Til stk. 1

Bestemmelsen fastlægger lovforslagets anvendelsesområde.

Lovforslagets anvendelsesområde omfatter informationssamfundstjenester, herunder påbegyndelse og udøvelse af aktiviteter, der vedrører sådanne tjenester, når tjenesteyderen er etableret i Danmark. Inden for det koordinerede område påser de danske myndigheder overholdelse af reglerne ud fra et afsenderlandsprincip. Uden for det koordinerede område gælder princippet om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse ikke, hvorfor de almindelige tilsynsbestemmelser i lovgivningen finder anvendelse uafhængigt af disse principper. Som eksempel herpå kan nævnes de typer af forsikringsvirksomhed, der er undtaget fra afsenderlandsprincippet.

Der henvises i øvrigt til punkt C.1. i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af anvendelsesområdet samt punkt C.2.1. og C.2.8. om en definition af informationssamfundstjenester og det koordinerede område.

Til stk. 2

Lovforslaget opregner i stk. 2 en række områder og aktiviteter, som helt er undtaget fra lovforslagets anvendelsesområde.

Efter nr. 1 finder lovforslaget ikke anvendelse på beskatningsområdet. Det fiskale område omfatter ikke det indre marked, men der er dog en del skatte- og afgiftsmæssige forhold, som har betydning for det indre marked, f.eks. kan papirgangen i forbindelse med skatteafregning gøres elektronisk. Dette var baggrunden for, at det var nødvendigt eksplicit at undtage skatteområdet.

Myndighederne vil derfor stadig for så vidt angår regulering, der fastlægger afgiftsmæssige forpligtelser, kunne fastholde den nationale reguleringskompetence.

Efter nr. 2 finder lovforslaget ikke anvendelse på databeskyttelsesområdet som omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren. Disse direktiver opstiller en fællesskabsretlig regulering inden for persondatabeskyttelse, der også finder anvendelse på informationssamfundstjenester, hvorfor det ikke er fundet nødvendigt at medtage dette område i e-handelsdirektivet. Direktiv 95/46/EF er gennemført i dansk ret ved lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger og direktiv 97/66/EF er gennemført dels ved ændringer i markedsføringsloven (§ 6 a) og dels ved ændringer i telelovgivningen (Lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet).

Ifølge nr. 3 er forhold, der vedrører virksomheders konkurrencebegrænsende aftaler og adfærd m.v. samt fusioner, endvidere ikke omfattet af lovforslaget. De danske myndigheder vil derfor fortsat kunne gribe ind over for virksomheder m.v., der er etableret i andre medlemsstater, efter de danske konkurrenceregler eller efter EU-konkurrencereglerne.

Efter nr. 4 er notarvirksomhed eller lignende virksomhed, i det omfang den er direkte og specifikt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, undtaget fra lovforslagets anvendelsesområde. Notarvirksomhed, som udføres på rent kommercielt grundlag, er derimod omfattet af lovforslaget. Notarvirksomhed i Danmark udøves imidlertid alene af domstolene.

Efter nr. 5 er forhold, der relaterer sig til repræsentation af en klient i retten, desuden undtaget fra lovforslaget. Undtagelsen omfatter ikke kun fremmødet i retten, men alt, der relaterer sig til repræsentation af en klient. Det vil sige udveksling af processkrifter, møder med klienten, sagkyndige undersøgelser m.v.

Ifølge nr. 6 er spil, som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, lotteri og væddemål, undtaget fra lovforslagets anvendelsesområde. Det vil sige spil, der udbydes af en virksomhed, hvis formål er at sælge spil, og som opkræver betaling for deltagelse i spillet. Som eksempel kan nævnes Dansk Tipstjeneste.

Spil, som ikke kræver en pengeindsats, dvs. reklamefinansierede spil og markedsføringsspil, er derimod omfattet af lovforslaget. Der skal være tale om spil, der kan betegnes som erhvervsmæssige. Ved reklamefinansierede spil - også kaldet gratisspil - forstås spil, der udbydes af en virksomhed, hvis primære formål er at sælge spil, og som ikke opkræver betaling for deltagelse i spillet, fordi spillet finansieres af reklameindtægter eller tilsvarende indtægter. Ved markedsføringsspil forstås spil, der udbydes af en virksomhed, hvis formål er at sælge andre varer eller tjenesteydelser end spil, og som ikke opkræver betaling for deltagelse i spillet, fordi spillet fungerer som en reklame for virksomhedens produkter.

Bestemmelsen indeholder en række centrale definitioner i lovforslaget. Der henvises til punkt C.2. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen fastlægger myndighedernes jurisdiktionskompetence i forhold til tjenesteydere, der er etableret i Danmark, og som leverer informationssamfundstjenester inden for EU og EØS-området.

Bestemmelsen gennemfører den del af direktivets afsenderlandsprincip, som vedrører princippet om hjemlandskontrol. I direktivets artikel 3, stk. 1, henvises til, at denne del af afsenderlandsprincippet finder anvendelse inden for »det koordinerede område«. Det vil sige, at myndighederne skal påse, at en informationssamfundstjeneste er i overensstemmelse med de nationale krav, der er fastsat inden for det koordinerede område. Der henvises til punkt C.2.8. og punkt C.3. i de almindelige bemærkninger.

De myndigheder, som lovforslaget omfatter, er de myndigheder, som allerede ifølge lovgivning m.v., er tillagt en tilsynsforpligtelse eller er administrativ ansvarlig myndighed for de regler, der gælder for informationssamfundstjenester. Direktivet og lovforslaget medfører derfor ikke ændringer af de bestående tilsynsformer.

Hjemlandskontrol set i relation til det koordinerede område vil have betydning for offentligretlige regler om bl.a. etablering, krav om særlig uddannelse, praktisk erfaring, sprogkundskaber og lignende kvalifikationskrav, begrænsninger i de aktiviteter, som en virksomhed må udføre, krav til virksomheden og dens ansatte om tavshedspligt m.v., krav til markedsføringens form og indhold, krav om særlig information, vejledning eller rådgivning af kunden, som virksomheden skal give i sit markedsføringsmateriale eller forud for selve aftalens indgåelse, og krav til selve tjenesteydelsens form. Det har ingen betydning, om disse regler er generelt eller specifikt fastsat for informationssamfundstjenester - som f.eks. lovgivning, der finder anvendelse både på online- og offlineaktiviteter, og retningslinier, der er specielt udarbejdet med henblik på markedsføring, som foretages online eller på anden elektronisk måde.

Det samme regelsæt vil samtidig indeholde regler, der giver parterne visse gensidige rettigheder og pligter. Det myndighedstilsyn, der omtales i direktivet, omfatter imidlertid ikke disse regler, som det er overladt til parterne selv - eventuelt med bistand fra udenretlige tvistløsningsorganer eller domstole - at anvende.

Bestemmelsen fastslår, at danske myndigheder inden for det koordinerede område ikke kan gribe ind over for en informationssamfundstjeneste, som leveres af en tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat, og som udbydes på det danske marked. Der henvises til punkt C.3. i de almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsen undtages visse særlige områder generelt fra afsenderlandsprincippet, jf. de almindelige bemærkninger i afsnit C.3.5. §§ 3 og 4 indebærer derfor ingen ændring i de gældende danske regler på de pågældende områder.

Listen over undtagelser er udtømmende. Myndighederne har således for disse specifikt fastsatte områder mulighed for at gribe ind og anvende danske regler over for en informationssamfundstjeneste, der udbydes her i landet af en tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat inden for den Europæiske Union og EØS-landene. Indgrebet skal dog som hidtil respektere den gældende fællesskabsret, herunder Traktatens artikel 49.

Nr. 1

undtager visse spørgsmål om ophavsret, ophavsretsbeslægtede rettigheder og rettigheder, som omhandlet i Rådets direktiv 87/54/EØF om retlig beskyttelse af halvlederprodukters topografi og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF om retlig beskyttelse af databaser, samt industrielle ejendomsrettigheder. Direktiv 87/54/EØF er implementeret i lov nr. 778 af 9. december 1987 om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi), og direktiv 96/9/EF er ved lov nr. 407 af 29. september 1998 implementeret i ophavsretsloven. Industrielle ejendomsrettigheder omfatter patenter, varemærker, brugsmodeller og design, og regulering heraf findes bl.a. i patentloven og varemærkeloven.

Ophavsret m.v. blev bl.a. undtaget fra afsenderlandsprincippet, fordi der samtidig med fremsættelsen af e-handelsdirektivet blev fremsat et direktivforslag omhandlende ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet. Direktivforslaget, der er vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, supplerer bl.a. formidleransvarsreglerne i e-handelsdirektivet.

Nr. 2

undtager udstedelse af elektroniske penge. Virksomheder, der udsteder elektroniske penge, skal være kreditinstitutter. De nærmere regler findes i direktiv 2000/46/EF. EFT L 275/39 af 27.10.2000 - som er gennemført ved lov nr. 502 af 7. juni 2001. Undtagelsen omfatter alene den del af kreditinstitutternes virksomhed, der omfatter udstedelse af elektroniske penge.

Direktivet giver mulighed for, at mindre udstedere af elektroniske penge eller udstedere, der alene benytter et elektronisk betalingskort inden for et - geografisk eller forretningsmæssigt - afgrænset område, kan udstede sådanne kort, uden at de samtidig opnår ret til at drive grænseoverskridende tjenesteydelser. Som eksempel på virksomheder, der er omfattet, kan nævnes trafikselskaber, der udsteder elektroniske billetter eller lignende, og hvor virksomheden, fordi kortet kan anvendes som betalingsmiddel, er at betegne som et kreditinstitut. Undtagelsen omfatter ikke udstedelse af betalingskort/kreditkort.

Nr. 3

undtager visse investeringsforeningers annoncering i andre EU- og EØS-lande. Undtagelsen skyldes, at der allerede er fastsat regler i EU herom, jf. direktiv 85/611/EF. Efter artikel 44, stk. 2, i direktivet skal investeringsinstitutter, som annoncerer i et andet medlemsland, overholde dette lands love for annoncering. I Danmark skal »institutterne« være organiseret som foreninger (investeringsforeninger).

Artikel 44, stk. 2, er gennemført i § 71 i lov nr. 703 af 17. juli 2000 om investeringsforeninger og specialforeninger. Investeringsforeninger, der er godkendt i andre EU- og EØS-lande, har det europæiske pas og kan markedsføre deres fondsandele i Danmark efter de regler, der fremgår af bekendtgørelse nr. 1054 af 17. december 1997 om visse udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark.

Der er visse typer investeringsforeninger, som ikke er omfattet af direktiv 85/611/EØF. Det er f.eks. institutter, der ikke henvender sig til en videre kreds eller offentligheden, eller institutter, der ikke skal indløse medlemmers andele på forlangende. Disse typer investeringsforeninger kan derfor frit markedsføre deres andele elektronisk inden for EU og EØS-området i medfør af e-handelsdirektivet.

Nr. 4

undtager visse typer forsikringer, hvor der gælder særlige regler. Reglerne herom findes i artikel 30 og afsnit IV i direktiv 92/49/EØF (3. skadesforsikringsdirektiv), afsnit IV i direktiv 92/96/EØF (3. livsforsikringsdirektiv), artikel 7 og 8 i direktiv 88/357/EØF og artikel 4 i direktiv 90/619/EØF (2. livsforsikringsdirektiv). De typer af forsikringer, der er tale om, er lovpligtige forsikringer, forsikringer tegnet i forsikringsselskaber i andre EU- eller EØS-lande, eller forsikringer tegnet i en filial i Danmark af et forsikringsselskab fra et andet EU- eller EØS-land.

De direktiver, der henvises til, harmoniserer bl.a. de regler, der gælder for udbud af og tilsyn med grænseoverskridende forsikringsvirksomhed. Ifølge direktiverne føres tilsynet af tilsynsmyndigheden i det land, hvor forsikringsselskabets hovedsæde ligger. Direktiverne harmoniserer derudover en række andre forhold, der vedrører grænseoverskridende aktiviteter. Eksempelvis hvilke oplysninger selskaberne skal give deres kunder.

Nr. 5

undtager endeligt spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt at anvende uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post eller lignende. Der henvises til punkt C.7. i de almindelige bemærkninger.

Til stk. 1

Bestemmelsen fastlægger, hvornår der ud over de generelle undtagelser, der er nævnt i lovforslagets § 5, konkret kan træffes foranstaltninger over for en informationssamfundstjeneste, der leveres af en tjenesteyder fra en anden medlemsstat. Bestemmelsen kræver således, at der udøves et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde i forhold til de i bestemmelsen opregnede hensyn, herunder om foranstaltningen står i rimeligt forhold til målet, inden indgrebet foretages.

De foranstaltninger, som en myndighed eksempelvis kan benytte sig af, er gennemførelse af et fogedforbud eller nedlæggelse af et administrativt forbud for at stoppe eller ændre den pågældende informationssamfundstjeneste. Et forbud kan meddeles til den pågældende tjenesteyder, internetleverandør og serverejer.

Myndighederne kan foretage indgreb, hvis foranstaltningen er nødvendig af hensyn til ufravigelige retsgrundsætninger, især forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser, herunder beskyttelsen af mindreårige og bekæmpelsen af enhver tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet og krænkelser af enkeltpersoners værdighed.

