Retningslinjer for korfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 1. april 2014

Efter forhandling med Forbrugerrådet Tænk, Finansrådet, Finans og Leasing, Dansk Kredit Råd, Dansk Erhverv, DI Handel, og med deltagelse af Finanstilsynet udsteder Forbrugerombudsmanden i medfør af markedsføringslovens § 24, stk. 1, nedenstående retningslinjer med tilhørende kommentarer.

Baggrund

Retningslinjerne træder i stedet for retningslinjer for kortfristede eller mindre lån indgået som fjernsalgsaftaler, som Forbrugerombudsmanden udstedte i februar 2009.

Retningslinjerne fra 2009 præciserede, hvilke krav der kan stilles til långiverne af kortfristede lån. Imidlertid er kreditaftaleloven efterfølgende blevet ændret. Dette indebærer bl.a., at lovens tidligere bagatelgrænse på 1.500 kr. er ophævet, således at også mindre lån nu er omfattet af lovreguleringen. Lån, der skal tilbagebetales inden 3 måneder, og som kun er forbundet med ”ubetydelige omkostninger”, er imidlertid ikke omfattet af loven.

På baggrund af denne udvidede lovregulering har Forbrugerombudsmanden overvejet, om der fortsat er behov for retningslinjer på området, men er i lyset af formålet med forbrugerkreditdirektivet og behovet for indberetninger fra kreditudbyderne for at følge markedets udvikling nået frem til, at det er tilfældet.

Det fremgår således af forbrugerkreditdirektivet, at medlemsstaterne bør træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at fremme en ansvarlig praksis i alle faser af kreditforholdet under hensyntagen til de specifikke træk, der kendetegner deres kreditmarked. Ligeledes fremgår det, at det navnlig er vigtigt, at långivere ikke foretager uansvarlig kreditgivning eller giver kredit uden forudgående vurdering af kreditværdighed, og medlemsstaterne bør udføre den nødvendige overvågning for at undgå en sådan adfærd.

Forbrugerombudsmanden har, navnlig på baggrund af de indberetninger, som kvartalsvis modtages fra enkelte udbydere underlagt de hidtil gældende retningslinjer, fulgt markedsudviklingen for lån indgået via fjernsalg. Forbrugerombudsmanden har kunnet konstatere, at udbuddet af kortfristede lån er steget, at disse lån fortsat er kendetegnet ved en høj ÅOP, og at der samtidig er set en tendens til stadigt højere lånebeløb. Lånene synes i stigende omfang at tiltrække yngre forbrugere, samtidig med at Forbrugerombudsmanden har set en stigning i antallet af misligholdte lån.

Da kortfristede lån nu i vidt omfang er reguleret af kreditaftaleloven, vil retningslinjerne - ud over at udtrykke hvad der må anses for god markedsføringsskik ved kreditgivning via fjernsalg - i vidt omfang have karakter af en orientering om gældende regler på området.

Retningslinjerne er ikke udtømmende. At et forhold ikke er omtalt i retningslinjerne, er derfor ikke ensbetydende med, at det omhandlede forhold på denne baggrund er lovligt eller i øvrigt i overensstemmelse med god markedsføringsskik.

Retningslinjerne gælder for lån:

– indgået via fjernsalg, og

– hvor lånets løbetid ikke overstiger 3 måneder.

Kommentarer

Anvendelsesområdet for retningslinjerne er lån, der skal betales tilbage inden 3 måneder, uanset om lånet er forbundet med (ubetydelige) omkostninger eller ej.

Samtidigt skal lånet være indgået som et fjernsalg, jf. definitionen i forbrugeraftalelovens § 4. Typisk vil det være lån indgået via SMS-beskeder eller ved benyttelse af en låneformular på internettet.

Ved at lade retningslinjerne omfatte alle lån, som skal betales tilbage inden tre måneder, er det ikke nødvendigt i retningslinjerne at fastlægge, hvad der nærmere ligger i ”ubetydelige omkostninger” i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2. Det kan således være vanskeligt præcist at fastlægge, hvilke lån som er forbundet med ubetydelige omkostninger. Det ville også kunne give anledning til betydelig usikkerhed, om et konkret lån er omfattet af disse retningslinjer eller ej.

Da retningslinjerne omfatter alle lån, der indgås ved fjernsalg, og som skal indfries inden 3 måneder, sker der en klar afgrænsning i retningslinjernes anvendelsesområde i forhold til alle kortfristede lån.

