Højesteret: Varetægtsfængsling af asylansøger med falsk pas var uberettiget i henhold til Flygtningekonventionen

Sagen omhandler en somalisk statsborger, der blev anholdt den 16. december 2024 i Københavns Lufthavn. Han var sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 174 for at have anvendt et ægte svensk pas tilhørende en anden person i forsøget på at udrejse til Irland.

Sagens forløb i byret og landsret

Efter anholdelsen blev den sigtede fremstillet i Københavns Byret, som den 17. december 2024 besluttede at varetægtsfængsle ham frem til den 6. januar 2025. Fængslingen blev begrundet med, at betingelserne i Hjemrejseloven § 14, stk. 1 var opfyldt, idet han ikke havde fast bopæl i Danmark, og der var begrundet mistanke om en lovovertrædelse, der kunne medføre udvisning. Den sigtede forklarede, at han var flygtet fra Somalia med hjælp fra menneskesmuglere og var på vej til Irland for at søge asyl. Han søgte asyl i Danmark ved første kontakt med politiet.

Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 6. januar 2025. Samme dag blev den sigtede dog løsladt af byretten og har ikke siden været fængslet.

Parternes anbringender for Højesteret

Sigtedes påstand

Sigtede påstod, at varetægtsfængslingen var uberettiget og i strid med Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1. Han argumenterede for, at hans rejse fra Somalia til Irland via Italien og Danmark skulle ses som ét sammenhængende flugtforløb. Hans brug af falsk legitimation og forsøg på udrejse var derfor beskyttet af konventionen, og fængslingen var uproportional.

Anklagemyndighedens påstand

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og anførte, at betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt. De mente ikke, at sigtedes handlinger var beskyttet af Flygtningekonventionen, da han havde haft mulighed for at søge asyl i andre sikre lande undervejs, herunder Italien, og at han først søgte asyl i Danmark, efter at han blev anholdt under forsøg på udrejse.

Højesteret tog sigtedes påstand til følge og fastslog, at han ikke burde have været varetægtsfængslet.

Højesterets begrundelse

Højesteret lagde vægt på Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, der beskytter flygtninge mod straf for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed var truet, og uopholdeligt henvender sig til myndighederne.

Retten fastslog, med henvisning til tidligere praksis, at beskyttelsen også gælder, selvom en flygtning har været i transit i et land, hvor asyl kunne have været søgt. Højesteret fandt, at sigtedes rejse fra Somalia, med korte ophold i flere lande, skulle anses for at være "direkte" i konventionens forstand, da han fortsat var på flugt.