I den danske direktivtekst anvendes udtrykket ufravigelige retsgrundsætninger, mens der i den engelske og franske direktivversion anvendes henholdsvis public policy og l´ordre public. Som eksempler på ufravigelige retsgrundsætninger nævner direktivet bl.a. retsforfølgning af lovovertrædelser for at beskytte mindreårige og bekæmpelse af tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet og krænkelser af enkeltpersoners værdighed. Undtagelsens kerneområde syntes derfor sammenholdt med den engelske og den franske tekst at være informationssamfundstjenester, der er tilladte på tjenesteyderens etableringssted, men som fundamentalt strider mod retsopfattelsen i modtagerlandet, og som kommer til udtryk ved tilsidesættelse af retsgrundsætninger eller offentligretlige bestemmelser til beskyttelse af grundlæggende samfundsværdier og enkeltpersoner eller ved overtrædelser af straffeloven. I lovforslaget foreslås derfor »retsgrundsætninger« erstattet med »den offentlige orden«.

Indgreb kan endvidere foretages, hvis indgrebet er nødvendigt af hensyn til beskyttelse af folkesundheden, den offentlige sikkerhed, herunder national sikkerhed og forsvar, og forbrugerne, herunder investorer.

Indgreb i medfør af de nævnte undtagelser i stk. 1 kan formentlig ske i overensstemmelse med EF-domstolens retspraksis om, hvornår medlemsstaterne kan foretage begrænsninger i den fri bevægelighed, jf. principperne i EU-traktatens artikel 28-30, 49 m.fl.

EF-domstolen har dog i betydelig grad indsnævret medlemsstaternes adgang til at begrænse eller lægge hindringer i vejen for retten til fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsretten.

Efter EF-domstolens retspraksis kan medlemsstaterne fastsætte egne ikke-diskriminerende regler, hvor der ikke er foretaget en harmonisering af reglerne. For at en national foranstaltning gyldigt skal kunne hindre eller begrænse salg af et produkt, der tilbydes ved grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal foranstaltningen opfylde visse kriterier. Foranstaltningen skal således falde inden for et område, der ikke er blevet harmoniseret, forfølge et mål af almen interesse, være ikke-diskriminerende, være objektivt nødvendig, stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål, ligesom de pågældende hensyn ikke i forvejen må være tilgodeset ved de regler, som tjenesteyderen allerede er underlagt i sit hjemland. Alle disse kriterier skal være opfyldt.

Sådanne beskyttelseshensyn benævnes oftest »almene hensyn«. Kommissionen har i en fortolkningsmeddelelse om fri udveksling af tjenesteydelser og almene hensyn i henholdsvis andet bankdirektiv (97/C 209/04) og inden for forsikringssektoren (2000/C 43/03) opstillet en oversigt over tilfælde, hvor EF-domstolen har anvendt »almene hensyn«. Oversigten, der ikke er udtømmende, omfatter 14 eksempler, herunder faglige regler, der tager sigte på at beskytte modtagerne af tjenesteydelser, besvarelse af den nationale finanssektors gode omdømme, kulturpolitik og beskyttelse af den kulturelle forskellighed inden for den audiovisuelle sektor, sammenhæng inden for skatteordningerne og loyal handelsadfærd.

Endelig henvises der i e-handelsdirektivets betragtning 57 til EF-domstolens faste retspraksis om, at en medlemsstat bevarer retten til at gribe ind over for en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, hvis aktiviteten udelukkende eller hovedsagelig er rettet mod den pågældende medlemsstat, og hvis tjenesteyderen har etableret sig i den anden medlemsstat for at omgå modtagerlandets lovgivning, som tjenesteyderen ellers ville være underlagt.

Til stk. 2

Myndigheden skal forinden den træffer en foranstaltning efter stk. 1 have opfordret etableringslandets myndighed til at gribe ind. Griber etableringslandets myndighed ikke ind over for tjenesteyderen, eller er indgrebet ikke tilstrækkeligt, har den danske myndighed mulighed for selv at foretage et indgreb. Etableringslandets myndighed og Kommissionen skal dog forinden være underrettet om, at der foretages et indgreb mod den pågældende tjenesteyder.

Direktivet og lovforslaget indeholder ingen tidsfrist for, hvornår etableringslandets myndigheder skal træffe foranstaltninger over for tjenesteyderen. Under hensyn til princippet om hjemlandskontrol må der imidlertid tilstås etableringslandets myndigheder den tid, der med rimelighed må anses for nødvendig, for i praksis at kunne gennemføre de nødvendige foranstaltninger. Et indgreb fra etableringslandets myndigheder må endvidere anses for utilstrækkeligt, når f.eks. de retsstridige onlineaktiviteter ikke bringes til ophør eller ikke bringes i overensstemmelse med modtagerlandets regler, såfremt indgrebet er berettiget ifølge betingelserne i stk. 1.

Til stk. 3

Myndighederne kan dog i særligt hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 2. Hvis formålet med et indgreb vil blive forspildt, såfremt indgrebet skal afvente etableringslandets myndigheds stillingtagen hertil, kan den danske myndighed foretage et indgreb uden at følge den nævnte procedure. I vurderingen heraf kan for eksempel indgå, om myndigheden har fundet det nødvendigt at foretage et hasteindgreb over for fysiske produkter eller levnedsmidler på grund af deres farlighed, og indgrebet ikke vil have den tilsigtede effekt uden spærring eller ændring af den internetside, hvor produktet udbydes. Et andet eksempel kan være spærring af en internetside, hvorfra tjenestemodtagere kan downloade digitale produkter, der ødelægger tjenestemodtagernes edb-systemer, eller hvor der kan konstateres straffelovsovertrædelser.

Myndigheden skal dog efter stk. 3 snarest muligt underrette både etableringslandets myndigheder og Kommissionen om det pågældende indgreb.

Kommissionen vil i alle de i stk. 2 og stk. 3 nævnte tilfælde, hvor en myndighed foretager et indgreb over for tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, have mulighed for at træffe en afgørelse om, hvorvidt indgrebet er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Hvis Kommissionens afgørelse er negativ, har Kommissionen mulighed for at anmode myndigheden om at undlade at træffe de påtænkte indgreb eller straks bringe disse til ophør. Dette anses dog alene at gælde for så vidt angår administrative indgreb og ikke for indgreb, der foretages på baggrund af en domstolsafgørelse.

Kommissionen kan ikke kræve, at en myndighed følger deres afgørelse, men Kommissionen kan efter de fællesskabsretlige regler indbringe sagen for EF-domstolen.

Til stk. 4

Det følger af stk. 4, at procedurerne efter § 6, stk. 2 og 3, ikke finder anvendelse på foranstaltninger

, der træffes som led i efterforskning og afgørelse af straffesager. Der henvises til punkt C.3.6. i de almindelige bemærkninger.

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvilke generelle oplysninger en tjenesteyder skal give. Bestemmelsen supplerer andre regler i lovgivningen, hvori der er fastsat informationskrav. Det drejer sig bl.a. om reglerne i forbrugeraftaleloven vedrørende en erhvervsdrivendes oplysningspligt, diverse markedsføringsretlige regler, kreditaftalelovens regler om oplysningspligt og almindelige kontraktsretlige regler om loyal oplysningspligt.

Efter nr. 1 skal der gives oplysning om tjenesteyderens navn. Er tjenesteyderen et selskab vil der være tale om det selskabsnavn, som tjenesteyderen er registreret med i diverse registre - f.eks. Det Centrale Virksomhedsregister.

Efter nr. 2 skal der gives oplysning om den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret. For så vidt angår etableringssted henvises til punkt C.2.3. i de almindelige bemærkninger.

I relation til nr. 1 og 2 er udgangspunktet, at det skal være muligt for en tjenestemodtager eller en myndighed at kunne identificere tjenesteyderen og dermed finde frem til tjenesteyderen bag f.eks. en internetside.

Efter nr. 3 skal der tillige angives en e-post-adresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjenesteyderen, som gør det muligt for en tjenestemodtager eller en myndighed at kontakte og kommunikere med tjenesteyderen. For så vidt angår postadresse vil der alene skulle angives en sådan, hvis denne er forskellig fra tjenesteyderens fysiske adresse. Der kan f.eks. være tale om en postboksadresse. Med hensyn til andre oplysninger om tjenesteyderen tænkes bl.a. på telefonnummer.

Bestemmelsen i nr. 4 fastsætter, at tjenesteyderen tillige skal opgive CVR-nummeret, hvis tjenesteyderen er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister. Det vil her være tale om alle virksomheder, der driver erhvervsmæssig virksomhed, idet de som momspligtige skal være registreret i CVR-registret.

Efter nr. 5 skal tjenesteyderen derudover oplyse om tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger. Tjenesteyderen skal endvidere oplyse om, hvilken tilsynsmyndighed der fører tilsyn med godkendelsesordningen. Bestemmelsen må antages at gælde både frivillige og tvungne godkendelsesordninger, som kontrolleres af en tilsynsmyndighed. Som eksempel kan nævnes det frivillige Ø-mærke, som gælder for økologiske varer, der er fremstillet under kontrol af danske myndigheder.

Til stk. 2

Ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger skal udøvere af et lovreguleret erhverv give tjenestemodtageren oplysninger om enhver brancheorganisation eller lignende, hvor tjenesteyderen er registreret. Med »lignende« tænkes på andre organisationer, foreninger m.v., hvor tjenesteyderen er registreret, og som ikke kan betegnes som en brancheorganisation. Udøvere af et lovreguleret erhverv skal desuden give oplysninger om erhvervsbetegnelsen, og fra hvilken medlemsstat erhvervsbetegnelsen er givet samt angive en henvisning til de faglige regler, der gælder for det lovregulerede erhverv, og hvorledes der kan opnås adgang til disse. For så vidt angår definitionen af et lovreguleret erhverv henvises til punkt C.2.5. i de almindelige bemærkninger.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at der skal være let tilgængelig og vedvarende adgang til de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger for tjenestemodtagere og myndighederne.

Kravet om let tilgængelighed skal fortolkes i lyset af den databehandlingsteknik, der konkret anvendes i forbindelse med en informationssamfundstjeneste. Teknikformer som f.eks. internettet, hvor det vil være forholdsvist let for tjenesteyderen at give de pågældende oplysninger samlet på enten forsiden af en internetside eller på en underliggende side med link fra forsiden, vil der kunne stilles større krav til udbyderen, end i de tilfælde, hvor der anvendes WAP-telefoner, idet omfanget og karakteren af oplysningerne ikke kan anses for at være særligt egnede til dette medie. Oplysningerne skal dog altid gives på den for teknikformens mest tilgængelige måde, ligesom tjenesteyderne, når der sker en udvikling inden for de forskellige teknikformer, skal tage hensyn til, hvorvidt oplysningerne kan gives på en mere hensigtsmæssig måde.

At oplysningerne skal være let tilgængelige for modtagerne indebærer også, at de skal gives samlet. Oplysninger vil ikke blive betragtet som værende let tilgængelige, hvis det kræver en større gennemgang af f.eks. en tjenesteyders internetside, herunder diverse underliggende sider, for at få adgang til oplysningerne.

For så vidt angår bannerreklamer er det ikke en betingelse, at tjenesteyderen i selve bannerreklamen giver de pågældende oplysninger. Bannerreklamen skal dog blot være indrettet på en sådan måde, at tjenestemodtagerne og myndighederne kan få let adgang til oplysningerne. Dette kan f.eks. ske ved, at der ved et klik på bannerreklamen opnås adgang til tjenesteyderens internetside, hvor oplysningerne findes.

Der skal endvidere være en vedvarende adgang til de i stk. 1 og stk. 2 nævnte oplysninger. Herved forstås, at tjenestemodtagerne og myndighederne altid skal have mulighed for at skaffe sig adgang til oplysningerne. Tjenesteyderen må ikke fjerne nogle af de krævede oplysninger eller lægge en spærring ind på sin internetside, som udelukker en myndighed for at få adgang til oplysningerne. I kravet om vedvarende adgang ligger også, at tjenesteyderen til enhver tid skal sørge for, at oplysningerne er ajourført.

Bestemmelsen fastlægger, hvordan og hvilke informationer en tjenesteyder skal angive om priser for informationssamfundstjenester, når der angives en pris.

Det fremgår således, at hvis der angives en pris, skal priserne angives klart og tydeligt. Dette betyder, at oplysningerne om prisen skal være fremhævede, så de er lette at få øje på, ligesom de skal være affattet på en måde, så de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig.

Derudover skal tjenesteyderen give oplysning om, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger. Med leveringsomkostninger tænkes ikke kun på leveringsomkostninger i relation til varer og tjenesteydelser, der leveres online, men også varer og tjenesteydelser, der leveres fysisk.

Bestemmelsen gælder både i forhold til tjenestemodtagere, der er erhvervsdrivende, og forbrugere og supplerer således de generelle og specielle regler om prisinformation i lovgivningen, som også gælder for onlineaktiviteter. Bestemmelsen supplerer bl.a. de generelle bestemmelser i prismærkningsloven om prisinformation ved annoncering m.v., forbrugeraftalelovens regler i §§ 11 og 11a og kreditaftaleloven om erhvervsdrivendes prisoplysningspligt i forbindelse med indgåelse af aftaler.

Prismærkningsloven antages i administrativ praksis at omfatte handel og annoncering af varer og ydelser på internettet og lignende elektroniske kommunikationsformer. Prismærkningsloven kræver, at de annoncerede priser altid angives inklusive moms. En tjenesteyder, der udbyder informationssamfundstjenester rettet til forbrugere, vil således altid skulle angive prisen iberegnet moms.

