Storbritanniens betingelser for fradrag for endelige underskud i udenlandske datterselskaber overtræder ikke etableringsretten

Sagen angik et traktatbrudssøgsmål anlagt af Europa-Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (UK) vedrørende dets regler for selskabsskat, specifikt den såkaldte koncernlempelsesordning (group relief).

Efter EU-Domstolens banebrydende dom i sagen Marks & Spencer (C-446/03) indførte UK en ordning, der tillod et hjemmehørende moderselskab at modregne underskud lidt af et ikke-hjemmehørende datterselskab i et andet EU/EØS-land (grænseoverskridende koncernlempelse). Denne lempelse var dog kun mulig, hvis underskuddet blev betragtet som »endeligt« – hvilket betyder, at datterselskabet havde udtømt alle muligheder for at udnytte underskuddet i sin hjemstat.

Kommissionen havde to hovedklagepunkter mod den britiske lovgivning (Corporation Tax Act 2010, CTA 2010):

Kommissionens klagepunkter

• Kommissionen hævdede, at Section 119(4) i CTA 2010, der kræver, at fastlæggelsen af underskuddets endelige karakter skal ske »umiddelbart efter afslutningen« af det skatteår, hvor underskuddet er lidt, i praksis gjorde lempelsen så godt som umulig at opnå, idet det begrænsede muligheden til ekstremt snævre situationer (fx likvidation inden for skatteårets udgang).
• Kommissionen gjorde gældende, at UK ulovligt udelukkede grænseoverskridende koncernlempelse for underskud, der var lidt før den 1. april 2006, datoen for ikrafttrædelsen af de nye regler i Finance Act 2006, hvilket var i strid med etableringsfriheden (Artikel 49 TEUF) og EØS-aftalens artikel 31.

Domstolen (Store Afdeling) frifandt Det Forenede Kongerige for begge Kommissionens klagepunkter, idet den fandt, at UK’s betingelser for at tillade fradrag for endelige underskud i grænseoverskridende situationer var proportionale og forenelige med EU-retten.

Vurdering af fastsættelsesdatoen (Section 119(4))

Domstolen erkendte, at en forskellig behandling af indenlandske og udenlandske datterselskaber udgjorde en begrænsning af etableringsfriheden, men fastholdt, at dette kunne begrundes af hensyn til en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen og forhindring af dobbelt fradrag (jf. Marks & Spencer-doktrinen).

Vedrørende Kommissionens påstand om, at Section 119(4) gjorde lempelsen umulig, bemærkede Domstolen:

• Kommissionen havde ikke godtgjort, at CTA 2010 krævede formel afvikling eller likvidation af datterselskabet inden udgangen af det pågældende skatteår.
• Domstolen bekræftede, at et underskud kun er »endeligt«, hvis datterselskabet ikke længere kan oppebære indtægter i sin hjemstat, der kunne modregnes i underskuddet.
• UK godtgjorde, at endeligheden kunne fastslås »umiddelbart efter afslutningen« af skatteåret, hvis datterselskabet var ophørt med sine erhvervsaktiviteter og havde solgt eller fjernet samtlige sine indtægtsgenererende aktiver.