Interbankaftale om faste gebyrer: Betingelser for at kvalificere en konkurrencebegrænsning som havende 'konkurrencebegrænsende formål' under Artikel 101 TEUF

Denne sag vedrører en præjudiciel anmodning fra den ungarske højesteret, Kúria, om fortolkningen af artikel 101, stk. 1, TEUF vedrørende etableringen af multilaterale interbankgebyrer (MIFs) i betalingskortsystemer. Sagen udspringer af en tvist mellem Gazdasági Versenyhivatal (den ungarske konkurrencemyndighed) og en række banker samt kortudbyderne Visa og MasterCard, efter at myndigheden fastslog, at parterne havde indgået en konkurrencebegrænsende aftale.

Baggrunden var en aftale indgået i 1996, kendt som aftalen om det multilaterale interbankgebyr, som standardiserede størrelsen af de gebyrer, som indløsende banker betalte til udstedende banker ved korttransaktioner. Konkurrencemyndigheden idømte bøder, idet den fandt, at aftalen overtrådte konkurrencelovgivningen, da den havde et konkurrencebegrænsende formål og/eller en konkurrencebegrænsende følge.

Kúria ønskede særligt Domstolens afklaring på to centrale spørgsmål relateret til konkurrencelovgivningen i komplekse markedssituationer, især i forhold til betalingskortsystemer, der opererer på to-sidede markeder.

Domstolen besvarede de første to spørgsmål, mens de resterende to spørgsmål vedrørende kvalificeringen af kortudbydernes involvering blev afvist som hypotetiske, da de ikke var nødvendige for afgørelsen i hovedsagen.

Konkurrencebegrænsende formål og følge

Domstolen fastslog, at artikel 101, stk. 1, TEUF ikke er til hinder for, at den samme adfærd kan anses for at have både et konkurrencebegrænsende formål og en konkurrencebegrænsende følge. Selvom konstateringen af et formål fritager myndigheden fra pligten til at bevise følgen, kan myndigheden vælge at underbygge sin afgørelse med begge elementer, hvilket kan være relevant for sanktionering og fritagelsesvurderinger.

Vurdering af interbankaftaler som 'konkurrencebegrænsende formål'

Vedrørende aftalen om faste multilaterale interbankgebyrer (MIF) konkluderede Domstolen, at en sådan aftale ikke automatisk kan kvalificeres som en begrænsning i kraft af sit formål. Dette begreb skal fortolkes restriktivt og kun anvendes på samordninger, der i sagens natur er tilstrækkeligt skadelige for konkurrencen.

Domstolen præciserede, at den nationale ret (Kúria) skal foretage en grundig analyse af aftalens indhold, de tilsigtede formål og den økonomiske og retlige sammenhæng for at vurdere, om aftalen er tilstrækkeligt skadelig. Dette omfatter:

• Undersøgelse af, om aftalen reelt udgjorde en indirekte fastsættelse af priser (detailhandelsgebyrer) på indløsningsmarkedet.
• Vurdering af aftalens formål i lyset af det to-sidede markeds behov, herunder om formålet var at sikre en nødvendig mellem udstedelses- og indløsningsaktiviteterne.