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse indeholder krav om, at det tydeligt skal fremgå, om der anvendes kommerciel kommunikation, og på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Det fremgår af stk. 1, at tjenesteyderen, der i forbindelse med en informationssamfundstjeneste anvender kommerciel kommunikation, eller hvor den kommercielle kommunikation er selve informationssamfundstjenesten, er forpligtet til at udforme og præsentere dette, så der for modtageren af informationssamfundstjenesten ikke er tvivl om, at der er tale om kommerciel kommunikation. Tjenesteyderen skal således på en tydelig måde gøre det let for modtageren at blive opmærksom på, at der er tale om tilkendegivelser fra tjenesteyderen, som har til formål at fremme afsætningen af dennes varer eller tjenesteydelser.

Det skal endvidere tydeligt fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes. Det vil sige den fysiske eller juridiske person, for hvilken den kommercielle kommunikation har til formål at fremme sin afsætning af varer og tjenesteydelser. Der tænkes således ikke på videreformidleren af den kommercielle kommunikation - f.eks. et reklamebureau - eller internetleverandøren på hvis server, den kommercielle kommunikation er oplagret.

For så vidt angår bannerreklamer og andre korte reklamer med kommercielt budskab vil disse som udgangspunkt allerede af den form, de optræder i, kunne genkendes som markedsføringsmateriale. I relation til denne type reklamer må det antages at være tilstrækkeligt, at afsenderidentifikationen fremkommer ved et klik på bannerreklamen, hvorved der opnås adgang til tjenesteyderens internetside, hvor oplysningerne om afsenderidentifikation findes.

Som kommerciel kommunikation betragtes også salgsfremmende foranstaltninger som rabatter, tilgift, gaver, konkurrencer, spil, sponsorering og lignende. I relation til salgsfremmende konkurrencer og spil er både markedsføringsspil og reklamefinansierede spil omfattet af begrebet kommerciel kommunikation. Sådanne spil er defineret i bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 2.

Reguleringen af disse foranstaltninger følger enten direkte af bestemmelser i markedsføringsloven, fortolkning af markedsføringslovens generalklausul eller særlovgivningen. Der henvises i den forbindelse til punkt C.6. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen har derfor i forhold til salgsfremmende foranstaltninger f.eks. den betydning, at en tjenesteyder ikke vil kunne kamuflere kommerciel kommunikation ved f.eks. at anvende en mellemmand i situationer, hvor tjenestemodtageren typisk ikke vil være opmærksom på, at pågældende forsøges påvirket til at købe et bestemt produkt. Der kan således være tale om situationer, hvor en person kan opnå personlige rabatter, hvis pågældende oplyser venner og bekendte om tjenesteyderens virksomhed f.eks. ved brug af »tip-en-ven-funktionen«. Tjenesteyderen anvender her den goodwill, der er mellem privatpersoner, uden at alle de involverede parter er opmærksom på, at der har været anvendt salgsfremmende foranstaltninger.

Til stk. 2

Stk. 2 fastsætter krav om, at betingelserne, som tjenestemodtageren skal opfylde for at gøre brug af de salgsfremmende foranstaltninger, skal være let tilgængelige og fremlægges klart og tydeligt. I kravet om let tilgængelighed ligger, at det skal være nemt at få adgang til betingelserne for at deltage i et spil eller opnå en rabat. Betingelserne skal endvidere være affattet på en måde, så der ikke opstår tvivl om indholdet, og at de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig. Betingelserne skal endvidere være fremhævede, så de er lette at få øje på. Der kan i øvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3, og § 8.

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med direktivets artikel 10, stk.1 og 2. Bestemmelsen fastlægger, hvilken forhåndsinformation tjenestemodtageren skal have. Oplysningspligten påhviler ifølge loven tjenesteyderen, men vil også omfatte en elektronisk agent, hvor en sådan anvendes som formidler.

Oplysningerne skal gives, inden tjenestemodtageren teknisk afgiver en ordre ved f.eks. at klikke på et ikon i det relevante skærmbillede. Oplysningerne skal ifølge direktivets artikel 10, stk. 1, være klare, forståelige og utvetydige. Dette betyder, at oplysningerne skal være fremhævede, så de er lette at få øje på, ligesom de skal være affattet på en måde, så de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig.

Efter nr. 1 skal tjenesteyderen give oplysning om de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse. Dette kan ske på et af de første skærmbilleder ved anvendelse af diverse under- og rullemenuer indeholdende de relevante hjælpetekster. Vejledningspligten omhandler de praktiske skridt, tjenestemodtageren skal foretage for, at der kan dannes en kontrakt, og ikke de juridiske aspekter ved kontrakters indgåelse.

Efter nr. 2 skal der gives oplysning om, hvorvidt tjenesteyderen opbevarer den kontrakt, som indgås. Bestemmelsen indeholder ikke en pligt for tjenesteyderen til at opbevare kontrakten, men alene en pligt til at oplyse, om den bliver opbevaret. Oplysningen er væsentlig for tjenestemodtageren, som i de tilfælde, hvor tjenesteyderen ikke opbevarer kontrakten, har mulighed for selv at gøre dette. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 11, stk. 2.

I de tilfælde, hvor tjenesteyderen opbevarer kontrakten, skal der oplyses om, hvorvidt tjenestemodtageren kan få adgang til denne. Det må antages, at oplysningspligten ikke blot berører spørgsmålet om elektronisk adgang, men tillige andre måder, der kan være adgang til kontrakten på, f.eks. hvis den opbevares fysisk. Bestemmelsen fastlægger ingen nærmere krav til, hvordan kontrakten kan gøres tilgængelig for tjenestemodtageren f.eks. ved, at tjenestemodtageren skal opgive en adgangskode.

Af nr. 3 fremgår det, at der skal gives oplysning om de tekniske hjælpeværktøjer, som tjenesteyderen i medfør af lovforslagets § 11, stk. 1, er forpligtet til at stille til rådighed, således at tjenestemodtageren får mulighed for at finde og rette indtastningsfejl, inden en ordre afgives. Oplysningerne, der som nævnt skal foreligge inden ordreafgivelse, bør gives på det tidligst mulige tidspunkt, således at tjenestemodtageren på forhånd har mulighed for at gøre sig bekendt med anvendelsen af de tekniske hjælpeværktøjer.

Efter nr. 4 skal tjenesteyderen endvidere oplyse om, hvilke sprog en kontrakt kan indgås på. Det vil således være op til tjenesteyderen at bestemme, hvilke sprog en kontrakt kan indgås på.

Til stk. 2

Bestemmelsen foreskriver, at tjenesteyderen skal oplyse om, hvilke relevante adfærdskodekser tjenesteyderen er tilsluttet, og angive den elektroniske adgang til disse. Adfærdskodekser i direktivets forstand må antages at omfatte kodekser, som er forhandlet mellem de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer på nationalt eller internationalt niveau. Der kan f.eks. være tale om en mærkningsordning, hvortil der er knyttet retningslinier, som de erhvervsdrivende ad frivillighedens vej forpligter sig til at iagttage for at kunne benytte et bestemt logo eller lignende i deres markedsføring. Retningslinier, der er forhandlet med og udstedt af en myndighed som f.eks. Forbrugerombudsmanden, er ikke omfattet af henvisningspligten.

Bestemmelsen fastlægger endvidere, at tjenestemodtageren skal have oplysning om, hvordan der elektronisk kan skaffes adgang til disse adfærdskodekser. Dette kan f.eks. opfyldes ved, at tjenesteyderen på sin internetside angiver en web-adresse, eventuelt ved et hyperlink, til det organ, der administrerer eller har udstedt de pågældende adfærdskodekser. Bestemmelsen indebærer således, at de omhandlede kodekser skal foreligge i elektronisk form

. Set i forhold til stk. 1 er der ingen betingelse om, at tjenesteyderen skal give denne oplysning inden ordreafgivelsen. Det må dog i praksis antages, at oplysningen vil være umiddelbar tilgængelig på tjenesteyderens internetside sammen med andre generelle informationer om tjenesteyderen.

Til stk. 1

Det foreslås i overensstemmelse med direktivets artikel 11, stk. 2, at tjenesteyderen har en pligt til at stille hensigtsmæssige, effektive og tilgængelige tekniske midler til rådighed for tjenestemodtageren, således at indtastningsfejl kan findes og rettes. Udtrykket tekniske midler foreslås i lovforslaget erstattet med udtrykket tekniske hjælpeværktøjer som en mere dækkende betegnelse.

En tjenestemodtager skal have mulighed for at finde indtastningsfejl. Indtastningsfejl vil for eksempel kunne opdages, hvis tjenestemodtageren inden ordreafgivelsen præsenteres for en oversigt over afgivne oplysninger i et skærmbillede samt ved anvendelsen af »accept-knapper« i ordreforløbet, således at tjenestemodtageren får lejlighed til at bekræfte de indrapporterede oplysninger. Tidsmæssigt er direktivet opfyldt, blot de tekniske funktioner er til rådighed forud for aktiveringen af ordreafgivelsen.

Efter bestemmelsen skal tjenestemodtageren således have mulighed for at fortryde og rette en indtastning ved at forlade proceduren, der fører frem til ordreafgivelsen, uden at oplysningerne gemmes. Tilsvarende gælder foretagne indtastninger. Består ordrefunktionen af indtastning i flere skærmbilleder, førend ordren kan afgives, kan det tekniske hjælpeværktøj for eksempel være et ikon, der ved aktivering gør det muligt at komme tilbage til de foregående skærmbilleder, hvori der allerede er sket indtastning, for at korrigere denne.

Til stk. 2

Efter bestemmelsen, der svarer til direktivets artikel 10, stk. 3, skal tjenestemodtageren have adgang til at oplagre eller gengive selve kontraktbetingelserne og tjenesteyderens generelle salgsbetingelser. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 1, nr. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at tjenesteyderen ikke har en pligt til at opbevare en kontrakt og de betingelser, som den er indgået på. Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen.

Det skal således være muligt for tjenestemodtageren at opbevare kontrakten og de oplysninger, som tjenestemodtageren modtager direkte via det anvendte elektroniske medie, på en sådan måde, at kontrakten og oplysningerne i en rimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceres uændrede. Oplagring og reproduktion vil f.eks. kunne ske ved oplagring på disketter, CD-ROM er og harddiske.

Bestemmelsen er til hinder for, at tjenesteyderen på f.eks. en internetside lægger en spærring ind, der umuliggør oplagring af de generelle salgsbetingelser for tjenestemodtageren.

Til stk. 1

Det foreslås i bestemmelsen, der svarer til direktivets artikel 11, stk. 1, første led, at en tjenesteyder skal fremsende en elektronisk ordrebekræftelse uden unødig forsinkelse efter, at en tjenestemodtager har afgivet en ordre elektronisk. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at tjenesteyderen bekræfter ordren på anden vis. Bekræftelsen skal ske elektronisk. Det tidsmæssige krav må især under hensyn til den anvendte teknologi og de tekniske muligheder, tjenesteyderen stiller til rådighed, fortolkes som en ganske kort tidsperiode.

Efter direktivets betragtning 34 skal en særskilt ordrebekræftelse dog ikke fremsendes, hvis tjenesteyderen straks efter ordreafgivelsen leverer den bestilte tjenesteydelse elektronisk.

Den elektroniske ordrebekræftelse er ikke afgørende for, hvornår der er indgået en aftale. Kerneområdet for §§ 10-12 er at sikre ordremodtager mod afgivelse af en bestilling, der ikke svarer til det ønskede og ikke at fastlægge, hvornår der er indgået en aftale.

Til stk. 2

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til direktivets artikel 11, stk. 1, andet led, fastlægger, hvornår en ordre og ordrebekræftelse elektronisk anses for modtaget. Modtagelse af ordre og ordrebekræftelse anses for modtaget, når parterne, som de er adresseret til, har adgang til meddelelserne. Det afgørende er derfor ikke, hvornår der foreligger kendskab til meddelelserne, men hvornår adressaterne rent faktisk har haft mulighed for at gøre sig bekendt med deres indhold via deres elektroniske postkasse. En e-post med tilhørende fil, som af tekniske årsager eller på grund af teknisk nedbrud ikke kan åbnes af modtageren, kan næppe anses for modtaget i direktivets forstand, da modtageren ikke har adgang til at gøre sig bekendt med denne. Ligeledes vil en e-post, som ikke kan åbnes, fordi internetudbyderen har lukket adgangen til den elektroniske postkasse, heller ikke kunne anses for modtaget i direktivets forstand.

I overensstemmelse med direktivet foreslås, at lovforslagets § 10, § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, ikke finder anvendelse på kontrakter, der udelukkende indgås ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation. Med lignende individuel kommunikation tænkes bl.a. på SMS-beskeder. Lovforslagets § 13, stk. 1, gælder både for køb af varer og tjenesteydelser. Bestemmelsen finder anvendelse på handel mellem to erhvervsdrivende og handel mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.

Lovforslagets §§ 10-12 er møntet på det særlige medie og den særlige teknik, som anvendes, når der indgås aftaler via internetsider. Internetsider er en facilitet, der er indrettet og stillet til rådighed af tjenesteyderen på dennes præmisser. De nævnte bestemmelser er derfor beregnet til at sikre gennemsigtighed og undgå fejl i relation til selve ordreafgivelsen.