Ved denne afgrænsning medtages desuden nogle af de lån, som er undtaget fra kreditaftaleloven, jf. lovens § 3, stk. 1, nemlig lån som skal tilbagebetales inden 3 måneder, og som enten ydes rentefrit og uden andre omkostninger, eller som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.

Selvom disse låneaftaler ikke er omfattet af kreditaftaleloven, kan de være omfattet af forbrugeraftalelovens kapitel 3 og 4.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at omfanget af lån i sidstnævnte kategorier er beskedent.

Det bemærkes endvidere, at retningslinjerne ikke finder anvendelse på midlertidige overtræk i et allerede oprettet kontoforhold i et pengeinstitut eller hos en anden långiver, uanset om overtrækket er aftalt, eller der er tale om et ubevilget overtræk.

Långivere skal til enhver tid efterleve og indrette deres virksomhed på en måde, så denne er i overensstemmelse med principperne om god markedsføringsskik.

Kommentarer

Långiverne er omfattet af markedsføringsloven og skal derfor udvise god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.

Långivere skal derfor sørge for at indrette deres virksomhed og markedsføring således, at reglerne på området, herunder fx kreditaftaleloven, forbrugeraftaleloven, e-handelsloven, hvidvaskloven og de almindelige aftaleretlige regler, bliver overholdt.

Markedsføringslovens generelle krav til virksomhedernes markedsføring suppleres af de specielle oplysningskrav i den ovennævnte lovgivning. Giver långiveren ikke de lovpligtige oplysninger, vil der som udgangspunkt også være tale om en overtrædelse af god markedsføringsskik.

Endelig skal det bemærkes, at overtrædelse af visse bestemmelser i kreditaftaleloven og forbrugeraftaleloven kan have civilretlige konsekvenser. Fx kan en manglende eller fejlagtig oplysning af kreditomkostningerne føre til en nedsættelse af den rente, som låntager skal betale, jf. kreditaftalelovens § 23. Manglende oplysninger om aftalevilkår og -be-tingelser eller oplysningerne i kreditaftalelovens § 8 vil desuden forlænge fristen for at fortryde lånet, jf. lovens § 19, stk. 2, nr. 2.

Långiverne skal ved markedsføringen af lånetilbud give forbrugerne klare, tydelige, korrekte og tilstrækkelige oplysninger om lånet.

Kommentarer

Låneformen vil typisk blive markedsført i annoncer eller på hjemmesider med mulighed for at indgå aftale elektronisk eller ved afsendelse af SMS.

Oplysningerne skal være korrekte og angivet på en sådan måde, at de giver et retvisende billede af lånets vilkår. Oplysningerne må derfor ikke være vildledende eller mangelfulde.

Ud over de krav til oplysninger og informationer, som kan udledes af markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, § 3 om vildledning og utilbørlig markedsføring samt § 12 a om købsopfordringer, finder markedsføringslovens § 14 a anvendelse.

For virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed er de tilsvarende bestemmelser i § 5 i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder og § 9 i bekendtgørelse om pengeinstitutters prisoplysning.

Når markedsføringen angiver en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med lånet, skal reklamen indeholde de oplysninger, der følger af markedsføringslovens § 14 a, som har følgende ordlyd:

”§ 14a. Enhver markedsføring af kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde de standardoplysninger, der følger af stk. 2.

Stk. 2. Standardoplysningerne i henhold til stk. 1 skal klart, tydeligt og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel angive:

1) Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.

Långiveren skal give forbrugeren en række oplysninger inden aftaleindgåelsen og stille tekniske hjælpeværktøjer til rådighed til brug for forbrugerens afgivelse af sin bestilling.

Kommentarer:

Der skal, inden en låneaftale indgås, gives forbrugeren visse oplysninger efter bl.a.:

– kreditaftalelovens § 7 a,

– forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1,

– e-handelslovens §§ 10 og 11 og

– evt. skiltningsbekendtgørelsens §§ 3 og 4 med bilag .

Ordlyden af de nævnte bestemmelser fremgår af bilag 2.

Oplysningerne efter kreditaftalelovens § 7 a skal gives på papir eller på et andet varigt medium ved hjælp af formularen i lovens bilag 2. Dette er fx oplysninger om det samlede kreditbeløb, betingelserne for at udnytte kreditmuligheden, løbetid, debitorrenten og ÅOP.

