliggørelse ville medføre. Nævnet vurderede, at et krav om fysisk lovliggørelse ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende.