Momspligt af gebyrer opkrævet på vegne af offentlig styrelse

Spørgerens (Y-styrelsens) opfattelse var, at da X ikke modtager gebyrindtægterne, men leverer en ydelse mod et vederlag fra Y-styrelsen (betaling af administrationsudgifter), må vederlaget fra Y-styrelsen udgøre afgiftsgrundlaget, mens selve gebyret, opkrævet på styrelsens vegne, ikke er momspligtigt. Det konkrete spørgsmål var, om de gebyrer, X opkræver fra borgerne på vegne af Y-styrelsen, skal pålægges moms.

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og besvarede spørgsmålet med et Nej. Der skal ikke pålignes moms på de gebyrer, som X opkræver på vegne af Y-styrelsen.

Afslagets begrundelse er, at den underliggende ydelse (sagsbehandlingen) leveres af Y-styrelsen i dens egenskab af offentlig myndighed, og dermed er fritaget for moms, jf. Momssystemdirektivets artikel 13.

Skatterådet vurderede, at Y-styrelsen ved levering af sagsbehandlingsydelsen ikke agerer i egenskab af afgiftspligtig person, da den pågældende virksomhed udøves i egenskab af offentlig myndighed.

For at momsfritagelsen i henhold til Momssystemdirektivets artikel 13 kan anvendes, skal to kumulative betingelser være opfyldt:

1. Virksomheden skal udøves af et offentligretligt organ (opfyldt, da Y-styrelsen leverer ydelsen).
2. Virksomheden skal varetages i dets egenskab af offentlig myndighed.

Det blev vurderet, at den anden betingelse er opfyldt, idet Y-styrelsen udøver virksomheden på grundlag af sin særlige retlige status og ikke på samme retlige vilkår som private erhvervsdrivende. Dette skyldes blandt andet:

• Y-ministeren/Y-styrelsen er ved lov tillagt opgaven som den eneste.
• Virksomheden er underlagt særlige offentlige regler (forvaltningsloven og offentlighedsloven).
• Virksomheden indebærer udøvelse af særlige myndighedsbeføjelser (træffe afgørelse).

Skatterådet konkluderede, at X alene fungerer som en underleverandør, der varetager opgaven og opkræver gebyret på Y-styrelsens vegne og for dennes regning. Da Y-styrelsen ikke er afgiftspligtig for denne aktivitet, skal de opkrævede gebyrer ikke tillægges moms. Dette resultat er i overensstemmelse med Momsloven § 3, stk. 1.

Det blev bemærket, at det bindende svar ikke tager stilling til den momsretlige behandling af det vederlag, som X modtager fra Y-styrelsen for at varetage administrationsopgaven.

• Cash refund fee: Et gebyr, der opkræves, hvis turisten vælger kontant udbetaling af momsrefusionen i stedet for bankoverførsel.
• Debit fee: Et gebyr, der opkræves, hvis turisten har modtaget en ”early refund” (før varernes udførsel af EU) og efterfølgende ikke fremsender dokumentation for varernes udførsel.

Skatterådet havde svaret nej til, at gebyrerne faldt uden for momslovens anvendelsesområde eller var omfattet af Momsloven § 21d, stk. 1, nr. 3 om leveringssted for ydelser til ikke-afgiftspligtige personer uden for EU. Skatterådet anså begge gebyrer for biydelser til hovedydelsen (administrationsydelsen), som leveres til de tilsluttede butikker, og dermed momspligtige.

Selskabet påstod, at cash refund fee’et var en ydelse direkte til turisten, og at leveringsstedet derfor var uden for Danmark i henhold til Momsloven § 21d, stk. 2. For debit fee’et argumenterede selskabet subsidiært for, at det var et erstatningsbeløb for misligholdelse af aftale og derfor faldt uden for momslovens anvendelsesområde, eller at det også var en ydelse til turisten med leveringssted uden for Danmark.

Landsskatteretten lagde til grund, at cash refund fee’et udgjorde en biydelse til administrationsydelsen, som leveres til butikkerne. Derfor fandt retten, at Momsloven § 21d, stk. 1, nr. 3 ikke fandt anvendelse, og gebyret var momspligtigt. Dette stadfæstede Skatterådets afgørelse for så vidt angår cash refund fee’et.

Vedrørende debit fee’et ændrede Landsskatteretten Skatterådets afgørelse. Retten fandt, at debit fee’et måtte anses for et erstatningsbeløb, som turisterne skulle betale til selskabet som følge af turisternes misligholdelse af aftalen om indsendelse af dokumentation. Da der var tale om et erstatningsbeløb, faldt gebyret uden for momslovens anvendelsesområde, jf. Momsloven § 4, stk. 1, og var dermed ikke momspligtigt. Dette medførte, at spørgsmål 4 bortfaldt.