Bestemmelsens undtagelser for kontrakter, der alene indgås via elektronisk post, er baseret på, at det i den situation ofte er tjenestemodtageren, der vælger den pågældende kommunikationsform. Bestemmelsen forudsætter således, at kommunikationen ikke tager direkte udgangspunkt i en internetside, som f.eks. at et klik på et link aktiverer tjenestemodtagerens postsystem. I modsætning til kommunikation via en internetside giver e-mail korrespondance som udgangspunkt ikke mulighed for anvendelse af forskellige tekniske hjælpeværktøjer til fejlsøgning, inden indgåelsen af en ordre.

Det fremgår af lovteksten, at bestemmelsen alene omfatter kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post. Hvis tjenesteyderens elektroniske post indeholder aktivt indhold, herunder aktive links, således at formen for korrespondancen må ligestilles med kommunikation via en hjemmeside, er kontrakten ikke omfattet af undtagelserne i § 13.

Reglerne i forslagets § 11, stk. 2, om at tjenesteyderen skal stille kontraktbetingelser m.v. til rådighed for tjenestemodtageren, og § 12, stk. 2, om hvornår en ordre skal anses for modtaget, gælder derimod også for elektronisk post og anden individuel kommunikation.

Efter lovforslagets stk. 2 kan oplysningskrav m.v. i § 10, § 11, stk. 1, og § 12, fraviges ved aftale, når begge parter er erhvervsdrivende.

Lovforslagets §§ 14-16 indeholder regler om, i hvilke tilfælde en formidler af informationssamfundstjenester er fri for ansvar, herunder for medvirkensansvar, for den transmitterede eller oplagrede information.

Lovforslaget regulerer ikke spørgsmålet om, i hvilke tilfælde en formidler er ansvarlig, hvis betingelserne for ansvarsfrihed i §§ 14-16 ikke er opfyldt. Er betingelserne for ansvarsfrihed ikke opfyldt, kan formidleren gøres ansvarlig, hvis betingelserne for ansvar i dansk ret i øvrigt er opfyldt.

Med bestemmelserne i §§ 14-16 sigtes der dels til ansvarsfrihed for den lagring af information, der sker i forbindelse med aktiviteter, der er omfattet af bestemmelserne, dels til ansvarsfrihed for indholdet af den information, der transmitteres og/eller oplagres. Reglerne omfatter ansvarsfrihed i relation til både strafansvar og erstatningsansvar.

Derimod omfatter ansvarsfrihedsreglerne ikke de foreløbige retsmidler, der kan anvendes for at forhindre eller bringe en retsstridig adfærd til ophør eller for at efterforske eller undersøge, om en sådan adfærd har fundet sted. Der henvises herom til punkt C.12.2.2. i de almindelige bemærkninger.

Reglerne berører heller ikke de gældende regler om anmeldelses- og oplysningspligt, jf. herom punkt C.12.2.3. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelserne i §§ 14-16 skal fortolkes i lyset af direktivets indledende betragtninger, jf. punkt C.12.1.4. i de almindelige bemærkninger.

Den lagring, som omfattes af § 14, sker automatisk i forbindelse med selve transmissionen. Til forskel herfra sker den lagring, som omfattes af § 15, med det formål at effektivisere transmissionen af information (caching). Bestemmelsen tager navnlig sigte på den type af caching, som kaldes servercaching (proxycaching). Ved servercaching lagrer tjenesteyderen forskellige web-sites og anden information på sin lokale server (proxyserver).

De nærmere betingelser for ansvarsfrihed er opregnet i nr. 1-5. Kravet i nr. 1 om, at tjenesteyderen ikke må ændre informationen, må forstås på samme måde som under § 14.

Endvidere skal tjenesteyderen opfylde eventuelle betingelser om krav til informationen, jf. nr. 2. Sådanne betingelser kan f.eks. være, at tjenestemodtageren skal angive et kodeord eller betale for at få adgang til den aktuelle information. Hvis sådanne adgangsbetingelser skal være effektive, skal tjenesteyderens cache-kopier også indeholde de samme krav for adgang til den aktuelle information.

En tredje betingelse for ansvarsfrihed er, at tjenesteyderen følger de regler om ajourføring/opdatering, som er vedtaget inden for den pågældende branche, jf. nr. 3. En kunde, som besøger en bestemt hjemmeside, ved ikke, om det er den oprindelige hjemmeside eller cache-kopien, som besøges. Det er derfor af væsentlig betydning, at cache-kopierne opdateres i takt med ændringen på den oprindelige hjemmeside, således at der undgås »forældede« oplysninger. Reglerne om ajourføring, som må følges, er de, som er anerkendt/vedtaget inden for branchen.

Som en yderligere betingelse for ansvarsfrihed er det i nr. 4 fastsat, at tjenesteyderen ikke griber ind i den inden for den pågældende branche vedtagne teknik, som lovligt bruges for at få oplysninger om anvendelse af informationen. Som eksempel på begrebet "data om anvendelsen af informationen" kan nævnes oplysninger om, hvor mange besøgende en bestemt hjemmeside har haft (såkaldte hitcounts). Formålet med at skaffe sådanne oplysninger kan være at tilvejebringe grundlag for bl.a. beregning af reklameindtægter. Anvendelsen af caching kan medføre vanskeligheder med at foretage disse undersøgelser, men der er dog udviklet tekniske systemer, som gør det muligt at foretage de ønskede undersøgelser. Reglen i nr. 4 indebærer således, at tjenesteyderen ikke må gribe ind i eller ændre denne teknik.

Den sidste betingelse for ansvarsfrihed fremgår af nr. 5. Det følger heraf, at tjenesteyderen straks skal tage skridt til at fjerne information, som han har oplagret dvs. således, at informationen ikke er tilgængelig på formidlerens server - eller hindre adgangen til den, når han får kendskab til, at informationen er blevet fjernet fra nettet, eller adgangen til den er blevet hindret. Dette gælder også, hvis en domstol eller en administrativ myndighed har krævet informationen fjernet eller adgangen til den hindret.

I nr. 5 er anvendt det i dansk ret almindeligt anvendte udtryk »kendskab« i stedet for som i direktivet »konkret kendskab«, jf. herom nærmere nedenfor under § 16.

Bestemmelsen omfatter forskellige typer af værtstjenester (»hosts«), som f.eks. web-hoteller, hvor indehavere af hjemmesider kan leje serverplads. Af andre typer tjenester kan nævnes elektroniske opslagstavler og chattjenester, hvor parterne er i dialog med hinanden uden indblanding fra værten.

Betingelserne for ansvarsfrihed fremgår af stk. 1. Det er således en betingelse, at tjenesteyderen ikke har kendskab til den konkrete aktivitet eller information, og for så vidt angår erstatningskrav ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den konkrete aktivitet eller information fremgår, jf. stk. 1, nr. 1. Hvis tjenesteyderen får et kendskab som nævnt i nr. 1, er det en betingelse for ansvarsfrihed, at tjenesteyderen straks tager skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den, jf. stk. 1, nr. 2.

I forslaget til § 16, stk. 1, nr. 1, er både i bestemmelsens 1. og 2. led anvendt det i dansk ret almindeligt anvendte udtryk »kendskab« i stedet for som i direktivet »konkret kendskab«, henholdsvis »kendskab«, da der med direktivets formulering på dette punkt ikke kan antages at være tilsigtet en realitetsforskel mellem de to begreber, jf. herved også den svenske, franske og engelske version af direktivet.

I relation til strafansvar følger det herefter af bestemmelsen i § 16, stk. 1, nr. 1, at formidleren vil være ansvarsfri, blot han ikke er vidende om den ulovlige aktivitet eller information.

For så vidt angår erstatningsansvar gælder der samme betingelser, men herudover er det et krav, at formidleren ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf det fremgår, at den pågældende aktivitet eller information er skadevoldende. Formidleren er således underlagt den almindelige culparegel.

Af stk. 2 fremgår det, at formidleren af en værtstjeneste ikke kan påberåbe sig ansvarsfrihedsreglen i stk. 1, hvis den, som leverer informationen (tjenestemodtageren), er undergivet formidlerens myndighed eller kontrol, hvorved sigtes til myndighed eller kontrol over tjenestemodtagerens aktiviteter.

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for økonomi- og erhvervsministeren efter forhandling med de berørte ministre til at udpege de myndigheder, der skal være kontaktpunkter for henholdsvis myndighedssamarbejde og rådgivning af tjenesteydere og tjenestemodtagere.

Som udgangspunkt må det forventes, at der efter stk. 1 vil blive udpeget et eller flere kontaktpunkter for myndighedssamarbejde. Kontaktpunktet skal have en koordinerende funktion nationalt som internationalt. Kontaktpunktets opgave bliver bl.a. i konkrete situationer at oplyse andre medlemsstaters myndigheder og Kommissionen om, hvilken dansk myndighed der er den rette til at yde bistand og give de nødvendige oplysninger, samt videreformidle en henvendelse fra en udenlandsk myndighed til rette danske myndighed.

Det fremgår endvidere af stk. 1, at økonomi- og erhvervsministeren meddeler Kommissionen og de andre medlemsstater inden for den Europæiske Union, hvilke myndigheder der er udpeget som kontaktpunkt.

Det må endvidere forventes, at de organer, der vil blive udpeget som kontaktpunkter af rådgivende karakter efter stk. 2, og hvor tjenesteydere og tjenestemodtagere kan henvende sig, skal kunne yde den bistand, som direktivet specifikt kræver. Det skal således være muligt for tjenesteydere og tjenestemodtagere at få generelle oplysninger om deres rettigheder og pligter i kontraktforhold samt om de klage- og retsmidler, der er til rådighed i tilfælde af tvister, herunder hvilke praktiske forhold der findes i forbindelse med anvendelsen af sådanne mekanismer. Ligeledes skal kontaktpunktet kunne give nærmere oplysninger om de myndigheder, sammenslutninger eller organisationer, hvor tjenesteyderne og tjenestemodtagerne kan få yderligere oplysninger eller praktisk bistand. Rådgivningen m.v. skal også kunne ydes til tjenesteydere og tjenestemodtagere, der er bosat i en anden medlemsstat inden for den Europæiske Union. Efter lovforslaget skal der som minimum være elektronisk adgang til kontaktpunktet for tjenesteydere og tjenestemodtagere.

At økonomi- og erhvervsministeren efter forhandling med de berørte ministre kan godkende myndigheder medfører, at økonomi- og erhvervsministeren på samme måde kan tilbagekalde en godkendelse af et kontaktpunkt.

Lovforslaget blev fremsat i Folketinget den 24. oktober 2001 (L 53), men bortfaldt ved udskrivning af valg til Folketinget den 31. oktober 2001. Efter e-handelsdirektivets artikel 22, stk. 1, skal de bestemmelser i national lovgivning, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, sættes i kraft inden den 17. januar 2002. Det tidligere fremsatte lovforslag indeholdt derfor en bestemmelse om, at loven skulle træde i kraft den 15. januar 2002. Som følge af folketingsvalget har det imidlertid ikke været muligt at opretholde dette.

Under hensyntagen til direktivets implementeringsfrist foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale gyldighed.

Bilag 1

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, artikel 55 og artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen2) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg3) ,

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 2514) , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den Europæiske Union har som mål at skabe stadig tættere bånd mellem de europæiske stater og folk for at sikre økonomiske og sociale fremskridt; i henhold til traktatens artikel 14, stk. 2, indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt fri etableringsret; udviklingen af informationssamfundstjenester i et område uden indre grænser er afgørende for fjernelsen af de barrierer, der deler de europæiske folk.

(2) Udviklingen af den elektroniske handel i informationssamfundet indebærer store muligheder for beskæftigelsen i Fællesskabet, især i de små og mellemstore virksomheder, og vil stimulere den økonomiske vækst og de europæiske virksomheders investeringer i innovation, samtidig med at den også kan øge den europæiske industris konkurrenceevne, hvis Internettet gøres tilgængeligt for alle.

(3) Fællesskabsretten og Fællesskabets retsorden har stor betydning for at gøre det muligt for Europas borgere og aktører fuldt ud og uden hensyn til grænser at udnytte de muligheder, der er forbundet med elektronisk handel; dette direktiv har således til formål at sikre et højt lovgivningsmæssigt integrationsniveau i Fællesskabet på området, så der opstår et reelt område uden indre grænser for informationssamfundstjenester.

(4) Det er vigtigt at sikre, at elektronisk handel kan udnytte det indre marked fuldt ud og derfor, at der opnås et højt integrationsniveau i Fællesskabet, således som det er tilfældet i forbindelse med Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed5) .

(5) Udviklingen af informationssamfundstjenester i Fællesskabet hæmmes af en række retlige hindringer for et velfungerende indre marked, hvilket gør udøvelsen af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv; hindringerne skyldes, at de nationale lovgivninger et forskellige, og at der hersker retsusikkerhed med hensyn til, hvilke nationale regler der finder anvendelse på sådanne tjenester; da lovgivningerne på de pågældende områder ikke er koordineret eller tilpasset hinanden, kan hindringerne efter De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis være berettigede; der hersker retsusikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang medlemsstaterne kan føre kontrol med tjenester fra en anden medlemsstat.

(6) Af hensyn til Fællesskabets mål og på baggrund af traktatens artikel 43 og 49 og den afledte fællesskabsret bør disse hindringer fjernes gennem koordinering af visse nationale lovgivninger og præcisering på fællesskabsplan af visse juridiske begreber, i det omfang det er nødvendigt for et velfungerende indre marked; da dette direktiv kun vedrører visse specifikke spørgsmål, som giver anledning til problemer for det indre marked, overholder direktivet fuldt ud kravet i traktatens artikel 5 overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.

