Fortolkning af 'levering uden forudgående anmodning' ved obligatorisk drikkevandsforsyning fra monopolleverandør (C-922/19)

Stichting Waternet, en nederlandsk drikkevandsvirksomhed med eneret til forsyning i Amsterdam kommune, anlagde sag mod forbrugeren MG for manglende betaling af vandforbrug i perioden efter MG var flyttet ind i en bolig, der var tilsluttet det offentlige vandnet. MG havde undladt at indgå en formel aftale eller tilmelde sig, men forbrugte drikkevandet via den eksisterende tilslutning. Waternet sendte regninger, da de blev opmærksomme på flytningen.

MG nægtede at betale, idet han hævdede, at Waternets praksis med at opretholde leveringen og efterfølgende kræve betaling udgjorde en ulovlig "levering uden forudgående anmodning" (unsolicited supply) i strid med EU's forbrugerbeskyttelsesdirektiver, hvilket i henhold til national lovgivning ville fritage MG for betalingsforpligtelsen.

Konfliktens Kerne

Sagen omhandler fortolkningen af begrebet "levering uden forudgående anmodning" i henhold til direktiv 2005/29/EF (urimelig handelspraksis) og direktiverne 97/7/EF og 2011/83/EU (forbrugerrettigheder), særligt i lyset af de unikke omstændigheder ved offentlig, obligatorisk drikkevandsforsyning:

• Waternet har forsyningspligt og eneret i området.
• Drikkevandsforsyningen kan ikke let afbrydes på grund af folkesundhedsmæssige hensyn.
• Tarifferne er regulerede, omkostningsdækkende, transparente og ikke-diskriminerende.

Den forelæggende ret, Hoge Raad der Nederlanden, ønskede at vide, om Waternets praksis under disse omstændigheder kunne anses for aggressiv handelspraksis, samt om EU-direktiverne regulerer indgåelsen af selve vandleveringsaftalen.

Domstolen konkluderede, at i en situation, hvor forsyningen af drikkevand er et offentligt reguleret monopol med forsyningspligt, og hvor forbrugeren aktivt bruger den leverede ydelse, udgør opretholdelsen af forsyningen ikke en aggressiv handelspraksis i form af "levering uden forudgående anmodning".

Afgørelse om Aftaleindgåelse

• Artikel 9 i direktiv 97/7/EF og artikel 27 i direktiv 2011/83/EU, sammenholdt med direktiv 2005/29/EF, regulerer ikke indgåelse af aftaler.
• Aftalernes indgåelse og gyldighed forbliver underlagt national ret, da disse direktiver ikke harmoniserer almindelige aftaleretlige aspekter.
• Det er således op til den nationale ret at vurdere, om en aftale om levering af drikkevand kan anses for indgået i henhold til national lovgivning, selv i mangel af forbrugerens udtrykkelige samtykke.

Afgørelse om Aggressiv Handelspraksis

Domstolen fandt, at praksissen er omfattet af begrebet "levering uden forudgående anmodning" (punkt 29 i Bilag I til direktiv 2005/29/EF), under forudsætning af følgende faktorer: