Herved bekendtgøres lov om planter og plantesundhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1132 af 3. juli 2020, med de ændringer, der følger af § 34 i lov nr. 1590 af 28. december 2022 og § 34 i lov nr. 407 af 25. april 2023.
Loven finder anvendelse på produktion af og handel med planter og bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter.
Stk. 2. Med henblik på sikring af plantesundheden finder loven også anvendelse på enhver art, stamme eller biotype af patogener, dyr og parasitplanter, der er skadelige for planter eller planteprodukter (skadegørere). Loven finder endvidere anvendelse på andre objekter, med hvilke der kan indslæbes eller spredes skadegørere, herunder jord og vækstmedier.
I denne lov forstås ved:
Handel: Salg, herunder lagerføring, fremvisning, frembydelse eller besiddelse med henblik på salg, udbud til salg og enhver overdragelse, levering eller overførsel med henblik på kommerciel udnyttelse af planter til tredjepart mod vederlag eller vederlagsfrit.
Planter: Levende planter og følgende levende plantedele:
a) Frø i botanisk forstand, bortset fra sådanne, som ikke er bestemt til brug som såsæd.
b) Frugter i botanisk forstand.
c) Grønsager.
d) Rod- og stængelknolde, løg, jordstængler, rødder, grundstammer og stoloner.
e) Skud, stængler og udløbere.
f) Afskårne blomster.
g) Grene med eller uden løv.
h) Fældede træer med løv.
i) Blade og løv.
j) Plantevævskulturer, herunder cellekulturer, kimplasma, meristemer, kimæriske kloner og materiale produceret ved mikroformering.
k) Levende pollen og sporer.
l) Knopper, okuleringsmateriale, stiklinger, podekviste og podninger.
m) Kogler og frøstande.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri1) kan fastsætte regler og træffe beslutninger med henblik på opfyldelse af Den Europæiske Unions direktiver og beslutninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte regler og træffe de beslutninger, som er nødvendige for anvendelsen af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om fravigelse af reglerne i de ovennævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af internationale konventioner og aftaler inden for lovens område.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om registrering, godkendelse og autorisation af professionelle operatører. Ministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder betingelser og vilkår for registrering m.v., tilbagekaldelse af autorisation og indbringelse af afgørelser for domstolene.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at professionelle operatører er registreringspligtige i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om produktion af og handel med planter, herunder om afprøvning og godkendelse af sorter af landbrugs- og havebrugsplantearter med henblik på optagelse på sortslisten, jf. § 6, stk. 2, og af formeringsmateriale af slægter og arter af træer med henblik på optagelse på kåringslisten, jf. § 6, stk. 3, om klassificering og godkendelse til salg på grundlag af oprindelse, anvendelse, sundhed, kvalitet og behandling og om dokumentation, egenkontrol, indførsel, udførsel, pakning og mærkning og regnskab over lager, køb og salg.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser om godkendelse af sorter af landbrugsplanter og havebrugsplanter med henblik på optagelse på sortsliste og afgørelser om certificering af planteformeringsmateriale træffes af Plantenyhedsnævnet.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan udpege private juridiske personer, der skal foretage afprøvning af sorter til brug for sortslistegodkendelse, plantenyhedsbeskyttelse og certificering af planteformeringsmateriale i medfør af regler fastsat efter § 5.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om udpegning efter stk. 1, herunder om kriterier og vilkår for udpegning, om ansøgningsprocedure og om tilbagekaldelse og ophør af en udpegning.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om udpegning af private juridiske personer til at udføre officiel avlskontrol og prøvetagning i medfør af regler fastsat efter § 5.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om navngivning af sorter af landbrugs- og havebrugsplantearter.
Stk. 2. Ministeren fastsætter regler om en officiel fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og grønsagsarter (sortslisten).
Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om en officiel fortegnelse over godkendt formeringsmateriale af slægter og arter af træer, der finder forstlig anvendelse (kåringslisten).
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om foranstaltninger med henblik på at forebygge introduktion og spredning af skadegørere og inddæmme og udrydde skadegørere.
Stk. 2. Ministeren underretter offentligheden og professionelle operatører om foranstaltninger efter stk. 1 i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om fravigelse af offentlighedens og professionelle operatørers underretningsforpligtelser om forekomst af skadegørere i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri undersøger plantesundhedstilstanden i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet. Undersøgelserne kan foretages på offentlige og private ejendomme og lokaliteter og af transportmidler, maskiner og emballage.
Stk. 2. Undersøgelser efter stk. 1 foretages ved visuel gennemgang, opsætning af fælder til indsamling af skadegørere og indsamling af prøver og analyser heraf.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan ved eksport af planter, planteprodukter og andre objekter, med hvilke der kan spredes skadegørere, herunder jord og vækstmedier, træffe afgørelse om iværksættelse af nødvendige foranstaltninger, som er påkrævet efter modtagerlandets plantesundhedslovgivning.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med udpegningen af et grænsekontrolsted, et inspektionscenter i tilknytning til et grænsekontrolsted eller et andet kontrolsted uden udgift for staten af de lokale interessenter stilles udstyrede lokaler og indretninger til rådighed for grænsekontrollen i overensstemmelse med Den Europæiske Unions retsakter om forhold, der er omfattet af denne lov, med henblik på kontrol af planter, planteprodukter og andre objekter ved indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at omkostninger i forbindelse med drift af grænsekontrolsteder, der ikke dækkes af den betaling, der opkræves i medfør af § 13, helt eller delvis afholdes af de lokale interessenter i grænsekontrolstedet.
Stk. 3. Ministeren kan indgå aftaler om, at etablering og drift af grænsekontrolsteder helt eller delvis finansieres af lokale interessenter.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kompensation til ejere i forbindelse med påbudt tilintetgørelse af planter, planteprodukter eller andre objekter efter § 16.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilket omfang udgifter i forbindelse med påbudte foranstaltninger mod skadegørere, herunder udgifter til bekæmpelsesmidler, kan kompenseres.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af kompensationen i henhold til stk. 1 og 2.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte, hvilke hjemmehørende plantearter der skal anses for uønskede, og kan med henblik på bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af disse plantearter fastsætte regler om
håndtering og behandling af varer og produkter med indhold af uønskede hjemmehørende plantearter,
transport ad offentlig vej af varer og produkter med indhold af uønskede hjemmehørende plantearter,
rengøring af transportmidler, maskiner, redskaber, emballage og lokaler, der har været anvendt til transport, behandling, håndtering og opbevaring af varer med indhold af uønskede hjemmehørende plantearter,
overdragelse af varer og produkter med indhold af uønskede hjemmehørende plantearter,
behandling af dyrkede og udyrkede arealer med forekomst af uønskede hjemmehørende plantearter og
pligt til at afgive oplysning om forekomst af uønskede hjemmehørende plantearter, herunder ved overdragelse af ejendoms- eller brugsret til arealer eller ved anvendelse af maskiner og redskaber m.v., der tilhører andre.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at regler fastsat i medfør stk. 1 finder anvendelse for ejere og brugere af ubebyggede og ubefæstede arealer samt virksomheder tilknyttet landbrugsdrift.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling for omkostninger ved kontrolopgaver, der udføres efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, certificeringer, godkendelser, registreringer, tilladelser, undersøgelser, attestationer og dispensationer m.v., der ydes i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Bestillinger på plantesundhedscertifikater for frø og konsumvarer, der udføres til stater, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, kan mod betaling af et tillæg til certifikatgebyret behandles forud for tidligere modtagne bestillinger. I hastende tilfælde betales et tillæg på 50 pct. af certifikatgebyret fastsat efter stk. 1. I meget hastende tilfælde betales tillige et tillæg på 400 kr.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at betaling for kontrol, der udføres efter lov om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., skal opkræves efter stk. 1, når kontrollen indgår som en del af et overordnet kontrolområde omfattet af denne lov.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om betaling for omkostninger ved opgaver vedrørende opfølgende kontrol og genkontrol efter konstatering af manglende overholdelse af pligt til bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter efter regler fastsat i medfør af § 12.
Stk. 5. Ministeren kan i regler fastsat efter stk. 1 fastsætte nærmere regler om den private juridiske persons opkrævning af gebyr i forbindelse med opgaver henlagt i medfør af § 22, stk. 3.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af beløb, der er nævnt i § 13, herunder ved brug af særlige e-betalingstjenester.
Stk. 2. Betalingsforpligtelser, der er fastsat ved forordning inden for lovens område, i denne lov eller i regler fastsat i medfør af denne lov, og som ikke betales rettidigt, tillægges, medmindre andet er fastsat i Den Europæiske Unions retsakter, en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For rykkerbreve betales et gebyr på 100 kr., som reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om tilsyn og kontrol med overholdelsen af denne lov eller de i medfør heraf fastsatte regler eller Den Europæiske Unions retsakter om forhold omfattet af denne lov.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om opbevaring af oplysninger og analysemateriale med henblik på tilsyn og kontrol med overholdelsen af denne lov eller de i medfør heraf fastsatte regler eller Den Europæiske Unions retsakter om forhold, der er omfattet af denne lov.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan træffe de afgørelser, herunder meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af denne lov eller af regler fastsat i medfør heraf eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Hvis et påbud ikke efterkommes inden for en nærmere fastsat frist, kan ministeren lade arbejdet udføre for den ansvarliges regning. §§ 17 og 18 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med arbejdets udførelse.
Den, der er omfattet af reglerne i denne lov, af regler fastsat i medfør af denne lov eller af bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold omfattet af denne lov, skal efter anmodning fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som er påkrævet af hensyn til gennemførelse af kontrol efter loven eller efter Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Den, der er omfattet af reglerne i denne lov, af regler fastsat i medfør af denne lov eller af bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, skal vederlagsfrit yde ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol, undersøgelser, udtagning af prøver, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrifter af elektroniske data. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan vederlagsfrit medtage sådant materiale i forbindelse med kontrol.
Stk. 3. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan som led i løsningen af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, vederlagsfrit medtage eller udtage prøver af planter, planteprodukter og andre objekter mod kvittering.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlig og privat ejendom, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til brug for kontrol og løsning af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af kontrol efter stk. 1. Ministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater og art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning på offentliggørelsen.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilken måde og i hvilken form kontrolresultaterne skal gøres tilgængelige for offentligheden, herunder på hvilke betingelser virksomheder kan fritages for pligten til at gøre kontrolresultater tilgængelige.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater af administrativ kontrol ikke skal offentliggøres, hvis resultatet kun har begrænset relevans for offentligheden.
Stk. 4. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet elektronisk informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om forhold, der er omfattet af denne lov eller af regler fastsat i medfør heraf eller af Den Europæiske Unions forordninger, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse efter denne lov anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4. Hvor det efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opfyldelse af underskriftskravet nævnt i stk. 4.
Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter forhandling med vedkommende minister henlægge sine beføjelser efter loven til en anden statslig myndighed eller institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens eller institutionens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan henlægge løsning af visse opgaver, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, og som følger af regler fastsat i medfør af §§ 5 og 15 om sagsbehandlingsskridt i forbindelse med kontrol og prøvetagning på læggekartoffelområdet, til en privat juridisk person. Den private juridiske person er undergivet ministerens instruktion og tilsyn med hensyn til alle opgaver, som er henlagt efter denne bestemmelse.
Stk. 2. Henlægger ministeren opgaver efter stk. 1 til en privat juridisk person, gælder forvaltningslovens § 3, § 4, stk. 1, § 6 og § 27 for enhver, der er beskæftiget hos den private juridiske person med varetagelsen af de tillagte opgaver.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan henlægge løsning af visse opgaver til en privat juridisk person, hvis opgaverne har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed og afgørelsesvirksomhed og følger af regler fastsat i medfør af §§ 4, 5, 6, 15 og 19 vedrørende registrering og autorisation af professionelle operatører, godkendelse af sorter af landbrugsplanter og havebrugsplanter med henblik på optagelse på sortslisten og klassificering og godkendelse til salg, om tilsyn og kontrol og om offentliggørelse af kontrolresultater. Den private juridiske person er undergivet ministerens tilsyn med hensyn til de opgaver, som er blevet henlagt til vedkommende.
Stk. 4. Forvaltningsloven, lov om aktindsigt i miljøoplysninger og arkivloven finder anvendelse for en privat juridisk persons løsning af opgaver henlagt efter stk. 3.
Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf eller i henhold til direkte anvendelige bestemmelser i Den Europæiske Unions retsakter kan, hvis ikke andet er fastsat i regler udstedt i medfør af § 21, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den afdeling, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. § 21 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.
Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
overtræder beslutninger truffet i medfør af § 3, stk. 1, 1. pkt.,
undlader at efterkomme beslutninger truffet i medfør af § 3, stk. 1, 2. pkt.,
overtræder vilkår i afgørelser meddelt efter § 16,
overtræder et forbud meddelt efter § 16,
undlader at efterkomme påbud meddelt efter § 16 eller
undlader at afgive oplysninger eller at stille bistand til rådighed efter § 17.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan i regler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser fastsat af Den Europæiske Union om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at Landbrugsstyrelsen for nærmere angivne sager om overtrædelser af denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov og regler i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på sådanne bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.
Loven træder i kraft den 1. februar 2020.
Stk. 2. Lov om frø, kartofler og planter, jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 4. januar 2017, ophæves.
Stk. 3. Lov om planteskadegørere, jf. lovbekendtgørelse nr. 14 af 4. januar 2017, ophæves den 1. januar 2022.
Stk. 4. Regler fastsat i medfør af de love, der er nævnt i stk. 2 og 3, og § 10, stk. 2 og 3, i lov om drift af landbrugsjorder, jf. lovbekendtgørelse nr. 958 af 10. juli 2017, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler fastsat i medfør af denne lov eller lov om drift af landbrugsjorder. Regler om straf for overtrædelser af regler, der er fastsat i de pågældende bekendtgørelser, forbliver i kraft, indtil bekendtgørelsen ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov eller lov om drift af landbrugsjorder.
(Udelades)
(Udelades)
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Loven træder i kraft den 30. juni 2023.
Stk. 2. Lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v. ophæves.
Stk. 3. (Udelades)
Stk. 4. Regler, der er fastsat i medfør af lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler, der er fastsat i medfør af denne lov. Regler om straf for overtrædelse af regler, der er fastsat i de pågældende bekendtgørelser, forbliver i kraft, indtil bekendtgørelserne ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 5. Regler, der er fastsat i medfør af følgende lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler:
(Udelades)
(Udelades)
§ 13, stk. 3, i lov om planter og plantesundhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1132 af 3. juli 2020, som ændret ved § 34 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.
(Udelades)
(Udelades)
Lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 30. Loven træder i kraft den 1. januar 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
Lov nr. 407 af 25. april 2023 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v.3) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 30. Loven træder i kraft den 30. juni 2023.
Stk. 2. Lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v. ophæves.
Stk. 3. (Udelades)
Stk. 4. Regler, der er fastsat i medfør af lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler, der er fastsat i medfør af denne lov. Regler om straf for overtrædelse af regler, der er fastsat i de pågældende bekendtgørelser, forbliver i kraft, indtil bekendtgørelserne ophæves eller erstattes af regler fastsat i medfør af denne lov.
Stk. 5. Regler, der er fastsat i medfør af følgende lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler:
(Udelades)
(Udelades)
§ 13, stk. 3, i lov om planter og plantesundhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1132 af 3. juli 2020, som ændret ved § 34 i lov nr. 1590 af 28. december 2022.
(Udelades)
(Udelades)
Bente Koudal Sørensen
/ Dorthe Nielsen
Ved kongelig resolution af 19. november 2020 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri oprettet, således at der til dette ministerium blev overført følgende sagsområder: sager vedrørende landbrug, herunder økologi, fødevaresikkerhed, fødevaresundhed og fødevareforsyning, dyrevelfærd, inklusive de til områderne hørende institutioner m.v., samt sager vedrørende fiskeri, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1946 af 25. november 2020 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene.
Lovændringen vedrører indsættelse af § 13, stk. 3, hvorefter stk. 3 og 4, bliver stk. 4 og 5.
Lovændringen vedrører nyaffattelse af § 13.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er ny og fastslår, at loven finder anvendelse på produktion af og handel med planter og ved bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at loven kan danne grundlag for den fortsatte implementering af markedsdirektiverne om produktion af og handel med planter, som hidtil har været reguleret i frøloven. Bestemmelsen svarer til gældende ret.
Samtidig indebærer den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at loven skal omfatte bekæmpelse af planter, som kan forvolde tab for planteavlen. Dermed overføres reguleringen af uønskede hjemmehørende plantearter fra driftsloven.
Ved hjemmehørende plantearter forstås almindeligvis naturligt forekommende plantearter, der ikke er indført af mennesker. Det bemærkes, at flyvehavre, der er en ukrudtsplante af græsfamilien, er en hjemmehørende planteart. Ved flyvehavre forstås planter af Avena fatua L, Avena sterilis L, Avena ludoviciana Dur. og andre vildtvoksende etårige havrearter, der har løsningslag ved grunden af en eller flere kerner i småakset.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i de almindelige bemærkninger.
Videre foreslås det i stk. 2, 1. pkt., at med henblik på sikring af plantesundheden finder loven også anvendelse på enhver art, stamme eller biotype af patogener, dyr og parasitplanter, der er skadelige for planter eller planteprodukter (skadegørere).
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., er ny og stemmer overens med plantesundhedsforordningens artikel 1, stk. 1 og 2, hvoraf det fremgår, at forordningen fastsætter regler vedrørende plantesundhedsmæssige risici, som udgøres af enhver art, stamme eller biotype af patogener, dyr eller parasitplanter, der er skadelige for planter eller planteprodukter (”skadegørere”), og foranstaltninger til at begrænse disse risici til et acceptabelt niveau.
Efter plantesundhedsforordningens artikel 1, stk. 2, kan andre ikke-parasitære planter, der ikke er reguleret i henhold til artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2014/1143/EU af 22. oktober 2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter, betragtes som skadegørere i henhold til plantesundhedsforordningen, når der er dokumentation for, at disse ikke-parasitære planter udgør plantesundhedsrisici med alvorlige økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser for Unionens område.
Det bemærkes, at visse organismer, de såkaldte vektorer, kan optræde som smittespredere ved at overføre andre skadegørere fra planter til andre planter, mens vektoren ikke nødvendigvis selv forvolder stor skade på planter. En række vektorer vil derfor blive anset som skadegørere og opføres på Kommissionens liste over EU-karantæneskadegørere, jf. plantesundhedsforordningens artikel 5, stk. 2, og er allerede i dag reguleret af plantesundhedsdirektivet, jf. direktivets bilag 1 og 2. Som et eksempel på en vektor kan nævnes træbukke i slægten Monochamus, som er en vektor for skadegøreren fyrrevednematoden og spreder denne fra træ til træ, når træbukken gnaver i unge skud af nåletræer. Fyrrevednematoden er en mikroskopisk rundorm, der kan blokere træers saftstrømme og dermed forårsage visnedød i nåletræer.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., der er ny, at loven også finder anvendelse på andre objekter, med hvilke der kan indslæbes eller spredes skadegørere, herunder jord og vækstmedier. Sådanne andre objekter kan f.eks. være transportmidler, maskiner og emballage.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 medfører, at loven generelt angår bekæmpelse af og forebyggelse af indslæbning og udbredelse af skadegørere, uanset om disse forefindes i forbindelse med planter, planteprodukter eller andre objekter, og uanset om disse skadegørere findes i planteproduktionen, skove, naturområder eller beplantede områder m.v.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.3 i de almindelige bemærkninger.
Definitioner
Den foreslåede bestemmelse, der er ny, fastslår i stk. 1, nr. 1, at handel forstås som salg, herunder lagerføring, fremvisning, frembydelse eller besiddelse med henblik på salg, udbud til salg og enhver overdragelse, levering eller overførsel med henblik på kommerciel udnyttelse af planter til tredjepart mod vederlag eller vederlagsfrit.
Den foreslåede definition af handel indeholder de definitioner af begreberne handel, afsætning og markedsføring, der anvendes i markedsdirektiverne, jf. f.eks. artikel 2, litra i, i Rådets direktiv 1999/105/EF af 22. december 1999 om markedsføring af forstligt formeringsmateriale (markedsføring), artikel 2, nr. 3, i Rådets direktiv 1998/56/EF af 20. juli 1998 om afsætning af prydplanteformeringsmateriale (afsætning) og artikel 1 a i Rådets direktiv 1966/402/EØF af 14. juni 1966 om handel med sædekorn (handel).
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, foreslås det, at planter defineres som levende planter og følgende levende plantedele:
a) Frø i botanisk forstand, bortset fra sådanne, som ikke er bestemt til brug som såsæd.
b) Frugter i botanisk forstand.
c) Grønsager.
d) Rod- og stængelknolde, løg, jordstængler, rødder, grundstammer og stoloner.
e) Skud, stængler og udløbere.
f) Afskårne blomster.
g) Grene med eller uden løv.
h) Fældede træer med løv.
i) Blade og løv.
j) Plantevævskulturer, herunder cellekulturer, kimplasma, meristemer, kimæriske kloner og materiale produceret ved mikroformering.
k) Levende pollen og sporer.
l) Knopper, okuleringsmateriale, stiklinger, podekviste og podninger.
m) Kogler og frøstande.
Den foreslåede definition er i vid udstrækning en gengivelse af plantesundhedsforordningens definition af planter i artikel 2, nr. 1. Dog er definitionen af planter suppleret med kogler og frøstande, jf. stk. 1, nr. 2, litra m, idet Rådets direktiv 1999/105/EF af 22. december 1999 om markedsføring af forstligt formeringsmateriale definerer formeringsmateriale som frømateriale i form af kogler, frugtstande, frugter og frø, som er bestemt til produktion af plantemateriale bestemt til udplantning, jf. artikel 2, litra b, nr. i.
Med den foreslåede afgrænsning af begrebet planter sikres det, at den nuværende implementering af markedsdirektiverne, se afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger, kan fortsætte uændret inden for rammerne af loven.
Den foreslåede bestemmelse definerer således to væsentlige begreber i loven.
For så vidt angår planteprodukter, er disse defineret i plantesundhedsforordningens artikel 2, nr. 2, som produkter af uforarbejdet materiale af vegetabilsk oprindelse og de forarbejdede produkter, der i kraft af deres natur eller deres forarbejdning kan udgøre en risiko for spredning af karantæneskadegørere.
Medmindre andet angives i de i henhold til artikel 28, 30 og 41 vedtagne gennemførelsesretsakter, betragtes træ kun som et planteprodukt, hvis det opfylder mindst en af følgende betingelser:
a) Det har helt eller delvis bevaret sin naturlige runde form med eller uden bark.
b) Det har ikke bevaret sin naturlige runde form som følge af savning, skæring eller kløvning.
c) Det har form af flis, spåner, savsmuld, træaffald, høvlspåner eller skrot af træ og har ikke undergået en behandling, som indebærer anvendelse af lim, varme eller tryk eller en kombination heraf til at producere pellets, briketter, krydsfiner eller spånplader.
d) Det anvendes eller er bestemt til anvendelse som emballagemateriale, uanset om det faktisk anvendes til transport af varer.
Denne definition finder umiddelbart anvendelse i dansk ret.
Kapitel 2
Bemyndigelse til regulering af produktion af og handel med planter og til foranstaltninger mod planteskadegørere m.v.
Gennemførelse af EU-lovgivning m.v.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, der er en videreførelse af frølovens § 1, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2, fastslår, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler eller træffe beslutninger med henblik på opfyldelse af Den Europæiske Unions direktiver og beslutninger om forhold omfattet af loven. Ministeren kan endvidere fastsætte regler eller træffe de beslutninger, som er nødvendige for anvendelsen af Den Europæiske Unions forordninger om forhold omfattet af denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om fravigelse af reglerne i de ovennævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres ministerens adgang til at fastsætte regler eller træffe beslutninger med henblik på opfyldelse af Den Europæiske Unions retsakter og dertil hørende gennemførelsesbestemmelser om produktion af og handel med planter.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at den danske implementering af markedsdirektiverne med tilhørende gennemførelsesbestemmelser, der er opregnet ovenfor i afsnit 2.2.1, kan videreføres.
For så vidt angår bemyndigelsen at træffe konkrete beslutninger med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om produktion af og handel med planter, så forudsættes bestemmelsen alene anvendt i tilfælde af, at der f.eks. skal gennemføres EU-beslutninger om hastende foranstaltninger vedrørende f.eks. importbegrænsninger, og hvor der ikke er tid til at afvente udstedelse af generelle regler.
Samtidig vil den foreslåede bestemmelse medføre, at ministeren kan fastsætte regler eller træffe de beslutninger, som er nødvendige for anvendelsen af Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet.
Den foreslåede bestemmelse vil dermed udgøre hjemmelsgrundlaget for fastsættelse af nationale regler til supplering af henholdsvis kontrolforordningens og plantesundhedsforordningens bestemmelser.
Med den foreslåede bestemmelse kan ministeren fastsætte regler om fravigelse af reglerne i de ovennævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.
Med den foreslåede bestemmelse vil de eksisterende regler, der afviger fra markedsdirektivernes krav, kunne videreføres.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at såfremt en retsakt udstedt af Den Europæiske Union indeholder adgang for medlemsstaterne til at fravige retsakten, er ministeren således bemyndiget til at afgøre, om adgangen skal udnyttes. Dette indebærer, at såfremt en retsakt åbner adgang for medlemsstaterne til at fravige retsakten ved at fastsætte afvigende regler, er ministeren bemyndiget til at afgøre, om og på hvilken måde denne adgang skal udnyttes i det omfang nærværende lov i øvrigt giver mulighed for at fastsætte sådanne afvigende regler.
For så vidt angår produktion af og handel med planter findes der en række regler i markedsdirektiverne med tilhørende gennemførelsesbestemmelser, der indeholder adgang for medlemsstaterne til enten at fastsætte lempede eller skærpede krav til det materiale, der dyrkes i medlemsstaten, i forhold til direktivernes krav. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling vil således i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 3. pkt., kunne beslutte at udnytte disse adgange til at fravige retsakterne og fastsætte de afvigende regler.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling vil i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 3. pkt., kunne beslutte at udnytte de adgange for medlemsstaterne til at fravige plantesundhedsforordningen og kontrolforordningen med tilhørende gennemførelsesbestemmelser ved at fastsætte afvigende regler og vil således eksempelvis kunne beslutte at anvende plantesundhedsforordningens artikel 31, sk. 1, og artikel 37, stk. 9, til at fastsætte regler om strengere plantesundhedsforanstaltninger inden for de rammer, som beskrevet i artikel 31, stk. 1.
Der henvises til afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, der er ny, fastsætter, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte regler med henblik på opfyldelse af internationale traktater, konventioner og aftaler inden for lovens område.
Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at sikre hjemmel til, at der kan fastsættes regler på områder, hvor Danmark har påtaget sig forpligtelser til at opfylde internationale traktater, konventioner og aftaler inden for lovens område.
Den foreslåede bestemmelse vil dermed udgøre hjemmelsgrundlaget for opfyldelse af de danske forpligtelser efter IPPC-konventionen for så vidt angår plantesundhedsområdet og ISTA- og OECD-reglerne i relation til produktion af og handel med planter i det omfang, disse ikke allerede er opfyldt i kraft af EU-reguleringen på området.
For nærmere om henholdsvis ISTA- og OECD-reglerne samt IPPC-konventionen henvises i øvrigt til afsnit 1.2.1 og 1.2.2 i de almindelige bemærkninger.
Registrering m.v. af professionelle operatører
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er ny og viderefører frølovens § 1, stk. 3, nr. 1, jf. § 1, stk. 1, for så vidt angår muligheden for at fastsætte regler om registrering af produktions- og salgsvirksomheder. Den foreslåede bestemmelse bemyndiger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling til at fastsætte regler om registrering, godkendelse og autorisation af professionelle operatører. Ministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder betingelser og vilkår for registrering m.v., tilbagekaldelse af autorisation og indbringelse af afgørelser for domstolene.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at markedsdirektivernes bestemmelser om registrering og godkendelse af professionelle operatører kan gennemføres i dansk ret.
Det bemærkes, at registreringsopgaver af professionelle operatører, som er relevante i forhold til certificering af planteformeringsmateriale, fortsat forventes henlagt til TystofteFonden, jf. tekstanmærkning nr. 167 ad 24.21.01 til § 24 på finansloven for finansåret 2019.
I medfør af den foreslåede bestemmelse vil ministeren kunne fastsætte regler om, at en professionel operatør skal autoriseres for at kunne varetage visse former for erhverv og opgaver og de nærmere betingelser for opnåelse af disse autorisationer.
De autorisationsordninger, der angår certificering af planteformeringsmateriale, forventes fortsat henlagt til TystofteFonden, jf. tekstanmærkning nr. 167 ad 24.21.01 til § 24 på finansloven for finansåret 2019.
Det fremgår af artikel 2, stk. 1, litra b-d, og artikel 7, nr. 1, i Rådets direktiv 66/401/EØF af 14. juni 1966 om handel med frø af foderplanter, at markbesigtigelse, frøanalyser og prøvetagning kan foregå som en undersøgelse under officielt tilsyn (autorisation/egenkontrol). Endvidere fremgår det af artikel 19, at der skal føres kontrol med, hvorvidt kravene og betingelserne i direktivet er opfyldt.
Der gælder tilsvarende bestemmelser for sædekorn, bederoer, olie- og spindplanter og grønsagsfrø, som fremgår af Rådets direktiv 66/402/EØF af 14. juni 1966 om handel med sædekorn, Rådets direktiv 2002/54/EF af 13. juni 2002 om handel med bederoefrø, Rådets direktiv 2002/55/EF af 13. juni 2002 om handel med grønsagsfrø og Rådets direktiv 2002/574/EF af 13. juni 2002 om handel med frø af olie- og spindplanter.
For så vidt angår de eksisterende otte autorisationsordninger på læggekartoffel-området, jf. §§ 4-6 i kartoffelbekendtgørelsen, er det hensigten i videst muligt omfang at videreføre disse.
Det er hensigten at fastsætte nærmere regler om, under hvilke vilkår en producent af kerneplanter, mikroknolde eller miniplanter, en læggekartoffelavler i form af præbasisavlere eller basisavlere med opformering på grundlag af miniknolde eller en sorterevirksomhed kan autoriseres.
Der vil f.eks. kunne fastsættes krav til produktionsfaciliteter og adskillelse af læggekartofler og konsumkartofler.
Det forventes, at der vil blive fastsat regler om, under hvilke betingelser ministeren kan tilbagekalde en meddelt autorisation. Det er hensigten at fastsætte regler om, at ministeren kan tilbagekalde en autorisation, hvis autorisationsindehaveren groft eller gentagne gange har overtrådt Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold omfattet af denne lov, bestemmelserne i denne lov eller regler fastsat i medfør af loven. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis autorisationsindehaveren gentagne gange groft har tilsidesat hensynet til sikringen af plantesundheden f.eks. ved manglende adskillelse af læggekartofler og konsumkartofler, ved manglende rettidig anmeldelse af avl til marksyn eller ved videresalg af ikke godkendt avl. Ved afgørelse om tilbagekaldelse af en autorisation vil der skulle tages hensyn til almindelige principper om proportionalitet. I den forbindelse må det bl.a. tages i betragtning, at en fratagelse af autorisationen – selv om den ikke formelt har karakter af en straf – typisk vil være overordentlig indgribende for den pågældende, da autorisationsindehaveren ved fratagelsen af autorisation også fratages retten til at udøve sit erhverv. Derfor må det bl.a. sikres, at fratagelsen ikke er uforholdsmæssig i forhold til den forseelse mv., som autorisationsindehaveren har begået.
Med den foreslåede bestemmelse vil ministeren kunne fastsætte regler om, at adressaten for en afgørelse om nægtelse eller tilbagekaldelse af autorisation efter regler fastsat i medfør af stk. 1 kan forlange sådanne afgørelser indbragt for domstolene af ministeren. Det forventes, at der vil bliver fastsat regler om, at anmodning herom skal fremsættes over for ministeren for inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt adressaten.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre den enkelte borgers retssikkerhed i forbindelse med nægtelse eller tilbagekaldelse af en autorisation, da afgørelsen angår muligheden for at udøve et erhverv på bestemte betingelser og er et vidtgående indgreb, som vil have store økonomiske konsekvenser for den pågældende, hvorfor den berørte borger skal have mulighed for at få afgørelsen om inddragelse prøvet ved domstolene. Anmodningen om domstolsprøvelse skal dog være modtaget senest 4 uger efter, afgørelsen er meddelt den pågældende ansøger eller autorisationsindehaver. Ministeren vil derudover også kunne fastsætte regler om, at ministeren anlægger sag mod ansøger eller autorisationsindehaveren i den borgerlige retsplejes former. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, medmindre retten bestemmer andet.
Det er endvidere hensigten at fastsætte regler i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1, om, at afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af autorisation kan ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, da afgørelsen kan forlanges prøvet ved domstolene.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er ny og bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om, at professionelle operatører er registreringspligtige i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at ministeren kan udnytte det nationale råderum i plantesundhedsforordningen og fastsætte krav om, at professionelle operatører skal registreres i overensstemmelse med forordningens artikel 65, stk. 1, sidste pkt., og stk. 3, sidste pkt.
Der henvises til afsnit 2.4.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Produktion af og handel med planter
§ 5
Den foreslåede bestemmelse svarer til dele af frølovens § 1, stk. 3, nr. 2-7, og bemyndiger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling til at fastsætte regler om produktion og handel med planter og planteprodukter, herunder om afprøvning og godkendelse af sorter af landbrugs- og havebrugsplantearter med henblik på optagelse på sortslisten og af formeringsmateriale af slægter og arter af træer med henblik på optagelse på kåringslisten, om klassificering og godkendelse til salg på grundlag af oprindelse, anvendelse, sundhed, kvalitet og behandling, om dokumentation, egenkontrol, indførsel, udførsel, pakning og mærkning samt regnskab over lager, køb og salg. Det bemærkes, at reglerne om navngivning af sorter og optagelse på sortslisten og kåringslisten foreslås reguleret med bestemmelsen i § 6.
Bestemmelsen skal sikre, at markedsdirektiverne, der bl.a. regulerer kvalitetskrav og kontrol af disse krav til planteformeringsmateriale for kommercielt vigtige afgrøder forud for, at planteformeringsmaterialet kan bringes i handlen indenfor EU, kan gennemføres i dansk ret.
Det fremgår af artikel 3 i Rådets direktiv 2002/56/EF af 13. juni 2002 om handel med læggekartofler, at læggekartofler kun må bringes i handelen, hvis de er officielt certificerede som basislæggekartofler eller læggekartofler, og hvis de opfylder direktivets mindstekrav som fastsat i direktivets bilag I og II om oprindelse, krav til avl og til kvalitet af de markedsførte knolde. Efter artikel 4 kan læggekartofler i generationer forud for basis- og certificerede læggekartofler bringes i handelen som præbasislæggekartofler forudsat bestemmelserne i artikel 18 om mindstekrav, lukning og mærkning af beholdere følges.
I artikel 5 gives medlemslandene mulighed for at fastsætte yderligere eller strengere betingelser for egen produktion og tilsvarende i artikel 8 med hensyn til at adskille produktion, sortering, oplagring, håndtering og transporter af læggekartofler adskilt fra andre kartofler af plantesundhedsmæssige hensyn.
Disse bemyndigelser vil blive udnyttet for produktion i Danmark.
Efter direktivets artikel 6 kan medlemslandene under visse betingelser give producenter tilladelse til at afsætte små mængder af læggekartofler, der ikke opfylder direktivets bestemmelser for markedsføring, til videnskabelige formål m.m.
I direktivets artikel 9 fastlægges, at læggekartofler behandlet med spirehæmmende midler ikke må bringes i handel, og i artikel 10, at de markedsførte knolde skal opfylde bestemte størrelseskrav, der dog kan fraviges for national produktion.
Direktivets artikel 11 fastlægger, at markedsførte partier af læggekartofler skal være tilstrækkeligt ensartede. Partier skal markedsføres i pakninger eller beholdere, der opfylder kravene i artikel 12 om lukning og i artikel 13-16 om mærkning. Medlemsstaterne kan fravige bestemmelserne i artikel 11 for små mængder til den endelige forbruger og bestemmelserne i artikel 12 og 13 for småpakninger lukket på eget område.
Der er i henhold til Rådets direktiv 2002/56/EF af 13. juni 2002 om handel med læggekartofler fastsat gennemførelsesbestemmelser med hensyn til minimumsbestemmelser og EU-klasser for præbasislæggekartofler i Kommissionens gennemførelsesdirektiv af 2014/21/EU af 6. februar 2014 om minimumsbetingelser og EU-klasser for præ-basislæggekartofler, der også indeholder krav til avlens oprindelse med hensyn til EU-klasser for basislæggekartofler og certificerede læggekartofler om de betingelser og betegnelser, der skal gælde for disse i Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/20/EU af 6. februar 2014 om EU-klasser for basislæggekartofler og certificerede læggekartofler og de betingelser og betegnelser, der skal gælde for disse klasser, og om visse undtagelser med henblik på godkendelse af landracer og sorter af landbrugsarter, der er naturligt tilpassede de lokale og regionale forhold og truet af genetisk erosion, samt om handel med frø og læggekartofler af sådanne landracer og sorter, i Kommissionens direktiv 2008/62/EF af 20. juni 2008 om visse undtagelser med henblik på godkendelse af landracer og sorter af landbrugsarter, der er naturligt tilpasset de lokale og regionale forhold og truet af genetisk erosion, og om handel med frø og læggekartofler af sådanne landracer og sorter.
Det fremgår af artikel 5, stk. 3 og artikel 7, stk. 5 og 6, i Rådets direktiv 2008/90/EF af 29. september 2008 om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion, udmøntet i Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/97/EU af 15. oktober 2014 om gennemførelse af Rådets direktiv 2008/90/EF for så vidt angår registrering af leverandører og sorter samt den fælles sortsliste, at frugtplanter til kommerciel anvendelse og formeringsmateriale heraf, af en række arter skal være listet på den fælles EU sortsliste over frugtplanter. Hver medlemsstat udarbejder bidrag til listen med sorter, som har enten en officiel beskrivelse, som er resultatet af en officiel sortsafprøvning, eller en officielt anerkendt beskrivelse, såfremt disse sorter har været i handlen før 30. september 2012. Listen samles for alle EU-medlemsstater og udgives på EU-kommissionens hjemmeside.
Det fremgår af artikel 1, at direktivet gælder for produktion i handelsøjemed og afsætning af planter, grundstammer og andre plantedele af de listede slægter og arter inden for EU.
Af artikel 3 i Rådets direktiv 2008/90/EF af 29. september 2008 om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion fremgår det, at formeringsmateriale eller frugtplanter kun må afsættes, hvis de opfylder en række generelle krav, herunder at de er officielt certificeret som kerneplanter, basisplanter eller certificeret materiale eller er kvalificeret som CAC-materiale.
De specifikke krav til slægter og arter, der skal certificeres eller kategoriseres som CAC-materiale er beskrevet i artikel 4 og omfatter krav til metoder til bevaring af sortens og klonens identitet, plantesundhed, prøvningsmetoder og –fremgangsmåder, formeringsmateriale og evt. sortstræk hhv. formeringsmåde, renhed, plantesundhed og sortstræk. Her præciseres også de betingelser, som grundstammer og andre plantedele af slægter og arter, der ikke er listet i direktivet, skal opfylde, hvis de listede slægter og arter eller hybrider heraf podes på dem.
Medlemsstaterne skal i henhold til direktivets artikel 5 sikre, at leverandører registreres officielt for de aktiviteter, de udfører i henhold til direktivet. Kravet kan dog begrænses til leverandører, der er erhvervsdrivende. Der stilles i artikel 6 krav om, at medlemsstaterne sikrer, at registrerede leverandører overholder en række krav under produktionen, herunder identificerer og overvåger kritiske punkter i produktionsprocessen, der kan påvirke materialets kvalitet, gemmer oplysninger herfra, udtager stikprøve til analyse ved behov og sikrer, at partierne kan identificeres særskilt under produktionen. Leverandøren skal føre registre over køb og salg, og opbevare disse i mindst 3 år efter afsætning og anmelde eventuelle fund af karantæneskadegørere samt kvalitetsskadegørere, der overskrider tolerancerne.
I artikel 7 stilles der krav om, at formeringsmateriale og frugtplanter skal afsættes med angivelse af, hvilken sort materialet og planterne tilhører, ligesom kravene ved sortsidentifikation og officiel registrering af sorter præciseres. Der gives i artikel 7 endvidere mulighed for, at medlemslande kan give leverandører tilladelse til, under visse betingelser, at afsætte små mængder af formeringsmateriale og frugtplanter, der ikke opfylder direktivets bestemmelser for markedsføring, til videnskabelige formål m.m.
Derudover fastlægger artikel 9, at materialet kun må afsættes i ensartede partier under en af kategorierne: CAC-materiale, kerneplanter, basismateriale eller certificeret materiale.
Det nationale råderum, der i artikel 5 tillader at begrænse kravet om registrering til leverandører, der er erhvervsdrivende, samt i artikel 10 at fritage mindre producenter for direktivets krav ved lokal omsætning, vil blive udnyttet for produktion og afsætning i Danmark.
Medlemsstaterne skal i henhold til artikel 13 gennemføre officiel inspektion under produktion og afsætning for at sikre, at kravene og betingelserne i direktivet er overholdt.
I medfør af Rådets direktiv 2008/90/EF af 29. september 2008 om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter er der fastsat gennemførelsesbestemmelser, der præciserer de specifikke krav vedrørende mærkning, lukning og emballering i artikel 1-5.
I medfør af Rådets direktiv 2008/90/EF af 29. september 2008 om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter, særligt artikel 4, stk. 1, er der fastsat gennemførelsesbestemmelser, der præciserer de betingelser, som CAC-materiale, kerneplanter, basismateriale og certificeret materiale skal opfylde for at kunne afsættes under de nævnte kategorier, samt de specifikke krav til leverandører og de nærmere regler vedrørende officielle inspektioner i Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/98/EU af 15. oktober 2014 om gennemførelse af Rådets direktiv 2008/90/EF for så vidt angår specifikke krav til de i bilag I til samme direktiv nævnte slægter og arter af frugtplanter, specifikke krav til leverandører og nærmere regler vedrørende officielle inspektioner.
I Rådets direktiv 2008/72/EF af 15. juli 2008 om afsætning af plantemateriale og formeringsmateriale af grøntsagsplanter bortset fra frø, er det i artikel 1 præciseret, at plante- og formeringsmateriale af de listede arter skal overholde kravene i direktivet, hvis de skal afsættes indenfor EU.
Af artikel 4 i direktivet fremgår det, at plantemateriale og formeringsmateriale af grøntsagsplanter skal overholde en række betingelser vedrørende afgrødens kvalitet, renhed og sortstræk hhv. formeringsmåde, renhed af afgrøden på roden og sortsegenskaber. Materialet kan afsættes, hvis det overholder disse krav og afsættes af godkendte leverandører i henhold til direktivets artikel 8.
Der stilles i artikel 5 krav om, at medlemsstaterne sikrer, at leverandører træffer de nødvendige foranstaltninger til at de fastsatte normer overholdes på alle trin af produktion og afsætning. Leverandøren skal således sikre, at der foretages kontrol på baggrund af de i direktivet nævnte principper, herunder identificere og overvåge kritiske punkter i produktionsprocessen, udtage stikprøver til analyse ved behov og gemme dokumentation/fortegnelser herfor, samt føre fortegnelser over produktion og afsætning og gemme dokumentation i et år. Leverandøren skal endvidere anmelde eventuelle fund af karantæneskadegørere, samt kvalitetsskadegørere, der overskrider tolerancerne.
Myndigheden skal i henhold til direktivets artikel 6 godkende leverandøren, når det er fastslået, at leverandørens produktionsmetoder og anlæg opfylder kravene i direktivet. Myndigheden sikrer regelmæssig kontrol af leverandørens anlæg og træffer foranstaltninger, hvis det viser sig, at kravene ikke er overholdt. Myndigheden skal have fri adgang til alle dele af anlægget.
Det fremgår af artikel 9, at formerings- og plantemateriale af grøntsagsplanter af slægter og arter opført i bilag 2 til direktivet kun må afsættes, hvis de tilhører en sort, der er godkendt i henhold til betingelserne beskrevet i Rådets direktiv 2002/55/EF af 13. juni 2002 om handel med grønsagsfrø og opført på den fælles sortsliste for grøntsagsarter, som omhandlet i artikel 17 i dette direktiv.
I henhold til Rådets direktiv 2008/72/EF af 15. juli 2008 om afsætning af plantemateriale og formeringsmateriale af grønsagsplanter bortset fra frø, artikel 10, skal formerings- og plantemateriale af grøntsagsplanter holdes i adskilte partier under produktionen. Sker der en sammenblanding skal leverandøren registrere oplysninger om partiets sammensætning og de enkelte bestanddeles oprindelse. Materialet må kun afsættes i tilstrækkeligt ensartede partier, der skal opfylde direktivets bestemmelser, følges af et leverandørdokument, samt overholde krav til mærkning og/eller lukning og emballering i henhold til artikel 11.
I medfør af direktivets artikel 12 kan mindre leverandører fritages fra kravet om leverandørdokument og officiel inspektion mm., hvis deres samlede salg er bestemt til personer, der ikke er erhvervsmæssigt beskæftiget med planteproduktion.
I medfør af direktivets artikel 17 skal medlemsstaterne sikre, at der udføres kontrol under produktion og afsætning for at sikre, at kravene og betingelserne i direktivet er overholdt.
Medlemsstaterne kan i henhold til artikel 19 forbyde, at formerings- og plantemateriale af grøntsager, der ikke opfylder kravene, kan afsættes inden for EU. Forbuddet kan ophæves, hvis det kan fastslås, at plantematerialet opfylder kravene.
I Rådets direktiv 98/56/EF af 20. juli 1998 om afsætning af prydplanteformeringsmateriale stilles der i artikel 3 krav om, at leverandører kun må afsætte formeringsmateriale, hvis det opfylder kravene i direktivet. Undtaget fra kravet er dog formeringsmateriale bestemt til videnskabelig formål m.m.
I henhold til artikel 5 skal formeringsmaterialet ved afsætning overholde en række krav til kvalitet, samt sortsidentitet og -renhed. For formeringsmateriale af citrus stilles der derudover krav til udgangsmaterialet, samt øget fokus på frihed for vira og viruslignende organismer. For blomsterløg stilles der tilsvarende krav til udgangsmaterialet.
I medfør af artikel 6 skal leverandører officielt registreres i medfør af de aktiviteter, de udfører i henhold til dette direktiv. Registreringspligten gælder dog ikke leverandører, der kun sælger til personer, der ikke anvender materialet erhvervsmæssigt. Disse leverandører skal dog fortsat opfylde kravene i dette direktiv.
Der stilles i artikel 7 krav om, at producenter af formeringsmateriale skal identificere og overvåge kritiske punkter i deres produktionsproces, gemme oplysninger fra overvågningen, udtage prøver til analyse ved behov og sikre, at partierne kan identificeres særskilt under produktionen.
Ved fund af specifikke skadegørere omfattet af direktiv 77/93/EØF af 21. december 1976 om foranstaltninger mod indslæbning af skadegørere på planter eller planteprodukter eller indført i medfør af artikel 5, stk. 5, skal leverandøren anmelde det til myndigheden og følge myndighedens anvisninger. Artikel 8 stiller krav til afsætning af materialet, herunder krav til mærkning og følgedokumentation, samt registrering af oplysninger ved sammensætning af forskellige partier i en samlet forsendelse. Artikel 9 foreskriver, at formeringsmaterialet kun må afsættes med angivelse af sort, hvis sorten er sortsbeskyttet, beskyttet som en plantenyhed, officielt registreret, almindeligt kendt eller opført på en liste, som føres af en leverandør og opfylder beskrevne krav.
Der gives i artikel 10 mulighed for i tilfælde af forsyningsvanskeligheder at afsætte formeringsmateriale af prydplanter, der opfylder mindre strenge krav. Artikel 11 giver importører mulighed for, indtil der findes en fælles EU afgørelse, at importere formeringsmateriale, der giver de samme garantier vedrørende kvalitet, identifikation og plantesundhed, som materiale produceret i EU. Importøren skal underrette myndigheden.
Medlemsstaten skal i henhold til artikel 12 sikre officiel inspektion af formeringsmaterialet og udtage prøver til analyse ved behov. I medfør af artikel 13 kan materialet forbydes afsat, hvis materialet ikke overholder direktivets krav, ligesom der skal træffes passende foranstaltninger, hvis leverandøren ikke overholder direktivets krav.
I Rådets direktiv 1999/66/EF af 28. juni 1999 om krav til den etiket eller det dokument, som udfærdiges af leverandøren i henhold til Rådets direktiv 98/56/EF er beskrevet de specifikke krav til de etiketter eller andre dokumenter, som udfærdiges af leverandører af prydplanteformeringsmateriale.
Det bemærkes, at det fortsat er hensigten at henlægge opgaverne inden for henholdsvis certificering af frø og certificering af planteformeringsmateriale til TystofteFonden, jf. tekstanmærkning nr. 167 ad 24.21.01 til § 24 på finansloven for finansåret 2019.
Det er fortsat hensigten at fastsætte de nødvendige regler for at udnytte det nationale råderum, som er muligt inden for rammerne af markedsdirektiverne. Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.1.
Der er ikke med den ændrede formulering tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret.
Navngivning af plantesorter, sortslisten og kåringslisten
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer indholdsmæssigt til frølovens § 1, stk. 3, nr. 2, for så vidt angår navngivning af sorter af landbrugs- og havebrugsarter. Der er ikke med den ændrede formulering tilsigtet nogen ændring i forhold til gældende ret.
Det foreslås, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætter regler om navngivning af sorter af landbrugs- og havebrugsplantearter.
Det fremgår artikel 9, stk. 6, i Rådets direktiv 2002/53/EF af 13. juni 2002 om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter, at for så vidt angår en sortsbetegnelses egnethed finder artikel 63 i Rådets forordning nr. 1994/2100/EF af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse anvendelse. Der findes en tilsvarende bestemmelse i artikel 9, stk. 6, i Rådets direktiv 2002/55/EF af 13. juni 2002 om handel med grønsagsfrø. I medfør af bestemmelserne i direktivernes artikel 9, stk. 6, er der fastsat gennemførelsesbestemmelser med hensyn til egnetheden af sortsbetegnelser for landbrugsplantearter og grøntsagsarter i Kommissionens forordning 2009/637/EF af 22. juli 2009.
Det er hensigten, at ministeren vil udnytte den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om, at sortsnavnet skal være egnet som generisk betegnelse for sorten og som identifikation af denne.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer indholdsmæssigt til frølovens § 1, stk. 3, nr. 2, for så vidt angår en officiel fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og grønsagsarter (sortslisten).
Den foreslåede bestemmelse medfører, at ministeren kan fastsætte regler om en officiel fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og grønsagsarter (sortslisten). Sortslisten vil således skulle offentliggøres i bekendtgørelsesform.
Det fremgår af artikel 1 i Rådets direktiv 2002/53/EF af 13. juni 2002 om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter, at direktivet omhandler optagelsen af de forskellige sorter af bederoer, foderplanter, korn, kartofler samt olie- og spindplanter i en fælles sortsliste over landbrugsplantearter, hvis frø eller planter kan forhandles i henhold til direktiverne om handel med bederoefrø (2002/54/EF), med frø af foderplanter (66/401/EØF), med sædekorn (66/402/EØF) med læggekartofler (2002/56/EF), og med frø af olie- og spindplanter (2002/57/EF).
Det fremgår endvidere af artikel 3 i ovennævnte direktiv, at hver medlemsstat skal udarbejde en eller flere lister over de sorter, som med officiel tilladelse kan godkendes og afsættes på deres territorium.
Samtidig fremgår det af artikel 3 i Rådets direktiv 2002/55/EF af 13. juni 2002 om handel med grønsagsfrø, at grønsagsfrø kun kan godkendes og bringes i handlen, når den pågældende sort er officielt godkendt i en medlemsstat. Efter direktivets artikel 3, stk. 2, skal hver medlemsstat udarbejde en eller flere lister over de sorter, der er officielt tilladt til godkendelse, kontrol og forhandling på deres område.
Det fremgår af artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 2008/90/EF af 29. september 2008 om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion, at formeringsmateriale og frugtplanter afsættes med angivelse af, hvilken sort materialet og planterne tilhører. Endvidere fremgår det af artikel 7, stk. 6, at Kommissionen kan træffe afgørelse om udarbejdelse og offentliggørelse af en fælles liste. Kommissionens bemyndigelse er udnyttet ved Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/97/EU af 15. oktober 2014 om gennemførelse af Rådets direktiv 2008/90/EF for så vidt angår registrering af leverandører og sorter samt den fælles sortsliste.
Samtidig reguleres bl.a. sortsregistreringen i artikel 3-10 i Kommissionens gennemførelsesdirektiv 2014/97/EU af 15. oktober 2014 om gennemførelse af Rådets direktiv 2008/90/EF for så vidt angår registrering af leverandører og sorter samt den fælles sortsliste.
Det er derfor hensigten med den foreslåede bemyndigelse i stk. 2 at fastsætte regler til gennemførelse af de ovennævnte direktiver.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 svarer indholdsmæssigt til frølovens § 1, stk. 3, nr. 3, for så vidt angår oprettelse af en officiel fortegnelse over godkendt materiale.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at ministeren kan fastsætte regler om en officiel fortegnelse over godkendt formeringsmateriale af slægter og arter af træer, der finder forstlig anvendelse (kåringslisten). Kåringslisten vil således skulle offentliggøres i bekendtgørelsesform.
Det fremgår af artikel 10, stk. 1, i Rådets direktiv 1999/105/EF af 22. december 1999 om markedsføring af forstligt formeringsmateriale, at hver medlemsstat skal udarbejde et nationalt register over grundmateriale af forskellige arter af forstligt formeringsmateriale, som er godkendt på dens område. Hver medlemsstat skal udarbejde en sammenfatning af det nationale register i form af en national liste.
Det er hensigten med den foreslåede bemyndigelse i stk. 3 at fastsætte regler til gennemførelse af artikel 10 i Rådets direktiv 1999/105/EF af 22. december 1999 om markedsføring af forstligt formeringsmateriale.
De foreslåede bestemmelser viderefører ministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om navngivning af sorter af landbrugs- og havebrugsplantearter, sortslisten og kåringslisten i overensstemmelse med Den Europæiske Unions retsakter.
Der henvises til afsnit 2.3.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Foranstaltninger mod skadegørere m.v.
Den foreslåede bestemmelse, der er ny, fastsætter i stk. 1, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om foranstaltninger med henblik på at forebygge introduktion og spredning af skadegørere og på at inddæmme og udrydde skadegørere.
Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om foranstaltninger med henblik på at forebygge introduktion og forebygge spredning, herunder også etablering, af skadegørere på Unionens område. Samtidig foreslås ministeren også bemyndiget til at fastsætte regler om foranstaltninger med henblik på at inddæmme og udrydde skadegørere.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at det bliver muligt for ministeren at fastsætte de nødvendige supplerende regler om foranstaltninger i Danmark med henblik på at forebygge introduktion og spredning af skadegørere og på at inddæmme og udrydde skadegørere, herunder begrænse skadegørerricisi til et acceptabelt niveau, i overensstemmelse med plantesundhedsforordningen.
Sådanne foranstaltninger kan angå både karantæneskadegørere og EU-regulerede ikke-karantæneskadegørere.
Karantæneskadegørere er defineret i plantesundhedsforordningens artikel 3, hvoraf det fremgår, at en skadegører er en ”karantæneskadegører” i forhold til et afgrænset område, hvis den opfylder følgende betingelser:
Dens identitet er fastslået, jf. plantesundhedsforordningens bilag I, afsnit 1, punkt 1.
Den forekommer ikke i området, jf. plantesundhedsforordningens bilag I, afsnit 1, punkt 2, litra a), eller hvis den forekommer, er ikke vidt udbredt i det pågældende område, jf. plantesundhedsforordningens bilag I, afsnit 1, punkt 2, litra b og c.
Den kan trænge ind, etablere sig og sprede sig i området eller, hvis den forekommer i området, men ikke er vidt udbredt, kan den trænge ind, etablere sig og sprede sig i de dele af det pågældende område, hvor den ikke forekommer, jf. plantesundhedsforordningens bilag I, afsnit 1, punkt 3.
Dens indtrængen, etablering og spredning vil som omhandlet i plantesundhedsforordningens bilag I, afsnit 1, punkt 4, have uacceptable økonomiske, miljømæssige eller sociale konsekvenser for det pågældende område eller, hvis den forekommer, men ikke er vidt udbredt, for de dele af området, hvor den ikke forekommer.
Der findes gennemførlige og effektive foranstaltninger til at hindre indtrængen, etablering eller spredning af den pågældende skadegørere i dette område og afbøde de risici og konsekvenser, der er forbundet med den.
EU-karantæneskadegørere er defineret i plantesundhedsforordningens artikel 4, hvoraf det fremgår, at en karantæneskadegører er en EU-karantæneskadegører, hvis det afgrænsede område som omhandlet i artikel 3 er Unionens område, og hvis den er opført på den liste, som Kommissionen ved en gennemførelsesretsakt i henhold til artikel 5 er bemyndiget til at opstille. De potentielle økonomiske, miljømæssige eller sociale konsekvenser ved, at visse af EU-karantæneskadegørerne indfinder sig i Unionen, er så alvorlige, at disse endvidere benævnes som ”prioriterede skadegørere”, jf. plantesundhedsforordningens artikel 6.
En karantæneskadegører, der forekommer på Unionens område, men ikke forekommer på en medlemsstats område eller en del deraf kaldes ”beskyttet zone-karantæneskadegører”, hvis kommissionen efter en anmodning fra den pågældende medlemsstat anerkender medlemsstatens område eller en del heraf som beskyttet zone i henhold til plantesundhedsforordningens artikel 32.
”EU-regulerede ikke-karantæneskadegørere” er defineret i plantesundhedsforordningens artikel 36 og er en skadegører, der forekommer på Unionens område. Skadegøreren er ikke en EU-karantæneskadegører eller en skadegører, der er omfattet af foranstaltninger efter artikel 30, stk. 1 (herefter potentiel EU-karantæneskadegører), og som hovedsageligt overføres via planter til plantning. Dens forekomst på de pågældende planter til plantning har uacceptable økonomiske konsekvenser for så vidt angår den påtænkte anvendelse af disse planter til plantning. Der findes gennemførlige og effektive foranstaltninger til forebyggelse af skadegørerens forekomst på de pågældende planter til plantning.
Samtidig fastslår den foreslåede bestemmelse, at ministeren ved bekendtgørelse vil kunne fastsætte afgrænsningen af det område, hvor disse foranstaltninger er relevante. Det er hensigten, at afgrænsningen af områderne fastsættes ved bekendtgørelse med angivelse af koordinaterne for de pågældende områder, eller på anden entydig vis.
Endvidere er det hensigten, at ministeren med den foreslåede bestemmelse vil kunne fastsætte strengere foranstaltninger end de foranstaltninger, Kommissionen har vedtaget, hvis det er begrundet i målet om plantesundhedsbeskyttelse og er i overensstemmelse med principperne i afsnit 2 i bilag II i plantesundhedsforordningen, jf. forordningens artikel 31, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 medfører, at ministeren underretter offentligheden og professionelle operatører om foranstaltninger efter stk. 1 i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet.
Det er hensigten at udnytte den foreslåede bemyndigelse i stk. 2 til ved bekendtgørelse at foretage disse underretninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 betyder, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fravigelse af offentlighedens og professionelle operatørers underretningsforpligtigelser om forekomst af planteskadegører i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger.
Det er hensigten at udnytte den foreslåede bemyndigelse i stk. 3 til ved bekendtgørelse at fravige professionelle operatørers og andres underretningsforpligtelser i overensstemmelse med plantesundhedsforordningen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Undersøgelser af plantesundhedstilstanden
Den foreslåede bestemmelse er ny og tillægger i stk. 1 ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kompetence til at undersøge plantesundhedstilstanden i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet. Undersøgelserne kan foretages på offentlige og private ejendomme og lokaliteter og af transportmidler, maskiner og emballage.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastslår, at undersøgelser efter stk. 1 kan foretages ved visuel gennemgang, opsætning af fælder til indsamling af skadegørere, indsamling af prøver og analyser heraf.
Undersøgelserne efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 foretages ved visuel gennemgang, opsætning af fælder til indsamling af skadegørere, indsamling af prøver og analyser heraf.
Ministerens foreslåede adgang til at kunne foretage undersøgelser af plantesundhedstilstanden på privat ejendom og lokaliteter og af private transportmidler, maskiner og emballage er afhængig af, at ministeren af ejeren frivilligt får adgang til disse. Dette gælder også i forbindelse med den passive skadegørerobservation og indsamling af prøver. Det forventes, at den passive skadegørerobservation udover visuelle undersøgelser også vil kunne indebære opsætning af feromonfælder med henblik på indsamling af planteskadegørere. Den konkrete undersøgelsesmetode, herunder også hvilken teknisk løsning, der kan tænkes anvendt, vil dog afhænge af, hvilken type skadegører undersøgelsen angår. Det vil således i visse situationer kunne være relevant at foretage undersøgelsen med droner, mens det i andre tilfælde vil være mest hensigtsmæssigt at foretage fysiske undersøgelser af et konkret afgrænset område med bistand fra en specialtrænet sporhund.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Foranstaltninger påkrævet efter tredjelandes plantesundhedslovgivning
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer indholdsmæssigt til planteskadegørerlovens § 3.
Der henvises til afsnit 2.4.3.4 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling ved eksport af planter, planteprodukter og andre objekter, med hvilke der kan spredes skadegørere, herunder jord eller vækstmedier, træffe afgørelse om iværksættelse af nødvendige foranstaltninger, som er påkrævet efter modtagerlandets plantesundhedslovgivning.
Derudover vil det også fremadrettet være muligt for ministeren at betinge udstedelsen af attester i forbindelse med udførsel af planter, planteprodukter, jord eller andre vækstmedier, som er påkrævet efter plantesundhedslovgivningen i et modtagerland uden for Den Europæiske Union af, at virksomheden foretager de nødvendige foranstaltninger til brug for udfærdigelsen af en sådan attest.
Sådanne nødvendige foranstaltninger vil f.eks. kunne være yderligere kontrolbesøg på virksomheden med henblik på, at ministeren vil kunne attestere, at specifikke krav i modtagerlandets plantesundhedslovgivning er efterlevet. Det kan f.eks. være krav om frihed for visse skadegørere, der er reguleret i modtagerlandet eller behandling af planter eller planteprodukter med særlige bekæmpelsesmidler.
Grænsekontrolsteder m.v.
Den foreslåede bestemmelse, der er ny, fastsætter i stk. 1, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med udpegningen af et grænsekontrolsted, et inspektionscenter i tilknytning til et grænsekontrolsted eller et andet kontrolsted uden udgift for staten af de lokale interessenter stilles udstyrede lokaler og indretninger til rådighed for grænsekontrollen i overensstemmelse med den Europæiske Unions retsakter om forhold, der er omfattet af loven, med henblik på kontrol af planter, planteprodukter og andre objekter ved indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union.
Med den foreslåede bestemmelse vil ministeren kunne fastsætte regler om, at i de tilfælde, hvor erhvervet ønsker nye grænsekontrolsteder, et inspektionscenter i tilknytning til et grænsekontrolsted eller et andet grænsekontrolsted udover de allerede eksisterende grænsekontrolstede m.v., skal sådanne stilles til rådighed for grænsekontrollen uden udgift for staten. Lokaler og indretninger skal være etableret i overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger på plantesundhedsområdet for at kunne blive udpeget som grænsekontrolsted, jf. artikel 64, stk. 3, i kontrolforordningen.
Samtidig vil ministeren kunne fastsætte regler om, at omkostningerne til driften af et grænsekontrolsted helt eller delvist skal afholdes af interessenterne til grænsekontrolstedet, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2. Sådanne regler kan fastsættes i det omfang, omkostningerne til driften af grænsekontrolstederne ikke indgår i fastsættelsen de gebyrer, der er fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 13. Ved lokale interessenter forstås de virksomheder, der ønsker at benytte sig af grænsekontrolstedet ved indførsel af planter, planteprodukter og andre objekter fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union.
Videre vil ministeren efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kunne indgå aftaler om, at selve etableringen og driften af grænsekontrolsteder helt eller delvist finansieres af lokale interessenter.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.5 i de almindelige bemærkninger.
Kompensationsordning
Den foreslåede bestemmelse, der er en delvis videreførelse af §§ 7-9 i planteskadegørerloven, fastslår i stk. 1, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om kompensation til ejere i forbindelse med påbudt tilintetgørelse af planter, planteprodukter eller andre objekter efter § 16. Ordningen efter planteskadegørerlovens §§ 7-9 foreslås dog justeret således, at kompensationsordningen skal gøre det muligt for professionelle operatører og private at få godtgjort både tab og andre udgifter ved foranstaltninger mod karantæneskadegørere inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2014/652/EU af 15. maj 2014 om bestemmelser vedr. forvaltning af udgifter i tilknytning til plantesundhed og planteformeringsmateriale eller regler, der måtte erstatte denne.
Med bestemmelsen i stk. 2 foreslås det, at ministeren endvidere kan fastsætte regler om, i hvilket omfang udgifter i forbindelse med påbudte foranstaltninger mod skadegørere, herunder udgifter til bekæmpelsesmidler, kan kompenseres.
Det er hensigten at udnytte bemyndigelserne i stk. 1 og 2 til at etablere en kompensationsordning, der gør det muligt for professionelle aktører og private at få kompenseret tab og andre udgifter ved foranstaltninger mod skadegørere inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2014/652/EU af 15. maj 2014 om bestemmelser vedr. forvaltning af udgifter i tilknytning til plantesundhed og planteformeringsmateriale eller regler, der måtte erstatte denne.
Endelig foreslås ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling i stk. 3 bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om beregning af kompensationen i henhold til stk. 1 og 2.
Det er hensigten at udnytte bemyndigelsen i det foreslåede stk. 3 til at fastsætte nærmere regler om, hvilke tab og udgifter, der kan indgå i den kompensation, der ydes i henhold til de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2, som svarer til de udgifter, der anses for støtteberettigende i artikel 18, stk. 1, litra c og d, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2014/652/EU af 15. maj 2014 om bestemmelser vedr. forvaltning af udgifter i tilknytning til plantesundhed og planteformeringsmateriale eller regler, der måtte erstatte denne.
Det er en forudsætning, at den foreslåede kompensationsordning etableres inden for rammerne af de statsstøtteretlige regler.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3.6 i de almindelige bemærkninger.
Uønskede hjemmehørende plantearter
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastslår, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte, hvilke hjemmehørende plantearter der skal anses for uønskede og regler med henblik på bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af disse plantearter ved forhold omfattet af nr. 1-5.
Den foreslåede bestemmelse svarer til driftslovens § 10, stk. 1 og 2, for så vidt angår uønskede hjemmehørende plantearter med henblik på bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af disse plantearter ved forhold omfattet af nr. 1-5.
Det er hensigten, at ministeren med bestemmelsen i det foreslåede stk. 1 vil videreføre de gældende regler om bekæmpelse af flyvehavre. Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan dog også finde anvendelse i en situation, hvor andre arter kan blive eller er blevet truende for de dyrkede afgrøder eller for de øvrige hjemmehørende arter.
Optagelse af andre arter på eller ændring af den optegnelse, der forudsættes fastsat ved bekendtgørelse, vil som hidtil ske efter forudgående høring af relevante høringsparter, herunder landbrugets organisationer og andre organisationer med natur- og miljøbeskyttelse som formål.
Dog foreslås det, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, præciseres således, at det fremgår af bestemmelsen, at kravene om behandling af arealer med forekomst af uønskede hjemmehørende plantearter omfatter både dyrkede og udyrkede arealer med forekomst af uønskede hjemmehørende plantearter.
Ved ministerens fastsættelse af regler efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 forventes det, at definitionen af udyrkede arealer i driftslovens § 2, stk. 7, vil blive lagt til grund.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling foreslås i stk. 2 bemyndiget til at fastsætte, at reglerne om bekæmpelse og forebyggelse af uønskede hjemmehørende plantearter finder anvendelse for ejere og brugere af ubebyggede og ubefæstede arealer samt virksomheder tilknyttet landbrugsdrift.
Ved ejere og brugere forstås både fysiske og juridiske personer og sammenslutninger heraf. Ved ejer forstås den juridiske ejer, som kan være en virksomhed, et selskab eller lignende såvel som en enkeltperson eller en personkreds. Ved bruger forstås den fysiske eller juridiske person, som enten i kraft af ejerskab eller i kraft af en aftale med ejeren har råderet over et areal.
Virksomheder, der er knyttet til driften af landbrugsjorderne, kan f.eks. være maskinstationer.
Ved bebyggede arealer forstås de arealer, der står bygninger på, og ved befæstede arealer dem, der har belægning i form af asfalt eller grus på veje, fliser og lignende.
Den foreslåede bemyndigelse i stk. 2 vil sikre, at ministeren kan videreføre den eksisterende ordning i flyvehavrebekendtgørelsen med hensyn til ordningens anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.3 i de almindelige bemærkninger.
Kapitel 3
Formålsbestemte betalinger m.v.
Betaling for omkostningerne ved kontrol m.v.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling i stk. 1, 1. pkt., bemyndiges til at fastsætte regler om betaling for omkostninger ved kontrolopgaver, der udføres efter loven eller regler fastsat i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af loven.
Det foreslås endvidere i stk. 1, 2. pkt., at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, certificeringer, godkendelser, registreringer, tilladelser, undersøgelser, attestationer og dispensationer, der ydes i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af loven.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, videreføres ministerens bemyndigelse i frølovens § 1, stk. 3, nr. 9, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyrer til dækning af udgifterne ved afprøvning, godkendelse, kontrol og administration. For så vidt angår ministerens bemyndigelse i frølovens § 1, stk. 3, nr. 9, til at fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af omkostningerne for erindringsskrivelser, foreslås denne bemyndigelse erstattet af den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2. For så vidt angår denne bestemmelse henvises til afsnit 2.6.1.2 i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 14 nedenfor.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 videreføres endvidere planteskadegørerlovens § 11, stk. 1, hvorefter ministeren kan fastsætte gebyrer til dækning af udgifterne ved kontrollen med indførsel og udførsel af planter, planteprodukter, jord og andre vækstmedier.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at det bliver muligt at videreføre den gældende danske praksis for brugerbetaling af plantekontrollen med de ændringer, som følger af det nye forordningsgrundlag på plantesundhedsområdet, som f.eks. kontrolforordningens artikel 79, stk. 2, litra c, om obligatorisk gebyropkrævning for så vidt angår opfølgende kontrol.
Det er som udgangspunkt hensigten i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1 at videreføre de eksisterende gebyrtyper på baggrund af den gældende gebyrstruktur.
Det er hensigten i forbindelse med fastsættelse af gebyrer i medfør af den foreslåede stk. 1 fortsat at anvende det overordnede princip, at myndighedsopgaver af generel karakter – f.eks. internationalt arbejde, beredskab, overvågning, ministerbetjening m.v. – bevillingsfinansieres, mens opgaver, som kan henføres til registrering, kontrol og certificering af virksomheders overholdelse af EU-krav omfattet af plantesundheds- og kontrolforordningerne og af markedsdirektiverne, samt faglig og administrativ understøttelse heraf, inkl. laboratorieanalyseomkostninger og ressourcer anvendt til kontrolinstruktion, samt faglig og teknisk opdatering af personale – gebyrfinansieres.
Ved fastsættelse af gebyrer i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, finder Finansministeriets Budgetvejledning 2016 og vejledning om prisfastsættelse fra 2006 anvendelse. I overensstemmelse med Budgetvejledningens afsnit 2.3.1.2 skal taksterne for de enkelte gebyrtyper, som fastsættes i medfør af den foreslåede bemyndigelse fastsættes således, at der opnås fuld dækning for de enkelte omkostninger, der er forbundet med det pågældende gebyrbetalte område, og således at det tilstræbes balance over en løbende 4-årig periode. Dette indebærer, at Landbrugsstyrelsen mindst en gang årligt skal vurdere, om der er balance på de enkelte gebyrer eller om omkostninger eller takster bør justeres.
Landbrugsstyrelsen har ved en række særlige bevillingsbestemmelser på 24.21.01 til § 24 på finansloven adgang til bl.a. at fravige kravet om fuld omkostningsdækning for visse af styrelsens gebyrer, og fravige prisstigningsloftet for plantekontrolområderne. Herudover fremgår det, at Landbrugsstyrelsen i takstfastsættelsen for lovpligtige ydelser ikke skal indregne kalkulatorisk momsandel.
Kontrolforordningens principper om risikobasering af kontrollen forventes at få indflydelse på videreudviklingen af den offentlige kontrol på plantesundhedsområdet i de kommende år. I medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 1 er det muligt at foretage de nødvendige justeringer i gebyrstrukturen som følge af udviklingen på området.
Det foreslås i stk. 2, der svarer til frølovens § 1, stk. 6, at bestillinger på plantesundhedscertifikater for frø og konsumvarer, der udføres til stater, der ikke er medlemmer af den Europæiske Union, mod betaling af et tillæg til certifikatgebyret kan behandles forud for tidligere modtagne bestillinger. I hastende tilfælde betales et tillæg på 50 pct. af certifikatgebyret, som fastsat efter stk. 1. I meget hastende tilfælde betales tillige et tillæg på 400 kr.
Den foreslåede bestemmelse danner grundlag for imødekommelse af bestillinger på plantesundhedscertifikater i hastende tilfælde og mod tillægsbetaling forud for tidligere modtagne bestillinger i tilfælde, hvor det er nødvendigt for virksomhedernes ekspedition af hastende eksportordre på frø og konsumvarer, herunder fødevarehjælp, katastrofehjælp og lignende, til stater, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, og som kræver et plantesundhedscertifikat som betingelse for at tillade indførsel af det pågældende parti.
Det foreslås i stk. 3, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling som noget nyt bemyndiges til at fastsætte regler om betaling af omkostninger for opgaver ved opfølgende kontrol og genkontrol efter konstatering af manglende overholdelse af pligt til bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 12.
Ved opfølgende kontrol efter denne bestemmelse forstås en kontrol, der har vist sig nødvendig som opfølgning på et kontrolbesøg, hvorved der er konstateret manglende overholdelse af pligten til bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 12.
Ved genkontrol efter denne bestemmelse forstås en kontrol, der gennemføres i året efter konstatering af manglende overholdelse af pligten til bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 12, der har ført til en opfølgende kontrol i konstateringsåret.
Som det fremgår ovenfor af afsnit 1.2.3 har flyvehavre en stor spredningsevne og medfører udbyttetab på inficerede arealer.
De danske regler for bekæmpelse af flyvehavre er grundlag for, at Danmark har fået en undtagelse fra de normale handelsregler for såsæd i EU, som indebærer, at Danmark kan pålægge såsæd indført fra andre lande i EU strengere krav. Dette sikrer mod spredning af flyvehavre fra udenlandsk til dansk produceret såsæd, hvilket giver en økonomisk gevinst for erhvervet. Erhvervet har tidligere vurderet, at en svækkelse af den danske status på området vil skade den danske eksport af såsæd betydeligt. Det skal bemærkes, at det økonomiske tab ved flyvehavreforekomst ikke er isoleret til de bedrifter, der undlader bekæmpelse. En effektiv udryddelseskampagne forudsætter derfor statslig regulering og kontrol.
Formålet med fastsættelse af gebyr for opfølgende kontrol og genkontrol i medfør af den foreslåede bestemmelse er at øge incitament til at foretage den pligtige bekæmpelse af flyvehavre. Ved at indføre gebyrfinansiering af omkostningerne til gennemførelse af opfølgende kontroller, bliver det samtidig muligt for Landbrugsstyrelsen at øge den opfølgende kontrolindsats i tilfælde af øget forekomst af flyvehavre. Gebyret vil skulle finansiere de øgede udgifter ved den styrkede indsats.
Den fremtidige kontrolmodel bygger på den forståelse, at forekomst af flyvehavre kan ramme enhver med hurtig spredning fra omkringliggende arealer. På den baggrund er der indarbejdet en slags bagatelgrænse for, hvornår en forekomst af flyvehavre kan og bør udløse et behov for opfølgende kontrol og genkontrol.
Hvis der i forbindelse med et kontrolbesøg konstateres ganske få eller enkeltstående, spredte planter, men ingen samlet forekomst af flyvehavre, vil der ikke blive foretaget gebyrbelagt opfølgende kontrol, og der vil dermed heller ikke være grundlag for at foretage gebyrbelagt genkontrol.
Hvis der derimod konstateres en mere udbredt forekomst af flyvehavre, vil der blive foretaget gebyrbelagt opfølgende kontrol i konstateringsåret og eventuelt en gebyrbelagt genkontrol.
Det bemærkes, at myndigheden i tilfælde af forekomst af flyvehavre har mulighed for at påbyde bekæmpelse heraf efter den foreslåede bestemmelse i lovens § 16, stk. 1. Manglende efterkommelse af påbud og forbud meddelt efter den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 1, er strafbelagt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 1, nr. 1. Ligeledes fremgår det af den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 2, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, hvis et påbud ikke efterkommes inden for en nærmere fastsat frist, kan lade arbejdet udføre for den ansvarliges regning. Endelig foreslås ministeren i lovforslagets § 23, stk. 2, bemyndiget til i forbindelse med fastsættelse af regler i medfør af loven at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne. Det er hensigten i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 2, at videreføre de hidtil gældende straffebestemmelser i flyvehavrebekendtgørelsen.
Der henvises til afsnit 2.5, 2.7.3.2 og 2.12.3.2.12 og bemærkningerne til §§ 12, 16 og 24.
Det bemærkes endvidere, at en gebyrbelagt genkontrol kan føre til en gebyrbelagt opfølgende kontrol i samme dyrkningsår med gebyrbelagt genkontrol i det efterfølgende dyrkningsår. Landmænd, som råder over arealer med svær forekomst af flyvehavre risikerer derfor at skulle betale gebyr for kontrolbesøg indtil flere gange i en årrække, medmindre der sættes ind med tilstrækkelig indsats for at bekæmpe flyvehavren.
Gebyret indføres for at finansiere den øgede kontrolindsats på området med opfølgende kontrol og genkontroller. Af samme årsag foreslås der ikke indført gebyr på første kontrolbesøg, hvor eventuel forekomst af flyvehavre ikke er kendt på forhånd. Den enkelte vil derfor kun blive pålagt gebyr for omkostninger til Landbrugsstyrelsens merarbejde, som følger af konstatering af flyvehavre med en relativt stor udbredelse, hvilket er udtryk for manglende pligtig bekæmpelse.
For så vidt angår udmøntningen af de ovenfornævnte gebyrordninger, forventes det, at de otte eksisterende gebyrordninger videreføres på følgende vis og suppleres med en ny gebyrordning for opfølgende kontrol og genkontrol efter konstatering af manglende overholdelse af pligt til bekæmpelse af uønskede hjemmehørende plantearter:
Importkontrol af planter og planteprodukter
Efter kontrolforordningens artikel 49 skal de kompetente myndigheder som hovedregel gennemføre offentlig importkontrol af bl.a. sendinger af planter, planteprodukter og andre objekter, omfattet af kontrolforordningens artikel 47, stk. 1, for at verificere overholdelsen af plantesundhedsforordningens krav. Denne importkontrol omfatter som hidtil dokumentkontrol, identitetskontrol og fysisk kontrol. Efter kontrolforordningens artikel 79, stk. 1 og 2, skal der opkræves gebyrer herfor, der fastsættes på grundlag af de omkostninger, der er opregnet i kontrolforordningens artikel 81 og beregnet i overensstemmelse med principperne i artikel 82.
Plantesundhedsforordningen og kontrolforordningen indeholder en række skærpelser af plantesundhedslovgivningen og krav til myndighederne om en mere risikobaseret kontrol af virksomheder, der indebærer, at kontrollen i højere grad skal målrettes virksomheder og områder, hvor der vurderes størst risiko for plantesundhedsproblemer. Der bliver blandt andet skærpelser i form af risikobaserede minimumskrav til, hvad Landbrugsstyrelsen skal udføre under importkontrollen. Dette vil blive fastsat i en gennemførelsesretsakt. Det vurderes, at de samlede meromkostninger ved den mere risikobaserede kontrol af virksomhederne vil udgøre ca. 1,1 mio. kr. årligt.
Den øgede risikobasering indebærer en udvidelse af opgaverne, der varetages af Landbrugsstyrelsen som kontrolmyndighed i forhold til styring af kontrollen, herunder tilvejebringelse af styrket datagrundlag og dataforarbejdning samt løbende dataanalyse til brug for kontroludvælgelse. Dette understøttes blandt andet af EU´s IT-system TRACES NT, hvorved der vil være øgede omkostninger til driften og den obligatoriske anvendelse af dette. Det bliver obligatorisk for alle medlemsstater at anvende TRACES NT eller levere data til dette. Kravet om brug af TRACES NT er fastsat i kontrolforordningen og der vil blive fastsat detaljerede bestemmelser om anvendelsen af systemet i en række gennemførelsesbestemmelser. Det vurderes, at de samlede meromkostninger til den øgede risikobasering samt drift og anvendelse af TRACES i alt vil udgøre ca. 1,1 mio. kr. årligt.
De årlige meromkostninger i Landbrugsstyrelsen til udvidelsen af opgaverne som kontrolmyndighed skønnes at udgøre ca. 0,3 mio. kr. Det vil vedrøre ændret tilrettelæggelse af importkontrol for at efterleve særlige krav til grænsekontrol og forskudt kontrol. Da der er er tale om generel understøtning af kontrollen, er det hensigten at finansieringen af meromkostninger tilvejebringes ved en forhøjelse af det årlige registreringsgebyr, som alle de registrerede importvirksomheder betaler. Med meromkostningen fordelt på de ca. 150 tilmeldte virksomheder forventes det at medføre en gebyrstigning på ca. 2.000 kr. pr. virksomhed i forhold til det gældende gebyr fastsat i bilag 3, nr. 1, i betalingsbekendtgørelse om plantesundhedskontrol.
Herudover indebærer den øgede risikobasering et øget fokus på risikoprodukter i forhold til de skadegørere, der er omfattet af kontrollen, hvilket vil forøge omkostningerne i form af forøgede opgaver i forhold til tilrettelæggelsen af de enkelte kontroller som følge af nye skærpede krav, herunder anvendelse af modtagne importinformationer via EU TRACES NT IT-systemet. Der vil endvidere blive fastsat bestemmelser om kontrolhyppighed for bestemte produkttyper i en gennemførelsesretsakt til kontrolforordningen.
Endvidere indføres der 1 pct.-kontrol af forsendelser af certifikatpligtige produkter, jf. artikel 5 i Kommissionens gennemførelsesforordning 2019/66/EU af 16. januar 2019 om regler for ensartede praktiske ordninger for gennemførelse af offentlig kontrol af planter, planteprodukter og andre objekter for at verificere overholdelsen af de EU-regler om beskyttelsesforanstaltninger over for planteskadegørere, som finder anvendelse på disse varer, hvor importen ikke skal forudanmeldes, jf. artikel 2 og bilag II i Kommissionens gennemførelsesforordning 2018/2019/EU af 18. december 2018 om oprettelse af en midlertidig liste over højrisikoplanter, -planteprodukter eller andre -objekter, jf. artikel 42 i forordning (EU) 2016/2031, og en liste over planter, for hvilke der ikke kræves plantesundhedscertifikater ved indførelse på Unionens område, jf. artikel 73 i nævnte forordning. Dette understøttes af særligt modul (e-phyto) i TRACES NT-systemet.
De årlige meromkostninger i Landbrugsstyrelsen skønnes at udgøre ca. 0,1 mio. kr. Da der er tale om en stikprøvebaseret kontrol, som rammer tilfældigt, er det hensigten, at finansieringen af meromkostningerne tilvejebringes ved en forøgelse af registreringsgebyret, som betales af alle operatører.
Yderligere skønnes de årlige meromkostninger i Landbrugsstyrelsen ved meropgaver knyttet til risikobaseringen af den enkelte kontrol, systembrug samt supervision at udgøre ca. 0,4 mio. kr. Da der er tale om meropgaver knyttet til forberedelsen og gennemførelsen af de enkelte kontroller, er det hensigten, at finansieringen af meromkostningerne tilvejebringes ved en forøgelse af det basisgebyr, der betales pr. forsendelse for den fysiske plantesundhedskontrol. I 2018 blev der gennemført ca. 1.900 kontroller, men det er forventningen, at de skærpede EU-regler vil medføre en stigning til ca. 2.000 kontroller. Med meromkostningen fordelt på ca. 2.000 forventede årlige kontroller vil det medføre en gebyrstigning pr. kontrol på ca. 200 kr. i forhold til det gældende gebyr fastsat i bilag 3, nr. 4. a, i betalingsbekendtgørelse om plantesundhedskontrol, hvis kontrolbesøget foretages inden for Landbrugsstyrelsens sædvanlige åbningstid. Hvis kontrollen ønskes udført uden for styrelsens sædvanlige åbningstid, hvor styrelsen har øgede personaleomkostninger, vil meromkostningen i forhold til det gældende gebyr fastsat i bilag 3, nr. 4. a, i betalingsbekendtgørelse om plantesundhedskontrol dog udgøre ca. 400 kr.
Det er hensigten at videreføre gebyropkrævning for registrering af importører i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Som det fremgår ovenfor, så indebærer den øgede risikobasering af kontrollen forøgede omkostninger for så vidt angår den generelle understøtning af kontrollen, og omkostningerne til den stikprøvevise kontrol. Disse meromkostninger forventes finansieret ved en forhøjelse af registreringsgebyret, og det er forventningen, at gebyret for 2020 vil udgøre ca. 8.000 kr. om året. Det er dermed hensigten, at registreringsgebyret fortsat fastsættes således, at gebyret finansierer den andel af styrelsens centrale omkostninger, der er faste og nødvendige som grundlag for at drive ordningen, og som ikke reduceres i samme takt som efterspørgslen efter kontrol, som eksempelvis understøttende opgaver i Landbrugsstyrelsens centrale planteenhed, fagspecifik IT-understøttelse, udarbejdelse af kontrolinstruktion- og -kurser, kontrolkoordinering, vedligeholdelse af registreringsbase, samt samarbejdsaktiviteter med Toldstyrelsen som knytter sig til importkontrollen. Idet alle operatører som hidtil har lige stor nytte af basisapparatet, så er det forventningen, at gebyret også fremover vil blive opkrævet som et ens årligt registreringsgebyr.
I overensstemmelse med kontrolforordningens artikel 79, stk. 1 og 2, er det hensigten at videreføre gebyropkrævning for dokumentkontrol, identitetskontrol og fysisk plantesundhedskontrol i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1.
Det er forventningen, at dokumentkontrolgebyrets størrelse i 2020 vil udgøre 351 kr. pr. forsendelse. Dog forventes gebyret for kontrol udført uden for Landbrugsstyrelsens sædvanlige åbningstid (forhøjet takst) i 2020 at udgøre 702 kr. pr. forsendelse. Det er forventningen, at gebyrerne fortsat fastsættes ud fra et anslået tidsforbrug på ½ time, der medgår til kontrol af, om det medfølgende plantesundhedscertifikat foreligger i original og er udfyldt korrekt m.v.
For så vidt angår gebyret for identitetskontrol, er det forventningen, at identitetskontrolgebyret i 2020 vil udgøre 351 kr. pr. forsendelse. Dog forventes gebyret for kontrol udført uden for Landbrugsstyrelsens sædvanlige åbningstid (forhøjet takst) i 2020 at udgøre 702 kr. pr. forsendelse. Det er forventningen, at gebyrerne fortsat fastsættes ud fra et anslået tidsforbrug på ½ time, der medgår til kontrol af, om plantesundhedscertifikatets angivelse af mængde og planteart m.v. stemmer overens med forsendelsens faktiske indhold.
For så vidt angår gebyret for fysisk plantesundhedskontrol, så fremgår det ovenfor, at den øgede risikobasering af kontrollen indebærer meromkostninger som følge af forøgede opgaver i forhold til tilrettelæggelsen af de enkelte kontroller, som forventes finansieret ved en forøgelse af basisgebyret pr. forsendelse. Det er forventningen, at gebyret for 2020 vil udgøre 1.300 kr. pr. forsendelse. Dog forventes gebyret for kontrol udført uden for Landbrugsstyrelsens sædvanlige åbningstid (forhøjet takst) i 2020 forhøjes til 2.600 kr. pr. forsendelse. Det er hensigten, at basisgebyret fortsat udløses pr. inspiceret forsendelse, der fremover omfatter op til 1 kontroltime i virksomhed eller på indgangssted samt bidrag til følgeomkostninger, beregnet som 1/2 time til kørsel og 1 time til administrative omkostninger, laboratorieundersøgelser, kontrolforberedelse og -afrapportering, i alt svarende til pris for 2,5 timer, som medgår til kontrol af en importforsendelse for forekomst af karantæneskadegørere, og udtagning og laboratorieanalyser, hvis der under kontrollen er mistanke om forekomst af sådanne skadegørere. Laboratorieundersøgelsen vil som hidtil blive dækket af basisgebyret, da den enkelte operatør ikke kan påvirke omkostningen. Omkostningerne til kørsel er inkluderet som en fællessats for sikre ligebehandling af kunderne, uanset kontrolsted. For de administrative omkostninger, laboratorieundersøgelser, kontrolforberedelse og afrapportering er det vurderet, at det vil være administrativt kompliceret at henføre det direkte tidsforbrug på den enkelte kunde, hvorfor der opkræves en enhedspris herfor.