(7) For at sikre retssikkerhed og forbrugernes tillid er det nødvendigt, at dette direktiv fastsætter en klar og generel ramme for visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked.

(8) Formålet med dette direktiv er at skabe en retlig ramme for at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne og ikke at harmonisere det strafferetlige område som sådant.

(9) Den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester kan i mange tilfælde i fællesskabsretten også være et særligt udtryk for et mere generelt princip, nemlig ytringsfriheden som defineret i artikel 10, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der er ratificeret af alle medlemsstaterne; derfor må direktiver om levering af informationssamfundstjenester sikre, at denne virksomhed kan udøves frit i lyset af nævnte artikel og kun med forbehold af de begrænsninger, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2 og i traktatens artikel 46, stk. 1; det er ikke hensigten med dette direktiv at anfægte nationale grundlæggende regler og principper for ytringsfriheden.

(10) I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet begrænses dette direktiv til de foranstaltninger, som er strengt nødvendige for at opnå et velfungerende indre marked; hvor det er nødvendigt, at foranstaltninger træffes på fællesskabsplan, og for at sikre et område reelt uden indre grænser for elektronisk handel, skal direktivet sikre en høj grad af beskyttelse af almene hensyn og især beskyttelse af mindreårige, den menneskelige værdighed, forbrugerne og folkesundheden; i henhold til traktatens artikel 152 indgår sundhedsbeskyttelse som et væsentligt led i Fællesskabets politik på andre områder.

(11) Dette direktiv berører ikke det niveau for beskyttelse af især folkesundheden og forbrugernes interesser, som er fastlagt ved Fællesskabets retsakter; bl.a. Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår6)  og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg7)  indeholder væsentlige regler om forbrugerbeskyttelse i kontraktforhold; disse direktiver finder også fuldt ud anvendelse på informationssamfundstjenester; denne gældende fælleskabsret, som fuldt ud finder anvendelse på informationssamfundstjenester, omfatter navnlig også Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om vildledende og sammenlignende reklame8) , Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit9) , Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer10) , Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure11) , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om angivelse af priser på forbrugsvarer12) , Rådets direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed 13) , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis 14) , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser15) , Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar16) , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed17) , Europa-Parlamentets og Rådets kommende direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og Rådets direktiv 92/28/EØF af 31. marts 1992 om reklame for lægemidler18) ; nærværende direktiv bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/43/EF af 6. juli 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse19) , der er vedtaget inden for rammerne af det indre marked, og heller ikke direktiver om beskyttelse af folkesundheden; nærværende direktiv supplerer de informationskrav, der er fastlagt i ovennævnte direktiver og navnlig i direktiv 97/7/EF.

(12) Det er nødvendigt at holde visse former for aktiviteter uden for dette direktivs anvendelsesområde, da den frie bevægelighed for tjenesteydelser ikke på nuværende tidspunkt kan sikres i henhold til traktaten eller gældende afledt ret; dette berører ikke eventuelle retsakter, som vil være nødvendige for et velfungerende indre marked; skatter og afgifter, især moms, som pålægges en stor del af de tjenesteydelser, der er omhandlet i dette direktiv, skal holdes uden for direktivets anvendelsesområde.

(13) Dette direktiv tager ikke sigte på at fastlægge bestemmelser om afgiftsmæssige forpligtelser og foregriber ikke udarbejdelsen af fællesskabsinstrumenter om de afgiftsmæssige aspekter af elektronisk handel.

(14) For beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger gælder alene bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger20)  og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren21) , som fuldt ud finder anvendelse på informationssamfundstjenester; disse direktiver opstiller allerede en fællesskabsretlig ramme inden for personoplysninger, og det er derfor ikke nødvendigt at behandle dette spørgsmål i nærværende direktiv for at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, især med hensyn til den frie bevægelighed for personoplysninger mellem medlemsstaterne; nærværende direktiv bør gennemføres og anvendes i fuld overensstemmelse med principperne om beskyttelse af personoplysninger, især hvad angår uopfordret kommerciel kommunikation og reglerne om formidleransvar; direktivet kan ikke forhindre anonym brug af åbne netværk som f.eks. Internettet.

(15) Fortrolig behandling af meddelelser er sikret ved artikel 5 i direktiv 97/66/EF; medlemsstaterne skal i medfør af nævnte direktiv forbyde enhver form for opfangning eller overvågning af sådanne meddelelser af andre end afsenderen og modtageren, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge loven.

(16) Udelukkelsen af spil fra anvendelsesområdet for dette direktiv gælder kun hasardspil, lotteri og væddemål, som indebærer, at der gøres en indsats med penge; dette omfatter ikke salgsfremmende konkurrencer eller spil, hvor formålet er at fremme salget af varer eller tjenesteydelser, og hvor der i givet fald kun skal ske betaling i tilfælde af køb af de varer eller tjenesteydelser, som der reklameres for.

(17) En definition af informationssamfundstjenester findes allerede i fællesskabsretten i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester22)  og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester23) ; denne definition omfatter enhver tjeneste, der normalt leveres mod betaling, og som teleformidles ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og dataoplagringsudstyr på individuel anmodning af en tjenestemodtager; de tjenester, der henvises til i den vejledende liste i bilag V til direktiv 98/34/EF, og som ikke indebærer databehandling og -oplagring, er ikke omfattet af denne definition.

(18) Informationssamfundstjenester omfatter en lang række økonomiske aktiviteter, som finder sted online; disse aktiviteter kan navnlig bestå i onlinesalg af varer; aktiviteter som levering af varer som sådan eller af tjenesteydelser offline er ikke omfattet; informationssamfundstjenester er ikke kun begrænset til tjenester, der giver mulighed for onlineindgåelse af kontrakter, men omfatter også, når der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, tjenester, som modtageren ikke yder vederlag for, f.eks. tjenester som består i at tilbyde onlineinformation eller kommerciel kommunikation, eller tjenester, som leverer redskaber til at søge, få adgang til og hente data; informationssamfundstjenester omfatter også tjenester, der består i at udsende information via kommunikationsnetværk, give adgang til et kommunikationsnetværk eller være vært for information, som leveres af tjenestemodtageren; tv-radiospredning i den betydning, hvori ordet anvendes i direktiv 89/552/EØF, og radiospredning er ikke informationssamfundstjenester, da de ikke leveres på individuel anmodning; derimod er tjenester, som udsendes punkt til punkt, som f.eks. video on demand eller fremsendelse af kommerciel kommunikation via elektronisk post, informationssamfundstjenester; f.eks. er fysiske personers anvendelse af elektronisk post eller tilsvarende individuel kommunikation uden for deres handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed, herunder anvendelse til indgåelse af kontrakter mellem sådanne personer, ikke nogen informationssamfundstjeneste; kontraktforholdet mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver er ikke nogen informationssamfundstjeneste; aktiviteter, der ifølge deres natur ikke kan udføres på afstand og ved hjælp af elektroniske midler såsom lovpligtig revision af selskabsregnskaber eller lægelige vurderinger, der kræver fysisk undersøgelse af patienten, er ikke informationssamfundstjenester.

(19) Tjenesteyderens etableringssted skal fastlægges i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, ifølge hvilken begrebet etableringssted forudsætter, at der rent faktisk udøves erhvervsmæssig virksomhed ved hjælp af en fast indretning i et ikke nærmere angivet tidsrum; dette krav er også opfyldt, når en virksomhed er oprettet for et bestemt tidsrum; etableringsstedet for en virksomhed, der leverer tjenester via en Internet-hjemmeside (website), er ikke det sted, hvor den benyttede teknologi befinder sig, eller det sted, hvor Internet-hjemmesiden er tilgængelig, men det sted, hvor virksomheden udøver sin erhvervsmæssige virksomhed; når en tjenesteyder har flere etableringssteder, er det vigtigt at få fastlagt, fra hvilket etableringssted den pågældende tjeneste leveres; når det er vanskeligt at afgøre, fra hvilket af etableringsstederne en given tjeneste leveres, er det det sted, hvor centret for tjenesteyderens aktiviteter vedrørende denne bestemte tjeneste befinder sig.

(20) Definitionen på en »tjenestemodtager« omfatter alle former for benyttelse af informationssamfundstjenester både af personer, der giver oplysninger på åbne netværk som f.eks. Internettet, og af personer, der søger oplysninger på Internettet af private eller erhvervsmæssige årsager.

(21) Anvendelsesområdet for det koordinerede område berører ikke fremtidig fællesskabsharmonisering af informationssamfundstjenester og fremtidig lovgivning, der vedtages på nationalt plan i overensstemmelse med fællesskabsretten; det koordinerede område omfatter kun krav til onlineaktiviteter som f.eks. onlineinformation, onlinereklame, onlineshopping og onlineindgåelse af kontrakter og vedrører ikke medlemsstaternes lovbestemte krav til varer som f.eks. sikkerhedskrav, mærkningskrav eller produktansvar eller medlemsstaternes krav til levering eller transport af varer, herunder distribution af lægemidler; det koordinerede område omfatter ikke offentlige myndigheders udøvelse af forkøbsret til visse varer som f.eks. kunstværker.

(22) Informationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres, for at sikre en effektiv beskyttelse af almene hensyn; der skal derfor være sikkerhed for, at den kompetente myndighed yder denne beskyttelse ikke alene for borgerne i det pågældende land, men for alle Fællesskabets borgere; for at fremme den gensidige tillid mellem medlemsstaterne er det absolut nødvendigt, at det klart præciseres, at ansvaret påhviler oprindelseslandet; for effektivt at sikre den frie udveksling af tjenesteydelser og for at skabe retssikkerhed for tjenesteyderne og -modtagerne bør informationssamfundstjenester principielt være underlagt retssystemet i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret.

(23) Dette direktiv har hverken til formål at opstille yderligere internationale privatretlige regler om lovkonflikter eller at berøre retternes kompetence; bestemmelser om lovvalg i den internationale privatret indskrænker ikke adgangen til at levere informationssamfundstjenester som fastsat i dette direktiv.

(24) I forbindelse med dette direktiv er det til trods for princippet om kontrol ved kilden af informationssamfundstjenester tilladt, at medlemsstaterne under de omstændigheder, der er fastlagt i dette direktiv, iværksætter foranstaltninger til begrænsning af den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester.

(25) Nationale domstole, herunder civile domstole, der behandler privatretlige tvister, kan træffe foranstaltninger med henblik på at fravige adgangen til at levere informationssamfundstjenester i overensstemmelse med dette direktiv.

(26) Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med betingelserne i dette direktiv anvende deres nationale strafferet og strafferetspleje, når de træffer efterforskningsforanstaltninger og andre foranstaltninger, der er nødvendige for afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser, uden at det er nødvendigt at meddele Kommissionen disse foranstaltninger.

(27) Nærværende direktiv bidrager sammen med Europa-Parlamentets og Rådets kommende direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne til at etablere en retlig ramme for onlinelevering af finansielle tjenesteydelser; nærværende direktiv foregriber ikke fremtidige initiativer inden for finansielle tjenesteydelser navnlig med hensyn til harmonisering af adfærdsregler på området; medlemsstaternes mulighed ifølge nærværende direktiv for under visse omstændigheder at indskrænke adgangen til at levere informationssamfundstjenester for at beskytte forbrugerne dækker også foranstaltninger vedrørende finansielle tjenesteydelser, navnlig foranstaltninger der tager sigte på at beskytte investorer.

(28) Medlemsstaternes forpligtelse til ikke at underlægge adgangen til aktiviteten »leverandør af informationssamfundstjenester« krav om forudgående godkendelse gælder ikke posttjenester, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet24) , og som består i fysisk levering af en udskrift af en elektronisk postmeddelelse, og berører ikke frivillige godkendelsesordninger især for ydere af signaturcertifikationstjenester.

(29) Kommerciel kommunikation er af afgørende betydning for finansieringen af informationssamfundstjenester og for udviklingen af et stort udbud af nye gratis tjenester; af hensyn til forbrugerne og god forretningsskik skal kommerciel kommunikation, herunder rabatter, tilbud og salgsfremmende konkurrencer eller spil, overholde en række krav om gennemskuelighed; disse krav berører ikke direktiv 97/7/EF; nærværende direktiv berører ikke gældende direktiver om kommerciel kommunikation, navnlig direktiv 98/43/EF.

(30) Fremsendelse af uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post kan være uønsket af forbrugerne og leverandørerne af informationssamfundstjenester og kan være en hindring for, at interaktive netværk kan være velfungerende; spørgsmålet om modtagerens samtykke i visse tilfælde af uopfordret kommerciel kommunikation behandles ikke i dette direktiv, men er allerede behandlet, især i direktiv 97/7/EF og 97/66/EF; i medlemsstater, som tillader uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, bør industriers passende filtreringsinitiativer (industry filtering initiatives) fremmes og lettes; derudover er det nødvendigt, at uopfordret kommerciel kommunikation under alle omstændigheder klart kan identificeres som sådan for at forbedre gennemskueligheden og gøre det lettere for sådanne initiativer at fungere; uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post bør ikke resultere i ekstra udgifter for modtageren.

(31) Medlemsstater, som tillader, at tjenesteydere, der er etableret på deres område, sender uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post til en modtager uden dennes forudgående samtykke, skal sikre, at tjenesteyderne regelmæssigt konsulterer og respekterer »opt-out«-registre, hvor fysiske personer, der ikke ønsker at modtage sådan kommerciel kommunikation, kan registrere sig.