Indgås låneaftalen på forbrugerens anmodning ved anvendelse af taletelefoni, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse med lovens § 7 a, stk. 1 og 2, skal disse oplysninger gives umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse i komplet form ved brug af formularen i lovens bilag 2, jf. § 7 a, stk. 5.

Långiveren skal ligeledes iagttage forbrugeraftalelovens § 13, idet der her følger en række oplysningskrav, som dog efter omstændighederne også kan gives efter aftaleindgåelsen, jf. lovens § 14, stk. 2.

Vilkår for en låneaftale kan alene anses for vedtaget i det omfang, forbrugeren har fået de væsentligste betingelser og vilkår for lånet og accepteret disse forud for aftaleindgåelsen.

Det påhviler långiveren at kunne dokumentere, at forbrugeren er bekendt med disse vilkår.

Kommentarer

Forbrugerombudsmanden finder det nødvendigt at præcisere, at långiveren skal sikre sig, at forbrugeren inden aftalens indgåelse modtager oplysning om de vilkår, som efter långivers opfattelse er indholdet af aftalen.

Det følger af almindelige aftaleretlige principper, at en aftalepart (långiver) kun kan påberåbe sig de aftalevilkår, som kan anses for vedtaget af modparten (forbrugeren).

Det er ikke tilstrækkeligt til, at et eller flere aftalevilkår kan anses for vedtaget, at en forbruger er blevet opfordret til eller henvist til at gøre sig bekendt med aftalevilkårene på et andet medie.

Hvis der er særligt byrdefulde vilkår knyttet til låneaftalen, skal disse betingelser ifølge almindelige aftaleretlige regler være særligt fremhævet, for at de kan anses for vedtaget af forbrugeren. Betingelserne skal endvidere være klart formuleret. Såfremt der er tvivl om forståelse af et standardvilkår, som er udfærdiget af den erhvervsdrivende, og har vilkåret ikke været genstand for individuel forhandling, skal vilkåret fortolkes til gunst for forbrugeren, jf. aftalelovens § 38 b.

Det forhold, at der efter den generelle lovgivning, fx kreditaftaleloven og forbrugeraftaleloven, opstilles en række offentligretlige oplysningsforpligtelser for långiver, ændrer ikke det almindelige aftaleretlige princip, hvorefter en aftalepart kun kan påberåbe sig de aftalevilkår, som kan anses for vedtaget af forbrugeren.

Hvis der ikke er givet de oplysninger, som kræves efter fx kreditaftaleloven, vil en sådan tilsidesættelse af oplysningsforpligtelserne efter omstændighederne kunne straffes. Endvidere vil fx et stiftelsesgebyr, som ikke er oplyst i aftalen, betyde, at vilkåret om betaling af gebyret ikke kan anses for vedtaget og derfor heller ikke er en del af aftalen.

Långiver skal give en række oplysninger om låneaftalen, hvis omfang bl.a. afhænger af, om aftalen er omfattet af kreditaftaleloven.

Såfremt en låneaftale, der er omfattet af disse retningslinjer, forlænges på økonomisk mere byrdefulde vilkår for forbrugeren, som indebærer, at aftalen bliver omfattet af kreditaftaleloven, skal långiver iagttage de i retningslinjerne opstillede regler og procedure for indgåelse af en kreditaftale.

Kommentarer

Efter

skal långiver give forbrugeren en række oplysninger om aftalen.

De nævnte bestemmelser fremgår af bilag 3.

Oplysningerne skal gives på et varigt medium. En e-mail eller SMS kan anses som et varigt medium, hvis denne lever op til definitionen i kreditaftalelovens § 4, nr. 13. Et eksempel på definitionen af et varigt medium findes i artikel 2, nr. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, hvorefter der ved varigt medium forstås ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Tilbyder långiver således en forlængelse af en allerede indgået kontrakt, skal kreditgiver i henhold til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 3, give nye oplysninger om kreditomkostningerne herved, medmindre der er tale om en henstand uden omkostninger for forbrugeren.

Det følger af kreditaftaleloven, at aftaleparternes navn og fysiske adresse skal fremgå af kreditaftalen.

Med henblik på at begrænse mulighederne for at optage lån i en anden persons navn, stilles der endvidere efter hvidvasklovgivningen krav om, at långiveren skal opstille procedurer for, hvorledes forbrugerens identitet sikres, og at der indhentes de fornødne identifikationsoplysninger, samt at disse kontrolleres.

