Østre Landsret fastslår 5-årig forældelsesfrist for refusion af udbytte- og royaltyskat

Sagerne, der blev henvist fra byretten til landsretten i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1, omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt krav fra tre selskaber (Sagsøgte 1, Sagsøgte 2 og Sagsøgte SNC) mod Skatteministeriet om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat og royaltyskat var forældede.

Sagens kerne

Kernen i tvisten var fortolkningen af forældelsesfristen for krav på refusion af kildeskat.

• Skatteministeriet hævdede, at den almindelige 3-årige forældelsesfrist fandt anvendelse.
• De sagsøgte selskaber hævdede, at en forlænget 5-årig forældelsesfrist, indført i kildeskatteloven, var gældende.

Forløb i skatteadministrationen

SKATs afgørelser

Daværende SKAT havde oprindeligt afvist selskabernes anmodninger om refusion med den begrundelse, at kravene var fremsat efter udløbet af den 3-årige forældelsesfrist. SKAT's opfattelse var, at den 5-årige frist i kildeskatteloven kun gjaldt for skattemyndighedernes krav mod indeholdelsespligtige selskaber, og ikke for skatteyderes refusionskrav. Denne fortolkning blev fastslået i et styresignal fra 2016 (SKM2016.263.SKAT), som ændrede en tidligere praksis.

Landsskatterettens afgørelser

Selskaberne påklagede afgørelserne til Landsskatteretten, som i 2021 og 2022 omgjorde SKATs afgørelser. Landsskatteretten fandt, at den 5-årige forældelsesfrist også omfattede krav på refusion af for meget indeholdt kildeskat. Retten lagde afgørende vægt på lovens forarbejder, hvor det eksplicit var nævnt, at "Krav på tilbagesøgning af for meget indeholdt kildeskat vil ligeledes kunne ske inden for den foreslåede 5 års-frist". Landsskatteretten fastslog desuden, at en lovbestemt frist ikke kunne ændres ved et styresignal.

Parternes argumenter i landsretten

Skatteministeriets anbringender

Skatteministeriet fastholdt, at en ordlydsfortolkning af loven førte til, at den 5-årige frist kun omfattede krav vedrørende selve indeholdelsen af skat (f.eks. krav mellem staten og det indeholdelsespligtige selskab). Refusionskrav fra den endelige skatteyder udsprang derimod af andre regler, f.eks. dobbeltbeskatningsoverenskomster, og var derfor underlagt den almindelige 3-årige frist. Udsagnet i forarbejderne måtte ifølge ministeriet forstås som et krav fra det indeholdelsespligtige selskab mod staten, ikke fra den udenlandske modtager.

De sagsøgtes anbringender

De sagsøgte henviste til Landsskatterettens begrundelse og understregede, at lovens forarbejder klart og tydeligt angav, at den 5-årige frist også gjaldt for tilbagesøgningskrav. De argumenterede for, at der skulle være symmetri i fristerne, således at både myndigheder og borgere havde samme tidsramme. De påpegede, at SKATs egen praksis og ministerens udtalelser før praksisændringen i 2016 bekræftede den 5-årige frist for refusionskrav. Kravet på refusion af for meget indeholdt royaltyskat udsprang af indeholdelsen efter , mens kravet for udbytteskat udsprang af .