Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en social- og sundhedsassistents betydelige overvægt (138 kg) skulle medregnes som en selvstændig faktor ved fastsættelsen af erhvervsevnetab efter en arbejdsskade i venstre balde/hofte den 25. november 2001.
Ankestyrelsen havde tidligere afgjort, at kun 35% af det samlede erhvervsevnetab kunne tilskrives arbejdsskaden. Dette indebar en implicit antagelse om, at overvægten var en væsentlig medvirkende årsag til det resterende tab.
Borgeren indbragte sagen for domstolene. Højesteret skulle vurdere, om hele erhvervsevnetabet måtte anses for en følge af arbejdsskaden, jf. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 13, og om borgeren havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at opnå vægttab.
Det blev lagt til grund, at borgerens overvægt ikke før arbejdsskaden havde medført nedsættelse af hendes funktionsevne i arbejdet eller påvist følgelidelser. Ligeledes fandt retten, at der ikke var holdepunkter for, at overvægten uden skaden under alle omstændigheder ville påvirke hendes erhvervsevne inden for en nærmere fremtid.
Retslægerådet havde dog udtalt, at overvægten var en væsentlig faktor i den manglende bedring over tid.
Højesteret afsagde dom den 6. oktober 2009 og fandt, at hele A’s erhvervsevnetab skulle erstattes som en følge af arbejdsskaden.
Dommen fastslog, at hvis overvægt eller anden forudbestående tilstand ikke har medført en funktionsnedsættelse i arbejdet forud for skaden, skal hele erhvervsevnetabet tilregnes arbejdsskaden.
Hele As erhvervsevnetab må derfor anses for at være en følge af arbejdsskaden, jf. også formodningsreglen i § 13 i den dagældende arbejdsskadesikringslov.
Højesteret fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at borgeren havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt i henhold til Lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 22 og Lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 28 ved ikke at tabe sig.
Det blev fremhævet, at der ikke var oplysninger om, at der havde været opstillet en behandlingsplan om vægttab med henblik på at begrænse følgerne af arbejdsskaden.
Højesteret finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at A har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at tabe sig.
Borgeren har krav på at få erstattet sit samlede erhvervsevnetab som følge af skaden, herunder de øgede gener der måtte kunne tilskrives hendes overvægt. Sagen blev hjemvist til fornyet administrativ behandling med henblik på fastsættelse af det samlede erhvervsevnetab.
| Problemstilling | Højesterets konklusion | Principiel betydning |
|---|---|---|
| Årsagssammenhæng | Hele tabet er en følge af arbejdsskaden. | Tilstødende tilstande er irrelevante, hvis de ikke påvirkede erhvervsevnen før skaden. |
| Tabsbegrænsningspligt | Pligten er ikke tilsidesat. | Kræver konkret opstillet behandlingsplan for at kunne påberåbes af myndigheden. |
Nogle tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob og har fået afslag på erstatning for tabt erhvervsevne, kan alligevel få erstatning for tab af erhvervsevne efter to domme fra Højesteret. Erstatningen forudsætter, at du opfylder kriterierne nedenfor, og at du søger om genoptagelse.

Klageren var omfattet af en kollektiv ulykkesforsikring i Forsikrings-Aktieselskabet Alka via sit fagforbund. Han klagede over, at selskabet havde afvist at udbetale méngodtgørelse efter ulykkestilfælde den 9/8 2012 og den 12/8 2013.
I en ny praksisundersøgelse har Ankestyrelsen undersøgt 85 sager om erhvervsevnetab, som er hjemvist til AES. AES inddrager resultatet af undersøgelsen i sit videre arbejde.
Højesteret har afsagt dom i en sag om beregning af erhvervsevnetab for en person i fleksjob, hvilket har betydning for fremtidig praksis.

Denne sag for Ankenævnet for Forsikring omhandler en tvist mellem klageren og PFA Pension vedrørende udbetaling af erhve...
Læs mere
Sagen omhandler en Appellant, der i 2008 pådrog sig en diskusprolaps under sit arbejde som hjemmehjælper, hvilket blev a...
Læs mere