(32) For at fjerne barrierer for udviklingen af grænseoverskridende tjenester i Fællesskabet, som udøvere af lovregulerede erhverv kan tilbyde på Internettet, er det nødvendigt, at det på fællesskabsplan sikres, at de faglige regler, der er fastsat for at beskytte bl.a. forbrugerne eller folkesundheden, overholdes; adfærdskodekser på fællesskabsplan er det bedste middel til opstilling af etiske regler for kommerciel kommunikation; der bør tilskyndes til udarbejdelse eller i givet fald til tilpasning af sådanne regler med forbehold af faglige organisationers og sammenslutningers uafhængighed.

(33) Dette direktiv supplerer fællesskabslovgivningen og den nationale lovgivning om lovregulerede erhverv, hvorved der opretholdes et samlet regelsæt på dette område.

(34) Hver medlemsstat skal tilpasse sin lovgivning om krav, især formkrav som kan hindre elektronisk indgåelse af kontrakter; der bør foretages en systematisk gennemgang af de lovgivninger, hvor en sådan tilpasning er påkrævet, og gennemgangen skal omfatte alle de nødvendige etaper og led i aftaleindgåelsen, herunder opbevaring af kontrakten; tilpasningen bør resultere i, at det bliver muligt at indgå kontrakter elektronisk; retsvirkningen af elektroniske signaturer er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af 19. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer25) ; en tjenesteyders modtagelsesbekræftelse kan bestå i onlinelevering af den tjeneste, der leveres mod vederlag.

(35) Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller fastsætte generelle eller specifikke juridiske krav til kontrakter, der kan indgås elektronisk, især krav til sikre elektroniske signaturer.

(36) Medlemsstaterne kan opretholde begrænsninger for anvendelse af elektroniske kontrakter i forbindelse med kontrakter, der ifølge loven kræver medvirken af domstole, offentlige myndigheder eller erhverv, som udøver offentlig myndighed; denne mulighed omfatter også kontrakter, der kræver medvirken af domstole, offentlige myndigheder eller erhverv, som udøver offentlig myndighed, for at få virkning over for tredjemand, samt kontrakter, der ifølge loven kræver en notars certifikation eller attestering.

(37) Medlemsstaternes forpligtelse til at fjerne hindringer for anvendelse af elektroniske kontrakter vedrører kun hindringer, som skyldes juridiske krav, og ikke praktiske hindringer, som skyldes, at det i visse tilfælde er umuligt at anvende elektroniske midler.

(38) Medlemsstaternes forpligtelse til at fjerne hindringer for anvendelse af elektroniske kontrakter skal opfyldes i overensstemmelse med de juridiske krav, der ifølge fællesskabsretten gælder i forbindelse med kontrakter.

(39) Undtagelser fra bestemmelserne vedrørende kontrakter i forbindelse med oplysninger eller ordreafgivelse, der udelukkende indgås med elektronisk post eller med tilsvarende individuel kommunikation som fastsat i dette direktiv, bør ikke give leverandører af informationssamfundstjenester mulighed for at omgå disse bestemmelser.

(40) Både eksisterende og nye forskelle i medlemsstaternes lovgivning eller retspraksis med hensyn til tjenesteydernes ansvar, når de optræder som formidlere, er til hinder for et velfungerende indre marked, især fordi de hindrer udviklingen af grænseoverskridende tjenester og medfører konkurrencefordrejning; tjenesteyderne har i visse tilfælde pligt til at handle for at forhindre ulovlig virksomhed eller bringe den til ophør; dette direktivs bestemmelser bør udgøre det rette grundlag for at udarbejde hurtige og pålidelige ordninger, som gør det muligt at fjerne ulovlig information og at hindre adgangen til den; sådanne ordninger bør udarbejdes ved frivillige aftaler mellem alle berørte parter og fremmes af medlemsstaterne; alle de parter, som deltager i levering af informationssamfundstjenester, har interesse i at vedtage og anvende sådanne ordninger; ansvarsbestemmelserne i dette direktiv bør ikke være til hinder for, at de forskellige berørte parter udvikler og faktisk gennemfører tekniske beskyttelses- og identifikationssystemer samt tekniske overvågningsinstrumenter, som er muliggjort af den digitale teknik, inden for de grænser, der er fastsat i direktiv 95/46/EF og 97/66/EF.

(41) Dette direktiv skaber balance mellem de berørte interesser og indfører principper, som aftaler og normer inden for denne sektor kan baseres på.

(42) De fritagelser for ansvar, der er fastlagt i dette direktiv, omfatter kun de tilfælde, hvor en informationssamfundstjenesteyders aktivitet er begrænset til den tekniske drift af og indrømmelse af adgang til et kommunikationsnet, hvor informationer, som er stillet til rådighed af tredjemand, transmitteres eller oplagres midlertidigt med det ene formål at gøre transmissionen mere effektiv; denne aktivitet er udelukkende teknisk, automatisk og passiv, hvilket indebærer, at leverandøren af informationssamfundstjenesten hverken har kendskab til eller kontrol over de informationer, der transmitteres eller oplagres.

(43) En tjenesteyder kan fritages for ansvar for ren videreformidling (»mere conduit«) og for caching (automatisk, mellemliggende og midlertidig oplagring), hvis den pågældende på ingen måde er involveret i de informationer, der transmitteres; dette forudsætter bl.a., at den pågældende ikke ændrer de informationer, der transmitteres; dette krav omfatter ikke tekniske manipulationer, der finder sted i løbet af transmissionen, da disse ikke ændrer de transmitterede informationers integritet.

(44) En tjenesteyder, der bevidst samarbejder med en tjenestemodtager om at begå ulovlige handlinger, overskrider grænserne for ren videreformidling eller caching, og den pågældende kan som følge heraf ikke omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat for denne form for aktiviteter.

(45) De begrænsninger i formidleransvaret for tjenesteydere, der fastsættes i dette direktiv, påvirker ikke muligheden for at anvende forskellige former for foreløbige retsmidler; sådanne foreløbige retsmidler kan navnlig bestå i afgørelser fra domstole eller administrative myndigheder, hvori det kræves, at eventuelle overtrædelser bringes til ophør eller forhindres, herunder at ulovlige informationer fjernes, eller at adgangen til dem hindres.

(46) For at blive omfattet af en ansvarsbegrænsning skal en leverandør af en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information, når han har fået konkret kendskab til ulovlige aktiviteter, straks tage skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den; fjernelsen af informationen eller hindringen af adgangen til den skal foretages under overholdelse af ytringsfriheden og de procedurer, der er fastlagt på nationalt plan med henblik herpå; dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at fastsætte specifikke krav, som skal opfyldes straks, inden informationen fjernes, eller adgangen til den hindres.

(47) Kun i forbindelse med generelle forpligtelser kan medlemsstaterne ikke pålægge tjenesteyderne overvågningsforpligtelser; dette vedrører ikke overvågningsforpligtelser i særlige tilfælde og berører navnlig ikke de nationale myndigheders bekendtgørelser i henhold til national lovgivning.

(48) Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge tjenesteydere, som oplagrer oplysninger, der er fremsendt af modtagere af deres tjeneste, pligt til en sådan agtpågivenhed, som med rimelighed kan forventes af dem, og som der er fastsat bestemmelser om i den nationale lovgivning, med henblik på at afsløre og forhindre visse former for ulovlige aktiviteter.

(49) Medlemsstaterne og Kommissionen tilskynder til, at der udarbejdes adfærdskodekser; dette ændrer ikke ved sådanne kodeksers frivillige karakter og de berørte parters mulighed for frit at afgøre, om de vil tilslutte sig dem.

(50) Det er vigtigt, at forslaget til direktivet om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og nærværende direktiv træder i kraft nogenlunde samtidig med henblik på at opstille et klart regelsæt for spørgsmålet om formidleransvar for overtrædelser af ophavsret og beslægtede rettigheder på fællesskabsplan.

(51) Hver medlemsstat bør i givet fald tilpasse lovgivning, som kan hindre anvendelsen af regler om udenretslig bilæggelse af tvister ad elektronisk vej; resultatet af denne tilpasning skal være, at det reelt og faktisk bliver muligt retligt og i praksis at få sådanne regler til at fungere, også på tværs af grænserne.

(52) Den faktiske udøvelse af frihederne i det indre marked kræver, at de, det har lidt skade, sikres reel adgang til instrumenter til bilæggelse af tvister; de skader, der kan opstå i forbindelse med informationssamfundstjenester, er kendetegnet både ved det hurtige tempo, hvori de opstår, og ved deres geografiske udstrækning; som følge af disse særlige kendetegn og nødvendigheden af at påse, at de nationale myndigheder ikke bringer den gensidige tillid i fare, som de skal have til hinanden, opstilles der i dette direktiv det krav, at medlemsstaterne skal sikre, at der er adgang til passende former for søgsmål; medlemsstaterne bør undersøge, om der er behov for at give hensigtsmæssig elektronisk adgang til søgsmål.

(53) Direktiv 98/27/EF, som finder anvendelse på informationssamfundstjenester, omfatter en mekanisme vedrørende foranstaltninger med henblik på forbud, der tager sigte på beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser; denne mekanisme vil bidrage til fri bevægelighed for informationssamfundstjenester ved at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

(54) Sanktionerne i henhold til dette direktiv berører ikke andre mulige sanktioner eller retsmidler i medfør af national lovgivning; medlemsstaterne er ikke forpligtet til at fastsætte strafferetlige sanktioner for overtrædelse af nationale bestemmelser, der er udstedt i henhold til dette direktiv.

(55) Dette direktiv berører ikke den lov, der finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser i forbindelse med forbrugeraftaler; dette direktiv kan derfor ikke berøve forbrugeren den beskyttelse, som ydes gennem de ufravigelige regler for kontraktmæssige forpligtelser, der findes i lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren har sin sædvanlige bopæl.

(56) Hvad angår undtagelsen i dette direktiv, bør kontraktforpligtelser i forbrugeraftaler fortolkes som omfattende oplysninger om de væsentlige elementer i aftaleindholdet, herunder forbrugerrettighederne, som har afgørende betydning for beslutningen om at indgå en aftale.

(57) Ifølge Domstolens faste retspraksis bevarer en medlemsstat retten til at træffe foranstaltninger over for en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, men hvis aktivitet udelukkende eller hovedsagelig er rettet mod førstnævnte medlemsstats territorium, såfremt etableringen har fundet sted med det formål at omgå den lovgivning, som tjenesteyderen ville være underlagt, hvis han var etableret på førstnævnte medlemsstats territorium.

(58) Direktivet bør ikke finde anvendelse på tjenester, der leveres af tjenesteydere etableret i tredjelande; henset til den elektroniske handels globale dimension bør det imidlertid sikres, at Fællesskabets bestemmelser er i overensstemmelse med de internationale regler; dette direktiv berører ikke resultaterne af drøftelser om retlige aspekter i internationale organisationer (bl.a. WTO, ØCD og Uncitral).

(59) Til trods for den elektroniske kommunikations globale karakter er det nødvendigt at koordinere de nationale regulerende foranstaltninger inden for Den Europæiske Union for at undgå en opsplitning af det indre marked og for at få etableret en hensigtsmæssig regulerende ramme på europæisk plan; en sådan koordinering bør også bidrage til at fastlægge en stærk, fælles forhandlingsposition i internationale fora.

(60) For ikke at hindre udviklingen af elektronisk handel er det nødvendigt, at den retlige ramme er klar, enkel og konsekvent og i overensstemmelse med de regler, som gælder internationalt, så den europæiske industris konkurrenceevne ikke skades, og så innovationen i denne sektor ikke hindres.

(61) Hvis markedet skal fungere effektivt elektronisk i en global sammenhæng, er det påkrævet, at Den Europæiske Union og de vigtigste områder uden for Europa konsulterer hinanden med henblik på at tilpasse deres lovgivninger og procedurer.

(62) Samarbejdet med tredjelande om elektronisk handel bør styrkes, især med ansøgerlandene, udviklingslandene og Den Europæiske Unions andre handelspartnere.

(63) Vedtagelsen af dette direktiv hindrer ikke, at medlemsstaterne tager hensyn til de forskellige sociale, samfundsmæssige og kulturelle virkninger af informationssamfundets opståen; den bør især ikke gribe ind i de foranstaltninger, som medlemsstaterne måtte vedtage i henhold til fællesskabsretten for at nå sociale, kulturelle og demokratiske mål under hensyn til deres sproglige mangfoldighed, de nationale og regionale særpræg samt deres kulturarv og for at sikre og opretholde offentlig adgang til så mange informationssamfundstjenester som muligt; udviklingen af informationssamfundet skal under alle omstændigheder sikre Fællesskabets borgere adgang til den europæiske kulturarv i et digitalt miljø.

(64) Medlemsstaterne råder med elektronisk kommunikation over et glimrende middel til at levere offentlige tjenester på det kulturelle, uddannelsesmæssige og sproglige område.

(65) Rådet understregede i sin resolution af 19. januar 1999 om forbrugerdimensionen i informationssamfundet26) , at forbrugerbeskyttelse fortjener særlig opmærksomhed i denne forbindelse; Kommissionen vil undersøge, hvorvidt beskyttelsen i henhold til gældende lovgivning om forbrugerbeskyttelse er utilstrækkelig i forbindelse med informationssamfundet, og vil i givet fald identificere eventuelle mangler i denne lovgivning og de aspekter, hvor supplerende foranstaltninger måtte vise sig nødvendige; Kommissionen bør i givet fald udarbejde specifikke supplerende forslag med henblik på afhjælpning af de mangler, den måtte have påvist.