Tillægsgebyret for fysisk plantesundhedskontrol, der opkræves, når tidsforbruget til den fysiske plantesundhedskontrol overstiger 1 time, videreføres. Det er forventningen, at gebyret oftere vil blive opkrævet på grund af risikobasering af kontrollen. Gebyret forventes i 2020 at udgøre 806 kr. pr. påbegyndt time. Dog forventes gebyret for fysisk plantesundhedskontrol udført uden for Landbrugsstyrelsens sædvanlige åbningstid (forhøjet takst) i 2020 at udgøre 1.613 kr. pr. påbegyndt time.
Avls- og omsætningskontrol af planter inkl. herkomstkontrol af skovplanter i produktion
Den nye plantesundhedsforordning indebærer dels en udvidelse af den gruppe af virksomheder, der er omfattet af plantesundhedsreglerne, dels en skærpelse af visse materielle bestemmelser. Der vil således være nye krav til operatørernes plantesundhedskompetencer som forudsætning for deres udstedelse af plantepas, krav til operatørernes sporingssystemer og egne planteskadegørerobservationer i den daglige drift, jf. artikel 69, 87, 89 og 90 i plantesundhedsforordningen. Den nye kontrolforordning indebærer på sigt en mere risikobaseret kontroltilrettelæggelse, hvor kontrollen i stigende omfang tilpasses situationen og historikken hos den enkelte operatør, jf. artikel 9 i kontrolforordningen. Samtidig vil kontrollen mere udtalt end i dag kunne antage karakter af et løbende tilsyn med operatørernes aktiviteter og procedurer, supplerende til plantesundhedskontrollen af planterne i produktion og omsætning under kontrolbesøget.
Landbrugsstyrelsen vil fremover skulle registrere flere engrosleverandører samt de virksomheder, der udbyder planter til private over internettet, i overensstemmelse med artikel 65 i plantesundhedsforordningen. I dag gælder registreringskravet kun de virksomheder, som skal udstede plantepas for de partier, virksomheden leverer. I fremtiden vil registreringskravet også gælde for dem, som køber og sælger partier, der allerede er udstyret med plantepas fra anden side, herunder også planter, der købes og sælges via fjernsalg som f.eks. salg over internettet.
Registreringskravet indføres for at sikre, at myndigheden har kendskab til alle operatører og disses aktiviteter jf. plantesundhedsforordningens artikel 65 og 66. Dette har de hidtidige regler ikke sikret i tilstrækkeligt omfang.
Der vil skulle føres løbende kontrol med den delmængde af de nytilkomne operatører, der godkendes til at udstede plantepas. Registreringen og kontrollen hos disse nytilkomne operatører vil blive finansieret efter den samme gebyrmodel som hidtil.
Samlet set forventes Landbrugsstyrelsen at skulle afholde merudgifter som følge af plantesundhedsforordningen og kontrolforordningen ved varetagelse af kontrol- og registreringsopgaverne på i alt ca. 0,9 mio. kr.
De årlige meromkostninger til at drive Landbrugsstyrelsens basisapparat i forbindelse med avls- og omsætningskontrollen, inkl. registrering af operatører og administrative opgaver, skønnes at udgøre ca. 0,7 – 0,8 mio. kr. Da der er tale om en generel understøtning af registreringen, administrationen og kontrollen, forudsættes gebyrfinansieringen at skulle tilvejebringes ved det årlige registreringsgebyr.
Selvom registreringen udvides til at omfatte nye operatørtyper, forventes registreringsgebyret ikke at skulle reguleres eller differentieres. De nye operatørgrupper udgøres dels af nogle engrosleverandører, som sælger planter omfattet af plantepaskrav og dermed er et led i handelskæden med planter blandt professionelle operatører, dels af nogle detailleverandører, som via internettet sælger planter omfattet af plantepaskrav til private. Nogle af operatørerne i de to nye grupper vil få behov for at kunne udstede plantepas og opnå godkendelse til dette. Disse vil blive underlagt samme løbende kontrol som hidtil registrerede operatører og vil derfor naturligt skulle være med til at dække det samme omfang af basisapparatet, inklusive i kontrolafdelingerne, som andre operatører underlagt den løbende plantesundhedskontrol. Hvad angår de øvrige nye operatører, som skal registreres, men ikke underlægges samme løbende kontrol som operatører, der udsteder plantepas, forventes det, at der vil være behov for at tilrettelægge lejlighedsvise kontroller baseret på bestemmelserne i kontrolforordningens artikel 10, som f.eks. kan basere sig på oplysninger fra søgninger om den internetbaserede plantehandel og fra underretninger til myndigheden om plantesundhedsrelaterede problemer i omsatte plantepartier. Disse nye administrative opgaver forudsættes finansieret via det årlige registreringsgebyr, og opgaverne vurderes omfangsmæssigt at være af en størrelse, som kan begrunde opkrævning af samme størrelse registreringsgebyr hos disse sidstnævnte operatører som hos andre operatører i gruppen. Landbrugsstyrelsen vil følge omkostningsudviklingen på området i forhold til operatørtyperne og derudfra vurdere eventuelle behov for tilpasninger af gebyrtaksterne.
De årlige meromkostninger til at drive Landbrugsstyrelsens konkrete kontrolrelaterede opgaver forventes at udgøre mellem 0,1 og 0,2 mio. kr., idet kun en mindre del af de nye registreringspligtige virksomheder vil skulle underlægges den løbende kontrol. Da der for kontrollens vedkommende er tale om meropgaver af samme karakter som kontrollen hos de øvrige, hidtil registrerede operatører, vurderes gebyrfinansieringen at skulle tilvejebringes ved det basisgebyr, der betales pr. kontrol. Dette basisgebyr forventes ikke at skulle reguleres som følge af plantesundhedsforordningens krav om registrering af operatører, jf. artikel 65.
Samlet set vil der være en øget gebyrindtægt på avls- og omsætningskontrolområdet på 0,9 mio. kr. I 2018 udgjorde gebyrindtægten ca. 3,7 mio. kr. fra gebyrbetaling fra de ca. 500 registrerede virksomheder. For de virksomheder, der hidtil har været tilknyttet ordningen, forventes der ikke øgede omkostninger. For de virksomheder, der vil skulle tilknyttes ordningen som følge af de ændrede krav efter den nye plantesundhedsforordning, anslået ca. 315 virksomheder, forventes en årlig omkostning pr. virksomhed på 2.354 kr. for dem, som alene skal registreres, og på 4.618 kr. for de virksomheder, som foruden registreringen også skal godkendes til at kunne udstede plantepas. De 4.618 kr. inkluderer det årlige registreringsgebyr samt et basisgebyr på 2.264 kr. for et kontrolbesøg. Hvis der gennemføres kontrol hos en operatør, der ikke udsteder plantepas men alene er registreret, forventes det, at der vil blive opkrævet basisgebyret på 2.354 kr. pr. kontrolbesøg.
Det er fortsat hensigten, at basisgebyret for herkomstkontrolmæssig henholdsvis kombineret plantesundhedsmæssig og herkomstkontrolmæssig avls- eller omsætningskontrol skal finansiere Landbrugsstyrelsens forberedelse og op til 2 timers besøg på virksomheden, inklusive afrapportering af kontrolresultat og eventuel prøvetagning, der foretages inden for dette tidsrum. Gebyret forventes fastsat til 2.712 kr. i 2020.
Samtidig forventes tillægsgebyret for tidsforbrug ud over 1 henholdsvis 2 timer, som inkluderet i basisgebyrerne, jf. ovenfor, at blive fastsat til 510 kr. pr. påbegyndt time på samme måde som hidtil.
Kontrolforordningen indeholder som noget nyt på plantesundhedsområdet krav om, at der skal gennemføres opfølgende kontrol efter konstaterede fejl ved tidligere kontroller, som udløser påbud eller forbud. Det fremgår af kontrolforordningens artikel 79, stk. 2, litra c, at der skal opkræves gebyr for offentlig kontrol, der ikke oprindeligt var planlagt, og som har vist sig nødvendig efter konstatering af et tilfælde af manglende overholdelse fra samme operatørs side i forbindelse med gennemførelse af offentlig kontrol i henhold til forordningen, og gennemføres for at vurdere omfanget og virkningen af den manglende overholdelse eller for at verificere, om der er blevet rettet op på den manglende overholdelse.
Opfølgende kontroller, der viser sig nødvendige på grund af manglende overholdelse af reglerne, er generelt set fuldt sammenlignelige med sædvanlige kontroller indenfor de enkelte kontrolordninger. Det er derfor hensigten, at der i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastsættes regler om, at gebyret for opfølgende kontrol beløbsmæssigt vil være identisk med det basisgebyr, som er fastsat for de øvrige kontroller på det pågældende kontrolområde. Basisgebyret forventes at blive fastsat til 2.264 kr. for opfølgende kontrol både under avls- og omsætningskontrolordningen og under læggekartoffel-kontrolordningen, mens basisgebyret forventes fastsat til 2.240 kr. for opfølgende kontrol under certificeringsordningen for virksomheder som producerer og varmebehandler træemballage. Basisgebyret dækker kontrol i et vist tidsrum i virksomheden, og hvis sådanne opfølgende kontroller rækker ud over dette basistidsrum, er det hensigten at fastsætte regler om, at der opkræves et tillægsgebyr pr. påbegyndt time.
Gebyret for opfølgende kontrol, som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, med henblik på opfyldelse af kravet i kontrolforordningens artikel 79, stk. 2, litra c, vil omfatte kontrol af virksomheder, som producerer og varmebehandler træemballage samt avls- og omsætningskontrol af planter og kartofler, herunder også af berørte operatører på kartoffelområdet. Som det fremgår af afsnit 2.6.1.1.3, er plantesundhedskontrollen på kartoffelområdet i dag i vid udstrækning bevillingsfinansieret.
Opfølgende kontrol i forbindelse med manglende overholdelse er ikke relevant i forbindelse med importkontrol og eksportkontrol, idet forsendelser af planter og planteprodukter, som ikke overholder import- eller eksportbestemmelserne, altid vil blive afvist ved import- eller eksportkontrollen. En operatør skal således altid rekvirere fornyet kontrol, hvis en afvist import- eller eksportforsendelse skal fremstilles til kontrol på ny.
Prøvetagning og analyse af jordprøver fra læggekartoffelarealer
Det er hensigten at videreføre gebyropkrævningen for jordprøvetagning i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 1. Det er forventningen, at gebyret fastsættes efter de eksisterende principper, som beskrevet ovenfor i afsnit 2.6.1.1.3 og vil som hidtil omfatte dele af Landbrugsstyrelsens forberedelse, prøvetagning, prøveadministration, laboratorieanalyse, IT-understøttelse og afrapportering af kontrolresultater m.v. Resten af omkostningerne på området forventes fortsat finansieret via Miljø- og Fødevareministeriets bevilling.
Det er forventningen, at gebyret for 2020 vil udgøre 380 kr. pr. 500 ml. jordprøve.
Øvrig herkomstkontrol af skovfrø- og planter
Hverken plantesundhedsforordningen eller kontrolforordningen indebærer ændringer i forhold til herkomstkontrollen, hvorfor det foreslås at videreføre den hidtidige gebyrfinansiering af området uændret.
Det er derfor hensigten, at registreringsgebyret fortsat vil blive fastsat til 5.912 kr. årligt. Registreringsgebyret finansierer på samme måde som hidtil den andel af styrelsens centrale omkostninger, der er faste og nødvendige som grundlag for at drive ordningen, og som ikke reduceres i samme takt som efterspørgslen efter kontrol.
Det forventes, at gebyret for optagelse af godkendte frøavlsbevoksninger eller frøavlsplantager i kåringsfortegnelsen fortsat vil udgøre 416 kr. pr. enhed pr. år.
For udstedelse af stamcertifikater er det forventningen, at der på samme måde som hidtil vil blive opkrævet et gebyr på 2.513 kr. pr. certifikat, mens der for udstedelse af oprindelsesbevis som hidtil vil blive opkrævet et gebyr på 248 kr. pr. bevis.
Gebyret for besigtigelse af frøavlsbevoksninger og frøavlsplantager forventes fortsat at udgøre 5.149 kr. pr. år pr. anmeldt enhed. Gebyret vil på samme måde som hidtil finansiere Landbrugsstyrelsens administrative arbejde i forbindelse med udstedelsen af kåringsdeklarationer.
Endelig er det hensigten fortsat at opkræve et gebyr på 1.398 kr. for ændring af kåringsdeklarationen pr. anmodning. Gebyret vil som hidtil dække Landbrugsstyrelsens administration i forbindelse med behandling af ønsker om deklarationsændringer samt eventuel udstedelse af en ændringsdeklaration.
Eksportkontrol af planter og planteprodukter
Frem mod 2022 sker indfasning af elektroniske plantesundhedscertifikater, hvor der hidtil er anvendt manuelle certifikater. Dette skal understøttes af et særligt modul (e-phyto) i EU-TRACES NT-systemet. Det estimeres på nuværende tidspunkt, at Landbrugsstyrelsen derfor vil skulle afholde omkostninger til udvikling og drift af IT-systemet på 0,3 mio. kr. i 2020-2021 og 0,8 mio. kr. fra 2022 og frem. Da der er tale om en overgangsfase til elektronisk understøtning, forventes det, at styrelsen først vil kunne realisere besparelser på bortfald af manuel håndtering af certifikater fra 2025 og frem.
Da der er tale om meropgaver knyttet til de enkelte kontroller, er det hensigten at tilvejebringe finansieringen heraf ved en forøgelse af det basisgebyr, der betales pr. certifikat eller kontrol. Dette udgør alt efter, om der skal udføres administrativ kontrol eller fysisk partikontrol mellem 400 og 900 kr. pr. kontrol. Med meromkostningen fordelt på i alt 14.000 årlige kontroller eller certifikater, forventes det, at det i gennemsnit vil medføre en gebyrstigning pr. kontrol eller certifikat på ca. 21 kr. i 2020-2021 og på ca. 57 kr. fra 2022 og frem.
Endvidere medfører den ændrede gebyrstruktur vedrørende udstedelse af administrative plantesundhedscertifikater som følge af den ændrede administration af muligheden for at få hastebehandling mod betaling af il-gebyret, at prisen for administrativt udstedte plantesundhedscertifikater samt certifikater udstedt i samme ekspedition vil stige med 51 kr.
I 2018 udgjorde gebyrindtægten på den samlede eksportkontrol ca. 7,9 mio. kr. med en gennemsnitlige gebyromkostning pr. virksomhed ca. 23.200 kr. Fordelt på ca. 340 virksomheder tilknyttet ordningen vil en årligt øget gebyrindtægt på 0,3-0,8 mio. kr. i gennemsnit medføre en meromkostning pr. virksomhed på ca. 900-2.400 kr.
Det er hensigten i medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 1 at videreføre gebyropkrævningen vedrørende eksportkontrolordningen efter de eksisterende principper, men med justerede takster.
Det er forventningen, at registreringsgebyret i 2020 vil udgøre 3.812 kr. årligt og det fastsættes som hidtil således, at gebyret finansierer den andel af styrelsens centrale omkostninger, der er faste og nødvendige som grundlag for at drive ordningen, og som ikke reduceres i samme takt som efterspørgslen efter kontrol.
For så vidt angår partikontrol ved udførsel af planter og visse planteprodukter, er det forventningen, at basisgebyret pr. kontrolbesøg i 2020 vil udgøre 893 kr. Dog forventes basisgebyret for partikontrol ved udførsel af planter og visse planteprodukter, der ønskes udført uden for Landbrugsstyrelsens sædvanlige åbningstid (forhøjet takst) i 2020 at udgøre 1.563 kr. Det er forventningen, at gebyret fortsat fastsættes således, at gebyret inkluderer op til 1 times kontrol i de tilfælde, hvor der samtidigt med udstedelsen af certifikatet skal udføres fysisk kontrol af forsendelsen. Der inkluderes følgeomkostninger i basisgebyret, herunder 1/2 time til kørsel og 1/4 time til administrative omkostninger, diagnosebidrag, kontrolforberedelse og -afrapportering, dvs. i alt opkræves en omkostning svarende til 1 1/4 timer. Omkostningerne til kørsel er inkluderet som en fællessats for sikre ligebehandling af kunderne, desuagtet operatørens bopæl.
Tillægsgebyret for partikontrol ved udførsel af planter og visse planteprodukter, hvor tidsforbruget til eksportkontrollen overstiger 1 time, forventes i 2020 at udgøre 684 kr. pr. påbegyndt time. Dog forventes tillægsgebyret for partikontrol ved udførsel af planter og visse planteprodukter, der ønskes udført uden for Landbrugsstyrelsen sædvanlige åbningstid (forhøjet takst) i 2020 at udgøre 1.401 kr.
Gebyret for yderligere dokumenter, certifikater eller attester i samme ekspedition forventes i 2020 at udgøre 348 kr. pr. dokument, certifikat eller attest. Dog forventes gebyret for yderligere dokumenter, certifikater, attester i samme ekspedition i 2020 at udgøre 609 kr. pr. dokument, certifikat eller attest, hvis den fysiske partikontrollen ved udførsel af planter og visse planteprodukter ønskes udført uden for Landbrugsstyrelsen sædvanlige åbningstid (forhøjet takst).
Gebyret for administrativ udstedelse af certifikater ved eksport af frø og vegetabilske konsumvarer m.m., forventes i 2020 at udgøre 482 kr. og forventes fastsat således, at gebyret inkluderer op til ½ times tidsforbrug til sagsbehandling.
For så vidt angår bestillinger på plantesundhedscertifikater for frø og konsumvarer, der udføres til stater, der ikke er medlemmer af den Europæiske Union, mod betaling af et tillæg til certifikatgebyret kan behandles forud for tidligere modtagne bestillinger. I hastende tilfælde betales et tillæg på 50 pct. af certifikatgebyret, som fastsat efter stk. 1. I meget hastende tilfælde betales tillige et tillæg på 400 kr.
Tillægsgebyret, der opkræves, hvis tidsforbruget til den administrative udstedelse af certifikater af gebyret i overstiger ½ time, forventes i 2020 at udgøre 684 kr. pr. påbegyndt time.
Gebyr for udstedelse af yderligere certifikater eller yderligere EU-informationsdokumenter i forbindelse med administrativ udstedelse af certifikater ved eksportkontrol af frø og vegetabilske konsumvarer m.m. forventes i 2020 at udgøre 273 kr., og dækker omkostningerne til administrativ udstedelse af et plantesundhedscertifikat, et re-eksportcertifikat eller et EU-informationsdokument, såfremt der er tale om yderligere certifikater/dokumenter, der udstedes i samme ekspedition.
Det er ligeledes hensigten, at der vil blive fastsat en ny gebyrtype under ordningen i form af et tilstedeværelsesgebyr, som opkræves for, at Landbrugsstyrelsen foretager den administrative udstedelse af certifikater hos den enkelte virksomhed. Besøget på virksomheden vil alene angå udstedelse af certifikater, og der vil derfor ikke være fysisk kontrol forbundet med besøget. Certifikatet forventes at blive fastsat til 480 kr. Gebyret dækker Landbrugsstyrelsens omkostninger til transport mv. i forbindelse med tilstedeværelsen på virksomheden.
Certificering af virksomheder, som producerer og varmebehandler træemballage
Reglerne om certificering af virksomheder, der fremstiller, reparerer og behandler og mærker træemballage i ISPM-15 bekendtgørelsen, bliver pr. 14. december 2019 erstattet af bestemmelserne i plantesundhedsforordningens artikel 96-98.
Det er hensigten at videreføre gebyropkrævningen vedr. certificering af virksomheder, der fremstiller, reparerer, behandler og mærker træemballage i medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 1.
For så vidt angår det årlige grundgebyr, så er det forventningen, at det årlige gebyr for 2020 fortsat vil udgøre 2.990 kr. årligt. Det er dermed hensigten, at grundgebyret fortsat fastsættes således, at det finansierer den andel af styrelsens centrale omkostninger, der er faste og nødvendige som grundlag for at drive ordningen, og som ikke reduceres i samme takt som efterspørgslen efter kontrol.
Det er endvidere forventningen, at det basisgebyr, der opkræves i forbindelse med ansøgning om certificering i 2020, vil udgøre 6.721 kr. pr. kontrolbesøg. Det er dermed hensigten, at basisgebyret fortsat fastsættes således, at det dækker Landbrugsstyrelsens behandling af en ansøgning, herunder styrelsens administrative forberedelse forud for auditeringsbesøget og op til 4 kontroltimer i virksomheden samt evt. tildeling af certificeringsnummer og udstedelse af certifikat.
Det er ligeledes hensigten at videreføre tillægsgebyret, der opkræves pr. påbegyndt time, hvis tidsforbruget til auditeringen overstiger 4 timer. Det er forventningen, at tillægsgebyret i 2020 vil udgøre 510 kr. pr. påbegyndt time.
Det er forventningen, at gebyret for opfølgende besøg i forbindelse med ansøgning om certificering i 2020 vil udgøre 2.240 kr., pr. besøg, og det er hensigten, at gebyret som hidtil vil dække op til 2 kontroltimer i virksomheden og forberedelse af det opfølgende besøg og kørsel udgør ca. 2 timer.
Det er ligeledes hensigten at videreføre tillægsgebyret for opfølgende besøg i forbindelse med ansøgning om certificering, der opkræves pr. påbegyndt time, hvis tidsforbruget til den opfølgende auditering overstiger 2 timer. Det er forventningen, at tillægsgebyret i 2020 vil udgøre 510 kr. pr. påbegyndt time.
For så vidt angår forlængelser af certificering, så er det forventningen, at det basisgebyr, der opkræves pr. besøg på virksomheden, i 2020 vil udgøre 5.042 kr. Det er hensigten, at basisgebyret også fremover fastsættes således, at det dækker op til 3 kontroltimer i virksomheden.
Det er ligeledes hensigten at videreføre tillægsgebyret, der opkræves i forbindelse med auditeringsbesøg med henblik på forlængelse af certificering pr. påbegyndt time, hvis tidsforbruget til auditeringen overstiger 3 timer. Det er forventningen, at tillægsgebyret i 2020 fastsættes til 510 kr. pr. påbegyndt time.