Kommentarer

Virksomheder og personer, som udbyder lån, er omfattet af hvidvaskloven, og disse skal derfor lade sig registrere hos Finanstilsynet, der fører tilsyn med virksomhedernes overholdelse af loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf.

Når långiver indgår en låneaftale med en kunde, opstår et fast kundeforhold i hvidvasklovens forstand, og kunden skal derfor legitimere sig ved navn, adresse, cpr.nr. eller anden lignende legitimation, hvis den pågældende ikke har et cpr.nr. For så vidt angår den type af legitimationsdokumenter, som kan anvendes, henvises til Finanstilsynets vejledning på området.

Da der er tale om fjernsalg af et lån, er forbrugeren ikke fysisk til stede og kan således ikke legitimere sig. Dette medfører, at långiver skal træffe yderligere foranstaltninger for at sikre kundens rette identitet. Dette kan eksempelvis ske ved at stille krav om supplerende dokumentation, ved at kontrollere eller verificere de udleverede dokumenter eller kræve en bekræftende attestering fra en finansiel virksomhed omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1 – 11, eller kræve, at udbetalingen af lånet sker til en konto åbnet i kundens navn i et pengeinstitut.

NemID kan anvendes i legitimationsproceduren til opfyldelse af hvidvasklovens krav, dog således at NemID ikke kan stå alene.

Vurderes kundeforholdet at indebære lav risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme, kan opfyldelse af legitimationskravet i hvidvaskloven ske ved anvendelse af NemID som bekræftelse på låntagers navn (identitet) og ved at sammenholde låntagers oplysninger med oplysningerne i CPR-registeret som bekræftelse på låntagers adresse og cpr.nr.

Långiver skal inden låneaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, jf. kreditaftalelovens § 7c.

Inden en udlånsaftale indgås med en forbruger, har långiveren pligt til at sikre sig, at låneaftalen kan indgås på et forsvarligt og informeret grundlag.

Dette indebærer bl.a., at den erhvervsdrivende må foretage en passende kreditvurdering og sikre sig tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens økonomiske situation.

En långiver bør ikke medvirke til gældsstiftelse, som kan anses for klart uforsvarlig vurderet i lyset af de indhentede eller allerede eksisterende oplysninger om forbrugerens økonomiske situation.

Långiver skal kunne dokumentere, at et lån er ydet på et forsvarligt og informeret grundlag.

Kommentarer

Markedsføringsloven supplerer kreditaftaleloven, og långiver må for at leve op til god markedsføringsskik inden aftaleindgåelsen sikre sig, at aftalen indgås på et forsvarligt og informeret grundlag, således at det bl.a. sikres, at forbrugerens muligheder for at tilbagebetale lånet er vurderet.

Det kan således ikke anses for stemmende med god markedsføringsskik at medvirke til en gældsstiftelse, hvis der ikke på tidspunktet for aftalens indgåelse er realistiske muligheder for en tilbagebetaling i overensstemmelse med lånets afviklingsvilkår.

Långiveren må efterfølgende kunne dokumentere, at lånet er ydet på et forsvarligt og informeret grundlag fx ved at fremlægge de oplysninger, som er indhentet om eller fra forbrugeren og sandsynliggøre, at der er foretaget en passende kreditvurdering på tidspunktet for aftaleindgåelsen.

Virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed er forpligtet til at rådgive deres kunder, hvis kunderne anmoder herom eller omstændighederne tilsiger det, efter reglerne i §§ 7 og 8 i god skik bekendtgørelsen.

Långiveren skal på forbrugerens anmodning, eller hvor omstændighederne tilsiger, at der kan være et særligt behov, vejlede forbrugeren om egne produkter, vilkår og priser.

For så vidt angår oplysninger og rådgivning om alternative produkter på markedet bør långiveren på forbrugerens forespørgsel på baggrund af sit generelle markedskendskab kunne vejlede herom eller alternativt henvise til anden rådgivning.

Kommentarer

Kreditaftaleloven foreskriver ikke en individuel vejledningspligt inden aftaleindgåelsen, men det fremgår af lovens § 7 a, stk. 8, at långiveren inden aftaleindgåelsen, når det skønnes relevant, skal give forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation.

Af forarbejderne til bestemmelsen følger det, at långiveren er forpligtet til at besvare forbrugerens spørgsmål om den foreslåede kreditaftale og give eventuelle supplerende oplysninger, som gør, at forbrugeren kan vurdere kreditaftalen i forhold til sin individuelle situation.