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1. Dette direktiv har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne.

1. Ved dette direktiv foretages der, i det omfang det er nødvendigt for at nå det i stk. 1 omhandlede mål, en tilnærmelse af visse nationale bestemmelser om informationssamfundstjenester, som vedrører det indre marked, tjenesteydernes etablering, kommerciel kommunikation, elektroniske kontrakter, formidleransvar, adfærdskodekser, udenretslig bilæggelse af tvister, klageadgang og samarbejde mellem medlemsstaterne.

1. Dette direktiv supplerer den fællesskabsret, der finder anvendelse på informationssamfundstjenester, uden at det berører det niveau for beskyttelse af især folkesundheden og forbrugernes interesser, der er fastlagt ved Fællesskabets retsakter og den nationale lovgivning til gennemførelse heraf, forudsat at det ikke begrænser adgangen til at levere informationssamfundstjenester.

1. Dette direktiv indfører ikke nye internationale privatretlige regler og berører ikke domstolenes kompetence.

1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

a) beskatningsområdet

b) spørgsmål, der vedrører informationssamfundstjenester omfattet af direktiv 95/46/EF og 97/66/EF

c) spørgsmål, der vedrører aftaler eller praksis reguleret ved kartellovgivningen

d) følgende aktiviteter inden for informationssamfundstjenester:

notarvirksomhed eller lignende virksomhed, i det omfang den er direkte og specifikt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed

repræsentation og forsvar af en klient i retten

spil, som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, herunder lotteri og væddemål.

1. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger, som er truffet på fællesskabsplan eller på nationalt plan i overensstemmelse med fællesskabsretten, for at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed og for at sikre pluralismen.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a) »informationssamfundstjenester«: tjenester som defineret i artikel 1, nr. 2, i direktiv 98/34/EF som ændret ved direktiv 98/48/EF

b) »tjenesteyder«: enhver fysisk eller juridiske person, som leverer en informationssamfundstjeneste

c) »etableret tjenesteyder«: en tjenesteyder, som faktisk udøver erhvervsmæssig virksomhed i et ikke nærmere angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning. Det forhold, at der findes og anvendes tekniske og teknologiske hjælpemidler, som benyttes til at levere tjenesten, medfører ikke i sig selv, at tjenesteyderen er etableret

d) »tjenestemodtager«: enhver fysisk eller juridisk person, som, uanset om det er til erhvervsmæssig eller anden brug, anvender en informationssamfundstjeneste, bl.a. for at søge information eller gøre information tilgængelig

e) »forbruger«: en fysisk person, der ikke handler som led i sin handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed

f) »kommerciel kommunikation«: alle former for kommunikation bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenester eller til etablering af et image for en virksomhed, en organisation eller en person, som udøver handels-, industri- eller håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv. Nedenstående udgør ikke i sig selv kommerciel kommunikation:

information, som gør det muligt at få direkte adgang til denne virksomheds, organisations eller persons aktiviteter, herunder et domænenavn eller en e-postadresse

kommunikation vedrørende en virksomheds, organisations eller persons varer, tjenester eller image udarbejdet uafhængigt af denne, især uden finansiel modydelse

g) »lovreguleret erhverv«: ethvert erhverv som omhandlet enten i artikel 1, litra d), i Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed27)  eller i artikel 1, litra f), i Rådets direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF28)

h) »koordineret område«: de krav, der i medlemsstaterne retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er generelle eller specifikt fastsat for disse.

i) Det koordinerede område vedrører krav, som tjenesteyderen skal opfylde:

når han påbegynder aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til kvalifikationer, tilladelse og underretningsordninger

når han udøver aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer og kontrakter, eller krav vedrørende tjenesteyderens ansvar.

ii) Det koordinerede område omfatter ikke krav som f.eks.:

krav til varer som sådan

krav til levering af varer

krav til tjenester, som ikke ydes elektronisk.

Artikel 3

Det indre marked

1. Hver medlemsstat påser, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område.

1. Medlemsstaterne må ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

1. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de områder, der er nævnt i bilaget.

1. Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fravigelse af stk. 2 for en bestemt informationssamfundstjeneste, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) foranstaltningerne skal:

i) være nødvendige af en af følgende grunde:

ufravigelige retsgrundsætninger, især forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser, herunder beskyttelsen af mindreårige og bekæmpelsen af enhver tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet, og krænkelser af enkeltpersoners værdighed

beskyttelse af folkesundheden

den offentlige sikkerhed, herunder national sikkerhed og forsvar

beskyttelse af forbrugere, herunder investorer

ii) træffes over for en informationssamfundstjeneste, som krænker de i nr. i) omhandlede mål, eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en krænkelse af disse mål

iii) stå i et rimeligt forhold til disse mål

b) uden at det berører retssager, herunder forudgående retsmøder og handlinger, der udføres i forbindelse med efterforskning af kriminalsager, skal medlemsstaten, inden den træffer de pågældende foranstaltninger:

have opfordret den i stk. 1 omhandlede medlemsstat til at træffe foranstaltninger, og denne medlemsstat har ikke truffet disse foranstaltninger, eller de har ikke været tilstrækkelige

have meddelt Kommissionen og den i stk. 1 omhandlede medlemsstat, at den har til hensigt at træffe sådanne foranstaltninger.

1. Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 4, litra b). Foranstaltningerne skal i så fald snarest muligt meddeles Kommissionen og den i stk. 1 omhandlede medlemsstat med angivelse af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende tilfælde.

1. Uden at dette berører medlemsstatens mulighed for at anvende de pågældende foranstaltninger, skal Kommissionen hurtigst muligt undersøge, om de anmeldte foranstaltninger er i overensstemmelse med fællesskabsretten; kommer Kommission til den konklusion, at foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, skal den anmode den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe de påtænkte foranstaltninger eller om straks at bringe allerede trufne foranstaltninger til ophør.

KAPITEL II

PRINCIPPER

Afdeling 1: Krav vedrørende etablering og oplysninger

Artikel 4

Princippet om, at der ikke kræves forhåndsgodkendelse

1. Medlemsstaterne sikrer, at en tjenesteyder for at påbegynde og udøve aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester ikke skal opfylde noget krav om forudgående godkendelse eller noget andet tilsvarende krav.

1. Stk. 1 berører ikke godkendelsesordninger, som ikke specifikt og udelukkende vedrører informationssamfundstjenester, eller som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester29).

Artikel 5

Generel oplysningspligt

1. Ud over andre informationskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, sikrer medlemsstaterne, at tjenesteyderen giver tjenestemodtagerne og de kompetente myndigheder let, umiddelbar og vedvarende adgang til som minimum følgende oplysninger:

a) tjenesteyderens navn

b) den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret

c) nærmere oplysninger, som gør det muligt hurtigt at kontakte tjenesteyderen og at kommunikere direkte og konkret med denne, herunder tjenesteyderens e-postadresse

d) hvis tjenesteyderen er optaget i et handelsregister eller et lignende offentligt register, det register, hvor tjenesteyderen er registeret, og vedkommendes registreringsnummer eller tilsvarende identifikationsmidler i dette register

e) hvis den pågældende aktivitet er omfattet af en godkendelsesordning, nærmere oplysninger om den relevante tilsynsmyndighed

f) med hensyn til lovregulerede erhverv:

enhver erhvervssammenslutning eller tilsvarende institution, hvor tjenesteyderen er registeret

erhvervsbetegnelsen og den medlemsstat, hvor den er givet

en henvisning til de faglige regler, der gælder i etableringsmedlemsstaten, og hvorledes der kan fås adgang til dem

g) hvis tjenesteyderen udøver momspligtig virksomhed, det identifikationsnummer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag30) .

1. Ud over andre informationskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, sikrer medlemsstaterne som minimum, at priser angives klart og utvetydigt, når der i forbindelse med informationssamfundstjenester angives priser, og især at det anføres, om de er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.

Afdeling 2: Kommerciel kommunikation

Artikel 6

Oplysningspligt

Ud over andre informationskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, sikrer medlemsstaterne, at kommerciel kommunikation, som er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, mindst overholder følgende betingelser:

a) den kommercielle kommunikation skal klart kunne identificeres som sådan

b) den fysiske eller juridiske person, på hvis vegne den kommercielle kommunikation foretages, skal klart kunne identificeres

c) reklametilbud som f.eks. rabatter, præmier og tilgift skal, når de er tilladt i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, klart kunne identificeres som sådanne, og betingelserne for at opnå dem skal være let tilgængelige og fremlægges klart og utvetydigt

d) salgsfremmende konkurrencer eller spil skal, når de er tilladt i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, klart kunne identificeres som sådanne, og betingelserne for deltagelse skal være let tilgængelige og fremlægges klart og utvetydigt.

Artikel 7

Uopfordret kommerciel kommunikation

1. Ud over andre krav, som er fastlag i fællesskabsretten, sikrer medlemsstater, som tillader uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, at sådan kommerciel kommunikation fra en tjenesteyder, der er etableret på deres område, klart og utvetydigt er angivet som sådan, når modtageren modtager den.

1. Med forbehold af direktiv 97/7/EF og direktiv 97/66/EF træffer medlemsstaterne foranstaltninger for at sikre, at tjenesteydere, som fremsender uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, respekterer og regelmæssigt konsulterer »opt-out«-registre, hvor fysiske personer, der ikke ønsker at modtage sådan kommerciel kommunikation, kan registrere sig.

Artikel 8

Lovregulerede erhverv

1. Medlemsstaterne sikrer, at anvendelsen af kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, som leveres af et medlem af et lovreguleret erhverv, er tilladt under overholdelse af faglige regler om især uafhængighed, værdighed, faglig etik samt tavshedspligt og loyalitet over for klienter og fagfæller.

1. Med forbehold af faglige sammenslutningers og organisationers uafhængighed tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen faglige sammenslutninger og organisationer til at udarbejde adfærdskodekser på fællesskabsplan for nærmere at fastslå, hvilke oplysninger der kan gives med henblik på kommerciel kommunikation i overensstemmelse med stk. 1.

1. Ved udarbejdelsen af forslag til fællesskabsinitiativer, som måtte blive nødvendige for at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende med hensyn til de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, skal Kommissionen tage behørigt hensyn til de adfærdskodekser, der gælder på fællesskabsplan, og handle i tæt samarbejde med de relevante faglige sammenslutninger og organisationer.

1. Dette direktiv supplerer Fællesskabets direktiver om adgang til og udøvelse af lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed.

Afdeling 3: Kontrakter, der er indgået elektronisk

Artikel 9

Behandling af kontrakter

1. Medlemsstaterne sikrer, at deres retssystem gør det muligt at indgå kontrakter elektronisk. Medlemsstaterne sikrer bl.a., at de juridiske krav, der gælder for aftaleindgåelsen, hverken er til hinder for anvendelsen af elektroniske kontrakter eller fører til, at sådanne kontrakter på grund af den omstændighed, at de er indgået elektronisk, mister deres retlige virkning og gyldighed.

1. Medlemsstaterne kan bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse på alle eller nogle af de kontrakter, der hører ind under følgende kategorier:

a) kontrakter, der skaber eller overfører rettigheder i fast ejendom, bortset fra udlejningsrettigheder

b) kontrakter, der ifølge loven kræver medvirken af domstole, offentlige myndigheder eller erhverv, som udøver offentlig myndighed

c) kontrakter om kaution og om sikkerhedsstillelse fra personer, der handler uafhængigt af deres handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed

d) familieretlige og arveretlige aftaler.

1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke af de i stk. 2 omhandlede kontraktkategorier de ikke lader stk. 1 finde anvendelse på. Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen en rapport om anvendelsen af stk. 2, hvori de forklarer, hvorfor de anser det for nødvendigt at opretholde den i stk. 2, litra b), omhandlede kategori, som de ikke lader stk. 1 finde anvendelse på.

Artikel 10

Oplysningspligt

1. Foruden anden information, der kræves ifølge fællesskabslovgivningen, sikrer medlemsstaterne, medmindre andet er aftalt i handelskøb, at tjenesteyderen mindst oplyser nedenstående klart, forståeligt og utvetydigt, inden ordren afgives af tjenestemodtageren:

a) de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse

b) oplysninger om, hvorvidt den indgående kontrakt opbevares af tjenesteyderen, samt om den vil være tilgængelig

c) de tekniske midler til at finde og rette indtastningsfejl, inden ordren afgives

d) de sprog, kontrakten kan indgås på.

1. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteydere, medmindre andet er aftalt i handelskøb, angiver, hvilke relevante adfærdskodekser de følger, samt hvordan disse kodekser kan konsulteres elektronisk.

1. Kontraktbetingelser og generelle betingelser skal stilles til rådighed for modtageren på en sådan måde, at vedkommende kan oplagre og gengive dem.

1. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation.

Artikel 11

Ordreafgivelse

1. Medlemsstaterne sikrer, at nedenstående principper finder anvendelse, når tjenestemodtageren afgiver sin ordre elektronisk, medmindre andet er aftalt i handelskøb:

tjenesteyderen skal bekræfte modtagelsen af tjenestemodtagerens ordre uden unødig forsinkelse og elektronisk

orden og bekræftelsen af dens modtagelse anses for modtaget, når parterne, som de er adresseret til, har adgang til dem.

1. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteyderen, medmindre andet er aftalt i handelskøb, stiller hensigtsmæssige, effektive og tilgængelige tekniske midler til at finde og rette indtastningsfejl til rådighed for tjenestemodtageren, inden ordren afgives.

1. Stk. 1, første led, og stk. 2 finder ikke anvendelse på kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation.

Afdeling 4: Formidleransvar for tjenesteydere

Artikel 12

Ren videreformidling (»Mere conduit«)

1. Ved levering af en informationssamfundstjeneste i form af transmission på et kommunikationsnet af information, der leveres af en tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet sikrer medlemsstaterne, at tjenesteyderen ikke er ansvarlig for den transmitterede information, forudsat at tjenesteyderen:

a) ikke selv iværksætter transmissionen

b) ikke udvælger modtageren af transmissionen, og

c) ikke udvælger og ikke ændrer den transmitterede information.

1. Den i stk. 1 omhandlede transmission og levering af adgang omfatter automatisk, mellemliggende og kortvarig oplagring af transmitteret information, forudsat at denne oplagring udelukkende tjener til udførelse af transmission på kommunikationsnettet, og dens varighed ikke overstiger den tid, der med rimelighed kan antages at være nødvendig til transmissionen.

1. Denne artikel berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds mulighed for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystem at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

Artikel 13

Caching

1. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteyderen i tilfælde af levering af en informationssamfundstjeneste, der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, ikke pådrager sig ansvar for automatisk, mellemliggende og midlertidig oplagring af denne information foretaget alene med det formål at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv, forudsat:

a) at tjenesteyderen ikke ændrer informationen

b) at tjenesteyderen overholder betingelserne for adgang til informationen

c) at tjenesteyderen overholder reglerne om ajourføring af informationen, angivet på en måde, der er almindelig anerkendt og anvendt af industrien

d) at tjenesteyderen ikke foretager indgreb i den lovlige anvendelse af teknologi, som er almindelig anerkendt og anvendt af industrien, med det formål at skaffe sig data om anvendelsen af informationen, og

e) at tjenesteyderen straks tager skridt til at fjerne den information, han har oplagret, eller til at hindre adgangen til den, når han får konkret kendskab til, at informationen er blevet fjernet fra nettet eller adgangen til den hindret, eller at en domstol eller en administrativ myndighed har krævet informationen fjernet eller adgangen til den hindret.

1. Denne artikel berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystem at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

Artikel 14

Oplagring (»Hosting«)

1. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteyderen i tilfælde af levering af en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager, ikke pådrager sig ansvar for information oplagret på anmodning af en tjenestemodtager, forudsat:

a) at tjenesteyderen ikke har konkret kendskab til den ulovlige aktivitet eller information og, for så vidt angår erstatningskrav, ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige aktivitet eller information fremgår, eller

b) at tjenesteyderen fra det øjeblik, hvor han får et sådant kendskab, straks tager skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den.

1. Stk. 1 finder ikke anvendelse, når tjenestemodtageren handler under tjenesteyderens myndighed eller kontrol.

1. Denne artikel berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystemer at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den, eller medlemsstaternes muligheder for at fastlægge procedurer for at fjerne information eller hindre adgangen til den.

Artikel 15

Ingen generel overvågningsforpligtelse

1. Med hensyn til levering af de i artikel 12, 13 og 14 omhandlede tjenester må medlemsstaterne ikke pålægge tjenesteyderne en generel forpligtelse til at overvåge den information, de fremsender eller oplagrer, eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed.

1. Medlemsstaterne kan kræve, at leverandører af informationssamfundstjenester straks underretter de kompetente offentlige myndigheder om påståede ulovlige aktiviteter, der udøves, eller information, der leveres af deres tjenestemodtagere, eller at de på anmodning giver de kompetente myndigheder oplysninger, som gør det muligt at identificere de tjenestemodtagere, de har oplagringsaftaler med.

KAPITEL III

IVÆRKSÆTTELSE

Artikel 16

Adfærdskodekser

1. Medlemsstaterne og Kommissionen tilskynder til:

a) at handels-, erhvervs- og forbrugersammenslutningerne og -organisationerne på fællesskabsplan udarbejder adfærdskodekser med henblik på en hensigtsmæssig gennemførelse af artikel 5-15

b) at udkast til adfærdskodekser på nationalt eller fællesskabsplan frivilligt sendes til Kommissionen

c) at der er elektronisk adgang til adfærdskodekserne på fællesskabssprogene

d) at handels-, erhvervs- og forbrugersammenslutningerne og -organisationerne forelægger medlemsstaterne og Kommissionen evalueringer af anvendelsen af deres adfærdskodekser og disses indvirkning på praksis, brug og sædvaner i forbindelse med elektronisk handel

e) at der udarbejdes adfærdskodekser vedrørende beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed.

1. Medlemsstaterne og Kommissionen opfordrer til, at forbrugersammenslutningerne eller -organisationerne inddrages i udarbejdelsen og iværksættelsen af adfærdskodekser, der vedrører deres interesseområder, og som udarbejdes i overensstemmelse med stk. 1, litra a). Foreninger, der repræsenterer synshandicappede og andre handicappede, bør i behørigt omfang høres, så der kan tages hensyn til deres særlige behov.

Artikel 17

Udenretslig bilæggelse af tvister

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at deres lovgivning i tilfælde af uenighed mellem en leverandør af en informationssamfundstjeneste og en tjenestemodtager ikke er til hinder for anvendelsen af ordninger for udenretslig bilæggelse af tvister i henhold til national lovgivning, herunder ad hensigtsmæssig elektronisk vej.

1. Medlemsstaterne tilskynder organerne for udenretslig bilæggelse af tvister, navnlig tvister i forbrugerforhold, til at handle på en måde, der giver parterne passende proceduremæssig sikkerhed.

1. Medlemsstaterne tilskynder organerne for udenretslig bilæggelse af tvister til at holde Kommissionen underrettet om de væsentlige afgørelser, de træffer vedrørende informationssamfundstjenester, og om alle andre oplysninger om praksis, brug og sædvaner i forbindelse med elektronisk handel.

Artikel 18

Søgsmålsadgang

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at indgivelse af søgsmål i henhold til national ret vedrørende aktiviteter i forbindelse med informationssamfundstjenester kan føre til hurtig vedtagelse af forholdsregler, herunder foreløbige forholdsregler, for at bringe den påståede overtrædelse til ophør og hindre, at der opstår yderligere skade for de berørte interesser.

1. I bilaget til direktiv 98/27/EF tilføjes følgende punkt:

»11. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).«

Artikel 19

Samarbejde

1. Medlemsstaterne sørger for at råde over tilstrækkelige kontrol- og undersøgelsesmidler til en effektiv iværksættelse af dette direktiv, og de drager omsorg for, at tjenesteyderne giver dem de nødvendige oplysninger.

1. Medlemsstaterne samarbejder med de øvrige medlemsstater; de udpeger med henblik herpå et eller flere kontaktpunkter, og nærmere oplysninger om disse meddeles de øvrige medlemsstater og Kommissionen.

1. Medlemsstaterne yder hurtigst muligt og i overensstemmelse med national lovgivning den bistand og giver de oplysninger, som en anden medlemsstat eller Kommissionen anmoder om, herunder ad hensigtsmæssig elektronisk vej.

1. Medlemsstaterne opretter kontaktpunkter, hvortil der som et minimum er elektronisk adgang, og til hvilke tjenestemodtagere og tjenesteydere kan henvende sig:

a) for at få generelle oplysninger om deres rettigheder og pligter i kontraktforhold samt om de klage- og retsmidler, der er til rådighed i tilfælde af tvister, herunder praktiske forhold i forbindelse med anvendelsen af sådanne mekanismer

b) for at få nærmere oplysninger om de myndigheder, sammenslutninger eller organisationer, hos hvilke de kan få yderligere oplysninger eller praktisk bistand.

1. Medlemsstaterne tilskynder til, at Kommissionen underrettes om alle væsentlige administrative eller retlige afgørelser på deres område i tvister om informationssamfundstjenester samt om praksis, brug og sædvaner i forbindelse med elektronisk handel. Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater disse afgørelser.

Artikel 20

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal finde anvendelse ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der udstedes i henhold til dette direktiv, og træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre gennemførelsen af dem. De således fastsatte sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 21

Revision

1. Inden den 17. juli 2003 og derefter hvert andet år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv tillige med eventuelle forslag til dets tilpasning til den retlige, tekniske og økonomiske udvikling inden for informationssamfundstjenester, navnlig med henblik på kriminalitetsforebyggelse, beskyttelse af mindreårige, forbrugerbeskyttelse samt på, at det indre marked fungerer korrekt.

1. Rapporten skal i sin undersøgelse af behovet for tilpasning af dette direktiv navnlig analysere behovet for forslag vedrørende det erstatningsansvar, der påhviler tjenesteudbydere af hyperlinks og søgemaskiner, procedurer for fjernelse af ulovligt indhold (»notice and take down procedures«) og pålæggelse af ansvar efter nedtagelse af indhold. Rapporten skal også analysere behovet for yderligere betingelser for fritagelse for ansvar, som omhandlet i artikel 12 og 13, i lyset af den tekniske udvikling og muligheden for at anvende det indre markeds principper på uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post.

Artikel 22

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 17. januar 2002. De underretter straks Kommissionen herom.

1. De i stk. 1 nævnte love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 23

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 24

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxemburg, den 8. juni 2000.

På Europa-Parlamentets vegne

N. Fontaine

Formand

På Rådets vegne

G. d'Oliveira Martins

Formand

1. EFT C 30 af 5.2.1999, s. 4.

2. EFT C 169 af 16.6.1999, s. 36.

3. Europa-Parlamentets udtalelse af 6.5.1999 (EFT C 279 af 1.10.1999, s. 389), Rådets fælles holdning af 28.2.2000 (EFT C 128 af 8.5.2000, s. 32) og Europa-Parlamentets afgørelse af 4.5.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

4. EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23. Direktivet er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30.7.1997, s. 60).

5. EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.

6. EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19.

7. EFT L 250 af 19.9.1984, s. 17. Direktivet er ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF (EFT L 290 af 23.10.1997, s. 18).

8. EFT L 42 af 12.2.1987, s. 48. Direktivet er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF (EFT L 101 af 1.4.1998, s. 17).

9. EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27. Direktivet er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF (EFT L 84 af 26.3.1987, s. 22).

10. EFT L 158 af 23.6.1990, s. 59.

11. EFT L 80 af 18.3.1998, s. 27.

12. EFT L 228 af 11.8.1992, s. 24.

13. EFT L 280 af 29.10.1994, s. 83.

14. EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51. Direktivet er ændret ved direktiv 1999/44/EF (EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12).

15. EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29. Direktivet er ændret ved direktiv 1999/34/EF (EFT L 141 af 4.6.1999, s. 20).

16. EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12.

17. EFT L 113 af 30.4.1992, s. 13.

18. EFT L 213 af 30.7.1998, s. 9.

19. EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

20. EFT L 24 af 30.1.1998, s. 1.

21. EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. Direktivet er ændret ved direktiv 98/48/EF (EFT L 217 af 5.8.1998, s. 18).

22. EFT L 320 af 28.11.1998, s. 54.

23. EFT L 15 af 21.1.1998, s. 14.

24. EFT L 13 af 19.1.2000, s. 12.

25. EFT C 23 af 28.1.1999, s. 1.

26. EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16.

27. EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25. Direktivet er senest ændret ved Kommissionens direktiv 97/38/EF (EFT L 184 af 12.7.1997, s. 31).

28. EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 1999/85/EF (EFT L 277 af 28.10.1999, s. 34).

Bilag 2

UNDTAGELSER FRA ARTIKEL 3

De i artikel 3, stk. 3, omhandlede områder, som artikel 3, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på:

ophavsret og beslægtede rettigheder, rettigheder som omhandlet i direktiv 87/54/EØF31)  og i direktiv 96/9/EF32) , samt industrielle ejendomsrettigheder

udstedelse af elektroniske penge af institutter, for hvilke medlemsstaterne har anvendt en af undtagelserne i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/46/EF33)

artikel 44, stk. 2, i direktiv 85/611/EØF34)

artikel 30 og afsnit IV i direktiv 92/49/EØF35) , afsnit IV i direktiv 92/96/EØF36) , artikel 7 og 8 i direktiv 88/357/EØF37)  og artikel 4 i direktiv 90/619/EØF38)

parternes ret til frit at vælge den lov, der skal anvendes på deres kontrakt

kontraktforpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter

den formelle gyldighed af kontrakter, der etablerer eller overfører rettigheder i fast ejendom, når sådanne kontrakter er underkastet ufravigelige formkrav ifølge retten i den medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende

tilladeligheden af uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post.

1. EFT L 24 af 27.1.1987, s. 36.

2. EFT L 77 af 27.3.1996, s. 20.

3. Endnu ikke offentliggjort i EFT.

4. EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3. Direktivet er senest ændret ved direktiv 95/26/EF (EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7).

5. EFT L 228 af 11.8.1992, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 95/26/EF.

6. EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 95/26/EF.

7. EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 92/49/EF.

8. EFT L 330 af 29.11.1990, s. 50. Direktivet er senest ændret ved direktiv 92/96/EF.

Officielle noter

1. Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EF-Tidende 2000 nr. L 178 af 17.07.00, s. 1-16).