Herudover er det hensigten at videreføre gebyret for opfølgende besøg i forbindelse med forlængelse af certificering, som i 2020 forventes at udgøre 2.240 kr. pr. besøg. Det er hensigten, at gebyret også fremover fastsættes således, at det dækker op til 2 timers yderligere besøg på virksomheden i forbindelse med certificeringen og derudover inkluderer finansiering af administrationen forbundet med behovet for at følge op på et indledende certificeringsbesøg eller forlængelse af en certificering.
Endelig er det hensigten at videreføre gebyret for sagsbehandling pr. time af konstaterede afvigelser i forbindelse med audit med henblik på forlængelse af certificering af virksomheder, som i 2020 forventes at udgøre 685 kr. pr. påbegyndt time. Det er hensigten, at gebyret også fremover fastsættes således, at det dækker Landbrugsstyrelsens tidsforbrug ved behandling af konstaterede afvigelser i forbindelse med audit med henblik på forlængelse af certificering af virksomheder.
Sortslisteoptagelse af planteformeringsmateriale
Det er hensigten at videreføre gebyret for sortslisteoptagelse uændret.
Gebyret forventes fastsat til ca. 700 kr. pr. sort til dækning af TystofteFondens udgifter til administration og godkendelse m.m.
Certificering af planteformeringsmateriale
Det er hensigten at videreføre gebyret for certificering af frø uændret.
Gebyret forventes fastsat til ca.1.232 kr. for de første otte producerede partier inden for et kalenderår og et yderligere gebyr på ca. 154 kr. pr. parti produceret ud over de første otte partier som betaling til dækning af TystofteFondens udgifter til godkendelsen m.m.
Gebyr for opfølgende kontrol og genkontrol ved konstatering af forekomst af flyvehavre
Der foreslås i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, indført et gebyr, der vil bestå af et fast grundgebyr samt et variabel gebyr beregnet på baggrund af en timetakst for den tid, som kan henføres til den enkelte sag i forbindelse med den fysiske kontrol og relateret administrativt arbejde.
I beregningen af grundgebyret indgår omkostninger, som ikke direkte kan henføres til den enkelte sag, men som dels fungerer understøttende for at ordningen, herunder IT-understøttelse, kontroltilrettelæggelse, revision, klagesagsbehandling mm. samt dels omkostninger, hvor den enkelte lodsejer ikke skal belastes uforholdsmæssigt af omkostningerne til eksempelvis kørselstid. Tidstaksten beregnes efter totaltidsprincippet, dvs. ud fra princippet om, at lodsejeren selv har mulighed for at påvirke den pris, som denne faktureres.
Timetaksten regnes på alle timer, som kan henføres direkte til den almindelige sagsbehandling af den enkelte sag, f.eks. forberedelse af kontrol, fysisk kontrol på stedet og efterfølgende sagsbehandling. Dette forventes at tilskynde lodsejeren til at have foretaget og færdiggjort sin bekæmpelse inden et opfølgende kontrolbesøg eller ved genkontrol.
Ovenstående model resulterer i en variabel gebyromkostning for lodsejeren, hvor en simpel gennemført kontrol forventes koste omkring 5.000 kr. og en kompliceret gennemført kontrol forventes at koste ca. 20.000 kr. Gennemsnitligt forventes det at koste ca. 11.000 kr. pr. kontrolbesøg, for både en genkontrol og en opfølgende kontrol.
Erindringsskrivelser og renteskrivning ved for sen eller udeblivende betaling m.v.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er ny og tillægger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kompetence til at fastsætte nærmere regler om opkrævning af beløb, der er nævnt i den foreslåede § 13, herunder ved brug af særlige e-betalingstjenester.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der ikke udføres kontrol hos virksomheder, som ikke har betalt for tidligere udført brugerfinansieret kontrol, som f.eks. importkontrol. Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at der kan fastsætte krav om, at betaling for et brugerbetalt kontrolbesøg sker forud for eller i direkte forbindelse med kontrolbesøget.
Det er endvidere hensigten, at der på sigt stilles en e-betalingsløsning til rådighed, hvor kunderne kan tilgå et online betalingsmodul og indbetale forud for den kontrol, de skal have. Den elektroniske betalingsløsning er endnu ikke udviklet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastslår, at betalingsforpligtelser, der er fastsat ved forordning inden for lovens område, i denne lov eller i regler udstedt i medfør af denne lov, og som ikke betales rettidigt, tillægges, medmindre andet er fastsat i Den Europæiske Unions retsakter, en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For rykkerbreve betales et gebyr på 100 kr., som reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af planteskadegørerlovens § 11, stk. 2, driftslovens § 15 og frølovens § 1, stk. 7, hvorefter ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, kan fastsætte regler om renter ved for sen indbetaling af gebyrer og om opkrævning af gebyrer for erindringsskrivelser.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil finde anvendelse på alle betalingsforpligtelser nævnt i den foreslåede bestemmelse i lovens § 13, indtil der etableres en e-betalingsløsning i henhold til stk. 1, og for sådanne forpligtelser, der ikke omfattes af den etablerede e-betalingsløsning. Bestemmelsen finder tillige anvendelse for betalingsforpligtelser efter den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 2, hvorefter kontrolmyndigheden for den ansvarliges regning kan gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige for helt eller delvist at leve op til meddelt forbud eller påbud.
Der henvises til afsnit 2.6.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Kapitel 4
Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater m.v.
Kontrol og tilsyn
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, der svarer til frølovens § 1, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 1 og 2, og driftslovens § 13, tillægger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling beføjelse til at fastsætte regler om tilsyn og kontrol med overholdelsen af loven eller de i medfør heraf fastsatte regler eller Den Europæiske Unions retsakter om forhold, der er omfattet af denne lov.
Med den foreslåede bemyndigelse, der hænger sammen med de foreslåede bestemmelser i §§ 21 og 22 om ministerens bemyndigelse til at henlægge opgaver til andre offentlige myndigheder og private juridiske personer, kan ministeren fastsætte nærmere regler for, hvordan myndighederne skal prioritere, planlægge, gennemføre og følge op på kontrollen. Den foreslåede bemyndigelse vil således være væsentlig som grundlag for, at kontrolmyndighederne lever op til en række af de centrale krav i kontrolforordningen, såfremt dele af varetagelsen af kontrolopgaverne efter denne uddelegeres til f.eks. private juridiske personer. Som eksempel kan nævnes kravene i kontrolforordningens artikel 3 om, at kontrollen skal foretages regelmæssigt på grundlag af en risikovurdering og med passende hyppighed, såfremt den som udgangspunkt skal foretages uanmeldt, og artikel 9, hvorefter der som led i kontrollen skal udarbejdes kontrolrapporter, som den kontrollerede skal have adgang til.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer til eksisterende regler og bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om opbevaring af oplysninger og analysematerialer med henblik på tilsyn og kontrol med overholdelsen af loven eller de i medfør heraf fastsatte regler eller Den Europæiske Unions retsakter om forhold, der er omfattet af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ministeren vil kunne fastsætte regler om, at visse oplysninger og materialer, som operatøren har foretaget analyser af, skal opbevares i et vist tidsrum med henblik på, at ministeren i forbindelse med kontrol eller tilsyn får adgang til dette.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Påbud og forbud m.v.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, der svarer til gældende ret, medfører at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan træffe de afgørelser, herunder meddele de forbud og påbud, der er nødvendige for overholdelse af loven eller af regler udstedt i medfør heraf eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Med den foreslåede bemyndigelse vil ministeren kunne træffe afgørelser i forvaltningslovens forstand, hvorved der forstås en forvaltningsakt, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Sådanne afgørelser vil kunne være såvel tilladelser som påbud og forbud.
Tilladelser vil f.eks. kunne være midlertidige indførselstilladelser efter plantesundhedsforordningens artikel 8, stk. 1, om midlertidig tilladelse til indførsel i, flytning inden for samt opbevaring og opformering i Danmark af EU-karantæneskadegørere til officielle testmæssige, videnskabelige eller uddannelsesmæssige formål, eller til forsøg, planteforædling eller avl. Ministeren vil i medfør af denne bestemmelse ligeledes kunne træffe konkrete afgørelser om vilkår, betingelser og restriktioner i forbindelse med sådanne tilladelser, jf. herved plantesundhedsforordningens artikel 8, stk. 2 og 3.
Ministeren vil endvidere kunne træffe alle nødvendige foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse af vilkårene for sådanne tilladelser, jf. herved plantesundhedsforordningens artikel 8, stk. 4, herunder inddragelse af en meddelt tilladelse.
Påbud er afgørelser, der pålægger en handlepligt ved at præcisere, hvad den ansvarlige skal gøre, for at overholde lovgivningen. Påbud vil f.eks. kunne være påbud om bekæmpelse af skadegørere, isolering, tilbagetrækning eller destruktion af produkter samt fremsendelse af dokumentation mv.
Forbud er afgørelser, der pålægger en undladelsespligt, og forbud vil f.eks. kunne være midlertidige omsætningsforbud.
Både påbud og forbud vil indholdsmæssigt afhænge af den konkrete situation, idet det påses, at disse ikke er mere indgribende, end forholdene betinger.
Som udgangspunkt skal påbud og forbud meddeles den ansvarlige for virksomheden, men kontrolmyndigheden kan undtagelsesvist meddele påbud og forbud til personer, som repræsenterer virksomheden, f.eks. en ansat, såfremt omstændighederne gør, at det ikke er muligt eller forsvarligt at afvente kontakt med denne. Dette gælder også i f.eks. i e- handelssituationer, hvor det ikke umiddelbart kan være muligt at identificere ejeren, og hvor forbud og påbud derfor vil kunne rettes til den, der konkret håndterer varen.
Normalt forudsætter forbud og påbud, at der foreligger en overtrædelse, men det vil med bestemmelsen være muligt at meddele forbud og påbud på et tidspunkt, hvor det er nærliggende, at der vil ske en overtrædelse af reglerne, hvis forholdet ikke rettes.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., bemyndiger ministeren til lade påbud eller forbud effektuere for den ansvarliges regning, hvis denne ikke selv kan eller vil efterkomme disse. Med denne bestemmelse gives der kontrolmyndigheden mulighed for at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige i den givne situation. Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i forbindelse med påbudte foranstaltninger om bekæmpelse eller forebyggelse af skadegørere.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret for så vidt angår adgangen til at lade bekæmpelse af flyvehavre og påbudte foranstaltninger om bekæmpelse og forebyggelse af skadegørere udføre på den ansvarliges regning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., fastslår, at bestemmelserne i §§ 17 og 18 også finder anvendelse, såfremt ministeren lader påbud og forbud effektuere for den ansvarliges regning.
Den foreslåede bestemmelse er endvidere rettet mod tilfælde, hvor f.eks. planter med en konstateret forekomst af skadegørere befinder sig under lås, og hvor det er afgørende vigtigt, at kontrolmyndigheden kan komme i besiddelse af de pågældende planter med henblik på bekæmpelse eller destruktion.
Den foreslåede bestemmelse vil efter sin ordlyd også kunne anvendes på området for produktion af og handel med planter, men det forventes, at bestemmelsen næppe vil blive anvendt her, da det her normalt vil være muligt at anvende mindre indgribende retsmidler.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Pligt til at yde myndigheden bistand
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til gældende ret, fastslår i stk. 1, at den, der er omfattet af reglerne i denne lov, af regler fastsat i medfør af denne lov eller af bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, efter anmodning fra ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, eller den ministeren bemyndiger hertil, skal give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som er påkrævet af hensyn til gennemførelse af kontrol efter loven eller efter Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Pligten til at medvirke ved kontrol efter den forslåede bestemmelse angår såvel afgivelse af oplysninger, som myndigheden anser for nødvendige for kontrollen, som praktisk bistand i forbindelse med kontrol. Det vil dog kun være oplysninger, som er af direkte betydning for kontrollen, der kan kræves afgivet i medfør af den pågældende bestemmelse. Det bemærkes, at oplysningspligten vil være begrænset af retssikkerhedslovens § 10.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastslår, at den, der er omfattet af reglerne i denne lov, af regler fastsat i medfør af denne lov eller af bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, vederlagsfrit skal yde ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol, undersøgelser, udtagning af prøver, kopiering og udlevering af skriftligt materiale samt udskrifter af elektroniske data. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan vederlagsfrit medtage sådant materiale i forbindelse med kontrol.
Pligten til at medvirke ved kontrol i relation til denne bestemmelse angår praktisk bistand i forbindelse med kontrol. Bistanden kan bl.a. bestå i identifikation og kopiering af dokumenter, samt udtagning, indpakning og forsendelse af prøver. Det er præciseret i bestemmelsen, at den fornødne bistand skal ydes vederlagsfrit. Myndighederne vil dermed vederlagsfrit kunne forlange udskrifter af data, der er opbevaret elektronisk og kopier af relevant materiale. Det vil dog kun være oplysninger, som er af direkte betydning for kontrollen, der kan kræves afgivet i medfør af den pågældende bestemmelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 fastslår, at ministeren, eller den ministeren bemyndiger hertil, som led i løsningen af opgaver i henhold til loven, regler fastsat i medfør af loven eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov, vederlagsfrit kan medtage eller udtage prøver af planter, planteprodukter og andre objekter mod kvittering.
Myndighederne vil med bestemmelsen vederlagsfrit kunne forlange prøver af planter, planteprodukter og andre objekter af enhver art mod kvittering, som led i løsningen af opgaver i henhold til loven eller til regler, som er fastsat i medfør af loven eller Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Der kan f.eks. være tale om udtagning af blindprøver. Ved blindprøver forstås, at der udtages prøver af f.eks. planter uden synlige symptomer. Det vil i henhold til den foreslåede bestemmelse være muligt for plantesundhedsmyndigheden vederlagsfrit at udtage prøver i forbindelse med undersøgelser af den generelle plantesundhedstilstand i Danmark i medfør af den foreslåede § 8.
Der henvises til afsnit 2.7.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Adgang uden retskendelse
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til gældende ret, fastslår i stk. 1, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling eller den, ministeren bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlig og privat ejendom, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige til brug for løsning af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af loven eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Med den foreslåede bestemmelse gives der adgang til, at myndigheden kan foretage kontrol uden retskendelse. Kontrollen skal gennemføres i overensstemmelse med retssikkerhedsloven. Der henvises til afsnit 2.7.1.3 og 2.8.1 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse er nødvendig, da der kan forekomme tilfælde, hvor et kontrolbesøg skal gennemføres uvarslet f.eks. i henhold til artikel 9, stk. 4, i kontrolforordningen, og uden at sagen forsinkes ved, at myndigheden skal indhente retskendelse.
Som det fremgår af bestemmelsen, kan tvangsindgreb kun finde anvendelse, hvis det skønnes nødvendigt for løsning af opgaver efter loven eller EU-reguleringen. Det almindelige proportionalitetsprincip indebærer, at myndigheden til enhver tid er forpligtet til at anvende den mindst indgribende reaktion, som er tilstrækkelig til opnåelse af formålet.
Repræsentanter for kontrolmyndigheden og bemyndigede personer skal forevise nødvendig legitimation for den ansvarlige eller en repræsentant for denne. Som udgangspunkt skal dette ske, inden kontrollen påbegyndes, men er ejeren eller en repræsentant for denne ikke til stede, kan kontrollen gennemføres uden at forevise legitimation. Kommer ejeren eller en repræsentant for denne til stede senere, forevises legitimationen på dette tidspunkt.
Med udtrykket ”den, ministeren bemyndiger hertil” gives der mulighed for, at andre, såsom repræsentanter for EU-Kommissionen og EU’s Revisionsret, i følge med repræsentanter for de danske myndigheder, kan medvirke ved kontrollen. Denne mulighed indebærer ikke, at de pågældende EU-repræsentanter kan træffe beslutninger inden for lovens område. Sådanne beslutninger kan kun træffes af de danske myndigheder. Repræsentanter for tilsynsmyndigheden og bemyndigede personer skal forevise nødvendig legitimation for den ansvarlige eller en repræsentant for denne.
Retten til adgang uden retskendelse omfatter såvel offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler, såsom landbrugsbedrifter og virksomheder m.v., herunder lokaler og køretøjer, der anvendes som led i virksomheden. Kontrolmyndigheden har endvidere ret til at gøre sig bekendt med alt skriftligt materiale, der opbevares i elektronisk form, i det omfang det skønnes nødvendigt for at udøve kontrol efter loven.
Det bemærkes, at kontrollen kan gennemføres på lokaliteter, hvor en opdeling i en privat og en forretningsmæssig del ikke er mulig. Det er derfor ikke muligt at begrænse adgangen til kontrol inklusive retten til at gennemse dokumenter m.v. til den forretningsmæssige del. Dette gælder også i situationer, hvor kontrollen gennemføres for at vurdere, om der på stedet er erhvervsmæssige aktiviteter omfattet af særligt plantesundhedslovgivningen.
Det bemærkes, at der i forbindelse med kontrollen kan være behov for at foretage fotografiske optagelser eller lignende, herunder såvel optagelser med almindeligt håndholdt kamera som optagelser med drone. Optagelser med droner udføres af kontrollører med dronebevis og i overensstemmelse med de særlige regler, der gælder for professionel flyvning med droner.
Det forudsættes, at fotografering som hidtil anvendes med mådehold, og kun når dette er nødvendigt for at kunne dokumentere forhold af betydning for afgørelse af en kontrolsag, og hvor disse forhold enten er af flygtig karakter eller er vanskelige at beskrive verbalt.
Fotografier og videooptagelser behandles i overensstemmelse med den øvrige lovgivning om dokumenter og oplysninger som fastsat i f.eks. forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016, og databeskyttelsesloven, jf. lov nr. 502 af 23. maj 2018. Det følger af § 15 i offentlighedsloven, jf. lov nr. 606 af 12. juni 2013 med senere ændringer, at fotografier ligesom andre dokumenter i sagen skal journaliseres. Ligesom det gør sig gældende for andre dokumenter m.v., der skal indgå i afgørelsens faktiske grundlag, forudsættes det, at der i forbindelse med en partshøring oplyses om fotograferingen eller prøveudtagninger, jf. forvaltningslovens kapitel 5.
Den foreslåede bestemmelse finder også anvendelse i situationer, hvor det af plantesundhedsmæssige grunde skønnes nødvendigt at skaffe sig hurtig adgang til private ejendomme. Dette kan f.eks. være i tilfælde, hvor der fra offentligheden er modtaget oplysninger om mistanke om fund af en prioriteret EU-karantæneskadegører. Sådanne oplysninger kan være tilstrækkeligt troværdige til at kræve opfølgning fra plantesundhedsmyndigheden, uden at være tilstrækkeligt underbyggede til en ransagningskendelse efter retsplejeloven. I sådanne tilfælde kan der opstå et akut behov for at skaffe sig adgang, hvis der eksempelvis ikke er personer til sted på den private ejendom.
Offentlige myndigheder har som udgangspunkt ikke ret til at anvende magt. I den forbindelse omfatter magtanvendelse også tilsynsmyndighedernes adgang til private ejendomme, hvis det forudsætter behov for at gennembryde eller fjerne hindringer som eksempelvis en låst dør eller en ejer, som nægter kontrolmyndigheden adgang. I sådanne situationer er det kun politiet, som er tillagt magtanvendelsesbeføjelser til at gennemtvinge retten til adgang uden retskendelse.
Det foreslås derfor i stk. 2, at politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af den i stk. 1 nævnte kontrol, og at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Med den foreslåede bestemmelse gives der således mulighed for, at kontrolmyndigheden med bistand fra politiet kan få adgang, hvis det er nødvendigt for at kunne varetage opgaver inden for lovens område.
Den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 2, forventes som hidtil kun undtagelsesvist at blive bragt i anvendelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Offentliggørelse af kontrolresultater
Den foreslåede bestemmelse, der viderefører gældende ret, fastslår i stk. 1, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater samt art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning på offentliggørelsen.
Ministeren foreslås således bemyndiget til at fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater samt art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Hjemlen til offentliggørelse omfatter resultaterne dels fra ordinær offentlig kontrol med både national lovgivning og fællesskabslovgivning, dels fra andre relevante offentlige kontroller, f.eks. resultater fra kontrolkampagner. Offentliggørelsen under Smiley-ordningen vil omfatte både gode og dårlige kontrolresultater, herunder indskærpelser, påbud, forbud, politianmeldelser m.v.
Endvidere foreslås det, at ministeren får beføjelser til at fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning på offentliggørelsen.
Erfaringerne fra fødevareområdet viser, at kontrolresultaterne skal offentliggøres hurtigst muligt efter kontrollen, for at resultaterne er relevante for forbrugerne. I henhold til bestemmelsen bliver det derfor muligt at offentliggøre kontrolresultater, inden klagemulighederne er udtømte, eller inden der er faldet endelig dom. Hvis et kontrolresultat påklages eller indbringes for domstolene, vil det offentliggjorte kontrolresultat efterfølgende blive korrigeret, hvis klageren får medhold ved klageinstansen henholdsvis frifindes af domstolene.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fastslår, at ministeren kan fastsætte regler om, på hvilken måde og i hvilken form kontrolresultaterne skal gøres tilgængelige for offentligheden. Endvidere kan ministeren fritage virksomheder for pligten til at gøre kontrolresultater tilgængelige.
Som led i Smiley-ordningen skal detailvirksomheder offentliggøre kontrolresultaterne ved ophængning i detailvirksomhederne og på deres evt. egne hjemmesider. Engrosvirksomheder skal offentliggøre kontrolresultaterne på deres hjemmesider.
Virksomheder kan i øvrigt frit anvende kontrolresultaterne i markedsføring, så længe det ikke er vildledende. Herved får virksomhederne et positivt incitament til at sikre overholdelse af lovgivningen.
På fødevareområdet er virksomheder uden fast kontrolfrekvens således fritaget fra at offentliggøre deres kontrolrapporter på deres hjemmeside, da de kan være adskillige år gamle og derfor ikke aktuelle.
Bestemmelsen i stk. 3 medfører, at ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske i elektronisk form. Ministeren kan bestemme, at visse resultater af administrativ kontrol ikke skal offentliggøres, hvis resultatet kun har begrænset relevans for offentligheden.
På fødevareområdet sker der løbende offentliggørelse af kontroloplysninger på internettet. Kontrolresultaterne bliver sammenfattet i en lettilgængelig kategorisering på basis af objektive kriterier, som på detailområdet bliver anskueliggjort ved grafiske symboler – de såkaldte smileyer.
