Forskerskatteordning: Vederlagskravet skal være opfyldt i ansættelseskontrakten

Skattestyrelsen anførte desuden, at pensionsbidraget på 5% ikke kunne medregnes, da ordningen ikke var en skattepligtig § 53A-ordning, som det kræves for at inkludere pensionsandele i vederlagskravet.

Klagerens og Arbejdsgiverens Synspunkt

Klageren og H1 fastholdt, at det fra start var en mundtlig aftale – bekræftet skriftligt af en chef – at vederlaget altid skulle opfylde forskerordningens minimumskrav. De mente, at den manglende opfyldelse skyldtes en ”fodfejl” i kontraktens formulering og i oprettelsen af pensionsordningen.

H1 har da de blev klar over manglen i ansættelseskontrakten kommunikeret disse intentioner til skattestyrelsen. H1 var løsningsorienteret og forsøgte at undgå at bruge yderlige ressourcer på at trække sagen i langdrag når H1 nu havde informeret skattestyrelsen om at de ville stå ved vederlagskravet med tilbagevirkende kraft.

H1 foretog efterfølgende en korrektion af lønindberetningerne for 2016 og 2017 og udbetalte det manglende provenu for at opfylde vederlagskravet med tilbagevirkende kraft. Klageren påpegede, at dette var en korrektion til fuldførelse af den oprindelige aftale, ikke en ændring.

Skatteankenævn X's Afgørelse

Skatteankenævn X godkendte A på forskerskatteordningen for 2016 og 2017. Nævnet lagde vægt på, at en mundtlig aftale er bindende, og at klageren havde sandsynliggjort, at der forud for 1. januar 2016 var indgået en mundtlig aftale om, at ansættelsen skulle opfylde kravene i Kildeskatteloven §§ 48 E-F. Dette blev understøttet af den efterfølgende lønregulering.

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og ændrede Skatteankenævn X’s afgørelse, idet nævnets afgørelse blev anset for at være åbenbart ulovlig, jf. Skatteforvaltningsloven § 2, stk. 3.

Skatterådet fastholdt, at A ikke opfyldte betingelserne for at blive beskattet efter forskerskatteordningen (Kildeskatteloven §§ 48 E-F) for indkomstårene 2016 og 2017. Begrundelsen var baseret på ordningens objektive natur og de formelle krav til ansættelseskontrakten:

Skatterådet lagde til grund, at forskerskatteordningen er en objektiv ordning, der ikke indeholder et skønselement eller dispensationsmuligheder. Enten opfyldes betingelserne, eller også gør de det ikke.

1. Vederlagskravet skal være kontraktmæssigt opfyldt fra start: Ifølge Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3 og lovforarbejderne skal medarbejderen være sikret en gennemsnitlig månedsløn mindst svarende til vederlagskravet i henhold til ansættelseskontrakten.
2. Mundtlig aftale er utilstrækkelig: Da den skriftlige ansættelseskontrakt ikke opfyldte vederlagskravet for 2016 og frem, var det åbenbart ulovligt at tillægge en påstand om en afvigende mundtlig aftale betydning for opfyldelsen af de lovmæssige krav.
3. Ingen efterfølgende reparation: Det blev understreget, at det ikke er muligt at "reparere" en manglende opfyldelse af vederlagskravet ved at udbetale yderligere løn på et senere tidspunkt. Der henvises i den forbindelse til Landsskatterettens praksis, f.eks. SKM2015.74.LSR, hvor det blev understreget, at beløb, der ikke var en del af aftalegrundlaget fra ansættelsens start, ikke kunne medregnes.

Skatterådet konkluderede, at da der forelå en skriftlig ansættelseskontrakt, der ikke opfyldte vederlagskravet, var Skatteankenævn X’s afgørelse i utvivlsom modstrid med loven, lovforarbejderne og fast praksis.

I 2019 flyttede klageren igen til Danmark for at arbejde hos [virksomhed1]. Han underskrev to ansættelseskontrakter, henholdsvis den 13. juni 2019 og den 28. august 2019. Klageren ansøgte om forskerskatteordningen pr. 14. juni 2019. Skattestyrelsen mente, at den første kontrakt ikke opfyldte vederlagskravet, og at den efterfølgende kontrakt ikke kunne ændre dette, da kravet skulle være opfyldt ved ansættelsens start. Klageren anførte, at den samlede garanterede løn, inklusiv grundløn, sign-on bonus, minimumsbonus, fri telefon, arbejdsgiverbetalt forsikring, ATP-bidrag og feriegodtgørelse, opfyldte vederlagskravet som et gennemsnit for året, og henviste til SKM2019.644.LSR, som ifølge klageren indikerede, at vederlagskravet ikke nødvendigvis skulle være opfyldt ved ansættelsens påbegyndelse.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at vederlagskravet på 66.600 kr. pr. måned for 2019 ikke var opfyldt ved ansættelsens start den 14. juni 2019, da den garanterede månedsløn ifølge den første kontrakt kun udgjorde 64.720 kr. Retten henviste til SKM2022.24.LSR, som fastslår, at vederlagskravet skal være opfyldt på tidspunktet for ansættelsesforholdets begyndelse. Vedrørende spørgsmålet om klagerens skattepligt i 2012, bemærkede Landsskatteretten, at dette spørgsmål blev behandlet i en særskilt klagesag (sagsnr. 22-0024854), hvor Skattestyrelsen var pålagt at genoptage vurderingen af klagerens skattepligtsforhold for 2012.

Lov om ændring af selskabsskatteloven, aktiesparekontoloven, aktieavancebeskatningsloven, personskatteloven og forskellige andre love (Udmøntning af dele af Aftale om Iværksætterpakken)