LOV nr 1457 af 17/12/2013
Justitsministeriet
Forbrugeraftaleloven § 4
Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rette telefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om
-
bestilling af bøger,
-
tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,
-
formidling af forsikringsaftaler og
-
tegning af abonnement om redningstjeneste eller sygetransport.
Forarbejder til Forbrugeraftaleloven § 4
RetsinformationDen foreslåede § 4 svarer til den gældende § 6, der – med visse ændringer – er videreført fra den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978.
Efter stk. 1 må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette telefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.
Bestemmelsen indebærer således en ændring i forhold til den gældende § 6 stk. 1, hvor forbuddet mod uanmodede henvendelser er afgrænset til personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang.
Denne foreslåede ændring har til hensigt at rette op på den utilsigtede konsekvens af den nuværende affattelse af bestemmelsen, der efter ordlyden indebærer, at telefoniske henvendelser til en forbruger, der befinder sig andre steder end på sin bopæl, sin arbejdsplads eller andre steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, ikke er omfattet af forbuddet.
Efter stk. 2 gælder forbuddet i stk. 1 dog ikke for telefoniske henvendelser om bestilling af bøger, jf. nr. 1, tegning af abonnementer på aviser, ugeblade og tidsskrifter, jf. nr. 2, formidling af forsikringsaftaler, jf. nr. 3, og tegning af abonnement om redningstjeneste eller sygetransport, jf. nr. 4.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således en ændring i forhold til den gældende § 6 stk. 2, nr. 4, hvor undtagelsen fra forbuddet mod uanmodede henvendelser er begrænset til henvendelser om tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.
Den foreslåede ændring har til hensigt at ligestille virksomheder, der tilbyder abonnementer om redningstjeneste eller sygetransport, uanset om virksomheden herudover har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand med en eller flere kommuner. Der henvises i øvrigt til pkt. 6.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Da der er tale om en undtagelsesbestemmelse, skal begreberne i det foreslåede stk. 2 fortolkes indskrænkende. For at tydeliggøre, at undtagelsen alene omfatter henvendelser om tegning af abonnementer om redningstjeneste eller sygetransport, foreslås ordlyden ændret fra ”abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport” til ”abonnement om redningstjeneste eller sygetransport”. Henvendelser vedrørende produkter, hvor abonnement på redningstjeneste eller sygetransport alene udgør en mindre del af produktet, vil således ikke være omfattet af undtagelsen.
For så vidt angår den gældende § 6 henvises til Folketingstidende 2003-04, Tillæg A, s. 7589-7590 samt Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 741 f, hvoraf bl.a. fremgår, at foreninger og sammenslutninger, hvis formål udelukkende er velgørende eller almennyttigt, i almindelighed ikke kan anses for erhvervsdrivende i lovens forstand. Der tilsigtes ingen ændring heraf med lovforslaget. Dette er ensbetydende med, at lovens forbud mod uanmodede personlige henvendelser heller ikke fremover vil gælde for sådanne foreningers henvendelser med henblik på indsamlinger til humanitære formål mv. I overensstemmelse med motiverne til den gældende § 4 vil undtagelsen i det foreslåede nr. 1, heller ikke omfatte lydbøger eller bøger, der udgives på cd-rom eller på andet digitalt eller elektronisk medie.
Det bemærkes i øvrigt, at lovlige uanmodede henvendelser, jf. den foreslåede § 4, stk. 2, vil være underlagt lovens øvrige bestemmelser, herunder reglerne om oplysningspligt i kapitel 3 og – hvis der er tale om fjernsalg – reglerne om fortrydelsesret i kapitel 4, jf. den foreslåede § 3, nr. 1, jf. § 1, stk. 2, nr. 1.
Herudover vil også markedsføringslovens regler finde anvendelse på henvendelser omfattet af forslaget til § 4, stk. 2, hvilket bl.a. betyder, at det yderligere er en betingelse for (lovligt) at rette uanmodet telefonisk henvendelse til en forbruger, at forbrugeren ikke over for den erhvervsdrivende har frabedt sig at blive ringet op, f.eks. ved at lade sig notere på den såkaldte Robinsonliste i CPR-registeret. Endvidere skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om retten til at frabede sig uanmodede henvendelser fra den erhvervsdrivende. jf. markedsføringslovens § 6 a, der ikke ændres.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.