Formålet med offentliggørelsen er at sikre forbrugerne relevant og aktuel information, og der kan være kontrolresultater, der vil være mindre relevante for forbrugerne. Offentliggørelse kan eksempelvis være vildledende, hvis den er baseret på en enkelt observation og ikke på et egentlig kontrolbesøg. Som eksempel kan nævnes en situation, hvor det ved en administrativ kontrol er konstateret, at en registreringspligtig virksomhed er registreret hos den relevante myndighed. En sådan kontrol, hvor der udarbejdes en kontrolrapport uden anmærkninger, kunne forlede forbrugerne til at tro, at der er gennemført en egentlig fysisk kontrol, hvor alt er fundet at være i orden. Resultatet af sådanne administrative kontroller vil derfor ikke blive omfattet af offentliggørelsen.
Endelig foreslås det i stk. 4, at ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet elektronisk informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.
Under Smiley-ordningen bliver kontrolrapporterne eksempelvis offentliggjort på internettet på hjemmesiden findsmiley.dk
Der henviser i øvrigt til afsnit 2.9.3 i de almindelige bemærkninger.
Kapitel 5
Obligatorisk digital kommunikation
Den foreslåede bestemmelse, der er ny, bemyndiger i stk. 1 ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling til fastsætte regler om, at al skriftlig kommunikation til og fra Miljø- og Fødevareministeriet om forhold omfattet loven eller af regler udstedt i medfør af loven eller af Den Europæiske Unions forordninger skal foregå digitalt.
Kravet om digital kommunikation vil blive udmøntet løbende i takt med, at de digitale løsninger er på plads, og den fornødne teknologi er til stede. Det er i første omgang tanken at udnytte bemyndigelsen til at det gøre det obligatorisk at anvende Tast selv-service på læggekartoffelområdet som beskrevet ovenfor.
Kravet om obligatorisk digital kommunikation indebærer bl.a., at skriftlige henvendelser m.v. til Landbrugsstyrelsen om forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er udstedt i medfør af loven, ikke anses for behørigt modtaget i styrelsen, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.
Bemyndigelsen påtænkes udnyttet således, at pligten til at kommunikere digitalt f.eks. mellem Landbrugsstyrelsen og virksomhederne også omfatter kommunikation mellem styrelsen og en rådgiver, f.eks. en konsulent, advokat eller lign., som optræder på virksomhedens eller borgerens vegne over for styrelsen.
Hvis en henvendelse sendes på anden måde end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr. brev, følger det af den almindelige vejledningspligt, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, at myndigheden har pligt til at vejlede om, hvorledes manglerne kan afhjælpes. Kun hvis der, f.eks. inden for en fastsat frist, ikke er rettet på de mangler, den pågældende ved vejledning er gjort opmærksom på, kan henvendelsen afvises eller oplysningerne anses for ikke at være modtaget.
Det er lagt til grund, at en afvisning af at tage en sag under realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af den obligatoriske digitale kommunikation er en afgørelse og indebærer en sagsbehandling, der følger de almindelige forvaltningsretlige regler og principper om eksempelvis partshøring og begrundelse. Det er ikke hensigten med indførelse af krav om digital kommunikation at ændre på, hvordan den offentlige myndighed håndterer situationer, hvor virksomheden overskrider en eventuel frist. Der vil således i samme omfang som hidtil kunne tages hensyn til årsagen til, at en frist ikke er overholdt.
De sanktioner, der i dag er knyttet til manglende indberetning eller indsendelse i papirform, vil også finde anvendelse, når indberetning eller indsendelse ikke sker i overensstemmelse med de krav om digital indberetning, der fastsættes i bekendtgørelse i henhold til dette lovforslag.
Af bekendtgørelserne, der udmønter bemyndigelsen, vil det komme til at fremgå, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt med Miljø- og Fødevareministeriet, om hvilke forhold og på hvilken måde.
Med den foreslåede udformning af bestemmelsen som en bemyndigelse vil der således kunne fastsættes bestemmelser om undtagelse fra kravet om digital kommunikation, f.eks. for visse gruppers vedkommende eller i tilfælde, hvor materialet på grund af sin særlige beskaffenhed ikke er egnet til digital fremsendelse.
Herudover vil det være muligt for virksomheder efter ansøgning at opnå dispensation fra kravet om digital kommunikation. Dispensation vil kun undtagelsesvist blive givet, f.eks. til virksomheder i områder, hvor det er teknisk problematisk at koble sig på internettet.
Hvad angår fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post, henvises der i det hele til de regler, som Finansministeriet (Digitaliseringsstyrelsen) har fastsat om henholdsvis fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v. og fritagelse af juridiske enheder med CVR-nummer samt fysiske personer med erhvervsaktiviteter for tilslutning til Offentlig Digital Post. Fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post medfører ikke samtidig fritagelse for pligten til at benytte en af Miljø- og Fødevareministeriet etableret portalløsning til kommunikation vedrørende forhold omfattet af loven.
Det forhold, at en virksomhed oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende selv at overvinde, kan som udgangspunkt ikke føre til fritagelse for pligten til digital kommunikation.
Dog vil det være muligt for virksomheder ansøge om dispensation fra kravet om digital kommunikation i helt ekstraordinære situationer, hvor det på grund af akut opståede omstændigheder i en kort periode ikke er muligt for virksomhederne at kommunikere digitalt med Miljø- og Fødevareministeriet.
Den ansvarlige myndighed vil skulle foretage en konkret vurdering af, om der foreligger sådanne ekstraordinære tilfælde, hvor en virksomhed anmoder om fritagelse. Myndigheden vil i givet fald skulle informere virksomheden om mulighederne for at lade en anden, f.eks. en rådgiver, varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 bemyndiges ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling endvidere til at fastsætte regler om vilkår og formater for anvendelse af digital kommunikation.
Der er ikke ved de foreslåede formkrav om anvendelse af digital kommunikation lagt op til at ændre grundlæggende forvaltningsretlige regler eller principper om eksempelvis notatpligten, myndighedernes vejledningspligt, pligten til at oplyse en sag tilstrækkeligt m.v.
Der vil efter forslaget kunne stilles krav om, at virksomheder oplyser en e-mailadresse, som Landbrugsstyrelsen kan anvende til kontakt i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse. Dette forventes i praksis at være vedkommende virksomheds eller borgers e-mailadresse i Offentlig Digital Post.
Der vil også kunne stilles krav om anvendelse af digital signatur eller lignende i forbindelse med andre former for digital kommunikation, eksempelvis via digitale selvbetjeningsløsninger, så Landbrugsstyrelsen har sikkerhed for, at afsenderen er den, som vedkommende giver sig ud for at være.
Der kan efter forslaget ved bekendtgørelse stilles krav om, at virksomheden skal anvende bestemte it-systemer og særlige digitale formater for at sikre, at styrelsen kan håndtere de modtagne indberetninger.
Landbrugsstyrelsen vil som offentlig myndighed fortsat skulle iagttage de databeskyttelsesretlige regler i forbindelse med håndtering af personoplysninger, som indsendes digitalt, samt ved udvikling og implementering af digitale selvbetjeningsløsninger. De centrale regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger findes i databeskyttelsesforordningen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016, og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).
Med bestemmelsen til stk. 3 foreslås det fastlagt, hvornår en digital meddelelse må anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, det vil sige modtageren af meddelelsen. Meddelelsen anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, når den er tilgængelig for adressaten. Meddelelsen anses for at være tilgængelig for adressaten fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det vil sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse.
Det er i denne forbindelse uden betydning, om adressaten for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at tilgå meddelelsen, f.eks. hvis modtageren af en meddelelse, som myndigheden har sendt til den pågældende via den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den fornødne offentlige digitale signatur til at modtage meddelelser i den offentlige digitale postløsning, jf. lov om Offentlig Digital Post, eller modtageren i sit elektroniske system har installeret anordninger (spamfiltre, firewalls osv.), som afviser at modtage meddelelser.
Det er endvidere uden betydning, om adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke fungerer, at vedkommende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det som udgangspunkt er op til adressaten selv at overvinde.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse både på meddelelser, som frivilligt sendes digitalt, og på meddelelser, som det er obligatorisk at sende digitalt.
En meddelelse vil normalt være tilgængelig for Landbrugsstyrelsen på det tidspunkt, hvor styrelsen kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem.
En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig, uanset om afsenderen betragter meddelelsen som sendt før kl. 24.00.
IT-problemer hos Landbrugsstyrelsen (nedbrud, midlertidig kapacitetsnedgang m.v.) kan betyde, at en digital meddelelse ikke kan afleveres til Landbrugsstyrelsen.
Opstår problemer tæt på fristen for indgivelsen af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen for indgivelse af meddelelsen ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den gøres tilgængelig for styrelsen inden for en rimelig tid efter, at forhindringen er ophørt.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.
Det vil således ikke kunne komme virksomheden til skade, at indberetning modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at hvor det efter loven eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet. Det foreslås endvidere i stk. 4, 2. pkt., at sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 vedrører fravigelse af underskriftskrav for dokumenter, der er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, hvor det efter loven eller regler udstedt i medfør af loven er krævet, at dokumentet er underskrevet.
Underskriftskravet kan fremgå udtrykkeligt eller forudsætningsvist af de pågældende regler.
For at der ikke skal kunne opstå tvivl om, at virksomheder og borgere kan opfylde underskriftskravet på anden måde end ved personlig underskrift, foreslås det, at der indsættes en bestemmelse om, at underskriftskravet kan opfyldes ved, at underskriveren anvender en teknik, der sikrer entydig identifikation af den pågældende, f.eks. digital signatur.
Samtidig foreslås det i stk. 5, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvordan kravet om personlig underskrift, jf. stk. 4, kan opfyldes. Bestemmelsen kan eksempelvis anvendes til at fastsætte regler om, at underskriftskravet kan opfyldes ved, at den pågældende underskriver et fysisk dokument og indscanner dokumentet som en pdf-fil.
Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor en ansøgning til Miljø- og Fødevareministeriet skal være ledsaget f.eks. af en tilladelse fra en kommune. Sådanne originale tilladelser og lignende udstedt af andre myndigheder skal kunne indsendes som bilag til en ansøgning til Miljø- og Fødevareministeriet, og der vil således kunne fastsættes regler om, at underskriftkravet vil kunne opfyldes ved at sådanne originale tilladelser og lignende udstedt af andre myndigheder vedlægges i indscannet form.
Endvidere kan der stilles krav om, at virksomheder eller fysiske personer, som indsender dokumenter til en myndighed uden personlige underskrifter, skal opbevare et eksemplar af det pågældende dokument forsynet med originale underskrifter, som myndigheden kan forlange at få forevist i kontroløjemed.
Kapitel 6
Delegation og klage
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling ved henlæggelse af sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.
Den foreslåede bestemmelse svarer i vid udstrækning til gældende ret. Dog foreslås det som noget nyt, at ministeren kan fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører, at ministeren ved henlæggelse af sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet kan fastsætter regler om klageadgangen over myndighedens afgørelser og også at klageadgangen helt eller delvist kan afskæres. Det er som hidtil ikke hensigten at udnytte bemyndigelsen til at fravige 2-instansprincippet, men derimod at gøre det muligt at afskære klageadgang i de situationer, hvor der principielt vil være mulighed for at få prøvet afgørelser i 3 instanser.
Det vil også fremadrettet være muligt i medfør af den foreslåede bestemmelse at regulere selve indsendelsen og behandlingen af klager. Der vil eksempelvis kunne fastsættes en frist for udnyttelse af rekursmuligheden, krav til klagens form og indhold eller regler om klagens indsendelse. Ligeledes kan der i medfør af bestemmelsen fastsættes krav om, at klager skal indgives gennem den myndighed, som har truffet afgørelsen. Denne såkaldte ”postkassemodel” indebærer, at myndigheden skal videresende klagen med myndighedens bemærkninger. Herved opnås en hurtigere og mere effektiv sagsgang.
Ligeledes vil der i medfør af den foreslåede bemyndigelse som hidtil kunne fastsættes regler om remonstration, dvs. at en sag kan genoptages af den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden vil således kunne træffe en ny realitetsafgørelse, som giver klageren helt eller delvist medhold, uden at sagen skal forelægges rekursinstansen. Denne nye afgørelse vil også kunne påklages til rekursinstansen.
Endvidere foreslås det i stk. 2, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling efter forhandling med vedkommende minister kan henlægge sine beføjelser efter loven til en anden statslig myndighed eller institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens eller institutionens afgørelser, herunder om at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil indebære, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling som hidtil vil kunne delegere sine beføjelser efter loven til en statslig myndighed eller institution uden for ministerområdet. Hensigten med bestemmelserne er fortsat at skabe grundlag for at opnå langsigtede rationaliseringsgevinster ved f.eks. etablering af servicefællesskaber på tværs af institutioner og myndigheder.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling vil bevare sine beføjelser, herunder instruktionsbeføjelsen, på de områder, der uddelegeres til andre statslige myndigheder eller institutioner, da disse funktionelt vil høre under ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling.
Den foreslåede bestemmelse har ikke på nuværende tidspunkt noget konkret anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 svarer i et vist omfang til frølovens § 3, stk. 1. Dog foreslås formuleringen af bestemmelsen ændret således, at det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at delegationen til en privat juridisk person angår sagsbehandlingsskridt i forbindelse med kontrol og prøvetagning på læggekartoffelområdet.
Efter den foreslåede bestemmelse kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling henlægge løsningen af visse opgaver, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, som følger af regler fastsat i medfør af §§ 5 og 15 om sagsbehandlingsskridt i forbindelse med kontrol og prøvetagning på læggekartoffelområdet, til en privat juridisk person. Den private juridiske person er undergivet ministerens instruktion og tilsyn med hensyn til alle opgaver, som er henlagt efter denne bestemmelse.
Det foreslås som noget nyt, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at forvaltningsloven skal finde anvendelse på aktiviteter, der i henhold til delegation udføres af private juridiske personer.
Det foreslås endvidere, at hvis ministeren efter stk. 1 henlægger løsningen af sagsbehandlingsskridt i forbindelse med kontrol og prøvetagning på læggekartoffelområdet til private juridiske personer, gælder forvaltningslovens § 3, § 4, stk. 1, § 6 og § 27 for enhver, der hos disse private juridiske personer er beskæftiget med varetagelsen af de tillagte opgaver.
Forvaltningslovens § 3, § 4, stk. 1, og § 6 indeholder bestemmelser om inhabilitet for personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, medens forvaltningslovens § 27 omhandler sådanne personers tavshedspligt.
Den behandling af personoplysninger, som foretages i forbindelse med private juridiske personers udførelse af faktisk forvaltningsvirksomhed, vil i det hele være omfattet af de gældende databeskyttelsesretlige regler, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse), EU-Tidende 2016, nr. L 119, s. 1 (databeskyttelsesforordningen), og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).
Det henvises i øvrigt til afsnit 2.11.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastslår, at afgørelser truffet i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf eller i henhold til direkte anvendelige bestemmelser i Den Europæiske Unions retsakter, hvis ikke andet er fastsat i regler udstedt i medfør af § 21, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den afdeling, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og dermed ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse svarer til frølovens § 3 a, stk. 1, planteskadegørerlovens § 12 a, stk. 1, og driftslovens § 16 a, stk. 1.
Muligheden for at indbringe afgørelser for Miljø- og Fødevareklagenævnet foreslås udvidet til også at omfatte afgørelser truffet i henhold til direkte anvendelige bestemmelser i Den Europæiske Unions retsakter i overensstemmelse med kontrolforordningens artikel 7, hvis det er fastsat, at afgørelser, der træffes af de kompetente myndigheder i henhold til kontrolforordningens artikel 55, artikel 66, stk. 3 og 6, artikel 67, artikel 137, stk. 3, litra b), og artikel 138, stk. 1 og 2, vedrørende fysiske eller juridiske personer, er omfattet af sådanne personers ret til at klage i overensstemmelse med national ret.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer dermed, at de afgørelser, som træffes i henhold til plantesundhedsforordningen og kontrolforordningen med tilhørende gennemførelsesbestemmelser, som hovedregel kan påklages til nævnet.
Med forslaget vil det som hidtil være afdelingen omhandlet i klagenævnslovens § 3, stk. 1, nr. 4, hvortil der er tilknyttet to særligt sagkyndige i jordbrugsforhold, der som udgangspunkt behandler sagen, og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser vil fortsat ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Forslaget indebærer, at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet som skal indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, skal indgives ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Med forslaget videreføres førsteinstansens remonstrationsadgang, idet kravet om skriftlig indgivelse af klage via førsteinstansen som førnævnt indebærer en pligt for førsteinstansen, hvis afgørelse, der er påklaget, til at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen og dermed også en retlig mulighed for – men normalt ikke en pligt til – at genoptage sagen til fuld realitetsbehandling.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at myndigheden som hidtil, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen, skal videresende klagen til klageinstansen. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af frølovens § 3 a, stk. 2, 2. pkt., planteskadegørerlovens § 12 a, stk. 2, 2. pkt., og driftslovens § 16 a, stk. 2, 2. pkt.
Forslaget indebærer, at førsteinstansen, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen, skal videresende klagen til klageinstansen, men førsteinstansen vil som hidtil i visse tilfælde kunne fravige oversendelsesfristen, hvis denne på grund af indholdet af klagen har behov for længere tid, f.eks. hvis klagepunkterne vedrører komplicerede forhold, eller førsteinstansen har behov for længere tid til at undersøge, om der er grundlag for at genoptage sagen.
Endelig foreslås det i stk. 2, 3. pkt., at klagen ved videresendelsen som hidtil skal være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af frølovens § 3 a, stk. 2, 3. pkt., planteskadegørerlovens § 12 a, stk. 2, 3. pkt., og driftslovens § 16 a, stk. 2, 3. pkt.
For så vidt angår spørgsmålet om klagers opsættende virkning foreslås dette fortsat ikke reguleret i planteloven, men det vil som udgangspunkt fortsat følge af de almindelige forvaltningsretlige regler. En klage har således som udgangspunkt ikke opsættende virkning, men både den myndighed, som har truffet afgørelsen i første instans, og Miljø- og Fødevareklagenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning, hvis klager anmoder om det, og formålet med den påklagede afgørelse ikke derved forspildes.
Det fremgår af kontrolforordningens artikel 7, 2. pkt., at retten til klage ikke berører de kompetente myndigheders forpligtelse til straks at gribe ind for at eliminere eller begrænse risiciene for bl.a. planters sundhed i overensstemmelse med kontrolforordningen og plantesundhedsforordningen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.11.3.3 i de almindelige bemærkninger.
Kapitel 7
Straf m.v.
Straffebestemmelser
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at den, der overtræder beslutninger truffet efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 1. pkt., med henblik på opfyldelse af Den Europæiske Unions direktiver og beslutninger om forhold, der er omfattet af loven, straffes med bøde.
Der foreslås endvidere i stk. 1, nr. 2, at den, der undlader at efterkomme beslutninger truffet efter Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af loven, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, 2. pkt., straffes med bøde.
De foreslåede bestemmelser er en videreførelse af dele af frølovens § 4, stk. 1.
Herudover foreslås det i stk. 1, nr. 3, at den, der overtræder vilkår i afgørelser meddelt efter § 16, kan straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører vilkår i afgørelser, som træffes i medfør af § 16, stk. 1, om f.eks. tilladelser efter plantesundhedsforordningens artikel 8.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at den, der overtræder et forbud meddelt efter den foreslåede bestemmelse i § 16, kan straffes med bøde.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at den, eller undlader at efterkomme påbud meddelt efter den foreslåede bestemmelse i § 16, kan straffes med bøde.
Med de foreslåede bestemmelser videreføres driftslovens § 18, stk. 1, nr. 2.
Det foreslås endvidere i stk. 1, nr. 6, at den, der undlader at afgive oplysninger eller undlader at stille bistand til rådighed efter den foreslåede bestemmelse i § 17, kan straffes med bøde.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres dele af planteskadegørerlovens § 13, stk. 1 og 2, og dele af frølovens § 4, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler, som udstedes i medfør af ministerens øvrige bemyndigelser i loven.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af driftslovens § 18, stk. 2, planteskadegørerlovens § 13, stk. 3, og dele af frølovens § 4, stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, at ministeren f.eks. kan fastsætte bestemmelser om straf for manglende bekæmpelse af flyvehavre efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 12.
Det foreslås i stk. 3, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser fastsat af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af loven.
Den foreslåede bestemmelse er en forudsætning for at sikre håndhævelsen af bestemmelserne på området, herunder den håndhævelse af EU-forskrifterne, som Danmark som medlemsland er forpligtet til.
Bestemmelsen giver mulighed for, at der kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i plantesundhedsforordningen og kontrolforordningen med tilhørende gennemførelsesbestemmelser.
Det fremgår af plantesundhedsforordningens artikel 108, at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af forordningen og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning.
Det er hensigten at udnytte den foreslåede bemyndigelse i stk. 3 til ved bekendtgørelse at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af de bestemmelser i plantesundhedsforordningen, der fremgår af listen i afsnit 2.12.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Det fremgår af kontrolforordningens artikel 139, stk. 1, 1. og 2. pkt., at medlemsstaterne skal fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af forordningen, og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
Det er hensigten at udnytte den foreslåede bemyndigelse i stk. 3 til ved bekendtgørelse at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af de bestemmelser i kontrolforordningen, der fremgår af listen i afsnit 2.13.3.2 i de almindelige bemærkninger.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er det endvidere muligt at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af gennemførelsesbestemmelser til markedsdirektiverne, der evt. udstedes af den Europæiske Union i forordningsform.
Det er hensigten at udnytte den foreslåede bemyndigelse i stk. 3 til ved bekendtgørelse at fastsætte straf af bøde for følgende overtrædelser af plantesundhedsforordningens bestemmelser:
– Overtrædelse af forbuddet i artikel 5 mod indslæbning, flytning, opbevaring, opformering eller frigivelse af en EU-karantæneskadegører.
– Overtrædelse af vilkår i en midlertidig tilladelse meddelt i henhold til artikel 8.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 9, stk. 3, til at underrette myndighederne om enhver dokumentation vedrørende overhængende fare.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 14, stk. 1, for professionelle operatører til at underrette myndighederne om mistanke om eller kendskab til en skadegører forekommer på planter, planteprodukter eller andre objekter, som de har kontrol med.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 14, stk. 3, for professionelle aktører til at høre myndighederne om, hvilke foranstaltninger, der skal træffes, hvis der er modtaget officiel bekræftelse på forekomst af EU-karantæneskadegørere på planter, planteprodukter og andre objekter, som de har kontrol med.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 14, stk. 3, for professionelle aktører til at træffe de relevante foranstaltninger i overensstemmelse med plantesundhedsforordningens artikel 14, stk. 4-7.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 15, stk. 1, for andre end professionelle aktører til at underrette myndighederne om kendskab til eller begrundet mistanke om forekomst af en EU-karantæneskadegører.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 15, stk. 3, for andre end professionelle aktører til at høre myndigheder om, hvilke foranstaltninger, der skal træffes.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 15, stk. 1, for andre end professionelle aktører til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at hindre spredning af den pågældende skadegører og fjerne den fra de berørte planter, planteprodukter eller andre objekter og i givet fald fra sine anlæg.
