Retningslinjer for korfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 1. april 2014

11. Særligt om fortrydelsesret

Långiveren skal give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten efter reglerne i kreditaftaleloven. For lån, som ikke er omfattet af kreditaftaleloven, finder reglerne om fortrydelsesret i forbrugeraftaleloven anvendelse.

Kommentarer:

Af kreditaftalelovens §§ 19 og 8, stk. 2, nr. 16, følger den nærmere fremgangsmåde ved brug af fortrydelsesretten, og det fremgår, hvilke omkostninger forbrugeren kan pålægges at afholde i forbindelse med udnyttelse af fortrydelsesretten.

Efter lovens § 19, stk. 3, skal forbrugeren inden udløbet af fortrydelsesfristen underrette den erhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Der er ikke foreskrevet nogen bestemt form for, hvordan forbrugeren skal give denne underretning. Er der ikke givet særlige anvisninger efter § 8, stk. 2, nr. 16, kan meddelelsen således gives fx mundtligt, telefonisk, pr. brev, e-mail, sms-besked eller telefax. Forbrugeren skal dog kunne bevise, at der er givet en sådan underretning.

Efter § 19, stk. 3, betragtes fristen som overholdt, hvis meddelelsen, såfremt den er udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium, som kreditgiver råder over og har adgang til, især er blevet afsendt inden fristens udløb. Forbrugeren kan benytte de adresser, herunder elektroniske, som långiver selv har opgivet.

Långiveren kan fastsætte nærmere krav ved valg af et ikke-varigt medium, og fx bestemme at meddelelse ikke kan gives telefonisk eller kun inden for en bestemt telefontid.

Det følger af kreditaftalelovens § 19, stk. 4, at ved en udnyttelse af fortrydelsesretten, skal forbrugeren tilbagebetale det lånte beløb samt de ordinære renter for perioden fra udbetalingstidspunktet og til beløbet betales tilbage. Er der ved låneoprettelsen betalt gebyrer, skal disse tilbagebetales forbrugeren. Dette gælder dog ikke omkostninger, som den erhvervsdrivende har betalt til offentlige myndigheder, og som ikke kan refunderes, fx en tinglysningsafgift. Er der tale om en omkostning, der kan refunderes, påhviler arbejdet med refusionen den erhvervsdrivende.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at langt de fleste lån, som er omfattet af retningslinjerne, er reguleret af kreditaftaleloven.

Forbrugeraftalelovens fortrydelsesregler finder dog fortsat anvendelse på lån, der falder uden for kreditaftalelovens anvendelsesområde, og hvis långiveren her ønsker at opkræve et beløb i forbindelse med forbrugerens eventuelle udnyttelse af sin fortrydelsesret, skal långiveren inden aftalens indgåelse have oplyst forbrugeren om beløbets størrelse. Beløbet skal stå i et rimeligt forhold til det lån, som er udbetalt, sammenlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse.

Når en lånetype er kendetegnet ved en i høj grad standardiseret aftaleindgåelse, kan der efter forhandlingsparternes opfattelse efter forbrugeraftaleloven maksimalt kræves op til 50 kr. i kompensation for stiftelsesomkostninger, gebyr mv. for lån op til og med 1.500 kr. og 100 kr. for lån over 1.500 kr. og op til og med 5.000 kr.