Långiveren er også efter markedsføringslovens § 7 forpligtet til at vejlede forbrugeren om egne produkter, vilkår og priser, hvis forbrugeren fremsætter ønske herom, eller omstændighederne måtte vise, at der kan være et behov herfor. Dette kan fx være tilfældet, hvis det fremgår af forbrugerens kontakt med långiveren, at forbrugeren har misforstået et eller flere af aftalevilkårene.

I lyset af ovenstående er der ikke fundet grundlag for at fastslå, at der efter markedsføringslovens § 1 gælder en pligt til at yde individuel rådgivning ved lånoptagelsen.

Hvis en långiver har banklicens henvises i øvrigt til de god skik regler, der gælder for pengeinstitutter, herunder særligt kapitel 3 om rådgivning.

Efter kreditaftalelovens §§ 7 a og 8 skal långiver forud for aftalens indgåelse og i kreditaftalen angive betingelserne for udnyttelsen af kreditten. Det vil sige, hvordan og hvornår forbrugeren kan disponere over beløbet.

Kommentarer

Kortfristede lån bliver ofte markedsført som en hurtig måde at låne penge på.

For at undgå vildledning skal långiveren i sit markedsføringsmateriale og i aftalen klart og tydeligt oplyse om, hvornår forbrugeren kan disponere over lånebeløbet.

Det kan efter omstændighederne anses for vildledende og i strid med markedsføringslovens § 3, såfremt en långiver i sin markedsføring giver indtryk af, at forbrugeren straks efter aftalens indgåelse vil kunne disponere over lånebeløbet, hvis dette ikke er tilfældet.

Långiveren skal give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten efter reglerne i kreditaftaleloven. For lån, som ikke er omfattet af kreditaftaleloven, finder reglerne om fortrydelsesret i forbrugeraftaleloven anvendelse.

Kommentarer:

Af kreditaftalelovens §§ 19 og 8, stk. 2, nr. 16, følger den nærmere fremgangsmåde ved brug af fortrydelsesretten, og det fremgår, hvilke omkostninger forbrugeren kan pålægges at afholde i forbindelse med udnyttelse af fortrydelsesretten.

Efter lovens § 19, stk. 3, skal forbrugeren inden udløbet af fortrydelsesfristen underrette den erhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Der er ikke foreskrevet nogen bestemt form for, hvordan forbrugeren skal give denne underretning. Er der ikke givet særlige anvisninger efter § 8, stk. 2, nr. 16, kan meddelelsen således gives fx mundtligt, telefonisk, pr. brev, e-mail, sms-besked eller telefax. Forbrugeren skal dog kunne bevise, at der er givet en sådan underretning.

Efter § 19, stk. 3, betragtes fristen som overholdt, hvis meddelelsen, såfremt den er udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium, som kreditgiver råder over og har adgang til, især er blevet afsendt inden fristens udløb. Forbrugeren kan benytte de adresser, herunder elektroniske, som långiver selv har opgivet.

Långiveren kan fastsætte nærmere krav ved valg af et ikke-varigt medium, og fx bestemme at meddelelse ikke kan gives telefonisk eller kun inden for en bestemt telefontid.

Det følger af kreditaftalelovens § 19, stk. 4, at ved en udnyttelse af fortrydelsesretten, skal forbrugeren tilbagebetale det lånte beløb samt de ordinære renter for perioden fra udbetalingstidspunktet og til beløbet betales tilbage.

Nærværende retningslinjer træder i kraft den 1. april 2014.

Samtidig ophæves retningslinjerne af februar 2009 om kortfristede eller mindre lån indgået som fjernsalgsaftaler.

Retningslinjerne evalueres, når der findes at være behov herfor, dog senest 3 år efter udstedelsen.

Uddrag af bekendtgørelse af lov nr. 1216 af 25. september 2013 om markedsføring

Uddrag af lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. juni 2011 om kreditaftaler, som ændret ved lov nr. 1243 af 18. december 2012

Uddrag af lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, som senest ændret ved lov nr. 102 af 15. februar 2011

Uddrag af bekendtgørelse af lov nr. 761 af 11. juni 2011 om kreditaftaler, som senest ændret ved lov nr. 1243 af 18. december 2012

Uddrag af lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, som senest ændret ved lov nr. 102 af 15. februar 2011

Indberetningsordning

Indberetningsordningen omfatter virksomheder, som primært eller i overvejende grad markedsfører lån til forbrugere indgået via fjernsalg, og hvor lånets løbetid ikke overstiger 3 måneder.