– Overtrædelse af forbuddet i artikel 32, stk. 2, mod introduktion, flytning inden for, opbevaring og opformering inden for beskyttede zoner af beskyttet zone-karantæneskadegørere.
– Overtrædelse af forbuddet i artikel 33, stk. 2, mod flytning af planter, planteprodukter og andre objekter med oprindelse i et afgrænset område, som er etableret i en beskyttet zone for den pågældende beskyttet zone-karantæneskadegører, fra det afgrænsede område til den resterende del af den beskyttede zone eller til en anden beskyttet zone, der er etableret for denne beskyttet zone-karantæneskadegører.
– Overtrædelse af forbuddet i artikel 37, stk. 1, mod indslæbning af en EU-reguleret ikkekarantæneskadegører eller flytning af denne skadegører på de planter til plantning, hvormed denne overføres.
– Overtrædelse af forbuddet i artikel 40, stk. 1, mod indførsel af visse planter, planteprodukter og andre objekter på Unionens område, hvis de stammer fra visse tredjelande eller områder i tredjelande.
– Manglende opfyldelse af særlige eller ækvivalente krav i forbindelse med import eller flytning inden for Unionens område af visse planter, planteprodukter eller andre objekter, jf. artikel 41, stk. 1.
– Overtrædelse af forbuddet i artikel 42, stk. 2, mod indførelse af højrisikoplanter, planteprodukter eller andre objekter fra oprindelsestredjelande, grupper af oprindelsestredjelande og specifikke områder i oprindelsestredjelande.
– Manglende opfyldelse af de særlige krav i forbindelse import af emballagemateriale på Unionens område, jf. artikel 43.
– Manglende efterlevelse af pligten i henhold til artikel 45, stk. 1, om information til rejsende og posttjenestekunder.
– Overtrædelse af forbud meddelt af myndighederne efter artikel 47, stk. 2, vedrørende plantesundhedsrelevant transit.
– Overtrædelse af vilkår i en midlertidig tilladelse meddelt i henhold til artikel 48.
– Overtrædelse af forbuddet i artikel 53, stk. 1, om indførelse af visse planter, planteprodukter eller andre objekter, som stammer fra tredjelande eller har deres oprindelse inden for Unionens område, i visse beskyttede zoner.
– Manglende opfyldelse af særlige krav vedrørende visse beskyttede zoner i forbindelse med indførelse i eller flytning af visse planter, planteprodukter eller andre objekter inden for disse beskyttede zoner.
– Manglende overholdelse af de generelle krav til køretøjer, maskiner og emballagemateriale fastsat i artikel 59.
– Flytning af planter, planteprodukter og andre objekter fra karantænestationer og indeslutningsfaciliteter uden tilladelse fra myndighederne efter artikel 64, stk. 1.
– Overtrædelse af vilkår i en afgørelse om tilladelse til flytning efter artikel 64, stk. 2.
– Manglende efterlevelse af ansøgningspligten i artikel 66, stk. 1.
– Manglende efterlevelse af ajourføringspligten i artikel 66, stk. 3.
– Manglende efterlevelse af sporbarhedskravet i artikel 69.
– Manglende efterlevelsen af pligten i artikel 70 til at anvende sporingssystemer eller procedurer, og stille disse til rådighed for myndighederne.
– Overtrædelse af krav i artikel 74 om plantesundhedscertifikater i forbindelse med indførelse af visse planter, planteprodukter og andre objekter i visse beskyttede zoner fra visse oprindelses- og forsendelsestredjelande.
– Overtrædelse af krav i artikel 79, stk. 1, om plantepas ved flytning af visse planter, planteprodukter og andre objekter inden for Unionens område.
– Overtrædelse af krav i artikel 80, stk. 1, om plantepas ved indførsel i eller flytning inden for visse beskyttede zoner.
– Manglende efterlevelse af pligter i artikel 91 om indførelse af risikoplaner.
– Overtrædelse af kravene til mærkning af træ, emballagemateriale af træ, og andre objekter i artikel 96.
– Overtrædelse af kravene til reparation af emballagemateriale af træ i artikel 97.
Endvidere er det hensigten at udnytte den foreslåede bemyndigelsen i § 24, stk. 3, til ved bekendtgørelse at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af følgende bestemmelser i kontrolforordningen:
– Manglende efterlevelse af forpligtelserne i artikel 15.
– Undladelse af at opfylde forpligtelserne i artikel 50, stk. 1.
– Manglende efterlevelse af betingelserne i artikel 50, stk. 3.
– Manglende efterlevelse af kravene i artikel 69, stk. 1.
– Undladelse af at efterkomme påbud meddelt i medfør af artikel 69, stk. 2.
Den ovenstående liste over bestemmelser, der strafbelægges i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 3, er ikke udtømmende.
Ligeledes giver den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 3, mulighed for at fastsætte straf af bøde for overtrædelse af gennemførelsesbestemmelser til markedsdirektiverne for produktion af og handel med planter, der udstedes af Den Europæiske Union i forordningsform.
For så vidt angår udmålingen af bøder efter den foreslåede bestemmelse finder de almindelige strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10 anvendelse. Ved udmåling af bøder vil der således være lagt vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysningerne om gerningsmanden, jf. straffelovens § 80, stk. 1.
Efter kontrolforordningens artikel 139, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at de økonomiske sanktioner for overtrædelse af forordningen og de regler, der er omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 2, begået ved svigagtig eller vildledende adfærd i henhold til national lovgivning, som minimum afspejler den økonomiske fordel for den pågældende operatør eller efter omstændighederne en procentdel af operatørens omsætning. Beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere fremgår af kontrolforordningens artikel 1, stk. 2, litra g.
Plantesundhed er meget vigtigt for planteproduktionen, skove, naturområder og beplantede områder, naturlige økosystemer, økosystemtjenester og biodiversiteten.
Plantesundhed er derfor et væsentligt samfundsanliggende, og det er af stor vigtighed, at overtrædelser af plantesundhedslovgivningen bliver sanktioneret konsekvent og føleligt for virksomhederne. Det er af stor betydning for sanktionernes effektivitet, at incitamentet til at overtræde bestemmelserne i lovgivningen reduceres.
Der findes kun i meget begrænset omfang fast retspraksis for bøder på planteproduktion og plantesundhedsområdet. Afsnit 2.12.3.2 i de almindelige bemærkninger indeholder et forslag til et vejledende bødeniveau for visse overtrædelse af de bestemmelser, som ministeren i § 25 foreslås bemyndiget til at udstede administrative bødeforelæg for.
Begås en overtrædelse af selskaber m.v. (juridiske personer), foreslås det i stk. 4, at der kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det følger af straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.
I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter og forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden – ofte ledelsen. Der vil kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til – ud over tiltalen mod den juridiske person – tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Der bør som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af planteskadegørerlovens § 13, stk. 3, frølovens § 4, stk. 3, og driftslovens § 18, stk. 3.
Administrative bødeforelæg
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at Landbrugsstyrelsen for nærmere angivne sager om overtrædelser af denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov og regler i den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af loven , der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på sådanne bødeforelæg.
Endvidere foreslås det i stk. 3, at hvis bøden vedtages, bortfalder videre forfølgning.
Med forslaget til § 25 videreføres muligheden i de gældende bestemmelser i frølovens § 13, planteskadegørerlovens § 13, stk. 5-7, og driftslovens § 19, idet bestemmelsen dog er sprogligt tilpasset, så den svarer til lignende bestemmelser i anden lovgivning, f.eks. § 257 i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 8. januar 2018.
Muligheden for at afslutte overtrædelsessager med vedtagelse af et administrativt bødeforelæg efter frølovens § 5 anvendes i forbindelse med overtrædelse af krav om, at partier af frø og sædekorn først må sælges, når de er certificeret, som det f.eks. fremgår af sædekornsbekendtgørelsens § 24, stk. 1. Betingelserne for certificering findes i bekendtgørelsens kapitel 6, og indebærer bl.a. at partier af sædekorn skal overholde de EU-minimumskvalitetsnormer, der er fastsat i bekendtgørelsens bilag 5.
Muligheden for at afslutte overtrædelsessager med vedtagelse af et administrativt bødeforelæg efter planteskadegørerlovens § 13, stk. 5-7, anvendes i dag i forbindelse med overtrædelse af reglerne om udskiftning af læggemateriale ved avl af konsumkartofler, som fremgår af kartoffelbekendtgørelsens § 31, nr. 2.
Endelig anvendes muligheden for at afslutte overtrædelsessager med vedtagelse af et administrativt bødeforelæg efter driftslovens § 19 i forbindelse med manglende bekæmpelse af flere kolonier/udbredt forekomst af flyvehavre, jf. flyvehavrebekendtgørelsen § 1 og § 7, stk. 1, nr. 1.
Der henvises til afsnit 2.12.1.2 i de almindelige bemærkninger.
Det forudsættes, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 1 alene anvendes til at give ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling mulighed for at udstede administrative bødeforlæg ved overtrædelse af de i bekendtgørelsen nærmere angivne bestemmelser, hvor overtrædelserne generelt er ensartede og ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål, og hvor sanktionsniveauet ligger fast. Overtrædelserne skal generelt være klare og umiddelbart konstaterbare, og sagens afgørelse, herunder fastsættelsen af bødens størrelse, skal være uden skønsmæssige elementer af betydning.
Det vil næppe kunne udelukkes, at der vil kunne opstå konkrete tilfælde, hvor overtrædelse af de pågældende bestemmelser alligevel ikke kan anses for ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål, eller hvor der kan rejses tvivl om det rette sanktionsniveau. Det forudsættes, at sagen i så fald vil blive overgivet sagen til politiet og anklagemyndigheden til videre foranstaltning.
Miljø- og Fødevareministeriet er på nuværende tidspunkt af den opfattelse, at en række bestemmelser er af en sådan karakter, at overtrædelser generelt vil være ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål.
De overtrædelser, som f.eks. overtrædelse af forbud mod indslæbning, flytning, opbevaring, opformering og frigivelse af EU-karantæneskadegørere, der er omtalt i afsnit 2.12.3.2 i de almindelige bemærkninger, vurderes generelt af være egnede til udstedelse af administrative bødeforelæg, forudsat at der med vedtagelsen af dette lovforslag fastsættes retningslinjer for sanktionsfastsættelsen.
Det er forudsat, at en udvidelse af det nuværende anvendelsesområde for ordningen med administrative bødeforelæg skal ske efter forhandling med Justitsministeriet under inddragelse af Rigsadvokaten i overvejelserne.
Det er fortsat en forudsætning for, at sagen kan afsluttes ved et administrativt bødeforelæg, at den pågældende fysiske eller juridiske person dels erklærer sig skyldig, dels vedtager sagens udenretlige afgørelse. Hvis den pågældende fysiske eller juridiske person ikke ønsker at acceptere et administrativt bødeforelæg, enten fordi vedkommende ikke ønsker at erkende sig skyldig eller ikke kan erklære sig indforstået med, at sagen afgøres af Miljø- og Fødevareministeriet, overgår sagen til politi og anklagemyndighed med henblik på en sædvanlig strafferetlig forfølgelse.
Vedtagne bøder kan som hidtil inddrives ved udpantning, jf. § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Kapitel 8
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. februar 2020.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at lov om frø, kartofler og planter, jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 4. januar 2017, ophæves den 1. februar 2020.
Plantesundhedsforordningen trådte i kraft den 13. december 2016. Kontrolforordningen trådte i kraft den 27. april 2017. For begge forordningers vedkommende finder de fleste af forordningsbestemmelserne anvendelse fra 14. december 2019, jf. plantesundhedsforordningens artikel 113, stk. 1, og kontrolforordningens artikel 167, stk. 1.
Som beskrevet ovenfor i de almindelige bemærkninger afsnit 1.5 og bemærkningerne til lovforslagets § 1, vil den foreslåede nye lov således udgøre hjemmelsgrundlaget for fastsættelse af nationale regler til supplering af henholdsvis kontrolforordningens og plantesundhedsforordningens bestemmelser.
For så vidt angår følgende særdirektiver på plantesundhedsområdet, følger det af plantesundhedsforordningens artikel 113, stk. 2, at disse direktiver ophæves den 1. januar 2022:
– Rådets direktiv 69/464/EØF af 8. december 1969 om bekæmpelse af kartoffelbrok
– Rådets direktiv 93/85/EØF af 4. oktober 1993 om bekæmpelse af kartoflens ringbakteriose
– Rådets direktiv 98/57/EF af 20. juli 1998 om bekæmpelse af Ralstonia solanacearum (Smith) Yabuuchi et al.
– Rådets direktiv 2007/33/EF af 11. juni 2007 om bekæmpelse af kartoffelcystenematoder og om ophævelse af direktiv 69/465/EØF
Det foreslås derfor i stk. 3, at lov om planteskadegørere, jf. lovbekendtgørelse nr. 14 af 4. januar 2017, ophæves den 1. januar 2022.
Når planteskadegørerloven først ophæves den 1. januar 2022 sikres det, at loven fortsat udgør det hjemmelsmæssige grundlag for gennemførelse af de fire særdirektiver på plantesundhedsområdet, indtil direktiverne afløses af plantesundhedsforordningen med tilhørende gennemførelsesbestemmelser den 1. januar 2022, herunder også håndhævelsesbestemmelser og betalingsbestemmelser. Eventuelle ændringer af de fire særdirektiver vil således også kunne gennemføres i dansk ret.
Det foreslås i stk. 4, at de regler, der er udstedt i medfør af lov om frø, kartofler og planter, lov om planteskadegørere og driftsloven forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov. Det drejer sig om følgende bekendtgørelser:
– Bekendtgørelse nr. 1421 af 30. november 2018 om grønsagsfrø.
– Bekendtgørelse nr. 1406 af 30. november 2018 om en fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og grønsagsarter (sortslisten).
– Bekendtgørelse nr. 1394 af 30. november 2018 om sædekorn.
– Bekendtgørelse nr. 1393 af 30. november 2018 om markfrø.
– Bekendtgørelse nr. 883 af 26. august 2019 om planteskadegørere.
– Bekendtgørelse nr. 883 af 26. august 2019 om planter.
– Bekendtgørelse nr. 660 af 31. maj 2018 om fødevarekontrol og offentliggørelse af kontrolresultater for så vidt angår offentliggørelse af resultater af kontrol af regler fastsat i medfør af lov om frø, kartofler og planter.
– Bekendtgørelse nr. 584 af 28. maj 2018 om avl m.v. af kartofler.
– Bekendtgørelse nr. 1348 af 29. november 2017 om salg af træ af platan.
– Bekendtgørelse nr. 596 af 31. maj 2017 om skovfrø og –planter.
– Bekendtgørelse nr. 1690 af 20. december 2016 om betaling for kontrol med planteformeringsmateriale.
– Bekendtgørelse nr. 942 af 11. august 2015 om plantesortsnavne.
– Bekendtgørelse nr. 1031 af 26. september 2014 om betaling for plantesundhedskontrol m.m.
– Bekendtgørelse nr. 1192 af 13. december 2012 om betaling for kontrol med skovfrø og -planter m.m.
– Bekendtgørelse nr. 1235 af 15. december 2011 om betaling for jordprøvetagning m.v., på arealer, der skal anvendes til dyrkning af læggekartofler.
– Bekendtgørelse nr. 452 af 16. maj 2011 om bekæmpelse af kartoffelcystenematoder.
– Bekendtgørelse nr. 97 af 31. januar 2007 om planteskadegøreren Ralstonia solanacearum.
– Bekendtgørelse nr. 96 af 31. januar 2007 om kartoffelringbakteriose.
– Bekendtgørelse nr. 9 af 11. januar 1985 om bekæmpelse af kartoffelbrok.
– Bekendtgørelse nr. 1122 af 20. september 2013 om certificering af virksomheder der fremstiller træemballage m.v.
– Bekendtgørelse nr. 1225 af 13. december 2011 om betaling for certificering og kontrol med virksomheder der fremstiller træemballage m.v.
– Bekendtgørelse nr. 1548 af 11. december 2015 om flyvehavre.
– Bekendtgørelse nr. 842 af 23. juni 2017 om bekæmpelse af kæmpebjørneklo.
Kapitel 9
Ændringer af anden lovgivning
Til nr. 1
Det følger af klagenævnslovens § 19, stk. 5, at der ikke opkræves og betales gebyr for klager over afgørelser, der træffes efter de love på fødevare-, landbrugs- og fiskeriets område, som giver klageadgang til nævnet efter bestemmelser i bl.a. klagenævnslovens §§ 84 og 86.
Det foreslås, at klagenævnslovens § 19 suppleres med et nyt nr. 9, hvorefter der ikke opkræves og betales gebyr for klager over afgørelser, der indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet efter § 23 i lov om planter og plantesundhed m.v.
Den foreslåede bestemmelse er en konsekvensændring af lovteknisk karakter og i øvrigt en videreførelse af gældende ret.
Til nr. 1
Overskriften før § 10 er »Uønskede plantearter«.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.13.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at overskriften ændres til »Bekæmpelse af kæmpebjørneklo«.
Det vil således fremgå, at bestemmelsen i lovens § 10 alene vil angå bekæmpelse af kæmpebjørneklo i modsætning til alle uønskede plantearter.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 12, hvorefter reguleringen af bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af hjemmehørende plantearter flyttes fra driftsloven til lov om planter og plantesundhed m.v.
Til nr. 2
Det fremgår af § 10, stk. 1, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling træffer bestemmelse om, hvilke plantearter der skal anses for uønskede, fordi de kan skade afgrøderne, naturen eller landskabet.
Der henviser i øvrigt til afsnit 2.5.1 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse ophæves ministerens bemyndigelse til at føre en optegnelse over uønskede plantearter som følge af, at § 10 fremover kun angår bekæmpelse af kæmpebjørneklo. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i nærværende lovforslags § 12, hvorefter det foreslås, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte regler med henblik på bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af hjemmehørende plantearter, der er uønskede.
Til nr. 3
Det følger af § 10, stk. 2, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling er bemyndiget til at fastsætte regler om bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af plantearter, som anses for uønskede plantearter efter § 10, stk. 1. Ministeren kan i medfør bestemmelsen i § 10, stk. 2, fastsætte regler om håndtering, behandling, transport ad offentlig vej og overdragelse af varer og produkter med indhold af uønskede plantearter. Ministeren kan endvidere fastsætte krav om rengøring af transportmidler, maskiner, redskaber, emballage og lokaler, der har været anvendt til transport, behandling, håndtering, opbevaring af varer med indhold af uønskede plantearter. Endelig kan ministeren fastsætte krav om behandling af arealer med forekomst af uønskede plantearter og fastsætte regler om pligt til at afgive oplysning om forekomst af uønskede plantearter, herunder ved overdragelse af ejendoms- eller brugsret til arealer eller ved anvendelse af maskiner og redskaber m.v., der tilhører andre.
Bemyndigelsen er udnyttet til at fastsætte krav om forebyggelse og bekæmpelse af flyvehavre på alle dyrkede og udyrkede arealer i flyvehavrebekendtgørelsen. Bemyndigelsen er endvidere udnyttet til at fastsætte krav om bekæmpelse af forekomst af kæmpebjørneklo, såfremt der i den kommune, hvor det inficerede areal er beliggende, er vedtaget en indsatsplan for bekæmpelsen, jf. kæmpebjørneklobekendtgørelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.1 i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at § 10, stk. 2, der bliver stk. 1, nyaffattes som følge af den foreslåede ændring af anvendelsesområdet for så vidt angår § 10, der foreslås begrænset til kun at angå bekæmpelse af kæmpebjørneklo.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ministeren bemyndiges til i medfør af lovens § 10, stk. 2, der bliver stk. 1, at fastsætte regler om bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af kæmpebjørneklo, herunder om behandling af arealer med forekomst heraf. Der tilsigtes ingen ændringer af retstilstanden på området som følge af lovændringen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 12 i nærværende lovforslag, hvori det foreslås, at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte regler med henblik på bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af hjemmehørende plantearter, der er uønskede.
Til nr. 4
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling er ved lovens § 10, stk. 3, 1. pkt., bemyndiget til at fastsætte bestemmelser om, at ministeren kan lade bekæmpelse eller forebyggelse af udbredelse af flyvehavre og kæmpebjørneklo udføre, såfremt påbud herom ikke er efterkommet af ejeren eller brugeren inden for en nærmere fastsat frist.
Bestemmelsen er udnyttet ved flyvehavrebekendtgørelsens § 2, stk. 2, og kæmpebjørneklobekendtgørelsens § 5, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.1 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse, hvorefter ordene ”flyvehavre og” udgår af § 10, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 2, 1. pkt., vil bemyndigelsen fremover alene angå muligheden for at lade bekæmpelse af kæmpebjørneklo udføre, såfremt påbud herom ikke er efterkommet af ejeren eller brugeren.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om adskillelsen af reguleringen af uønskede plantearter og skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 12 i nærværende lovforslag.
Til nr. 5
Efter lovens § 10, stk. 3, 2. pkt., kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætte, at bekæmpelse af flyvehavre og kæmpebjørneklo, som ministeren efter driftslovens § 10, stk. 3, 1. pkt., har ladet udføre på grund af ejers eller brugers manglende efterkommelse af påbud herom, sker helt eller delvis for ejerens eller brugerens regning.
Bestemmelsen er udnyttet ved flyvehavrebekendtgørelsens § 2, stk. 2, og kæmpebjørneklobekendtgørelsens § 5, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.1 i de almindelige bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse, hvorefter ordene »af disse arter« udgår af § 10, stk. 3, 2. pkt., der bliver til § stk. 2, 2. pkt., vil udgå af bemyndigelsen, og denne tilpasses således, at den fremover alene angår muligheden for at foretage bekæmpelse af kæmpebjørneklo helt eller delvis for ejerens eller brugerens regning.
Forslaget er en konsekvens af forslaget om adskillelsen af reguleringen af uønskede plantearter og skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 12 i nærværende lovforslag.
| | | | | | - | | |
Kapitel 10
Territorial gyldighed
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyldighed og svarer til gældende ret.
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Lovforslaget vedrører et sagsområde, der er overtaget af Færøerne og Grønland.