Långiverne forpligter sig til - via et tilsagn til Forbrugerombudsmanden - at foretage kvartalsvise indberetninger til Forbrugerombudsmanden.

Formålet med indberetningerne er at give Forbrugerombudsmanden indblik i markedsudviklingen hos den enkelte långiver med henblik på at vurdere, om långivningen lever op til markedsføringslovens regel om god markedsføringsskik og i modsat fald foranstalte særlige initiativer over for långiveren.

Långiverne forpligter sig kvartalsvis til at indberette oplysninger om: – Antal lån... – Misligholdte lån jf. rentelovens § 9 b.

Erhvervs- og Vækstministeriet, den 1. april 2014

Henrik Saugsmandsgaard Øe

Officielle noter

1. Jf. lov nr. 535 af 26. maj 2010, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler.
2. Jf. lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, som senest ændret ved lov nr. 102 af 15. februar 2011. Denne lov erstattes pr. 13. juni 2014 af lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler.
3. Bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013 om god skik for finansielle virksomheder.
4. Ved lov nr. 535 af 26. maj 2010 om ændring af kreditaftaler og markedsføringsloven er artikel 4 og 21 i direktivet gennemført i .

Markedsføringslovens § 1 finder ikke anvendelse på virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed, i det omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på de pågældende områder. For finansielle virksomheder henvises i øvrigt til Erhvervs- og Vækstministeriets bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, der i vidt omfang fortolkes på samme måde som markedsføringslovens § 1 og § 3.

I stedet er disse virksomheder reguleret af § 43 i lov om finansiel virksomhed og § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Disse bestemmelser stiller de samme offentligretlige krav om overholdelse af god skik som markedsføringslovens § 1.

Det skal navnlig bemærkes, at udlånsvirksomhed er omfattet af loven om hvidvask.

2) Det samlede kreditbeløb.

3) De årlige omkostninger i procent, som beregnet efter lov om kreditaftaler.

4) Kreditaftalens løbetid.

5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling.

6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og raternes størrelse.

Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være angivet klart, tydeligt og på en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent.

Stk. 4. En kreditformidler skal i reklamer og i dokumentation henvendt til forbrugere gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser, navnlig om vedkommende udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler. ”

For så vidt angår lån, der er forbundet med ikke ubetydelige omkostninger, og dermed omfattet af kreditaftaleloven, vil markedsføringslovens § 14 a, stk. 1, tillige finde anvendelse, hvis der anvendes udtryk i markedsføringen, som knytter sig til låneomkostningerne. Det er fx tilfældet ved en angivelse af 0 kr. i rente eller brug af ordet ”gratis oprettelsesgebyr” eller ”ingen renteomkostninger” og lignende udtryk, der knytter sig til markedsføring af låneomkostningerne.

Formålet med bestemmelsen er at give forbrugeren korrekte oplysninger, og oplysningerne skal derfor være fremstillet på en sådan måde, at de giver et retvisende billede, som sætter forbrugeren i stand til at sammenligne forskellige lånetilbud og træffe en beslutning på et oplyst grundlag.

Oplysningerne i § 14 a skal gives samlet første gang, der angives en rentesats eller talstørrelser vedrørende lånets omkostninger.

Flygtige medier er som udgangspunkt ikke velegnet til prismarkedsføring af ydelser eller produkter, hvor der skal gives en række detaljerede oplysninger. Annonceres der i flygtige medier på en måde, som kræver, at der skal afgives oplysninger efter § 14 a, må det ske således, at prisoplysninger faktisk kan opfattes af seeren eller modtageren. Fx skal tekstoplysninger i en tv-reklame vises således, at forbrugeren reelt får mulighed for at læse og opfatte teksten. Dette indebærer, at oplysningerne præsenteres med en tilstrækkelig stor tekst, et egnet farvevalg og en tilstrækkelig varighed. Der skal ved vurderingen af, om forbrugeren har tilstrækkelig mulighed for at læse og opfatte teksten også tages hensyn til, om der i reklamen er aktiviteter, der forstyrrer eller fjerner fokus fra teksten.

Er det ikke muligt at præsentere en tekst, som kan læses og opfattes på den tid, der er til rådighed, må udbyderen give oplysningerne samlet via reklamens ”speak”.

Kan markedsføringen af en kreditaftale anses for en opfordring til køb rettet til forbrugerne, jf. markedsføringslovens § 12 a, skal kreditgiver give en række oplysninger, medmindre de allerede fremgår tydeligt af sammenhængen. Når lånets karakteristika og pris er oplyst således, at forbrugeren sættes i stand til at træffe en beslutning om køb, finder § 12 a anvendelse. Bestemmelsen finder således anvendelse, selvom kreditgiver ikke har stillet en bestillingsfacilitet til rådighed på en hjemmeside eller oplyst et telefonnummer i annoncen.

Markedsføringslovens § 12 a og § 14 a supplerer hinanden. Når kreditgiver skal opfylde oplysningspligten efter § 14 a, skal kreditgiver derfor også være opmærksom på, om der skal gives yderligere oplysninger efter § 12 a, fordi lånets karakteristika og pris er så tilstrækkeligt specifikt angivet, at der også foreligger en købsopfordring efter § 12 a.

Afgørende for, om der i reklamen for lånetilbud skal gives yderligere oplysninger efter § 12 a, er, om udeladelse af oplysningerne efter en konkret vurdering må antages at medføre vildledning af forbrugerne.

Ordlyden af markedsføringslovens § 12 a og § 14 a fremgår af bilag 1.

Endelig skal vilkår, der er væsentlige for forbrugerens vurdering af markedsføringen, være i balance med hovedbudskabet.

Efter e-handelslovens § 10 skal tjenesteyderen indrette sin hjemmeside på en sådan måde, at forbrugeren inden en ordre afgives får oplysninger om de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse. Efter lovens § 11 skal en tjenesteyder endvidere gøre det muligt for forbrugeren at finde og rette indtastningsfejl, inden en bestilling afgives.

Såfremt lånet udbydes på et sted med mulighed for bestilling fx i et forretningslokale eller på en hjemmeside, skal skiltningsbekendtgørelsens oplysningskrav i §§ 3 og 4 og standardoplysningerne i bilaget til bekendtgørelsen for forbrugslån tillige iagttages.

Den, der gør gældende, at der er indgået en aftale, har bevisbyrden herfor. Gør forbrugeren gældende, at han ikke har indgået nogen aftale eller ikke er blevet gjort bekendt med et eller flere aftalevilkår, må långiveren bevise, at der er indgået en aftale og på hvilke vilkår.

Långiver skal derfor sikre og kunne dokumentere, at forbrugeren inden aftalens indgåelse har modtaget oplysning om de aftalevilkår, som skal fastlægge aftaleforholdet, og at forbrugeren har accepteret disse.

Ovennævnte finder tilsvarende anvendelse på låneaftaler, der indeholder en option for forbrugerne til mod en fastsat meromkostning at forlænge låneaftalen.

Medfører en forlængelse af kontrakten således øgede omkostninger for forbrugeren fx i form af et nyt administrationsgebyr, højere rente i forhold til den oprindelige aftalte rente mv., skal långiver iagttage de i retningslinjerne opstillede krav, dvs. prækontraktuelle oplysningskrav, krav til indholdet af kreditaftalen og procedurer for aftaleindgåelse, således at forbrugeren har mulighed for at sammenligne med andre kredittilbud og få vejledning mv., inden kontrakten forlænges.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at langt de fleste lån, som er omfattet af retningslinjerne, er reguleret af kreditaftaleloven.

Forbrugeraftalelovens fortrydelsesregler finder dog fortsat anvendelse på lån, der falder uden for kreditaftalelovens anvendelsesområde, og hvis långiveren her ønsker at opkræve et beløb i forbindelse med forbrugerens eventuelle udnyttelse af sin fortrydelsesret, skal långiveren inden aftalens indgåelse have oplyst forbrugeren om beløbets størrelse. Beløbet skal stå i et rimeligt forhold til det lån, som er udbetalt, sammenlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse.

Når en lånetype er kendetegnet ved en i høj grad standardiseret aftaleindgåelse, kan der efter forhandlingsparternes opfattelse efter forbrugeraftaleloven maksimalt kræves op til 50 kr. i kompensation for stiftelsesomkostninger, gebyr mv. for lån op til og med 1.500 kr. og 100 kr. for lån over 1.500 kr. og op til og med 5.000 kr.

Uddrag af lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel

Uddrag af bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information til forbrugerne om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser

Bilag 1 - Standardforudsætninger